Mortens and med hvidvin, eller rødvin?

Mortens aften og en lille diskussion på Facebook ledte til at aftenens menu står på orangemarineret andebryst, hertil kartofler stegt i ovnen. Menuen var inspireret af Gastromand.dk, men da vi her i huset ikke er de store svampespisere, så sprang vi den del over.

Jeg lavede en sprød salat med spinat-blade, peberfrugt, tomater, appelsin og tranebær.

Salaten

Ovnstegte kartofler med lidt løg og gulerødder.
Andebrysterne var marineret i appelsinsaft hele dagen og så sådan ud inden de ramte panden.

2 bryster fra Kalu

Efter panden kørte jeg en intervalstegningsprocedure, som var virkelig vellykket.
Saucen lavede jeg på orangesaften og kogte godt ind.

Min tallerken

Hvilken vin skal man så sætte til? Det der giver et fingerpeg er hvordan maden er komponeret. Her kommer til at være fedt fra anden, orangesmag, hård stivelse og sprød grøn salat og det søde fra tranebærrene. Selve anden er ikke så fed og saftig i sig selv, så noget vin uden tannin vil være bedst. Tanninen i fx en Cabernet Sauvignon baseret vin vil absolut give en kedelig kombination med sødme, orange og relativt tørt kød.

Det mest oplagte vil være noget Bourgogne, gerne en kraftfuld Gevrey Chambertin der er kendt for sine noter med orangeskal. Der er stor sandsynlighed for at det vil virke flot, men min kælder havde ikke lige en Gevrey som passede på beskrivelsen. Alternativet, med en fornuftig pengepung i beholdning, vil være en oversøisk Pinot Noir. Her bør der være intensitet og lidt sødme til at spille med, uden at vinen bliver for kraftig. I min lokale Super Best/Dalgaard var bedste bud

2006 Neudorf, Pinot Noir, Tom’s Block, Nelson, New Zealand – flot sprød duft med kølige bær og lidt vanille-sødme fra fadet. Smagen var rigtig flot balanceret med fokus på den røde frugt og en lidt høj frugtsyre til at binde tingene sammen. Thomas i forretningen havde lovet den var koldklima-agtig mere end oversøisk kogt, det havde han heldigvis ret i. Den passede rigtig godt sammen med maden. Især når den blev smagt sammen med and og orangesauce. Den syre og intensitet ville den rigtig gerne lege med og det spillede.

Hvidt og rødt

For nogle år siden blev jeg dog udsat for noget så lækkert som en gammel Sauternes til en ret med orangemarineret høne. Den sødme der så behageligt var balanceret ned i denne Climens 83 var perfekt til hønen og orangemarinaden.

Foranlediget af det og min kærlighed til vinene fra René Muré, så fandt jeg også en flaske

2003 René Muré, Clos St. Landelin, Pinot Gris, Alsace frem. Enorm fedladen i glasset og man kunne næsten se det. Dyb gylden farve med næsten olieret struktur. Lagde sig smukt u munden med en lille sødme og fin finesse. Noter af acacie, orangeskal og så en lille tone af bitter abrikos. 2003 årgangen var også meget varm her i Alsace og det har nok været svært at få det pakket ind her. En pæn syre gjorde dog sit til at frembringe en fornuftig balance i vinen. Til maden virkede den til gengæld lige efter hensigterne, havde sødmen og fedmen, samt det lille bitre element der gav godt modspil.

Pinot Gris eller Pinot Noir?

Hvad vil min anbefaling så være næste gang? Pinot Grisen i et lidt køligere årgang er jeg sikker på vil være et perfekt match. En kølig nord Rhone som Kasper ville have foretrukket er heller ikke umuligt. Helst ville jeg dog gerne dekantere en stor Gevrey Chambertin….