Champagne x 4

Champagne er fantastisk og en helt unik vin. Det seneste stykke tid er der kommet et par forskellige flasker forbi og her er kommentarer til 4 meget forskellige flasker Champagne.

Champagne Ruinart

En smuk og unik flaske

 

Ruinart, Brut, Champagne Ruinart er en klassiker, fra et af de største og bedste huse, i min optik. En flaske med ca. 4 år på bagen siden degorgering. Kraftfuld med intens mousse, tunge brødtoner, citrus og kandiseret appelsinskal. En meget kompleks Champagne med autolytiske noter i retning af brød og gær, samtidig er der friskhed i form af citrusnoter. Denne kombination giver en flaske der passer godt til mad, men stadig er livlig og interessant at drikke.

Mesnil Sur Oger

1999 Grand Cru Mesnil-Sur-Oger

 

1999 Pierre Moncuit, Cuvée Millesime, Mesnil-Sur-Oger, Grand Cru Champagne – I den herlige friske Blanc de blancs stil med friske hvide blomster, citrus og kalket mineralitet. ’99 er ikke den mest komplekse årgang, men finesse på højt plan i denne flaske. Har smagt ældre årgange fra Moncuit og ved at de tager på i kompleksitet med alderen. Her en 1996. Nydt uden noget til, bare lidt ristede nødder og godt selskab.

Champagne Sec

Sec Champagne

 

L’Hoste Pere et Fils, Cuvée Justsen, Sec Champagne – meget mild og super balanceret. Den milde sødme var fint integreret og ganske forventet. Serveret til sushi, hvor vi ofte nyder Riesling Spätlese ellers. Passede ganske glimrende.

Brut Champagne

Biodynamisk Champagne

 

André Beaufort, Brut, Champagne, degorgé 06/2011 – har med mindre held smagt diverse cuvéer fra denne producent. Nu så jeg et tilbud i den lokale Super Best på denne standard cuvée. Den blev solgt på at være Champagnen til Noma og andre fornemme steder. Jeg vil mene at jeg gik til den med et åbent smagesind, men lykken blev ikke vakt. Her er umiskendelig duft af nedfaldne æbler, syltede ferskner og gæret noter. Smagen er flad og meget kluntet i stilen, uden den friskhed som jeg gerne ser i Champagne. Serveret til laks med frisk grønt m.m. Så over på fruen og kunne konstatere på den drukne mængde, at den heller ikke faldt i god smag der. Jeg mixede en Gin-Tonic efter maden og fik en god aften ud af det alligevel…

God sommer til alle, nu vil jeg se frem til et par uger hvor jeg skal lege off-line legen!!

 

2 comments

  1. Mark siger:

    Helt enig omkring Beaufort! Omend, et meget interessant sted at besøge.
    Ruinart har jeg ikke altid været den størst fan af. Havde den med i en blindsmagning med 8 af de store huse, der klarede den sig rigtig pænt. Så må jeg også sige at være enig her. Vores flaske havde også fået nogle år efter dego..
    Jeg har desværre ikke smagt de to andre, men altid rart med lidt pagne snak 😉

  2. Hej Frederik
    tak for en interessant blog.
    Jeg afholder selv en smagning på lørdag på Adendum på Islands brygge, som du evt kan kigge forbi.

    Det vi skal smage er følgende:
    1. Diligent, Chardonnay
    2. Diligent Pinot noir
    3. Diligent rosé
    4. Dufour vintage 1999 Pinot blanc
    5. Dufour vintage 1988 Chardonnay
    6. Andre Jaquart Mesnil Experience, Chardonnay

    http://billetto.dk/champagnesmagning

    Kommentarer til udvalgte modtages gerne.

Skriv et svar