Archive for 28. december 2010

Do you know: de Trafford? Ellers burde du!

Så kom årets udgave af Platters Wines of the Year. Der er mange af denne slags lister med årets bedste 100 vine. Denne udgave fra Platter er at regne for den bedste, biblen, fra Sydafrika. John Platter smager alt der frigives og regnes som den største kapacitet på de Sydafrikanske vine. Stor var min glæde da årets liste kom og Red Wine Of The Year var: 2008 De Trafford Shiraz. Ikke en vin jeg har i kælderen, men heldigvis kender jeg importøren af denne top producent.
SA Wineimport importerer et udvalg af vine fra Sydafrika og satser absolut på top kvalitet hele vejen gennem sortimentet. Dette er en af dens slags importører der skaber den fantastiske diversitet i vinudvalget i Danmark. For at fejre dette blev vi enige om at knække halsen på et par flasker.

Vi startede med 2 vidt forskellige Chenin Blanc vine. Chenin Blanc er druen der virkelig drejer hoveder i Sydafrika for tiden. Her finder man vine med unik karakter og fantastisk intensitet og balance. Den første havde jeg smagt ved flere andre lejligheder og jeg er overbevist om at det er en af de bedste Chenin Blanc vine fra Sydafrika:

2006 Jean Daneel, Signature, Chenin Blanc – flot ravgylden i glasset med en ekstrem bouquet af tropisk frugt, sød ananas og kandiseret orangeskal. Munden bliver fyldt helt ud og holdes stadig i skak af en flot balancerende syre. En kraftfuld vin med behagelig syre. Ikke sød, men med utrolig moden frugt karakter.

Jean Daneel Chenin Blanc

Herefter startede en lille række af de Trafford vine:

2009 de Trafford, Chenin Blanc, Stellenbosch – en helt anden stil med super sprød intensitet og røget karakter. Her er det frugtsyren som er dominerende og en enorm mængde mineralitet der bare spiller. Mere i stil med tysk Riesling nærmest. Ikke den store fedme, men fantastisk rar balance. En vin med flot kompleksitet, her var noter af alt fra friske østers til havtorn. Citrus og friske æbler. En vin der vil gå til utrolig meget mad. Jeg har netop kigget på de Traffords hjemmeside http://detrafford.co.za/?page_id=549 og fået en fornemmelse for hvor meget arbejde der lægges i denne vin – imponerende. Vil være rigtig sjov at gensmage om 2 – 4 år.

Trafford Chenin Blanc

Næste vin kom på bordet blindt og her tænkte jeg ikke først på Sydafrika.

2007 Sijnn, 42 % Shiraz, 26 % Mouvedre, 21 % Touriga Nacional, 10 % Trincadeira og 1 % Cabernet Sauvignon – en brag af en vin. Her var animalsk præg som i nordlig Rhone. Tæt krydret garrigue som i sydlig Rhone, eller Languedoc. Frisk frugt som i italiensk og så alligevel den varme og modenhed, som kun opnås i et varmere klima. En duft af våd skiffer blander sig flot med de rene røde bærnoter. Fadet er der, men ligger så pænt balanceret bagved frugten at det er ok. Smagen er fyldig med varm modenhed, krydret indspark og en bred frugtpalet. Vinen er ikke så lang i smagen, men det skyldes måske at vinstokkene kun er 3 år gamle?!?!?!? Et meget spændende projekt som jeg glæder mig til at følge.

Sijnn

2005 de Trafford, Merlot, Stellenbosch – serveret helt åbent. Merlot er en sjov drue der aldrig rigtig har tiltalt mig, men hold da op det her var pænt balanceret. En dejlig åben duft med pænt modent præg, her var lidt læder og modne blommer. Smagen havde denne herlige silkestruktur som man normalt kun finder i Pomerol, eller dyr Saint Emilion, vin. 5 år på bagen er ingen alder, her vokser stadig en herlig kaffe, chokolade og frugtpalet frem. Det her vil mange nyde til en oksebøf lige fra grillen til sommer.

Merlot

En herlig smagning hvor man virkelig fornemmer de Traffords stil med elegance og fin frugtkarakter i alle vine. Det her er ikke de mest overvældende vine, men de scorer højt på min herlighedsskala. Vine man har lyst til at drikke.

Kontakt evt. SA Wineimport (22 10 81 84 / skristensen@eur.ko.com) for at handle et par flasker.

Comtes de Champagne 1999

Så nærmer juleferien sig med hastige skridt. Tak til vor herre og manden der har skrevet kalenderen. Hele 3 dage uden decideret arbejde! Min nabo er startet en dag tidligere og det skulle naturligvis fejres. Der blev disket op med lækre oksebøffer, wienerschnitzler til børnene, flødekartofler og lidt grønt på siden. Hvad skal man drikke når noget skal fejres? Champagne!

Showtime

1999 Taittinger, Comtes de Champagne, blanc de blancs – rigtig flot i glasset med intense bobler i en ren strøm, farve som frisk hø på marken. Duften udviklede sig hele tiden, et skær af autolytiske toner, ristet toast. Der dukkede rigtig flot gul frugt op, små blommer, mandarin citrus stil. Friske pærer og frisk græs. Moussen lagde sig flot i munden og smagen bakkede flot op om duftindtrykkene. En Champagne der altid viser sig meget flot og som selv i så ung årgang er dejlig åben og ligetil. Et resultat af ren Chardonnay kunne man godt forestille sig. En herlig Champagne, der var en perfekt ledsager til flødekartoflerne især.

Som Tom sagde, hvis det ikke passer ind i nytårsprogrammet, hvorfor så ikke fejre starten på en ferie ordentlig.

Utraditionel Julefrokost med naboerne

Aftenens stjernepar endte, som så ofte før, med at være 2 flasker Riesling. Men, inden vi kom dertil havde køkkenet været tændt op i et døgns tid med langtidshævet Rosmarinbrød og Pulled Pork i ovnen.

Rosmarinbrød

Vi åbnede Casa Kreutzer med en flaske:

2004 Charles Mignon, Comte de Marne, Grand Cru Champagne – pivlækker med gode intense friske citrusnoter. En mousse der lægger sig som en blød vinterdyne over tungen og masser af smag. Der vokser noter frem af tropiske frugter og lidt umoden melon. Ikke så autolytisk som jeg gerne vil have, men den er også meget ung. Tror jeg vil gemme et par flasker til en anden god gang om nogle år. Endnu engang viste det sig at det ikke er nok med én flaske Champagne til 6 voksne.

Pop

Hertil fik vi bare lidt æblechips, macademia, oliven og peanuts.

Madorgiet åbnede med Lilla Risotto, lånt direkte fra Mira Arkins restekøkken. Jeg kan blot konstatere at hvis der er godt nok til Mira på en hverdag, så er det godt nok til mine gæster. Det smagte super godt med kålen liggende godt i smagsbilledet og rigtig god harmoni. Jeg fulgte opskriften næsten hele vejen, dog med den variant at jeg brugte blå primadonna, i stedet for parmesan. Hertil mit Rosmarinbrød, der blev perfekt denne aften.

Risotto med rødkål og bacon

Hertil 2 herlige flasker riesling, begge dekanteret dagen i forvejen og hældt tilbage på flasken. Det havde absolut gjort dem begge godt.

2 flotte konge vine

2008 Albert Boxler, Sommersberg, JV, Riesling, Grand Cru, Alsace – supernice med en frugtsyre der dominerede fordi den var så flot. Syren og den intense mineralitet holder denne vin kørende og det virker så godt. Den udviklede sig i glasset og gav friske grønne æbler, vindruer og frisk græs fra sig. Mineraliteten var som en helt kalkskråning på Mols – smuk og lang.

2005 René Muré, Clos St. Landelin, Riesling, Grand Cru, Alsace – en helt anden boldgade sammenlignet med BoXler. Fed og cremet struktur med meget mere modenhed og lidt sødme i spillet. Ananas og lyche var grundtonerne, sammen med lidt pære. Frugtsyren hang godt fat inden under den mere sødlige/fede struktur. Enorm lang eftersmag med god fylde. Fantastisk glas Riesling i den kraftfulde ende. Bedste match til risottoen.

Hovedretten var Pulled Pork, serveret i burgerboller med salat og dressing. At lave 2 gange nakkefilet til 6 voksne og 6 børn var absolut at skyde over målet, så den står på rester i dag.

Svin i bolle

Vinene hertil var fra kælderen og med store forventninger fra undertegnede.

1999 Cote Rotie, Brune et Blonde, Guigal, Rhone, Frankrig – smuk farve med pæn teglfarvet kant. Enorm bouquet med hængt kød, brombær, peber og bacon. Virkede allerede i næsen rigtig dejlig balanceret og fin. Smagen viste dejlige modne noter med læder, træ og tørrede frugter, her var både lidt figen og rosin med ind over. God sort frugt kørte dog den store del af smagspaletten på plads, brombær og sorte blommer. Tørre tanniner der bed på den rigtige måde. Virkede rigtig godt og flasken blev hurtigt tømt.

1999 Guigal Côte Rôtie

2004 les Trois Marie, Cotes de Roussillon, Frankrig – ren grenache i super stil fra Roussillon. Kommer fra en mini parcel med næsten 100 år gamle vinstokke og samtlige 2500 flasker er fremstillet uden skelen til andet end den bedste kvalitet. Se her for teknisk info. Helt sort i glasset med en imponerende duft af blommer, syltede kirsebær og sødme fra fadlagring og moden frugt. Duften udvikler sig som en stor Chateauneuf-du-Pape med bredspektret sort frugt. Smagen er for vild med masser af bærsødme og en uhørt intensitet. De 15 % er pakket smukt ind i frugtkoncentration. Den udvikler sig smukt i glasset og jeg kan kun konstatere at denne vin ikke er blevet træt endnu.

2004 Les Trois Marie - klar til at rive hvem som helst rundt

Herefter var smagsløgene nok begyndt at være lidt trætte, men der kom en herlig saftig sag på bordet:

2008 Florea, Organic, Tempranillo, Vino de la Tierra Castilla, Spanien – herlig saft, helt funklende rød i karaflen og fantastisk levende i glasset. Den var på en tung opgave efter Trois Marie, men klarede frisag med sin friske frugtsyre. En god balance i glasset med røde kirsebær og lidt jordbær i fin harmoni. Godt frisk indslag her på aftenen.

Tempranillo saft

Tag en tur på Gl. Kongevej

Vi sluttede aftenen af med flødeboller fra A Xoco, min med cherry-skum. Dejlig fed og kraftfuld sag. Fik også smagt klassikeren med lakridsskum og 2 lag chokolade. Måske er de lidt store, men det passer mig fint.

The Cherry Bomb

Hertil drak vi naturligvis en:

10 Years Old Tawny, Niepoort, Douro – som altid i fuld balance med dejlig frisk rød frugt og lidt ristede nødder.

10 Years tawny - kald den blot en favorit

Sluttede med at eksperimentere med Absinth, som jeg ikke har den store erfaring med. Jeg kan blot konstatere at det var sjovt, og nok ikke sker igen.

Uha

Hældt over en sukkerknald og så "On Fire"

Tak til verdens 3 bedste nabo-par for at gøre dette en mindeværdig fredag aften.
Dagen efter bød også på en serie glas der skulle vaskes…

Riedel

Blandede hvidvin og rødvin

Det sidste stykke tid har jeg smagt lidt blandet, her er mine korte noter:

A Xoco

En god stor æske med eksperimenter og mere klassiske stykker

Vi fik shoppet lidt chokolade fra A Xoco. De byder på nogle herlige stykker, hvor grundchokoladen er ok, men fyldet har en dejlig kant og giver et godt modspil. Her en stor æske med 2 retninger blandet sammen, de klassiske og de lidt mere specielle.

Fra dybet

Den helt almindelige Haag 08 byder lige nu ikke på så meget, men efter en uge i køleskabet smagte det fantastisk! Masser af tropisk frugt og lidt frisk hvid peber.

I stedet for kaffe

En ven kom til kaffe og fik serveret denne blindt i stedet. Den var egentlig som forventet; lidt tør og med smag som en tør portvin. Kluntet og med tørre tanniner. Ikke en flaske jeg vil jagte. Gad vide hvordan den er havnet i min samling?

Surprise!

Til en stille forret. Væltede i den mest elegante stil op af glasset med en frisk melon/ananas saft. Virkelig balanceret og med god kølig stil. Ingen fad, bare smuk frugt. Havde ikke forventet mig så meget….

Jean D. Shirazzzzzzz.

Smack! Her var god valuta for skillingen, tæt struktur og blød cremet frugt med fine tanniner. Typisk mellemting mellem fransk struktur og oversøisk sødme. Fin balance og gik fint til en gang “kom-lad-os-tømme-køleskab-sammen-med-naboerne”

Chokoladeballade

Så blev der også lige pyntet en Chokoladeballade med opskrift fra Anne au Chocolat Føj den er lækker. Nok den bedste chokoladekage jeg har bagt.

En hverdag i KBH

På vej til smagning og så lige dette billede….

2007 - ny årgang

2007 Fabiano, Amarone spiller op og viser en super årgang pakket nede i flasken. Dobbelt dekanteret, men viser stadig kun en brøkdel af hvad der vil komme i længden. Det her er virkelig guf. Skal smages igen hjemme i store glas og så ellers bare gemmes.

WSET eksamen -Advanced Level

Så havde vi igen et hold elever til eksamen på WSET Advanced level. Der er nu kommet nye regler, så først var der smagning af 2 vine, hvor der skal skrives note iflg. Systematic Approach to Tasting Wine. Herefter 50 multiple choice spørgsmål og endeligt 5 short written answers. Ikke den nemeste opgave, men forhåbentlig består alle med den undervisning de har modtaget. Samtidig tror jeg også at vi fik slået fast med 7 tommer søm at man ikke bare sejler gennem denne uddannelse. Der skal læses og bruges tid på at smage vine med sit SAT skema i hånden.
Spørgsmål til denne eksamen omhandlede alt fra behandling af sygdomme i vinmarken, til de forskellige metoder til fremstilling af mousserende vin.

Vi startede dagen med en lille prøveeksamen og disse 2 vine:

Rueda fra Spanien i smuk stil.

God klassisk Bourgogne 2009

Efter frokost stod den så på eksamen og de 2 vigtige vine var:

Stram, lidt lukket Riesling

Let tilbageholden Valpolicella, klassisk stil.

Jeg håber at alle har bestået og glæder mig til at ønske tillykke, når resultaterne kommer fra London.

Dansk vin – det skal da være hvidt?

Så skete det igen, jeg mødte en dansk vinbonde der mener at grønne druer egner sig bedre på vores breddegrader, sammenlignet med blå druer. Jeg kan kun give ægteparret fra Degnemosegaard helt ret. I eftermiddag var de på besøg i Dalgaard Supermarked i Hørsholm og det lykkedes mig at smage fire gode varianter fra dem. Vingaarden er beliggende i Ferslev, på god jord mellem de 2 fjorde. Gaarden er åben for besøg det meste af året, kig nærmere på deres site for info. Jeg tror jeg vil hive familien med på en køretur, når vejret bliver lidt bedre.

2008 Ortega – stram og nydelig i betrækket. Pæn mundfylde med 0,2 gram restsukker pr. liter. Gode grønne frugter, friske grønne æbler og en god citrus eftersmag. Lidt kort, men ren i stilen. En god hvidvin der var klar til at nyde nu til lette fiskeretter.

2009 White Blend (kan ikke huske navnet præcis og kameraet lå derhjemme) – 5 druer. Næsten helt tør. Flot stukket sammen med lidt fedme og pæn kompleksitet. Sødmen hang lidt, men nuancerne var gode. Her var meget citrus og lidt syltet appelsinskal. God frisk fersken og mellem længde. Perfekt til lidt mere intense fiskeretter, fx laks.

2009 Solaris – med lidt sødme, ca. 25 gr./ltr. og en god syre 5- 7 gr./ltr. for at balancere. Lykkedes rigtig pænt, her var mindelser til pæn Kabinett fra broderlandet i syd. Stram og stenet som en Rheingau. Lidt eksotisk moden frugt karkater med ananas og gule blomster med i billedet. Vi hørte at den ville være god til Foie Gras, men fik ikke en flaske med hjem til aftenens glas.

2008 Rødvin – rigtig trist. Her er det beviset for hvorfor man skal lave hvidvin i Danmark. Det her dufter og smager som en ganske lille Rhonevin pillet ned at supermarkedets hylder. Her er lidt pæn nydelig rød frugt og en syre der hænger lidt bagefter. Sødmen er ikke perfekt integreret og tanninerne virker grønne. Måske bare mig der er kritisk, men nyd de blå druer selv og koncentrer jer om at lave den hvide vin.

Se også dette indlæg om dengang jeg smagte god dansk hvidvin fra Lilleø.

2007 Niepoort Batuta – en rød med finesse

Batuta er én i rækken af fantastiske bordvine fra Dirk Niepoorts hånd. Se langt mere om deres bordvine og konceptet her hos Niepoort. Friskhed er nøgleordet når vi taler om disse vine. En del af de andre producenter i området fokuserer mere på intensitet, fylde og kraft i deres vine. Her hos Niepoort, tanken er balance og friskhed, hvilket skiller hans vine markant ud fra mængden. Batuta er en af de vine han har produceret i længst tid, men den fremstilles dog kun i de bedste årgange. 2007 er den sidste i rækken.

Fantastisk stil i etiket

Engelsk teknisk data, åbnes her i pdf.

Det tørre afsnit:

Druerne kommer hovedsageligt fra en enkelt mark på Quinta do Carril med 70 år gamle vinstokke. Herudover blandes den med en del fra Quinta de Napoles, hvor vinstokkene nærmer sig 100 år. Disse gamle stokke er med til at give druer med enorm koncentration og balance, især i en perfekt årgang som 2007. Vejret artede sig hele vejen gennem sæsonen og resultatet var derfor også perfekte druer der blev høstet i september. Druerne blev fermenteret over 40 dage med skinkontakt og sidenhen lagt på franske egetræsfade for malolaktisk gæring og lagring i 20 måneder inden aftapningen.

Jeg har været heldig og få fingre i et par flasker af denne, lidt fordel skal der være ved at arbejde hos importøren. Jeg har knækket halsen på den første flaske og smagt den over 2 dage.

2007 Niepoort, Batuta, Douro, Portugal – Meget klar i farven med den røde farve gående fra center til kant. En ekspressiv duft med medium intensitet. Egentlig ikke så overvældende som forventet. Her er noter af brombær mest og lidt våd læder. Fadet er til stede, men dominerer på ingen måde billedet. Smagen styres af flot kølig frugt, lidt mineralitet spiller ind med lidt flint. Det er med til at skabe en struktur i vinen der er fjer-let. Utrolig fordi vinen stadig byder på en god koncentration af røde bær og nogle perfekt afstemte tanniner. Vinen er ikke mere end medium fyldig, men smagen hænger ved i mundhulen i helt klar og ren form i ganske lang tid.

På dag 2 har vinen åbnet sig lidt mere op, men bliver på ingen måde og bulderbasse. Det er virkelig finesse, så meget så man leder efter mere hele tiden. Selv på andendagen udvikler der sig nye bær noter, gående fra vilde skovjordbær til mormors jordbær grød. Storheden i denne vin er for mig indiskutabel og jeg glæder mig til næste flaske og vinens udvikling om et par år.