1990 Champagne Extravaganza

Advarsel: Dette er et meget langt indlæg, hvor jeg ikke har prøvet at spare på ord. Desværre er min software her på bloggen gået skævt, så jeg kan ikke lægge billeder op af flasker og mad. Hvis du gerne vil se dette, så gå til mit Picasa album . Mine og Richard Juhlins point står ved hver vin, og nederst er de 10 smageres gennemsnitlige vurdering.

Champagne i den monumentale årgang 1990, skulle byde på overraskelser i begge ender af skalaen. En årgang der af mange bedømmes til at være en af de mest komplette i nyere tid. Vejret artede sig, så de fleste kunne lave stor Champagne og i en direkte sammenligning med omkringliggende årgange, så er 1990 året hvor der er flest store vine.

I løbet af aftenen kunne vi konstatere at vi har at gøre med en årgang hvor de rene Chardonnay vine, måske ikke viser deres vanlige elegance og finesse, men til gengæld viser Pinot Noir vine sig fra deres mest komplekse og udtryksfulde side. Blandinger var der hvor den bedste balance huserede. Jeg synes det er fantastisk flotte vine skåret over en bred kam, kun få flasker viste tegn på høj alder. De fleste vine besad stadig ungdommelig frugtsyre og finesse. Naturligvis er her sekundære aromaer i form af champignon og tørrede frugter, men friskheden var generelt slående flot. Visse af disse flasker har nærmest mytiske dimensioner og er ikke til at betale eller opstøve, så at sidde med til dette felt var en stor oplevelse for undertegnede.

Forløbet var at der blev skænket 4 vine blindt, derefter ”ro” til at smage, alle bekendtgjorde point på 100 point skalaen og så blev vinene offentliggjort. Derefter kom maden på bordet og man kunne gensmage de sidste dråber til fantastisk mad. Scenen var sat på Restaurant Pierre André i København og vi var 10 smagere. De fleste havde medbragt egne glas, hvilket også har indført en variabel i smagningen. Jeg valgte at anvende mit Riedel, Vinum, Riesling glas. Her føler jeg at jeg får frugten serveret åbent og ligetil. Visse af de større vine ville jeg nok have foretrukket i et Bourgogneglas, men med 10 smagere blev skænkningen for lille til rigtigt at vise sig frem. Champagne glas er jeg ikke stor fan af til smagning. Vinene blev smagt med 12 vine til frokost og de resterende til aftensmaden. Jesper Hedegaard var manden der stod for arrangementet og havde indkøbt flaskerne gennem årene. Ham skylder jeg en stor tak, selvom denne smagning ikke var gratis.

Angående point: Jeg plejer ikke at give point, men var naturligvis klar til aftenen og med på legen. Når jeg giver point til denne type arrangement har jeg fri og tildeler point 100 % subjektivt. Altså vil en godt fremstillet vin, som jeg ikke bryder mig om, ikke opnå høje point. Andre vælger at tildele point ud fra den objektive kvalitet i flaskerne. Hvad er rigtigt? Jeg synes det er væsentligt at have sin egen holdning til om man kan lide vinen eller ej og derfor holder jeg mig til det subjektive. En vin jeg bedømmer som fejlbehæftet, giver jeg ikke point. Dette sidste punkt synes jeg er logik, men i løbet af aftenen blev der tildelt op til 97 point til en vin jeg vil mene var fejlbehæftet. Når man lyttede til point i løbet af aftenen kunne man konstatere at vi næsten kunne nøjes med en 10 point skala, da jeg vil gætte på at 95 % af tildelte point lå over den magiske 90 point grænse.
På nuværende tidspunkt har jeg ikke de samlede point og dette indlæg skrives derfor kun med mine point nævnt og point fra den ultimative Champagne guru: Richard Juhlin.

Endnu engang stor til Jesper for invitationen til denne herlige dag.

Til at rense ganerne med og kalibrere smagsløgene fik vi en flaske:

1990 Duval Leroy Cuvée de Roys – gylden, citruslike, orangeskal, frisk syre og god sprødhed, lidt mandler og tørrede figner. Glimrende og pæn ungdommelig vin.

Så startede festlighederne for alvor, 4 i glassene:

1990 Pommery, Cuvée Louise, Frederik Kreutzer 88, Richard Juhlin 89
Gul med medium intensitet. Et strejf af sherry der hurtigt forsvandt. Nødder, gammel melon, hengemt citron. Stram i munden med lav mousse, mild, men tørrer ud.

1990 Perrier Jouet, Belle Epoque, 95, RJ 94
Stor Bourgogne i næsen. Ristede fade, cremet struktur fyldig i munden med fokuseret frugtsyre. Lidt fadtanniner der giver et godt bid. Super intensitet og så klar i sit udtryk, klarhed og udvikling som en aldrende Chablis. Mineralsk karakter med kalk. Denne overraskede og tog mig med storm fra start. Bare flot balance mellem alle udtryk i glasset. Jeg havde ikke forventet den klarhed og fokus fra denne vin.

1990 Dom Ruinart, Blanc de Blancs, 91, RJ 94
Lys farve med livlige store bobler. Ikke helt rar fra start, lidt fyrenåle, diesel og rugbrød. Mineralsk som en Riesling næsten og så alligevel slet ikke. Der kommer noget hav-agtig fiske salt mineralsk op af glasset. Den samler sig i løbet af 10 minutter og bliver til en helt anden vin; mere Bourgogne nu med fyldig krop og aftemt oxidativ stil, lidt malt og ananas sødme. God længde og voksede sig bedre sammen med maden. Denne virkede meget ung og har en god fremtid foran sig.

1990 Larmandier-Bernier, Special Club, Blanc de Blancs, 90, RJ 82
Ravgylden med små fine bobler, oxideret og tung i duften med brændte mandler. Stor vin i munden med komplekse noter af nødder, abrikos, appelsinskal. Tæt og kraftig struktur der udvikler sig i glasset. Alle de kraftige elementer i denne vin gør den lidt klodset og jeg mangler noget finesse og elegance.

Til disse fire første flasker fik vi en smuk servering med røget laks, agurk og kaviarcreme.

1990 Gosset, Celebris, 85, RJ 91
Pæn gylden, få bobler. Åben flødekaramel i duften, blomsterbutik i parfumeret stil. Blød struktur med fin mousse, kaffe lys chokolade. Parfume med søde krydderier og hvide blomster. En fedladen smag med blød og kedelig struktur. Virker for sød og ikke rigtig balanceret.
Øv, den havde jeg glædet mig til at smage igen. Husker tilbage på dengang jeg handlede med Gosset og nød denne ved flere lejligheder.

1990 Bruno Paillard, N.P.U. (nec plus ultra), 90, RJ 89
Frisk frugt og gule blomster I duften, lidt vanilla krydderi og rosenblad. I smagen vokser flere røde bær frem med jordbær og hindbær. Intens syre og tung stil. Der er lidt citrus og macadamia der mangler salt. Passer egentlig meget godt sin egen lidt voldsomme stil, blottet for charme. En vin der tydeligvis vil mere end den holder.

1990 Deutz, Cuvée Willian Deutz, 94, RJ 94
Dybere og mere intens farve end de 2 foregående, små intense bobler. Kraftfuld tung stil, tørret tropisk frugt, kandiseret citronskal. Stor og kraftfuld med en balancerende frisk frugtsyre. En vin der virker som om den har udviklet yderligere kompleksitet og tidligere været mere énstrenget. Holder stadig en utrolig flot ren stil.

1990 Charles Heidsieck, 95, RJ 89
Frisk herlig duft med hø og citrusnoter. Høj duftintensitet med fine gulde frugter; lyche og abrikos. Først stram i munden, men lukker så op med sol og tropiske frugter. En god saltet mineralitet og en høj vibrerende frugtsyre. Et brag af en vin der holdt smagen utrolig flot fokuseret og langt.
En overraskelse, men virkelig en herlig vin. Bred enighed om at dette var en stor vin og bedst i dette sæt.

Til disse fire vine fik en let servering med pighvarfilet på lidt grønt.

Sidste runde inden pausen…

1990 Bollinger, R.D. 93, RJ 93
Orangegylden med små bobler. Ubehagelig duft først med våd pels der heldigvis fes af. Der kom abrikos kerne og mineralske toner, samt citrus. Stram i munden med en lille fin mousse og intens syre. Mineralitet og gule blommer. Kompakt Bourgogne stil.

1990 Bollinger, Grande Annee, 92, RJ 92
Små bobler i en lidt lysere farve. Duft af trøfler, ananassaft og klare autolytiske toner; gær især. Mandariner og lijer dukker langsomt op af glasset. Smuk balance med fine små røde skov-jordbær og hindbær. Starter ud med en flot frugtsyre til at balancere en medium + intensitet, men falder lidt fra hinanden i glasset. Nyd den rene stil hurtigt efter åbning.

1990 Henri Giraud, Fût de Chêne, 95, RJ – nej.
Helt guld-farvet med fine bobler. Ekspressiv duftmed gulde frugter og fyrrenåle. Meget ung i smagen med citrus-dreven frugt. Utrolig flot mousse der bliver helt cremet og umiddelbart har en god sødme/tyngde. Intens frugt der bare varer ved og holder smagen af denne lang. Denne virker utrolig frisk og åbner sig konstant for hver gang man vender tilbage til glasset. Utrolig kompleksitet, men båret flot oppe. Do not underestimate this wine!

1990 Pol Roger, Cuvée Winston Churchill, Not Rated – prop. RJ 96
Vækkede en stor diskussion ved bordet. Efter mine smagsløg havde denne vin prop, både en anelse i duften og i smagen blev det bekræftet af dels en syre der lå helt skævt på frugtsødmen og en udtørrende stil der var helt forkert. Andre i selskabet ratede denne vin op til 97 point, hvilket ingen mening gav for mig. Hvordan kan man rate en vin der er fejlbehæftet? Mine noter sagde oxideret duft lidt stenfugt/fersken. Champignon, pap, en nydelig mousse og skarp alkoholisk syre der ender med at tørre helt ud. Virkelig ærgerligt, da jeg altid har været glad for Winston Churchill i ældre årgange.

Til denne sidste frokost servering fik vi poulardebryst med foie gras og grønt. Herefter var der indlagt en herlig pause, hvor vi gik en dejlig tur i et forårsvarmt København.

Vi startede hårdt op efter frokost, med et interessant sæt, hovedsageligt fra Jacquesson.

1990 Jacquesson, Blanc de Blancs, 92 RJ 94
Brød, ymer, mandarin, eksotisk frugt, flint og røg. Styret frugtsyre med flint og citrus. Afdæmpet ren frugt med god mineralitet. Chablis agtig renhed.

1990 Jacquesson, Signature, (degorgement juli 1999), 91, RJ 94
Duft af anis, parfume, forårsblomster og toast. Modne pærer og lidt karamelsødme. Citrusdreven smag med mineralitet, intens og ungdommelig syre. Slutter af med blød sødme og lidt klodset.

1990 Jacquesson, Dégorgement Tardif (deg. Juli 2005) 91, RJ 87
Blank farve, strå gul, mange små bobler. Duft af brioche, gule bolcher, lidt kunstigt og gamle citroner. Mineralitet i smagen med lav frugtintensitet. Udmærket fokus på frugten, men for spinkel og lidt benet i sit udtryk.

1990 Laurent Perrier, Grand Siecle, 93, RJ 93
Orangegylden i glasset med sødlig tyngde i duften med lidt nedfaldne æbler. Anis hvide blomster og røg kommer stille og roligt i glasset. Smagen er flot sammensat. Balance mellem den breden, sødmen og den mineralske friskhed. En vin der kunne få 2 ekstra point alene for at smage herligt – det kalder jeg herlighedsværdi.

Hertil fik vi den lækreste syltede vagtel med 2 æg og porrer – fantastisk smag, men æg og vin er ikke det optimale match.

1990 Salon, Blanc de Blancs, 89, RJ 92
Mørk i glasset med en bouquet af gammel frugtfad der trænger til at blive tømt. Nedfaldne pærer og rynkede appelsiner, nelliker, vådt brød. Virkede meget ældet. Først i munden meget levende med næsten aggressiv syre, bakket op af intens citrus. Gik hurtigt over i oxidative tunge noter med de gamle frugter. Meget udviklet og på ingen måde en stor vin… Hold da op jeg blev overrasket da jeg så hvilken vin det var. Andre i selskabet havde smagt denne gennem de senere år og måtte melde at denne udvikling på ingen måde var unormal for årgang 1990 Salon.

1990 Krug, Clos du Mesnil, 93, RJ 96
Klar gylden i glasset med små levende bobler der holdt ved. Duft af petroleum, stor røg, flint/mineralitet. Meget kompleks i billedet. Her var både grønne æbler og fin citrus. Smagen bød på autolytiske noter af yoghurt og kiks, samt citrus og ananas. Syren stod frisk og holdt smagen fokuseret længe. Eftersmagen bød på parfumerede noter med gule blomster og lidt krydderi. Denne blev absolut bedre til maden og udviklede sig ekstremt i glasset. Eller var det den gammelkendte skrøne med at vi så etiketten? Jeg tror det ikke, jeg prøvede i hvert fald at holde det uden for bedømmelsen. En mytisk vin, som ikke levede op til mine meget store forventninger. Håber at møde den på min vej igen, men med en pris på den forkerte side af 5000,- bliver det svært, selv i unge årgange.

1990 Billecart Salmon, Cuvée Nicolas Francois Billecart, 96+, RJ 94
Hel klar I glasset. Stor ekspressiv næse med kandiseret citrus og en hel palet af blomsternoter. Virkede allerede i næsen super fokuseret og stillede forventninger om elegance. I munden blev dette bakket op af stor fokus og meget intens frugt. En hel blomster park stod klar på tungen. Røgnoter og mineralitet til op over begge ører. Grønne æbler og en perfekt frugtsyre der sad lige i skabet. Virkede utrolig flot sat sammen på mig og stod klar i glasset til det var tomt. Vinder af dette enormt stærke sæt for mig.

1990 Jacques Selosse, Blanc de Blancs, 95, RJ 94
Ren næse med citrus og græsnoter. Rustik i smagen med upoleret syre og en dejlig kant. Ren frugt karakter bag det rustikke. Citrus, græs og lime smeltede fint sammen. Holder fanen højt og rent med fokuseret frugt. Meget ren i det, i forhold til hvad jeg havde forventet. I modsætning til yngre udgaver jeg har smagt, var denne elegant og ikke klodset og tung. Måske er der alligevel håb.

Hertil fik vi selleriruller med stegte jomfruhummerhaler. Den ret var fin, men havde ikke en chance mod de 4 vine…

1990 Mumm, Grand Cordon, 95, RJ 87
Gylden i glasset med medium intensitet. Duft af ristede kaffebønner og frisk citrus og grønne æbler. Smagen intens med rå stil. Æbler, grønne pærer og blomster. Ren i stilen med god mineralitet og fine røde bær i afslutningen, da den blev lidt varmere i glasset. Fin vin, der overraskede mig med et højt niveau.

1990 Philipponnat, Clos des Goisses, 94, RJ 93
Mørkere gylden i glasset. Duft af orangeskal, lyst brød og lychefrugt. Lyse mandler, ikke ristede. Stor fylde i smagen med mineralsk kerne, omkring denne kerne en god tropisk frugt med melon. Flot balance med god moden frugt og afstemt frugtsyre. Endnu en mytisk vin det var meget interessant at smage.

1990 Krug, 97, RJ 95
Orange i glasset med god dybde. Kraftfuld stil med rugbrød og citrus i front af et bredt billede! Frisk druesaft i munden og en kombination af fin Sherry-flor og kalket mineralitet. Stor fylde der sætter ethvert skab på plads. Dette var med det samme en vin der ville det stort. Komplekse noter blev ved med at udvikle sig. Stor tæthed, appelsiner. Krug stilen evident, men på niveau og i stil med stor Bourgogne. Jeg elsker det her og det var den en af to flasker jeg gættede rigtigt på i løbet af aftenen.

1990 Bollinger, Vielles Vignes Francaises, 90, RJ 96
Kobbergylden med orange kant. Kraftfuld med tung oxidativ karakter. Mange autolytiske gærnoter i næsen. I munden fremstår vinen tung og klodset, helt uden friske indspark. En kraftfuld vin med utrolig mange flotte aspekter. Her var hindbær og jordbær og en frugtsyre der holdt de fleste ting på plads. Moussen var upåklagelig. For mig var der bare ingen glæde ved dette glas og derfor rater jeg den subjektivt lavt, i forhold til den kvalitet som vinen absolut har.

En fantastisk servering fulgte dette store sæt vine: Stegt søtunge på 2 grønne og 1 hvid asparges med mousselinesauce. Simpelthen bare lækkert. I øvrigt ganske interessant at putte de helt store kanoner ind i tidlige sæt, så man ikke kun sad med de 4 forventet største vine til sidst.

Sidste sæt vine og nu kunne vi i hvert fald regne ud hvilke 4 der var i glassene.

1990 Louis Roederer, Cristal, 96 RJ 95
Gylden med en afdæmpet duft af citrus og lidt mineralitet. Så fin i munden med gennemskærende klar syre og mild frugt. Vokser sig efterhånden større i glasset og viser fin moden frugt. Kan bagefter se at de høje point må være giver ud fra noget andet end de sparsomme noter. Nogen gange kan en vin bare være så lækkert komponeret at den får en høj score.

1990 Taittinger, Comtes de Champagne, 97+, RJ 95
Dyb farve, ravgylden. Røg og mælkechokolade, hvide blomster og lidt flint. Stor tyngde og seriøs struktur i munden. Alt i denne vin er i balance, ikke for sød, på trods af stor modenhed. Til sidst et touch af abrikos…

1990 Moet & Chandon, Dom Perignon, Oenotheque, 97, RJ 93
Meget lys med fine bobler. Duft af krudt og røg, karamelliseret citrusskal, hvide blomster – orkide blev nævnt og det passer nok fint. Lidt søde krydderier bød ind i smagen sammen med blomster og gul moden frugt. Klare autolytiske noter med gær og æbleskræl. Frugtsyren var afdæmpet med fin balance. En pragtfuld vin med masser af kompleksitet.

1990 Moet & Chandon, Dom Perignon, 94, RJ 96
Klart mere mørk og gylden i glasset. Ekspressiv duft med røg og flint ovenpå den modne citrusstil. Frisk syre i munden med citrus og milde toffee noter. Mildere end foregående og med lettere stil. Knap så kompleks, men i fuldendt ældet balance.

Hertil fik vi en fantastisk ret som Jesper havde bestilt. Den var smagt på Munkebo Kro og her på Pierre André udført til perfektion. Torsk med kammusling på toppen i fine skiver, serveret på spidskål. Super godt. Til sidst 4 x rosé i glassene.

1990 Jacquesson, Signature rosé, 94, RJ 92
Mørk laksefarve. Fin stil med god balance. Små røde bær vokser frem fra tæppet og lægger sig smukt under den skarpe syre. Syltede kirsebær. En god sødlig stil med modne bær, der ender tørt på den gode måde. Flot vin, på højt niveau.

1990 Ruinart, Rosé, 96, RJ 95
Rødligt skær. Ekspressiv duft med lidt svovl og friske hindbær og sommervarme røde kirsebær. Perfekt afstemt i munden med en bred frugtpalet og lang eftersmag. Det her drejer rundt og bliver til stor rød Bourgogne, faktisk ville mange store Bourgogner være glade for den kompleksitet i glasset. Fantastisk ren stil og elskværdig Pinot duft og smag.

1990 Moet & Chandon, Dom Perignon, NR – prop, RJ 94
Igen en diskussion om hvorvidt man kan give point til en vin med prop. Jeg lod den ligge og deltog ikke i snakken, nød blot de 3 andre vanvittige glas rosé. Tror aldrig i mit liv jeg har haft sådan et sæt rosévin foran mig.

1990 Louis Roederer, Cristal Rosé, 98, RJ 94
Så står verden ikke længere. Smuk laksefarve med livlige små bobler. En duft af hø og små skovjordbær. En finesse og et liv der bare er herligt. Smagen er så intens og samtidig så blid ved munden. Her er kirsebær og rabarber. Clementiner der lige er plukket fra et modent træ spiller førsteviolin på syren og vinen ender så smukt. Holder ved og balancerer deruda’ på en knivsæg af frugt. Fantastisk at rosévin kan nå disse højder. Helt vild med balancen mellem finesse og intensitet. En rating der blev højere end jeg havde regnet med, men som meget fint slår fast at dette var aftenens største vin for mig. Som Shubidua sang: Gid man ku’ få det bedste til sidst! Og det gjorde vi så.

Som sidste servering fik vi et smukt udskåret stykke kalvemørbrad med brisler. Fint og lækkert til at slutte af med.

Tak til Pierre André for at levere så dejlig mad og behagelig betjening. Aldrig manglede der noget, og så vidt vi ved blev alle flasker serveret perfekt J

En stor tak til jer andre 9 mennesker omkring bordet, det var en fornøjelse at dele denne pragtfulde aften med jer. Håber at vi deler et glas vin en anden god gang.

Som afslutning havde Jesper det sidste kort i ærmet:

André Clouet, Cuvée 1911, (deg 17/3 2003) 91
En vin der er sammensat af 3 årgange: 25% 1989, 50% 1990 og 25% 1991. Ren Pinot Noir.
Meget lys i glasset med duft af champignon og syltet ingefær. Oxidative noter og lidt urent trav i starten. Intens og frisk syre med fin elegance. Citrus og umodne grønne æbler. Dejlig ungdommelig og udvikler sig med fine små røde bær. Frugtsyren og den modne frugt falder i hak og giver en god afslutning på aftenen.

En sidste og meget stor tak til Jesper for at tænke på mig til en plads ved dette bord. Jeg er i den grad blevet klogere på 1990 årgangen set med Champagne øjne. 1990 Bordeaux har jeg haft glæden af at sætte på plads i mit hoved sidste år. En lykkelig mand er jeg.

 

Sidste nyt, der er netop kommet de samlede ratings fra de 10 smagere.

Result
1 Cristal Rosé 96,66
2 Cristal 96,3
3 Krug 96
4 Billecart-Salmon Cuvée Nicolas-Francois 95,8
4 Bollinger Vieilles Vignes Francaises 95,6
6 Taittinger Comtes de Champagne 95,5
7 Krug Clos du Mesnil 95,2
7 Dom Perignon Oenotheque 95,2
7 Dom Perignon 95,2
10 Mumm Grand Cordon 95,1
11 Jacques Selosse Blanc de Blancs 94,9
11 Charles Heidsieck Vintage 94,9
13 Dom Ruinart Rosé 94,8
14 Philliponat Clos des Goisses 94,2
14 Henri Giraud “Fût de Chêne” 94,2
16 Laurent-Perrier Grand Siècle 94,1
17 Pol-Roger Cuvée Winston Churchill 93,86
18 Jacquesson Signature Rosé 93,80
19 Bollinger Grande Année 93,5
20 Deutz Cuvée William Deutz 93,1
21 Bruno Paillard Nec Plus Ultra 92,8
22 Jacquesson Signature 92,2
23 Perrier Jouët Belle Epoque 92,2
23 LP Grand Siecle 92,2
25 Dom Ruinart Blanc de Blancs 92
26 Bollinger RD 91,7
27 Jacquesson Blanc de Blancs 91,5
28 Salon Blanc de Blancs 90,88
29 Gosset Cuvée Celebris 90,8
30 Pommery Cuvée Louise 89,1
31 Larmandier-Bernier Special Club 88,1
32 Dom Perignon Rosé 0

 

 

 

 

 

 

7 comments

  1. Lasse siger:

    Årh, det lyder jo stadig helt fantastisk…

    Hvor meget blev der spyttet, for jeg tvivler på at jeg kunne spytte til sådan en dag… på trods af at det nok ville gå ud over de sidste vine…

  2. Dennis Jensen siger:

    Hej Frederik,

    En sand fornøjelse at læse dine noter og få genoplivet den herlige dag vi havde. Det var virkeligt stort og spændende at få syn for sagen mht. årgang 1990. Tror at vi alle (professionelle som glade amatører) lærte rigtig meget. Dagen derpå gik jeg dog alligevel i fælden da jeg gættede meget forkert på to lækre Champagner fra hhv. 1989 og 1990. Mit bud var 2002 og 1996. Så bestemt ingen tegn på at hverken 89 eller 90 er ved at miste pusten, syren eller friskheden – snarre tværtimod.

    En fornøjelse også at møde dig og håber ligeledes at vi kan dele et par gode glas vin sammen en anden god gang.

    Tak for de gode noter og for at du tog dig tid til at skrive det hele ned – pragtfuld læsning !

    Mvh,
    Dennis

  3. Tak for en rigtig god og inspirerende beskrivelse af jeres vinsmagning 🙂

    Weekendhilsen

    Bo
    http://weekendopholdikøbenhavn.dk/

  4. […] druer der viser deres optimale i dette nordlige hjørne, Riesling som den mest noble af dem alle. Champagne er så langt nord på at man ikke kan få ordentlig modne druer og alligevel arbejder de med så […]

  5. […] PS: “Hvad har været din bedste Champagne i 2011?” Jeg vil tillade mig at svare med en hel smagning: 1990 Champagne Smagning! […]

  6. […] lidt nekrofil overfor sin Champagne for at finde lykken i denne. Havde denne deltaget i den store 1990 Champagne smagning, så var den nok […]

  7. Rolf Trap siger:

    Skøn læsning og sjovt at få resultat-listen til sidst! Tak!

Skriv et svar