Fra 1961 til 2008, en historie fortalt i flasker

Hvidvin der lugtede af sure vingummi, rødvin så lys som en ung rosé og bobler der smagte mest af friskpressede æbler. Smagsvariationen var stor, og hvad andet kan jeg forvente, når jeg beder folk om at tage en flaske eller to med, med lidt alder på? Som vinekspert er den en fornøjelse at lægge hus til sådan en samling rødder.

Flaskehalse

Vi endte 9 personer om bordet i Casa Kreutzer, der alle bidrog til den gode stemning. Alle fik gættet, men endnu engang kan vi konstatere at vi sjældent rammer direkte.

Til at starte med havde jeg lidt hapsere på bordet:

Chorizo om cornichon
Røget kammusling på agurk
Sardinpaté på toast
Sorte oliven fra Priorat

Hjemmebagt rosmarinbrød til, som denne gang var blevet rigtig godt.

Herefter fik vi, efter opskrift fra Lars Boesgaard, Provence: Oksegryde. Opskriften blev tilpasset lidt, så den passede til mine evner og temperament.

1,5 kg. Oksetykkam skåret i mundrette bidder, marineret med løg, gulerødder og lidt krydderurter i rødvin i 24 timer. Herefter frem med den store ovngryde og nederst lagde jeg 300 gram ristet bacon, ovenpå kødstykkerne, som jeg havde brunet af på en pande, løg, hvidløg og et par stykker chokolade og til sidst hældte jeg den siede marinade over. Ind i ovnen ved 150 grader i 4 timer, på køl til næste dag, afskumme fedtet og så ind i ovnen i endnu 3 timer. Til sidst hældte jeg saften fra og jævnede i en gryde, og så tilbage på kødet og varme. Serveret på en mos af kartofler, jordskokker og gulerødder, samt lidt hvidløg. Bon appetit og alle var glade.

3 oste

Til sidst et stort ostebord med salami og friskskåret skinke. Der var bregne-brie, Tomme de Savoie, San Simon, Vesterhavsost og en humpel af den gode parmigiano reggiano…

Dessert var der ikke noget af, men mine gæster virkede heller ikke rigtig sultne…

En lang liste af vine, hvor jeg hoppede fra min plads til køkkenet, så der blev ikke taget verdens skarpeste noter herfra. De fleste vine blev serveret blindt, jeg nævner der hvor det ikke var blindt.

NV Ruinart, Champagne, 37,5 cl. – herlig moden i stilen. Har ligget en god del år, mit bud er at den er 5 år siden degorgering. Rugbrød og gærede undertoner med en frisk tone af appelsinskal. Serveret åben.

37,5 cl bobler

2000 André Blanc, Schlossberg, Riesling, Alsace Grand Cru – gylden og herlig ekspressiv duft med abrikos og stenet mineralitet. Fin lidt sødligt udtryk og for mig i god balance. Moden, men ikke træt i min bog. Serveret åben.

Dejlig Riesling

2003 Marc Lauby, Chablis 1’er Cru, Cote de Lechet – herlig duft af acacie og blomsterbutik. Pæn tilbagelænet stil, fersken, mineralitet, let cremet, champagnebrus i eftersmagen. Gæt gik på chardonnay, men en luftede tanken om Chenin Blanc og så måtte man høre for det resten af aftenen. En glimrende vin, hvor både årgang og Chablis 1’er Cru blev gættet.

2003 Chablis

1999 Kuentz-Bas, Eichberg, Riesling, Alsace Grand Cru – gule blomster, drikkelækker stil med friskhed og let mineralitet. Intens og citrus-frugtsyre. En lille sødme, der fik os til at gætte, nej nærmere insistere på Tyskland.

1999 Kuentz-Bas

2007 Scholium Project, The Prince in his Caves, Farina Vineyards – uklar og grumset i glasset. Ekstrem dårlig hørm af sure vingummier, acetone, bananessens, abrikos, sprittet. Virker og ser ud til at være dårlig og i det mindste uharmonisk som bare pokker. I munden virker det som om der er mening med galskaben. De enkelte meget underlige elementer falder på plads og frugtsyren står på pinde i baggrunden. Den vokser lidt på mig og på trods af sin klare disharmoni, så kan jeg godt lide det her. Mærkelig vin… Intet blev gættet, men vi var vist også kun 2 der kunne lide det.

Grumset vin og i virkeligheden så det næsten værre ud

Scholium

2004 Robert Mondavi, Fume Blanc, To Kalon Vineyard, Reserve, Napa Valley – dårlig flaske. Mega nederen, det er ellers en fantastisk vin, som jeg har smagt med held et par gange før, se her for note der virker.

Kunne have været aftenens vin

1993 Stentz, Gewürztraminer, Alsace – dårlig…

Gået over

Så kom der en fantastisk serie fra skribenten, tak for den lektie. Der var vist én i selskabet der lige gættede alle årgangene. Held? De blev serveret 2 af gangen og først afsløret efter alle 4.

1966 Château Coufran, Haut Medoc, Mis en bouteilles par: AB Vin- og Spritcentralen, Stockholm – en lille Bordeaux, som stod tydeligt og klar i glasset, hindbær, chokolade og en blyantskerne. Pæn elegance og ganske rar.

1966 Coufran

1966 Liger-Belair, Morgon – duft ar kaffebønner, ribs, fin lille frugt, brombær, sorte bær, orangeskal. Endnu engang beviste han at Morgon kan holde.

1966 Cotes du Rhone – ingen note, men husker den som blød uden at være faldet fra hinanden.

Det kunne svagt tydes at dette var en Cotes du Rhone

1966 Liger-Belair, Commanderie, Bourgogne – meget lille…

Bourgogne

En sjov serie at smage, men helt store var de ikke.

Til hovedretter røg disse to flasker på bordet, utroligt så meget de mindede om hinanden i glasset. Der var flere der troede det var samme vin i 2 årgange.

1998 Petrolo, Galatrona – mørk sortladen, oliven, peber. Høj frugtsyre og tanninbid. Mindede ikke om Merlot og heller ikke om Toscana. En kompakt tung vin, masser af intensitet og de enkelte elementer var såmænd også i ok afstemt. Alligevel talte den bare ikke til mig. Blev ikke gættet…

1998 Petrolo Galatrona

Sort Merlot

2001 Braida, Bricco della Bigotta, Barbera d’Asti – rigtig dejlig vin med fed cremet stil, jordbærkonfekt, brombær og ok sødme fra fadet. En vin jeg var stor favorit af. Favorit til aftenens vin for mig. Hvorfor har jeg ikke nogle Braida vine i min kælder? ? ?

2001 Bricco della Bigotta

Svedig lækker Barbera

1998 Clos du Mont Olivet, La Cuvee du Papet, Chateauneuf-du-Pape – fin og luftig stil, så elegant så man kunne gætte andre steder end Chateauneuf-du-Pape. Intens i sin rene røde frugtkarakter. Virkelig en lækker vin der bare viste god gammeldags elegance. Jeg ville ønske det var denne stil der blev fremelsket i Chateauneuf. Helt klart en af aftenens bedste vine. Jeg mindes at jeg fejlagtigt gættede Bourgogne på denne..

Chateauneuf-du-Pape

Smuk Neuf.

1995 Château Beaucastel, Chateauneuf-du-Pape – grøn peber, bred og fyldig, lidt kogte blommer. Underlig tannin der først virkede lav, men så tørrede helt ud. Efter votering og afsløring blev vi enige om at denne flaske ikke var helt i orden. Send venligst en ny tak!

1995 – en skuffelse

1982 Château d’Angludet, Margaux – animalsk, bærsødme, fantastisk lækker duft med gode bær og dejlige alderstegn. Tung solbær i munden med rustik stil og lidt krydrede oliven. Pæn præsentation af en lille vin i en stor årgang.

1982 Angludet

Sådan Bordeaux

Så kørte de næste 2 vine på med et nyt lag af kraft og intensitet.

1997 Villa Girardi, Opere di S. Pietro, Amarone della Valpolicella Classico – en seriøs udfordrer til titlen som aftenens mest intense vin. Pæn sødme, bitter chokolade, ymer, sorte bær, brombær, blommer. Pæn frugtsyre der holdt tingene på plads. Tanninbid, men ikke skræmmende.. Klar? Eller gemmes 10 år mere? Det var vi ikke helt enige om, men en flot Amarone – absolut.

1997 Amarone

2000 Venwouden, Classic, Paarl – fin frugt, lidt brændt, vanille sødme, Brombær, ren i frugten med en oversøisk sødme som afslørede den lidt. Kraftfuld og med flot stil.

Sydafrika på banen

2008 Hjelm Vingård, Mousserende – så trængte vi til at få renset gummerne med lidt bobler. Det duftede og smagte af friske grønne æbler, men syren var flot balanceret og god modenhed i frugterne. Vi ville bare hellere have haft Champagne her….

Ikke Champagne, men ok

1961 Château Malleret, Haut Medoc – tappet af Fritz Paustian sr. i Danmark. Sjov og nydelig vin at smage. Nydelig rød blomme, mangler syre til at være frisk. Egentlig med god intensitet og viser tegn på at den har været rigtig flot på et langt tidligere stadie i sit liv. Ikke oxideret, blid og cremet struktur. En sjov oplevelse. Ikke blindt.

Historisk årgang, men lille vin.

1964 Serafino, Riserva, Barolo – ja, den hverken duftede eller smagte godt. Note: puha… Ikke blindt.

Barolo

1978 Château Vray Petit Figeac, Saint Emilion, tappet af Taster Wine – lille rød frugt, tørrer ud, over the hill og færdig med den…

DOA

1998 Grange des Peres, Vin de Pays Herault – varm blomme frugt, super balance, røde kirsebær, hindbær og en tannin der melder sig på den gode måde. En stor vin, der voksede i glasset. Især balancen og den cremede stil burde have trukket mig i en rigtig retning. Kan ærlig talt ikke huske hvad jeg gættede.

Grange des Peres – en klassiker

1998 Domaine du Vieux Telegraphe, La Crau, Chateauneuf-du-Pape – tør stram tannin, høj frugtsyre og masser af kompleks rød frugt, bitter kirsebær, stenet, enorm intensitet. Først og fremmest tør. Her stod jeg helt af…

La Crau 1998

1996 M. Chapoutier, Les Granits, Saint Joseph – ingen note, men husker også den som tør. Jeg tror mine smagsløg var stået helt af nu. Skuffede fælt…

En skuffelse… den der gemmer til natten…

1997 Hetszolo, 6 Puttonyos, Tokaji Aszu – herlig frisk syre bombe. Mineralsk og utrolig ren i stilen. Signalerede på alle måder Riesling og havde ingen oxidative tegn som normalt kunne trække i retning af Tokaji. Ingen skæv bitter syre eller noget. Bare ren syrlig citrus dreven frugt og fin mineralitet. Vi gættede igen forkert.

Ikke tysk Riesling

1996 Domaine Zind Humbrecht, Clos Jebsal, Pinot Gris, Selection de Grains Nobles, Alsace – denne var mørkebrun mahogni og med slør og bundfald. Alene farven fik alle alarmer til at ringe, den blev derfor ikke serveret blindt. Det er en gave jeg fik for ca. 3 år siden og opbevaring frem til der må anses for tvivlsom. Tung og klodset i smagen med nærmest ingen syre og friskhed. Øv, det kunne have været at den var der.

Færdig…

En rigtig dejlig aften med herligt selskab. Tak til alle for at bidrage med godt humør og spændende vine til denne aften.

En række dagen derpå..

5 comments

  1. Spændende læsning, og hold da helt op en masse spændende flasker i kom igennem.
    Er de fra egne lagre eller indkøbt til lejligheden?

    • vinkreutzer siger:

      Ja, det var en ordentlig dejlig omgang. Alle have taget med fra egne lagrer, går jeg ud fra. Nogle havde købt lidt ind til lejligheden. Vi var 9 m/k fra vinbranchen og vi har naturligvis lagre i større eller mindre grad.
      Jeg havde bl.a. Ch Malleret 1961 med, som jeg havde købt af en bekendt for mange år siden for en slik. Nu er det en sjov historie fordi den er tappet af min nuværende chefs far. Flasken var som sagt i fin stand, om end lidt gammel.

  2. Herr Kreutzer — har man fået nyt kamera?

    En fornøjelse, som altid, at læse sig igennem. Jeg har netop knappet en Château Coufran op. Dog årgang 1978. Simon Færchen påpegede på Twitter, at den havde du vist netop smagt i 1966. Det er en lille verden.

    Alt godt & go’ weekend!

    Kasper

    • vinkreutzer siger:

      Nej, stadig mit lille Sony lomme, som virker ganske glimrende. Her er alle billeder, dog taget på hjemmebane, dagen derpå. Så kan man bedre lige stille op ved det rigtige lys og få ens lys på det hele.

      Ch Coufran holder ganske pænt, sjovt som vi lige falder over samme vin i 2 årgange i samme uge.

      Hyg dig

  3. Simon siger:

    Hej Frederik

    Ah ja, det er rigtigt med den Coufran…

    Flot, at I kom igennem så mange og så forskellige vine i så mange årgange. Send gerne Galatronaen videre til mig 🙂

    Hygge til
    Simon

Skriv et svar