En lang middag med et kys

Fætter kom på besøg med familien og traditionen tro, så skulle der mere end 2 serveringer på bordet i løbet af aftenen. Denne aften var der fokus på fisk og så skred vi alligevel godt og grundigt væk fra temaet et par gange. Jeg elsker at lave mad i mange serveringer og når det lykkedes, så får man en dejlig aften. Denne aften fungerede efter bedste formåen og både selskab, mad og vine var helt i top.

Ansjos på brød

Første servering var inspireret af besøg på The Terroir Winebar i London, hvor jeg har fået ansjoser med stor fornøjelse. Ristet brød med smør, fint hakket skallotteløg og en ansjos på toppen. Det er en ret, der spiller rigtig godt op til mineralske hvidvine. Jeg havde valgt:

2008 Redoma White

2008 Niepoort, Redoma Branco, Douro – spillevende og med en mineralitet der er pakket så flot ind med en let fedme i frugten og en fuldendt balance. Denne vin er for mig som en mellemting mellem god Riesling og hvid Bourgogne. Super lækre noter hvor lime og grønne æbler pakkes ind i hvide blomster. 92/100. Denne vin stod også godt til:

Stenbiderrogn på blinis

Anden servering der var stenbiderrogn på hjemmebagte blinis. Det er en af de retter som man bare aldrig bliver træt af. Enkel og så velsmagende. Eneste diskussion er vel hvor fed ens creme fraiche skal være? Jeg nyder 38% med god samvittighed.

Ged på brød og salat

Tredje servering var en klassisk fransk Salat Chevre Chaud som vi nyder med stor fornøjelse. Den krævede en helt anden type vin og jeg bevægede mig her lidt ud i noget lidt vovet, forstået på den måde at sødmen kunne have været for voldsom. Det endte dog med at fungere rigtig godt sammen, især med den varme gedeost.

Senthøstet Gewüztraminer

2008 Anne Boecklin, Gewürztraminer, Vendange Tardive, Alsace – en meget sød vin, men med god intensitet. Stor blanding af modne tropiske frugter og kandiseret orangeskal. Stor volumen fra især sødmen, men holdt godt på plads af en levende syrestruktur. En flot Gewürztraminer, der ikke var for parfumeret. 91/100. Bagetiketten nævnte Foie Gras, så ud af køleskabet kom næste servering:

Foie Gras

Fjerde lille servering, stærkt inspireret af bagetiketten var Foie Gras med balsamico-glace, som var en endnu bedre kombination med den søde vin.

Laks med parmesan

Femte servering var i lidt større målestok, frisk laks indkøbt på havnen. Nogen ville ha’ lavet Mousseline, men det endte med asparges og friskrevet Parmegiano Reggiano på toppen.

2007 Niepoort Charme

2007 Niepoort, Charme, Douro – hold da op en fantastisk vin. En vin hvor balance og friskhed kører den op i en spids. Fine fine noter af jordbær spillede perfekt sammen med en anelse underliggende noter fra fadlagringen. Så smukt harmoneret og med en super sappy karakter! 95/100. ”Smager som Bourgogne” ville være nemt at skrive, men den er alligevel sin egen kat på gården. En vin man godt kunne hælde ned i store slurke… Let afkølet var den en herlig ledsager til laksen. Komplet note her

Perlehøne med orange-streg

Sjette servering skulle ha’ været and med orangesauce, stærkt inspireret af Mortens opskrift hos Grydeskeen Ingen af mine lokale ande-pushere var dog leveringsdygtige, så vi endte med Perlehønebryst med den selvsamme orange-streg. Saucen blev kogt så meget ned i løbet af dagen, så der næste ikke var mere tilbage i gryden. Jeg toppede den lige op med tre dråber piskefløde og så kunne der blive to teskefulde til hver, hvilket var rigeligt med den smagsintensitet. Perlehønen blev ristet hårdt på panden og så vendte det lige den varme ovn. Det blev perfekt saftigt…

Tæt pakket Syrah

2010 Allain Graillot, Crozes-Hermitage, Rhone – sort som natten og meget ung. Den var dekanteret over på min Menu Winebreather i god tid. Som min fætter sagde da den kom på bordet: ”min lilla serviet ser helt hvid ud ved siden af” Enorm intensitet og meget bred og smukt rustik stil af Syrah med peber og bacon. Voksede sig stor og bred og holdt stilen hele vejen hjem… Komplet note her

Tiramisu med lakridsfingre..

Syvende servering var en opskrift fra Klidmoster en herlig Tiramisu med god kant. Jeg tilpassede opskriften lidt, fordi jeg ikke havde noget lakridspulver. Vendte ”fingrene” i salt lakridssirup fra Bülow og dryssede med en anelse cacaopulver. Mega vellykket projekt, som nok skal laves igen. Hertil fik vi en lille flaske:

Senthøstet Riesling

2007 Anne Boeclin, Riesling, Schlossberg, Vendange Tardive, Alsace Grand Cru – en af de bedste marker i Alsace, her i en sødlig udgave, men ikke så sød som Gewürztramineren tidligere på aftenen. God vin med dejlig balance, men slet ikke sød nok til denne ret. Min fejl. Men vinen smagte dejligt og ville have gået fint med en frisk frugtdessert. 90/100.

Ost og lidt pølse

Ottende og sidste servering var blot et par oste, men hvilken fantastisk Camembert… hertil nød vi et enkelt glas:

The King – porttype fra Barossa

1998 Peter Lehmann, The King, Fortified Wine, Barossa Valley – 52% Shiraz og 48% Touriga Nacional. Meget sød, med en udemærket syre i baggrunden. God sort frugt med blommer og toastede noter fra fadlagringen. Meget fyldig og med god længde. Lidt for sød til mig på dette tidspunkt…

Tak til alle for en dejlig aften med god stemning og tomme tallerkener efter hver servering…

Kysset …