Do you know: de Trafford? Ellers burde du!

Så kom årets udgave af Platters Wines of the Year. Der er mange af denne slags lister med årets bedste 100 vine. Denne udgave fra Platter er at regne for den bedste, biblen, fra Sydafrika. John Platter smager alt der frigives og regnes som den største kapacitet på de Sydafrikanske vine. Stor var min glæde da årets liste kom og Red Wine Of The Year var: 2008 De Trafford Shiraz. Ikke en vin jeg har i kælderen, men heldigvis kender jeg importøren af denne top producent.
SA Wineimport importerer et udvalg af vine fra Sydafrika og satser absolut på top kvalitet hele vejen gennem sortimentet. Dette er en af dens slags importører der skaber den fantastiske diversitet i vinudvalget i Danmark. For at fejre dette blev vi enige om at knække halsen på et par flasker.

Vi startede med 2 vidt forskellige Chenin Blanc vine. Chenin Blanc er druen der virkelig drejer hoveder i Sydafrika for tiden. Her finder man vine med unik karakter og fantastisk intensitet og balance. Den første havde jeg smagt ved flere andre lejligheder og jeg er overbevist om at det er en af de bedste Chenin Blanc vine fra Sydafrika:

2006 Jean Daneel, Signature, Chenin Blanc – flot ravgylden i glasset med en ekstrem bouquet af tropisk frugt, sød ananas og kandiseret orangeskal. Munden bliver fyldt helt ud og holdes stadig i skak af en flot balancerende syre. En kraftfuld vin med behagelig syre. Ikke sød, men med utrolig moden frugt karakter.

Jean Daneel Chenin Blanc

Herefter startede en lille række af de Trafford vine:

2009 de Trafford, Chenin Blanc, Stellenbosch – en helt anden stil med super sprød intensitet og røget karakter. Her er det frugtsyren som er dominerende og en enorm mængde mineralitet der bare spiller. Mere i stil med tysk Riesling nærmest. Ikke den store fedme, men fantastisk rar balance. En vin med flot kompleksitet, her var noter af alt fra friske østers til havtorn. Citrus og friske æbler. En vin der vil gå til utrolig meget mad. Jeg har netop kigget på de Traffords hjemmeside http://detrafford.co.za/?page_id=549 og fået en fornemmelse for hvor meget arbejde der lægges i denne vin – imponerende. Vil være rigtig sjov at gensmage om 2 – 4 år.

Trafford Chenin Blanc

Næste vin kom på bordet blindt og her tænkte jeg ikke først på Sydafrika.

2007 Sijnn, 42 % Shiraz, 26 % Mouvedre, 21 % Touriga Nacional, 10 % Trincadeira og 1 % Cabernet Sauvignon – en brag af en vin. Her var animalsk præg som i nordlig Rhone. Tæt krydret garrigue som i sydlig Rhone, eller Languedoc. Frisk frugt som i italiensk og så alligevel den varme og modenhed, som kun opnås i et varmere klima. En duft af våd skiffer blander sig flot med de rene røde bærnoter. Fadet er der, men ligger så pænt balanceret bagved frugten at det er ok. Smagen er fyldig med varm modenhed, krydret indspark og en bred frugtpalet. Vinen er ikke så lang i smagen, men det skyldes måske at vinstokkene kun er 3 år gamle?!?!?!? Et meget spændende projekt som jeg glæder mig til at følge.

Sijnn

2005 de Trafford, Merlot, Stellenbosch – serveret helt åbent. Merlot er en sjov drue der aldrig rigtig har tiltalt mig, men hold da op det her var pænt balanceret. En dejlig åben duft med pænt modent præg, her var lidt læder og modne blommer. Smagen havde denne herlige silkestruktur som man normalt kun finder i Pomerol, eller dyr Saint Emilion, vin. 5 år på bagen er ingen alder, her vokser stadig en herlig kaffe, chokolade og frugtpalet frem. Det her vil mange nyde til en oksebøf lige fra grillen til sommer.

Merlot

En herlig smagning hvor man virkelig fornemmer de Traffords stil med elegance og fin frugtkarakter i alle vine. Det her er ikke de mest overvældende vine, men de scorer højt på min herlighedsskala. Vine man har lyst til at drikke.

Kontakt evt. SA Wineimport (22 10 81 84 / skristensen@eur.ko.com) for at handle et par flasker.

2 comments

  1. […] – knivskarp og præcis i sit udtryk. Ikke så fedladen som nogle Sydafrikanske Chenin Blancs kan være. En anelse høj frugtsyre, men bakket op af flot mineralitet og renhed. Sammen med gedeosten fik […]

  2. […] tyngde og kompleksitet. Bedste bud må være en herlig fed og cremet Chenin Blanc fra Sydafrika. Her er smagt 2 gode bud på det. Alternativt kunne man sagtens bruge en hvid Bourgogne, gerne en […]

Skriv et svar