Bierzo m.m. i Ballerup

En hyggelig aften i Ballerup, hvor Ebbe havde taget et par flasker med hjem fra den lokale vinpusher. Vi smagte på sagerne og endnu engang må jeg sige at spansk vin rør på sig, men ikke alt der skinner er guld. Vi startede med et par hvide, med etiketter der var sjove og opsigtsvækkende. Der var en Riesling og en Gewürztraminer. Ingen af vinene havde nok frugtsyre og det blev derfor et par flade fornemmelser. Hvad siger i til denne revolutionerende etiket?

Spansk hvidvin

Smuk label?

Herefter en serie røde vine, der ikke fortjener omtale og en rosé fremstillet på Bobal og med et støvet og trist smag. Spanien plejer ellers nok at kunne lave lækker rosé, det må vi have til gode. Så skete der ellers noget i glasset:

de Bardo, Ars Epica

Dejlig kvalitet

2006 de Bardo, Ars Epica, Ribera del Duero – bom, her kommer duften væltende op af glasset. En god harmoni mellem sødlig vanille fra fadet og tung moden frugt – nice! Smagen underbygger bare og her er typisk Ribera elegance, hvor fadet er integreret og moden frugt ligger godt sammen med. God typisk Ribera der fik smilene frem hos smagerne.

Så havde jeg 2 hvide med, der blev serveret blindt. Flotte gæt, her er mine noter.

Jacob's Creek

God Riesling fra Australien


2005 Jacob’s Creek, Steingarten, Riesling, Barossa –
en af topvinene fra denne megastore producent. Riesling fra en enkelt mark, etableret i 1962. En vin der viser typisk australsk Riesling. Strågul i glasset, meget ekspressiv duft med petroleum, kalk og gule frugtnoter, som citron. Smagen er super intens med høj frugtsyre og masser af mineralitet. Her vælter græs, citron og lidt urtet salviepræg frem i munden. En vin der er meget intens og kraftfuld, og blev bedømt som værende alt fra aftenens vin, til udrikkelig. Jeg ville nok give den 93 point for at være så ærlig og intens.

Moden riesling

2001 Heinz Schmitt, Riesling, Alte Reben, Trocken, Mosel – mere gylden i glasset, sødmefuld duft af ananas, melon og lidt honning. Smagen er ikke helt tør, nok 8 -9 gram restsukker. Syren er modnet og virker lav, frugtintensiteten er der stadig og giver en vin med masser af liv og dybde. En vin de fleste kunne lide for hvad det var. Jeg har smagt den en del gange på det seneste og giver med glæde 90 point med stort + for drikkeglæden.

Så fik vi lige et par røde vine mere:

Petalos, Bierzo

God spansk stil


2008 Petalos, Descendientes J. Palacios, Bierzo –
fremstillet på den knap så kendte Mencia drue. Jeg genkendte den hurtigt og fik derfor ikke gættet rigtigt med. Jeg smagte den også for nylig med Børsen TV her. En herlig vin, der ofte viser sig lækker. Lidt diskret i duften, men kom med lidt urter og køligt rødt præg. Smagen bød på lidt peber først og intens rød kirsebær frugt, samt små modne skovjordbær. Et mineralsk indspark med sort skiffer nærmest. God medium intensitet, pæn rensende høj frugtsyre og nogle lidt tørre fadtanniner der vil stå godt til noget kød. En dejlig vin.

Languedoc

Saftig bombe fra Languedoc


2008 Bois de Carelle, Vignerons de Sommerieros, Coteaux de Languedoc –
sort vin med rød kant. En distinkt duft af hyldebær, som blandes pænt med hindbær og brombær, samt skiffer og sort blomme. Herlig sødmefuld frugt i munden, en pleaserstil med lav frugtsyre og medium tanniner. Slutter lidt grønt, men meget rent. En god vin som byder godt ind med varm frugt fra det varme Sydfrankrig.

Jeg havde en rød mere på programmet:

Crozes Hermitage, Graillot

2009 er bare en god årgang her


2009 Alain Graillot, La Guiraude, Crozes-Hermitage –
et brag af en vin der stod rigtig flot efter 3 timers dekantering. Ung og lækker nu, men vil helt sikkert udvikle sig til en blockbuster med finesse. Den har en meget høj intensitet på nuværende tidspunkt, men mangler noget mundfylde, var der nogen der mente. Jeg elsker denne intensitet og kraft, uden at vinen bliver tung og fed i stilen. Glæder mig til de kommende flasker fra kælderen…. Der kommer separat indlæg om denne vin, på engelsk.

Tak til alle for en hyggelig og afslappet aften.

 

Skriv et svar