Archive for 26. februar 2012

Zonnebloem Shiraz med brændt gummi

Shiraz fra Sydafrika er et af mine store håb i denne vinverden, men aftenens eksemplar var ikke et godt eksempel. Det bragte alle gamle fordomme om Sydafrikansk vin frem i lyset og smagte i den grad af brændt gummi, mere end noget andet. Problemet med brændt gummi i Sydafrikansk vin, har været debatteret i årevis, se fx denne diskussion hos Jamie Goode  Senest er der kommer et forslag om at denne karakter kommer fra dårligt tilplantede marker? Giver det mening? Måske, men det bør da ikke uniformt give vine der dufter/smager af brændt gummi. Rasmus Holmgaard har også en god artikel om problemet på sin blog.
Generelt er det vine lavet på Pinotage der lider mest under gummi-problemet, men i går aftes var det en Shiraz. Shiraz er ellers en af de druer jeg sætter stor lid til i Sydafrika og personligt tiltro jeg denne drue større succes end den lokale Pinotage, nå – det er en anden diskussion.
Sydafrika har i mange år haft ry for vine der stinker af brændt gummi, og dette med rette. Jeg har altid gjort hvad jeg kunne for at promovere vine uden for meget af denne meget typiske ubehagelige karakter. Det er min helt klare overbevisning at der findes masser af gode producenter, som har fundet en vej ud af gummi-helvede. Producenter der forstår at udnytte det nærmest unikke klima der findes i Cape Regionen til at fremstille vine, der smagsmæssigt har god modenhed i frugten, men stadig er balanceret af en god syre. Som en tommelfingerregel er til blindsmagning:

”Hvis det ikke smager oversøisk, men heller ikke kan være fransk (baseret på modenhed/sødme i frugten), så må det være Sydafrika!”

Det synes jeg giver god mening og også vine som tiltaler mig som vinnyder. Aftenens rødvin, var dog i en helt anden gammel boldgade.

Brændt gummi på flaske

2009 Zonnebloem, Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika – fy føj. En stor stank af varm gummi der stadig sidder fast i asfalten efter at asfalt Brian har fræset af sted! En hørm der tager enhver glæde og drikkelyst fra mig. Hvorfor kan de ikke undgå dette? Zonnebloem har ifølge bagetiketten lavet vin siden det 18. århundrede? Gad vide om et altid har smagt sådan her? Ja, der var da lidt mørk frugt inde i smagsbilledet også, men når den primære duft er gummi, så er det bare ubehageligt.

Jeg kan konstatere at vi sad 2 mand, der nok burde kunne drikke en flaske rødvin lørdag aften, men det skete bare ikke… glassene blev ikke tømt og vinen står nærmest oppe i halsen på flasken her dagen efter. Heldigvis havde vi et par gode flasker hvidvin at falde tilbage på…

Herlig mynte the i smuk indpakning

Starter min morgen med at falde lidt til ro med en dejlig kop Mynte the fra Chaplon. Jeg har for nyligt fået tilsendt en stor mængde prøver herfra, som jeg smager mig igennem med største fornøjelse. Denne Mynte er behagelig blød og stadig med den friske mynte karakter der renser luftvejene og giver god følelse i kroppen fra morgenstunden. Gældende for samtlige udgaver jeg har smagt fra Chaplon er det utroligt lave bitterstof niveau. Ofte med the synes jeg man har denne bitre tanninske følelse i hele mundhulen bagefter, det oplever man ikke med disse the’er fra Chaplon.

Jiro – en drøm om sushi!

Jiro viser hvordan man søger det perfekte i sit arbejdsliv, med et smil på læben. Manden er 85 år gammel og står hver dag i sin sushibar og søger efter det næste niveau på kvalitetsskalaen. I Jiros øjne er den skala uendelig og vi må ikke tro at vi har lavet sushien (eller en anden arbejdsopgave) til perfektion i dag, for vi bør kunne gøre det bedre i morgen.

Denne film, Jiro dreams of sushi,  handler på overfladen om hvordan man fremstiller god sushi, og hvilke faldgruber de fleste falder i. Egentlig kun et spørgsmål om at være dygtig nok til sit håndværk og jagter det perfekte billede. Filmen går også bag om og ind i sindet. Det grundlæggende for hvorfor vi udfører et godt stykke arbejde, hvad er det der gør os dygtige og glade i hverdagen? Ifølge Jio, så skal man være glad for sin metier, man har selv valgt den og derfor bør man angribe den med et smil. De gode gamle floskler med ”Smil til verden og den smiler til dig” er omskrevet og bliver penslet ud på typisk japansk manér. Og det mener jeg absolut positivt. Vi får sat vores tankevirksomhed i gang og dagen efter er man glad for sit job!

Indlæg fra sushibaren, hvor du ser mere om hvordan de arbejder bag disken.

Jiro in the kitchen

At se hvordan perfektion søges i denne lille sushibar er fantastisk. ”Før masserede vi blæksprutten i 30 minutter, nu gør vi det i 50 minutter”. Så kan man se at blæksprutten er blødere og dermed er man rykket et lille skridt længere op at stigen. Denne lille sushibar beskæftiger i hvert fald 6 mand hver dag, inkl. Jiro og hans ældste søn, som står til at overtage den dag farmand stopper. Alt fra ris til tang behandles nænsomt og med en enorm respekt. Forskel på tun diskuteres og analyseres.
Hvad skal der til for at blive en super kok? God smagssans og lugtesans. Respekt for Joel Rubechon, som Jiro mener er ultimativ i disse 2 discipliner. At man kan lave en så ”simpel” restaurant og få 3 stjerner i Guide Michelin er dybt imponerende. Det gode spørgsmål i disse tider, med sushi på mange gadehjørner er hvor finder vi nogenlunde autentisk sushi i vores nærmiljø? Forleden var jeg på Alex Sushi og det smagte i hvert fald godt nok, men er det det bedste og mest autentiske?

En drøm om sushi har fået sit navn fra at Jiro drømmer om kompositionen og perfektionen af sushi. Det er der han finder sin inspiration. Kender du det? At man er så glad for sit arbejde og bliver vækket af de gode idéer. Det er en fantastisk følelse som kan drive en langt i løbet af dagen.

Hvis du interesserer dig for sushi, eller for det gode liv, så bør du bruger et par timer på at se denne pragtfulde film. Nu er mit mål at finde den bedste sushibar i København, hvad er dit bud?

Anmeldelse og trailer: http://www.foodculture.dk/Aktuelt/2011/Uge_44/Fortallingen_om_sushiens_mester.aspx#.T0Xh2IdfWK4

 

l’Atro Antiristorante – Dining Week 2012

Her på L’Altro Antiristorante kan de ikke finde ud af at sætte standarden ned, så vi fik fuld service med smil og herlig engelsk med italiensk accent. Copenhagen Dining Week var for mit vedkommende i gang med fjerde og sidste vers, i super selskab med fruen, én dejlig nabo og en chokolademand af stor karakter.
Vi var blevet lovet et udvalg af retter fra L’Altros notoriske Don Corleone menu. Hvis denne menu indeholder de samme retter, i samme størrelser, så må det være hårdt at komme igennem samtlige 9 retter, og jeg plejer ellers ikke at pive. Lokalet har en yderst ucharmerende beliggenhed midt på Torvegade. Jeg synes, som mange andre, at Christianshavn er hyggeligt og stemningsfuldt, men Torvegade er i mine øjne undtagelsen fra den ellers smukke bydel. Når man så træder ind gennem den massive trædør, så åbenbares en anden verden. Man trækkes straks med på sommerferie til støvlelandet og den mørklødede tjener smiler hjerteligt til en. Stemningen var så langt fra et regnvådt trist København. Muzakken der strømmede fra højtalerne, var italiensk radio – meget autentisk med kommentatorer og italiensk musik. Vi fik anvist et bord, hvor jeg sad med ryggen til gaden, og jeg kunne på ingen måde fornemme vejens trafik. Stille og roligt blev man hængende i det italienske univers der blev bygget op.
Desværre havde jeg glemt kameraet, så alle billeder er taget med min HTC Desire.

Vinmenuen blev tilbudt til 200,- kr. Perfekt, den blev valgt. Jeg kiggede også i deres vinkort, men det er da noget af det mest rodede opsætning jeg længe har set. Som min nabo sagde: man bliver helt søsyg af at kigge med…

Menuen denne aften lød på:

GODFATHER MAD – A MENU YOU CAN’T REFUSE:

  • Carpaccio af marineret sværdfisk – eller
    ‘Luca Brasi sleeps with the fishes’
  • Peter Clemenza’s gangsterpasta med friske kalvepølser, vin og blodrøde tomater
  • Grillet hestesteak og carponata aka
    ‘Don Corleones vendetta’

Ingen dessert, og det passede mig glimrende da jeg lige havde tanket den søde mave op hos A Xoco. En menu der især skiller sig ud fra mange af de andre under Dining Week, ved nogle markant anderledes råvarer og det endte med at give en super oplevelse.

Sværdfisk med citrus

Forretten var det fineste sværdfisk, skåret tyndt og pyntet med citrusfrugt fra Sicilien. Pivlækkert og frisk servering. Fisken smagte af en mellemting mellem havtaskekæbe og kammusling. Perfekt balanceret af den friske citrus.

Pasta med ragout

Pastaen var fin og påstået hjemmelavet. Lignede nu almindelige halvmåner fra supermarkedet? Herlig ragout over med et enkelt kødstykke på min tallerken. Velsmagende og tydeligvis kogt ind over lang tid, for at opnå den intensitet. En herlig servering.

Hest og polenta

Hesten blev til os fire serveret på et fad, så vi selv kunne dosere hest og cremet lækker polenta. Hestekødet var ikke det mest regulære, så de enkelte stykker var forskellige, men alle utrolig velsmagende. Det er mange år siden jeg sidst har spist hest, det var knap så vildt/sødt smagende som jeg huskede. Polenta kan være noget klæbrigt noget, men ikke i l’Altro version, her var det cremet og luftigt. Vi fik ikke tømt fadet, altså må vi alle være blevet mætte…

En herlig menu, hvor desserten ikke var savnet af undertegnede. Vinmenuen var overordnet set ganske glimrende, men ikke prangende. Havde måske håbet på lidt mere absurde og ukendte områder fra disse specialister. Som en naturlig del af deres service, blev hver vin serveret i sit eget glas. Lækre glas fra Spiegelau der funklede perfekt.

Assisi grechetto

2009 Sportoletti, Assisi Grechetto DOC – en ganske neutral hvidvin, der først lukkede lidt op for en anelse tropisk frugt sammen med maden. Ikke den store oplevelse, men glimrende ledsager til denne spinkle med velsmagende ret.

2009 Montepulciano d’Abruzzo – fik hverken billede eller noteret producenten. En vin der smagte dejligt og ukompliceret inden maden, men som faldt væk i billedet da den koncentrerede pastaret kom på bordet. Jeg kan undre mig over om de overhovedet har smagt denne kombination, for sjældent har jeg fået så dårligt et match på en restaurant.

Sportoletti

2008 Sportoletti, Assisi Rosso DOC – en basse på 14,5% og efter sigende lagret i 5 måneder på fad og fremstillet på ren Merlot. En seriøs vin, der gerne ville med på kortet. Spillede rigtig godt sammen med hestekødets intensitet og fadet havde en rolle, uden at dominere. Rigtig dejligt vinvalg og en god afslutning.

Samlet set en super aften, hvor maden spillede hovedrollen og det kun var småfejl på vinmenuen der kunne trække ned. Jeg vil med glæde komme og spise på L’Altro Antiristorante til fuld pris.

The Italian – Dining Week 2012

Cofoco er firmaet bagved Copenhagen Dining Week. Onsdag aften var det tid til at teste deres Italienske barn: The Italian.  Der var linet op til en rigtig herremiddag med drengene og forhåbentlig godt med kød på tallerkenerne. Jeg er en stor tilhænger af Italiensk mad og derfor glædede jeg lidt ekstra til denne runde.
Det endte med at blive en fantastisk herreaften, god vin i afslappede opskænkninger, godt med kød på tallerkenen og ned på jorden afslappet stemning. Vi ankom ½ time for tidligt, men fik en plads i baren, hvor vi nød et glas dejlig tempereret glas Pinot Grigio – det havde ikke været anderledes om vi så havde været i London. Siddende 3 fyre i baren med tjenerne viftende rundt bagved, skabte fra start en god dialog mellem alle parter.

Sprød Pinot Grigio

2010 Nals Margreid, Pinot Grigio, Südtirol, Alto Adige – perfekt duft af limeskal og friske grønne æbler. Herlig læskende med frisk syre. En hyggelig vin til baren.
Tjeneren denne aften, som gjorde et fremragende stykke arbejde, havde en svag accent. Vores ikke særlig lærde sprogøre blev sat på en prøve og efter gæt på alt fra Fyn til Færøerne, afslørede hun sin herkomst fra Letland. Tak for en aften med god og opmærksom service, uden næsen i sky. Tænker stadig over om hun kunne være Julies lillesøster?

Benjamin havde bestilt stedet, og på trods af flere andre muligheder med blæksprutter og andre eksotiske ting, endte vi med denne oplagte herremenu! Vi andre takker, godt valg Benjamin.

  • CARPACCIO
    Okselårtunge serveret med friskrevet parmesan, sprød rucola og olivenolie
  • OSSO BUCCO
    Langtidsbraiseret kalveskank serveret med gremolata af frisk citronskal, italienske brødkrummer og friskhakket persille og cremet polenta.
  • AFFOGATO
    Vaniljeis med espresso

Carpaccio - velsmagende

Forretten var tydligvis an rettet i god tid, hvilket gjorde at de fine kødskiver kunne være lidt svære at få til at slippe i kanterne fra tallerkenen. Kombinationen med rucola og parmesanost var ellers lige i skabet og utrolig velsmagende.

Stor og saftig Osso Bucco!!

Hovedretten vækkede alle sanser og bare duften af den friske gremolata var fantastisk.Osso Bucco kødstykket var stort og super mørt. Smagen var upåklagelig og mosen var i tilpas mængde. Samlet set en stor portion, der lagde bunden godt. At toppe med lækker marv fra benet, var bare helt perfekt.

Desserten (uden billede) var super enkel, uden så meget omsvøb. Et stort glas med 2 kugler fornuftig vanilleis, overhældt med en espresso. Affogato kalder man åbenbart det og den dessert går jeg gerne efter næste gang jeg er i Italien.

Vinmenuen denne aften var sat til meget overkommelige 175,- kr. og valget af vine lød rigtig fornuftigt til menuen. Det viste sig at vi traf et godt valg, ved at gå denne vej. Godt valg af The Italian med denne sammensætning.

Frisk Dolcetto

2010 Gagliasso, Vigna Ciabot Russ, Dolcetto d’Alba – vi fik valget mellem enten den hvide Pinot Grigio eller denne Dolcetto til forretten. Vinen blev desværre, efter min mening, serveret for varm. Jeg havde foretrukket 10 – 14 grader, for at give et mere frugtigt levende udtryk og modspil til maden. Vi fik den ved hvad jeg gætter på var 22 grader. En Dolcetto har det nu bare bedst ved lidt lavere temperatur. Vinen fremstod blød med herlige saftige noter af blommer og sorte kirsebær.

Corvina i stearinlysets skær

2010 Tinazzi, Corvina IGT, Della Provinciadi Verona – som ledsager til en ret som osso bucco, kræver det noget saft og kraft i vinen. Det havde denne lille bulderbasse. Inden maden, var den lidt neutral, men med den indkogte sauce fremstod den med stor moden frugtkarakter. Corvina er hoveddruen i Valpolicella og der var tydelige duft og smagsnoter i den retning her. Velvalgt ledsager til denne ret.

Fed Moscato Passito

2010 Baronazzo Amalfi, Moscato PassitoIGT Sicilia – en vammelsød Moscato i kluntet stil. Den stod egentlig glimrende til desserten, men smagte ikke godt alene.

Vi sprang kaffen over og bevægede os ud i det småfrosne København med fulde maver og god stemning. Alt i alt en rigtig god aften på The Italian, hvor jeg gerne kommer en anden gang – til fuld pris. Kiggede lidt på deres menukort og må generelt sige at tingene her hænger godt sammen. Ville ønske at jeg havde flere restauranter fra Cofoco-dynastiet på mit balkort i år til Dining Week, men det må blive næste år.

Se også mine andre oplevelser her under Dining Week. Mandag på No.1 Aarhusgade og tirsdag på Dansk Vincenter.

Dansk Vincenter – Dining Week 2012

Copenhagen Dining Week fortsætter tirsdag og jeg er sat i stævne på Dansk Vincenter i Avedøre. Et klassisk sted for dansk vin, da det var her man først fik tiltrukket sig noget opmærksomhed med rødvinen Nordlund. Tidligere vinmager Michael Gundersen fik oveni købet en flot pris med hjem fra Piemonte for vinens kvaliteter. Dansk vin er der skrevet meget om i den seneste tid, så at blive inviteret til en middag hvor dansk vin og mad skulle sættes sammen er jo herligt. Mine forventninger inden aftenens tour de force var beherskede, men med et nysgerrigt touch. Jeg nød aftenen sammen med sælgeren fra vores Piemontesiske vinhus: Paola Bassi.

Man kan roligt sige at den gode danske hygge-stemning var i højsædet denne aften. Vi sad omkring runde 8 mandsborde, hvor selskaber var blandet. En meget god måde at gøre det på, så man fik talt med mange nye mennesker. Hver ret og vin, blev behørigt introduceret, så man vidste hvad man skulle til at gå i krig med. En god toastmaster i Torben, der styrede slagets gang. Kim Mühlhahn fra The Food Agency styrede køkkenet og præsenterede retterne på charmerende vis. Rigtig god mad, tilberedt af fortrinsvis økologiske danske råvarer.

Vi startede i drivhuset med et glas bobler.

2010 Nyholmgaard Vin, Festivo, Brut, Marslev, Fyn – herlig frisk stil med citrus og lidt nedfaldne æbler i smagen. God længde og herlig ren i sin karakter. Fremstillet af druer, der alligevel ikke kan blive helt modne og derfor med deres naturlige frugtsyre niveau er optimale til at fremstille mousserende vin på. Resultatet i glasset var ganske overbevisende.

Den officielle menu var:

  • Dagens danske fisk bagt med havtorn, kørvel, rugbrødskrymmel og hasselnødder
  • To x økogris: lavtemperaturstegt skinke og langtidsbraiseret nakkke
    Beder med peberrod, lynstegt savoykål og mos
  • Blød honning parfait-is af vincentrets egen honning med pærer i rødvins/kirsebær sirup

Flabet anretning

Fisken blev anrettet på en stav fra et gammelt rødvinsfad. Meget kunstfærdigt, men heldigvis uden at tage smag fra rødvinen. Anretter på 2 helt friske skiver agurk, høstet i morges hos genboen, der præsenterede dem med stolthed. Fisken var perfekt bagt og krymlen på toppen gav god kant i smagen.

2 svin

Grisen blev serveret i 2 varianter. Skinken stegt ved meget lav temperatur, kerne på 64 grader, anrettet ovenpå savoykålen. Fin og saftig. Nakkefiletten var det vi andre ville kalde Pulled Pork og dermed også langtidsstegt. Rigtig god smag og en glimrende idé at servere den ovenpå kartoffelmos. Jeg lavede selv pulled pork i lørdags og største forskel var at Kim i køkkenet her havde brugt mindre hvidløg og så spidskommen i sin marinering. Det vil jeg tænke over næste gang jeg skal marinere.

Isen (desværre intet billede) var fremstillet af honning fra vingården hvor vi var. Meget velsmagende og pudsigt nok ikke for sødt. Pærer syltet i kirsebær og rødvin som modsvar med lidt syltede kirsebær på siden. Fantastisk dessert, der stod så flot til vinen.

Vinemenuen var sat til 200,- hvilket gav meget god mening. At få lov til at smage udvalgte danske vine til maden, var det jeg så mest frem til.

2010 Degnemosegaard

2010 Degnemosegaard, Vinbondens Hvide Cuvée, Skibby, Ferslev, Sjælland – serveret lige lovlig kold – i Champagneglas? Det gjorde at vinen ikke fik rigtig lov til at åbne op for alle sine fine nuancer. Ellers som altid en fin vin med god balance mellem syre og en anelse sødme. Til maden lukkede den flot op og gav noget mere smag fra sig. En god oplevelse. Smagt tidligere med stor succes!

2008 Lillelund

2008 Lillelund, Dansk Vincenter, Avedøre, Sjælland – serveret alene, uden mad. En flot farve og en åben duft af røde ribs og hindbær. En smag af saftevand, som der så pænt blev udtrykt ved bordet. Utrolig kort, men uden de store fejl. Fornuftigt at vi ikke prøvede med mad, så var den nok faldet mere fra hinanden.

2009 Vester Ulslev

2009 Vester Ulslev Vingaard, Green Label, Sjælland, Lolland – en vin fremstillet efter noget der minder om appasimento metoden, som også bruges til Amarone. Her lader man Leon Millot druerne tørre i 3 – 4 uger for at samle mere koncentration og sødme. Resultatet er en anelse sødt med en lidt rustik duft, hvor sekundære aromaer kommer ind med læder og våd kælder. Jeg blev ikke overbevist af smagen, men en sjov oplevelse. Resten af selskabet rundt om bordet kunne rigtig godt lide denne vin. Mit forsigtige gæt er at denne proces kræver et par års eksperimenteren, men absolut lyder som en god idé til at koncentrere smagen mere i dansk rødvin. Jeg vil derfor glæde mig til at smage kommende årgange.

2006 denne flaske kun 6 ltr. Vi fik skænket fra 12 ltr, som jeg ikke fik filmet.

2006 Nordlund, Dansk Vincenter, Avedøre, Sjælland – aftenens hovednummer. Serveret fra en 12 liters flaske, der blev dekanteret flot i karafler. Fed stil og en flot gestus af vingaarden at bruge denne flaske på os. Tak for det. En hel anden kompleksitet stiger her op fra glasset og mindelser om seriøs rødvin træder nu frem på radaren. Noter af toast, lidt vanille og sørme også gode røde frugter. Hindbær og skovjordbær mest. Smagen er dejlig balanceret med god tæthed i frugten og et lidt voldsomt fadpræg. Gad vide om den vil tørre ud og fadet overtage, eller om fadet vil lægge sig for den ganske lækre frugt i vinen? Lad os håbe på det sidste. En god vin og herlig ledsager til grisen på tallerkenen. Føles godt med dansk vin og dansk mad.

2009 Frederiksdal Gods

2009 Frederiksdal Gods, Dansk Kirsebærvin, Lolland – at få serveret denne geniale kirsebærvin til denne dessert der ikke var for sød, var bare en helt perfekt afslutning på en god aften. Jeg har vist skrevet  rigeligt om hvor godt jeg synes Frederiksdal laver dette produkt, men lad os bare sige at denne aften kun understregede min pointe med at dette er Danmarks Bedste Rødvin – bare ikke på vindruer.

Tusind tak til Dansk Vincenter og The Food Agency for en meget vellykket aften i Danmarks tegn!

Jeg var inviteret gennem mit angagement i Mad+Medier og fik dermed maden betalt af The Food Agency, tak for det.

Se også min dejlige aften mandag på Aarhusgade No.1