Archive for 13. maj 2010

Barbera, Tattinger og Gunderloch

En uge der har budt på lidt blandede flasker på hjemmefronten. Jeg har over et par dage nydt en pragtfuld flaske

Gunderloch og en ostemad

2008 Gunderloch, Nierstein Pettenthal, Riesling, Rheinessen – stram og lukket i betrækket de første 2 dage. På 3. dagen lukkede den op for bolcheposen med herlig tropisk frugt, frisk grøn græs og æbler. Herlig sprød syre med god dybde. Super flot Riesling som er høstet ved 100 oechsle og gærret helt ud. Nice wine, tror jeg gemmer den næste flaske i 5 år eller mere.

Hertil en skive brød med ost og asparges, fred og ro og en god bog. Debutantens Dagbog af Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen. Herlig optakt til sommerens største sportsbegivenhed; Tour de France!

Fredag var jeg forbi Supermarco, et fantastisk stykke af Italien i Københavns sydhavn. Jeg skulle egentlig bare have en sandwich til frokost, men kom ud med lækker salami, pecorino og mortadella som vi nuppede om aftenen.

Mortadella - når kødpølse kommer fra Italien, så smager det godt

Italiensk harmoni: Parma og Pecorino

Pizza

Børnene var blevet lovet pizza, og fred være med dem. Et enkelt stykke fik jeg da testet og jeg må endnu engang takke for at vi har fået et godt pizzeria i byen; Costa Smeralda. De kan lave pizza, men de fleste andre ting dernede er jeg ikke synderligt imponeret over.

Inden vi gik på rødvinen, lykkedes det Tom at snige en flaske bobler på banen:

Prelude

Tattinger, Prelude, Brut, Champagne – virkede lidt ældet, på den gode måde. Dybe autolytiske noter med rugbrød, gær og skimmel i duften .Flot kandiseret citrus og god grøn frugt. Fantastisk duft der bare stod og voksede i glasset. Meget ren stil, men alligevel med dybde nok til at være spændende.

Boschetto Vecchio 2006

I Supermarco lykkedes det også at overtale mig selv til at købe et par flasker Barbera. Det er en drue som jeg gennem årene er blevet rigtig glad for. Den har god frisk syre, lav tannin og arbejder godt sammen med fad, hvis den bliver udsat for det. Der findes også kedelig Barbera, men lad os glemme dem et øjeblik. Lidt kiggen rundt på hylderne og en god snak med vinmanden gav mig 2 flasker med hjem fra en ny producent de er startet med:

Barcarato 2004

2006 Guasti Clemente, Boschetto Vecchio, Barbera d’Asti, Piemonte – en super flot ren Barbera i den gamle intense stil, uden nyt fad. Jordbær grød med rabarber og et strejf af krudtrøg. En syre der flyver og en glæde der breder sig. Flot Barbera, den kan jeg sagtens nyde meget mere af i løbet af sommeren.

2004 Guasti Clemente, Barcarato, Nizza, Barbera d’Asti Superiore, Piemonte – ingen tvivl om fadet her. Nye Barrique indarbejdet i frugten på god balanceret vis. Duften gav meget mere, her er tæthed og lidt mere arbejde for at finde alle nuancerne. Tingene ligger gemt nede bag fadet, men det kommer snigende og bider sig fast med god intensitet. Herlig balance i smagen med dyb mørk jordbær og mørk skovbund. En helt anden type, men stadig pragtfuld.

Bodum espresso kop

Efterfølgende bryggede Tom løs på espresso maskinen og vi fik båbe espresso og café latte.

'presso & latte

Ost, hvidvin, Champagne, chokolade og rødvin

Det var en lørdag aften og naboen kom forbi. Det er et tema der har været mange gange før, og sikker vil gentage sig mange gange endnu.
Planlægning er ikke altid en dyd og her var den næsten ikke eksisterende. Vi havde lidt ost fra Skjold Burne i Esbjerg, lidt salami fra Slagter Munch i Skagen og en tørret pølse fra Italien. En paté i køleskabet fra en fjern tur til Frankrig og naboen forpligtede sig til at skrue en salat sammen. Det viste sig at om lørdagen, så må salat gerne indeholde mere kød end grønt…
Notater blev ikke taget, men hyggen var i højsædet, her er de ting jeg husker om de enkelte billeder undervejs …

Landelin Pinot Gris

Til ost, vil jeg altid foretrække hvidvin, derfor havde jeg dekanteret denne perle i god tid:

2005 Clos St Landelin, René Mure, Pinot Gris, Grand Cru Vorbourg, Alsace – fed og tæt i strukturen med herlig forfriskende syre. Meget eksotisk frugt og herlig udviklet nu med 5 år i flasken. Den er absolut ikke færdig, så jeg glæder mig til at følge den. Fantastisk følgeskab til osten.

Dåsemad

Dåsemad behøver ikke være dårligt, men gå ikke efter dansk dåsemad. Her en herlig Terrine fra Frankrig. Sikkert indkøbt til en latterlig lav pris og med en smag så lækker. Et helt stykke foie gras i midten og så godt med terrine uden om. Kønt er det ikke, men lad dig ej afskrække, smagen var fantastisk.

Salat-ish...

”Salaten” bestod af oksekød i strimler, marineret og stegt med soja, forårsløg og sesam. Serveret med lidt peberfrugt og hakket tomat. Herlig balance og gav et godt modstykke til vinene.

Ost

Her er 6 af de 8 oste, derudover en hvidløgsroulade og en røget brie. Alle gode og alle spist op – næsten…

Polenta

Polenta – ser ikke godt ud, men var godt lavet. Bliver nok aldrig min favorit…

Kød - ost - kød

Pølse – hvidløgsroulade – sønderjysk fra Slagter Munch.

Riesling med dejlig alder

Tom mente vi trængte til noget Riesling ovenpå den Pinot Gris og hentede frem fra gemmerne:

1995 Karl Erbes, Ürziger Würzgarten, Auslese **, Riesling, Mosel – herlig sød vin med den smukkeste grønne farve i glasset. Smagen bar præg af en udpræget sødme og en syre der lå pænt i baggrunden. Herligt eksempel på god Auslese. Havde dette været en MG, så var den nok også blevet tømt. Imponerende hvilken fantastisk balance der sagtens kan være med 7 % alk.

2 damer med deres Champagne

Det var lørdag aften og Tom insisterede på at vi manglede bobler. OK, vi var til at overtale…

Kølig og parat

NV Krug, Grande Cuvée, Champagne – altid et smukt bekendtskab, her serveret til 2 yndige piger der bare smilede…

Fra vores køkkenvindue

Aftenen gik på hæld og sommerfarverne var flotte…

Summerbird vs. Xocolatl

Chokoladetid. Vi smagte lidt Summerbird op mod den lille mand fra Haderslev. Sjovt at smage hvordan en stor virksomhed vælger at tolke deres chokolade, og hvordan den selvstændige vælger at udtrykke nogenlunde det samme. Vi smagte op mod hinanden deres ”citron” og deres tanke omkring ”lakrids i chokolade” samt deres ”marcipan med mørk chokoladeovertræk”. Nogen smagte også deres ”nougat”.  Min stemme gik på alle punkter til Xocolatl, men heldigvis bestod selskabet også af børn og de nuancerede bedømmelserne lidt.

Nice...

2006 Domaine Belle, Crozes Hermitage, Les Pierelles, Rhone – herlig frugtdominans og med god sødme i baggrunden til at lege med chokoladen. Dette er naturligvis ikke en sød vin, men alligevel har den så meget modenhed at den godt kan kombineres med chokolade på denne måde.

Årets Plade 2010

En variant af Årets Plade 2010 – denne gang med hindbær og tranebær. Super lækker choko der svandt hurtigt i pladen. Den kombination af den gode bløde chokolade og friskheden fra frugten er god.

Punktum for en god aften i godt selskab.

Smukt punktum