Vinstokke i min have?

Jeg vil plante 2 vinstokke i min have. Nu har jeg i mange år haft en have der ikke helt byder mig det jeg vil have. Min have er ikke et stort stykke land, derfor min meget lille ambition. Vi taler 8 x 8 meter med terrasse på over halvdelen. Jordbunden er gammelt byggeaffald der er godt stampet sammen med ler og muld. Ikke direkte oplagt til vinbrug, men det er nu engang mine vilkår. Jeg gør mig en del overvejelser og vil meget gerne have lidt input og idéer. Her er min liste umiddelbart:

Skal det være op af hegnet der er øst- eller vestvendt? Regner egentlig med at gøre det der hvor stokkene vil være vesteksponeret og få mest sol.

Grønne eller blå druer, eller én af hver? Jeg tror klart mest på potentialet for grønne druer til vinavl i Danmark, men det er sjovt at have blå druer, så man også kan følge varaison (farveskift fra grønne til blå druer)

Hvor får jeg fat i disse stokke? Traditionel planteskole, eller Dansk Vincenter, dig, eller?

Skal jeg plante dem her i efteråret, eller til foråret? Tænker på at komme i gang hurtigst muligt.

Jeg håber at du kan komme med lidt idéer og input.

5 comments

  1. Jeg har nogle venner, som også er gået i gang med at plante vinstokke. De har vist valgt en vin, der hedder solaris – en sort som klarer sig godt i det danske klima. Og så kommer der noget skøn hvidvin ud af den med æble-, pærer- og hyldeblomstnuancer.

    Held og lykke med projektet.

    Bach & Petersen Vine
    – nu med podcast.

  2. Søren Beck siger:

    Hej Frederik

    Kan kun anbefale dig at gøre det. Vælg nogle druer der er gode at spise, men som samtidig har aromaer / egenskaber til vinproduktion.

    Selv har jeg en Phønix stående på min terasse, der er ekstremt frodig, og giver lækre aromatiske – nærmest Sauvignon Blanc – druer.

    Du er velkommen til at komme forbi og hente et par klasser (moden i næste uge). Og til foråret kan du få en stikling hvis det har interesse.

    Mht blå? Prøv evt. at checke http://www.vinavl.dk, der kan du finde fin inspiration.

    Du kan også oprette dit spørgsmål på http://www.aov.dk, så kan du måske få svar fra andre kanter også. Jeg ved der er en del danske vinavlere der bruger aov.dk.

    Good luck

    /S

    • vinkreutzer siger:

      Hej til jer begge

      Tak for jeres kommentarer. Søren jeg vil meget gerne smage Phønix. Jeg er i Jylland hele denne uge med smagninger, men kontakter dig i næste uge.
      Solaris var absolut en af de druer jeg havde tænkt på, også som følge af min smagning af Arwen – der er en fantastisk hvidvin.

  3. Simon siger:

    Hej Frederik

    Vi flyttede i hus sidste efterår, og jeg fik præcis samme ide som dig. Jeg tog kontakt til Karen fra Tysk Vinkontor. Hun var så venlig, at hun gerne ville sælge mig vinstokke, som de får leveret fra Tyskland. Hun producerer også selv vin på Fejø.

    Jeg kørte forbi hendes hus en eftermiddag i Hvidovre, hvor vi snakkede en times tid og det endte med at jeg kom afsted med både grønne og blå druer. Jeg kan ikke lige huske navnene, men det kan jeg finde frem, hvis det har interesse. Jeg mener, at jeg gav ca. 200 kr. for fem planter.

    De er placeret forskellige steder i haven. Dem som får mest sol, har vokset mere end de andre og er ca en meter. Håber på druer til næste år 😉

    Mvh
    Simon

  4. Simon siger:

    Hej igen
    Min planter er en blanding af ungarsk drue ved navn Lilla og så Leon Millot.

    God fornøjelse og god søndag
    Simon

Skriv et svar