Fodbold og øl – Nej!

Fodbold og øl har jeg svært ved at forholde mig til. Alligevel havde jeg i går aftes en oplevelse, jeg tror kan ligestilles med at drikke en kold fadøl, efter en sjælden dansk sejr i fodbold.

Søren, Sara og undertegnede

Vi lagde hårdt ud med at smage 5 sæt á 5 forskellige fortified wines, serveret blindt af den smukkeste tjenerinde (tak skat).

Mix af Fortified Wines

Tid til at tænde op i grillen og på med lidt godt fra Slagter Svendsen, nakkekoteletter, franske grillere og friske hvide asparges. Hertil lidt hjemmebygget brød, Hammerhurtigt brød fra Heiberg, tilsat lidt krydderurter i dejen. Det virkede og var et godt supplement til både smagning og mad. Vinene til maden blev serveret blindt og Sara lagde ud med bobler:

Aftenens vin

NV Jerome Prevost, La Closerie, Les Beguines, Extra Brut, Champagne – super intens og flot gylden i glasset. Forførende duft med rene røde bær og gode autolytiske toner. Rigtig flot komponeret i munden med masser af ren frugt og fin insiterende mousse. Denne er fremstillet fra en mark på kun 2,2 hektar, hvor der næsten kun er plantet Pinot meunier. Jerome Prevost er elev fra Jacques Selosse og man fornemmer da også en del af samme kraft og nerve i denne Champagne. Den ville nok have virket meget kraftig, hvis vi ikke lige havde smagt 20+ forstærkede vine… Dette var klart aftenens bedste vin uden den store afstemning. Tak for skænken Sara.

2008 Pelter, Unwooded Chardonnay, Israel – ok, en overraskelse og Søren havde sagt vi aldrig ville gætte landet. Mit første gæt, som jeg ikke rigtig sagde højt og insisterende nok var faktisk Israel. Det endte med at vi padlede så langt baglæns ud på dybt vand at vi ikke gættede noget som helst. Ikke typisk chardonnay, men med pæn eksotisk frugt. Havde en god modenhed, kombineret med en lidt underlig skæv syre der også gav lidt bobler i starten.

2008 Montirius, Vacqueras, Garrigues – lys som Pinot Noir, med intensitet i frugten og underlig funky stil. Jeg brød mig absolut ikke om det jeg smagte her, men den blev dog bedre i glasset. Det her var for mig et eksempel på en producent der vil være overdrevet BIO og ikke laver specielt fremragende vin af den grund. Ikke yderligere kommentarer fra mig i dag, men glæder mig til at smage bunden igen senere.

2002 Harmand Geoffroy, Gevrey Chambertin, Lavaux St.-Jacques – Her skete det så for mig! Følelsen som hooliganen må have efter den sjældne sejr! Perfekt harmoni, sprød frugt, kirsebær kerner og lidt ristet fad. Lige den kølighed og finesse som jeg trængte til.

Ingen af disse vine vil blive valgt til "Årets Grill-vin" af danske vinjournalister, men de smagte godt 🙂

At trække sig selv op fra havestolene og gå ind til bordet med over 20 spiritus samples foran os var ikke nemt. Jeg prøvede, uden held, at overtale selskabet til at fortsætte i haven med flere vine og så droppe det skarpe spiritus …

Det hårde

Tak for hjælp med servering til dig min engel og tak til Sara og Søren for godt smageselskab.

Skriv et svar