Anbefaling eller Advarsel – Molitor Pinot Noir

Anbefaling, eller advarsel? Læs videre og få en forklaring…

Endnu en god producent som sælger ud! Hvorfor sker det hele tiden? Vi har før set gode producenter sælger ud af deres navn, for at sælge store mængder vin. Det har for mange producenter været starten på en kvalitativ nedtur, tænk blot på store navne som Ravenswood og Mondavi. Nu ser jeg så, til min rædsel, at en af mine yndlingsproducenter i Mosel sælger en ny vin i SuperBest forretningerne. Markus Molitor, her gemt bag firmanavnet Gebr. Molitor, Haus Klosterberg. En producent jeg har været vild med siden vores veje krydsede hinanden i Otto Suenson & Co. for en god del år siden. Han laver et virvar af vine fra en lang række af marker i Mosel dalen. De fleste i flere forskellige aftapninger og sødmegrader. Som regel er det vine med fantastisk koncentration og dybde. Dem har jeg nydt ved mange lejligheder. Til Foie Gras her, og igen her. Spätburgunder, også kendt som Pinot Noir, laver han såmænd også på hjemmebane i rigtig flot stil med fadlagring und alles. Mest kendt er han dog for sine fantastiske Riesling vine.

Jeg var i SuperBest og købe en flaske til den meget rimelige sum af 50,- danske kroner.

Hvorfor Pinot Noir på etiketten, hvad skete der med Spätburgunder??

2009 Gebr. Molitor, Haus Klosterberg, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

Hvad kan man forvente, når man betaler 50,- for Pinot Noir?
Ikke meget vil jeg mene, i hvert fald sjældent at det er balanceret.

Hvad kan man forvente når man køber Spätburgunder fra Tyskland?
Ikke meget koncentration, men ofte god finesse og elegance.

Hvad fik jeg så?
Rød farve og meget gennemsigtig væske i glasset. Jeg pressede den lidt og hældte den i de store Riedel Bourgogne-glas. Duften bød på jordbær saft og et strejf af røg. Smagen er fin og elegant, letbenet uden tyngde. Fokuseret og intens, uden bredde og dybde. Ren jordbær og rabarbersaft, ingen fad og mørke marmelade noter. Længde i smagen, ja, men der er ikke så meget smag at komme efter. For mig er dette en tydelig letbenet Pinot Noir vin, fremstillet efter bogen uden at prøve at maskere noget. Det er ren frugt, saftigt og elegant.

Anbefales hvis du synes en Alsace Pinot Noir er for kraftig, eller du bare godt kan lide lette elegante frugtrige vine uden overkogt marmeladestil. Ren frugt – uden maskeradespil.

Advarsel hvis du forventer en varm oversøisk Bourgogne-dræber stil. Her er ikke kogt noget og solen har ikke givet særlig meget farve til skallerne. Frugten er flygtig og vinen besidder tørstof og ingen egentlig sødme.

Bagetiket med uddybende information

One comment

  1. Gastromanddk siger:

    Tak for indsigten og oplysningen. Skal klart prøves næste gang jeg kommer forbi en Super Best…

Skriv et svar