Franske Vindage – kom og smag!

Frankrig er ikke vinens vugge, det er konstateret, men for mig er det lidt alligevel. Jeg er oplært i en meget traditionel vinforretning, startende i 1993. Her blev fundamentet for min videre viden grundlagt med dybdegående viden omkring Frankrig. Set i bakspejlet, var dette meget fornuftigt. Når man har styr på de franske krumspring, samt regler, så er det nemmere at forstå resten af verdens vinområder.

Nu er muligheden der for at du kan springe over hvor gærdet er lavest. Franske Vindage, de næste 2 dage i København byder en bred vifte af importører velkommen, sammen med Sopexa. Der bliver mulighed for at smage mere end 200 vine fra alle hjørner af Frankrig. Der er næsten ikke noget argument for ikke at komme og smage på godterne og derved blive lidt klogere på disse vine med den store diversitet.

I Frankrig har man styr på sagerne, man er konservativ, ja tak, men behøver det være negativt? Man har en vinhistorie, der går flere hundrede år tilbage. Man har traditioner, der sidenhen er nedskrevet i regler og lovgivning, der dikterer hvilke druer der skal plantes hvor, samt andre restriktioner for bønderne. Lad os blot antage at disse områder og druer rent faktisk er det perfekte match, der er noget der tyder på det.
Pinot Noir trives i Bourgogne og er en excellent fortolker af deres unikke terroir, forsøgt efterlignet, men umuligt.
Chardonnay leges der med i hele verden, men stadig er det de hvide fra Cote d’Or der sætter standarden.
Cabernet Sauvignon og Merlot er rygraden i de store ranke vine fra Bordeaux.
Chenin Blanc giver finesse og alt fra tørt til sødt i den billedskønne Loiredal.
Sauvignon Blanc viser sine forskellige ansigter i hhv. Loire (Sancerre og Pouilly Fumé) og Bordeaux.
Alsace byder på de ”7 søstre” – unika druer der viser deres optimale i dette nordlige hjørne, Riesling som den mest noble af dem alle.
Champagne er så langt nord på at man ikke kan få ordentlig modne druer og alligevel arbejder de med så fantastiske druer som Pinot Noir og Chardonnay. Logikken er at udnytte syreniveauet i mosten og lave verdens bedste mousserende vine.
Rhone byder på intense kraftfulde bløde og indsmigrende rødvine. Her er Syrah i reneste udtryk i nord og Grenache er rygraden i de sydlige rødvine. Populære vine, der smager godt og udfordrer paletten på samme tid.
Languedoc Roussillon er stedet hvor alt sker. Her er (næsten) alle druer, de bliver kombineret på alle leder og kanter. Der er billig konsumvin og der er små unikke AOP’er der smagsmæssigt er helt i top. Find en flaske Pic St. Loup og du bliver næppe skuffet.

Denne grovskitse af så stort et land, yder ikke mange retfærdighed, men er en stor del af grunden til at jeg glæder mig til de næste 2 dages smagning af fransk vin.
Kom til os på Hotel Kong Frederik (pudsigt navnesammenfald?), Vester Voldgade 25 i København.

 …

Read More »

Dansk vin i påsken?

Har du drukket noget interessant vin fra Danmark i påskedagene? Jeg har desværre ikke, men flere andre har.

Den fantastiske engelske vinjournalist Jancis Robinson har spist på Noma forleden og drak deres egne danske vin, som én af 11. Ifølge Twitter kommer der måske snart et indlæg om hendes mening om deres sammensætning af mad og vin. Noget der tidligere har været diskuteret heftigt på blogs, samt Facebook.

Til Madbloggersymposium sidste år var jeg heldig at smage de fleste vine fremstillet på deres vingård. Her er indlæg med noter.

I december sidste år smagte jeg ganske interessante vine fra Degnemosegaard, her er noter. Vine som man burde drikke her i den danske forsommer, perfekte ledsagere til de første danske asparges.

Vinavisen har i denne uge også en enkelt dansk vin med i anmeldelserne.

Fra www.VinAvisen.dk

Orion Classic, Skærsøgaard, regional vin fra Jylland, Danmark, 2010
145 kr., Skærsøgaard Vin
Citrus og papaya præger duften af denne liflige hvidvin, mens smagen er tør og frisk, læskende og med en forfriskende syre, der gør vinen yderst velegnet til mad. En vis fedme får eftersmagen til at holde længe i munden. Med sine kun 11% alkohol er vinen perfekt til en sommerfrokost på terrassen.

Hvad har du drukket i påsken??…

Read More »

Pinot Noir i Alicante?

Kan det virkelig lade sig gøre at dyrke denne drue så sydligt? Ja, det mener jeg godt kan gøres. Pinot Noir er en delikat drue, der normalt skriger på køligt klima. På ferie i Alicante faldt jeg over nedenstående Pinot Noir, dyrket i Alicante. Jeg besøgte den lokale vin-pusher og kiggede med glæde rundt på hylderne. Monastrell i mange variationer, jo mere moderne etiketter, jo mere blandet med Syrah, Cabernet Sauvignon eller Merlot. Efter en snak med ekspedienten, blev jeg anbefalet denne Pinot Noir, som jeg modtog med skepsis. Menuen var sat, så der blev stegt laks og vendt en salat. Ikke det mest oplagte bud til en Pinot Noir, men det endte med at virke glimrende.

2006 Enrique Mendoza, Pinot Noir, Crianza, Alicante – pæn dyb farve, med lys kant. En duft der arbejdede sig op. Startede stille og roligt, men udviklede sig med typiske jordbær og slidte læder noter. Fadet var med i billedet, men slet ikke dominerende. Smagen var pænt balanceret, men ikke så stor som ventet. Det hjalp dog gevaldigt på anden-dagen. Jordbær og brombær med et strejf af rabarber. Fadet giver lidt krydderi bagerst. Smagen kan sagtens defineres som Pinot Noir, uden at den bliver kogt, som jeg havde frygtet. Stilmæssigt lægger vi os langt syd for Bourgogne (naturligvis), men slet ikke så frugtdrevent som en New Zealandsk Pinot Noir ofte ville tangere.

Et herligt glas på en dejlig ferie.

 …

Read More »

Foie Gras & mørbrad Vs. Sauternes, Alsace & Crozes

En lang uge er gået med Tysk vinsmagning, Niepoort middag i det nordjyske, California Night i Vestjylland og et brag af en skalddyrsaften i Nordsjælland. Endelig lørdag og tid til at slappe af på hjemmefronten. Det blev ikke de store udkejelser i køkkenet, men resultatet blev balanceret og godt.
En dejlig aften startede med et glas bobler – naturligvis.

NV Ruinart, Brut, Champagne, 37,5 cl – endnu en flaske fra den aldrende samling. Denne ganske udviklet med tung rugbrød og et touch af sherry-agtigt skær over sig. Hvis man skal bedømme herlighedsværdi på sådan en vin, så skal man se hvor hurtigt glassene tømmes, i dette tilfælde langsomt…

Vi havde et par på besøg til en hyggelig middag og snak om deres hus i Alicante, som vi har fået lov at låne en uges tid. Fantastisk at møde mennesker der vælger at leve. Den eneste grund til de ikke er i huset, er at de er ude og se andre egne af Spanien. Kan det være et bedre liv?

Første anretning var Foie Gras med smørstegt rugbrød og tomatchutney. Alt for lang tid siden sidste gang Foie Gras. Engang holdt vi kadencen lidt højere, men det var da en god runde her. Hvad drikker man til Foie Gras? Normalt vil jeg egentlig gerne have Riesling Auslese, men jeg blev helt traditionel i mit valg da jeg under trappen fandt en halv flaske:

1997 Château Filhot, Grand Cru Classé, Sauternes, 37,5 cl – så smuk I glasset som et stykke rav i solen. Duften frisk med kandiseret citronskal, abrikoser og store mængder blomster. Filhot er en af de producenter der altid sætter frugten og friskheden højt. Fadlagringen ligger i baggrunden og er der kun som et prik på skulderen. I munden bider den sig fast med frugtsyre og en god levende stil. Blander sig perfekt med Foie Gras noterne og renser med syren. En god lang eftersmag af gule frugter og en fornemmelse af en blomsterbutik. Et rigtig godt glas Sauternes, der passede perfekt til retten.

Hovedretten stod på svinemørbrad i tomatchok. En enkel, men alligevel utrolig velsmagende anretning, som egner sig til de bedste gæster. Skåret i bøffer, brunet på panden, anrettet i ovnfast fad med champignon, løg, hvidløg, bacon, flåede tomater og lidt fløde. Ind i ovnen og så ellers op på tallerkenen med ris og en frisk salat. 2 vine, i hver deres boldgade.

2006 René Muré, Clos St. Landelin, Pinot Noir, Alsace – glem alt om de tynde Pinot vine fra Alsace. Det her er satme seriøs saft. En god dosis fadlagring tilfører lige netop et ekstra lag kompleksitet, men frugten står stadig klart op af glasset med noter af jordbær, hindbær og rabarber. Noget nær et skoleeksempel på hvor godt Pinot Noir kan dufte. Ender med at jeg flere gange tager mig selv i at glemme at drikke, duften er simpelthen så lækker at jeg bare sniffer og stiller glasset igen… Alligevel får jeg smagt lidt, og uha hvor det passer flot til tomaten. Her er høj smagsintensitet, friske røde bær plukket lige fra skovbunden og pakket sammen med et bundt våde blade. Stiller sig på toppen af ens smagsreceptorer og balancerer – heldigvis holder den balancen til perfektion! Glæder mig allerede til resten af denne flaske skal nydes i løbet af dagen. Gad vide om nogen kommer forbi og hjælper mig med at drikke den?

2009 Alain Graillot, Crozes Hermitage – så fik jeg endelig hentet et par flasker hos den jyske vinpusher. Tålmodighed eksisterer ikke altid, så proppen røg af fra morgenstunden og op på en karaffel. Deep purple i glasset med en kant der stod så skarpt som brændingen i Øresund på en sen sommerdag.…

Read More »

1990 Champagne Extravaganza

Advarsel: Dette er et meget langt indlæg, hvor jeg ikke har prøvet at spare på ord. Desværre er min software her på bloggen gået skævt, så jeg kan ikke lægge billeder op af flasker og mad. Hvis du gerne vil se dette, så gå til mit Picasa album . Mine og Richard Juhlins point står ved hver vin, og nederst er de 10 smageres gennemsnitlige vurdering.

Champagne i den monumentale årgang 1990, skulle byde på overraskelser i begge ender af skalaen. En årgang der af mange bedømmes til at være en af de mest komplette i nyere tid. Vejret artede sig, så de fleste kunne lave stor Champagne og i en direkte sammenligning med omkringliggende årgange, så er 1990 året hvor der er flest store vine.

I løbet af aftenen kunne vi konstatere at vi har at gøre med en årgang hvor de rene Chardonnay vine, måske ikke viser deres vanlige elegance og finesse, men til gengæld viser Pinot Noir vine sig fra deres mest komplekse og udtryksfulde side. Blandinger var der hvor den bedste balance huserede. Jeg synes det er fantastisk flotte vine skåret over en bred kam, kun få flasker viste tegn på høj alder. De fleste vine besad stadig ungdommelig frugtsyre og finesse. Naturligvis er her sekundære aromaer i form af champignon og tørrede frugter, men friskheden var generelt slående flot. Visse af disse flasker har nærmest mytiske dimensioner og er ikke til at betale eller opstøve, så at sidde med til dette felt var en stor oplevelse for undertegnede.

Forløbet var at der blev skænket 4 vine blindt, derefter ”ro” til at smage, alle bekendtgjorde point på 100 point skalaen og så blev vinene offentliggjort. Derefter kom maden på bordet og man kunne gensmage de sidste dråber til fantastisk mad. Scenen var sat på Restaurant Pierre André i København og vi var 10 smagere. De fleste havde medbragt egne glas, hvilket også har indført en variabel i smagningen. Jeg valgte at anvende mit Riedel, Vinum, Riesling glas. Her føler jeg at jeg får frugten serveret åbent og ligetil. Visse af de større vine ville jeg nok have foretrukket i et Bourgogneglas, men med 10 smagere blev skænkningen for lille til rigtigt at vise sig frem. Champagne glas er jeg ikke stor fan af til smagning. Vinene blev smagt med 12 vine til frokost og de resterende til aftensmaden. Jesper Hedegaard var manden der stod for arrangementet og havde indkøbt flaskerne gennem årene. Ham skylder jeg en stor tak, selvom denne smagning ikke var gratis.

Angående point: Jeg plejer ikke at give point, men var naturligvis klar til aftenen og med på legen. Når jeg giver point til denne type arrangement har jeg fri og tildeler point 100 % subjektivt. Altså vil en godt fremstillet vin, som jeg ikke bryder mig om, ikke opnå høje point. Andre vælger at tildele point ud fra den objektive kvalitet i flaskerne. Hvad er rigtigt? Jeg synes det er væsentligt at have sin egen holdning til om man kan lide vinen eller ej og derfor holder jeg mig til det subjektive. En vin jeg bedømmer som fejlbehæftet, giver jeg ikke point. Dette sidste punkt synes jeg er logik, men i løbet af aftenen blev der tildelt op til 97 point til en vin jeg vil mene var fejlbehæftet. Når man lyttede til point i løbet af aftenen kunne man konstatere at vi næsten kunne nøjes med en 10 point skala, da jeg vil gætte på at 95 % af tildelte point lå over den magiske 90 point grænse.
På nuværende tidspunkt har jeg ikke de samlede point og dette indlæg skrives derfor kun med mine point nævnt og point fra den ultimative Champagne guru: Richard Juhlin.…

Read More »

Forventningens glæde…

Nogen gange er forventningens glæde den største, det håber jeg ikke bliver tilfældet med morgendagens smagning. Jeg er blevet tilsmilet af lykkens gudinde og blevet inviteret med til den vildeste Champagne smagning jeg kan forestille mig. Jeg troede efterhånden at jeg havde smagt de fleste af de store Champagner jeg skulle igennem i livet. Den seneste Champagne smagning, var fantastisk og åbnede for første gang mine øjne for Cristal.

Champagne er en fantastisk drik, som man kun værdsætter mere og mere med tiden.
Når man starter med at smage Champagne kan det virke som så enkel en drik. God friskhed og en dejlig start på en aften. Sjældent får boblerne lov til at ledsage de bedste retter, oftest forvist til en plads hvor det er hapsere og folk bruger mere tid på at tale, end at smage. Her kan de fleste mennesker nyde Champagnens umiddelbare charme og friske stil. Boblerne bringer også hurtigt det første alkohol ud i kroppen og vi slapper af. De fleste stopper deres Champagne eventyr her, og fred være med Jer!
Her har jeg selv stået i mange år, det indrømmer jeg gerne. Til ”seriøse” vinsmagninger og middage startede vi ofte med én eller to Champagner og så gik vi videre til de ”seriøse” rødvine.

De senere år, har flere smagninger været med til at flytte mig et skridt videre i den boblende verden. Nu føler jeg at jeg værdsætter bobler, Champagne i særdeleshed, mere end nogensinde. Der er åbnet en verden hvor der ligger så mange smagsnuancer gemt nedenunder moussen. Forskellen i om vi går den ene eller den anden retning som producent. Skal det være tungt, let, frugtdomineret eller i en oxidativ stil. Tiden har lært mig at jeg værdsætter friskhed over de fleste andre elementer.

Nu er tiden så inde til at opleve suset på et helt nyt niveau: én monumental årgang, alle (eller i hvert fald de fleste) af de store Champagner på én dag. 1990 er en årgang som de fleste kendere kan blive enige om er fantastisk, de bedste Champagner jeg har smagt fra denne årgang har været Krug 1990 – en smagsoplevelse jeg stadig kan huske når jeg lukker mine øjne. Dom Perignon har jeg også stiftet bekendskab med i 2 udgaver.
At denne smagning så bliver kombineret med mad på højt niveau, gør det kun endnu bedre og mere interessant i min optik. Vi bliver 10 mand og en del flasker, af disse flasker er der vine jeg kun har drømt om at smage i mine vildeste øjeblikke. At nævne Bollinger VVF og Clos de Mesnil er blot 2 af mange flasker jeg glæder mig til. En kær gammel ven: Gosset Celebris ser jeg også frem til. Listen er lang og i får resten med noter i tiden der kommer.

Nu vil jeg sætte mig til rette i min sofa med Richard Juhlin; 4000 champagnes og læse mig lidt mere viden til inden den store dag i morgen.…

Read More »