Barrique byder på alt fra Riesling til Pinot Noir

Barrique Vin er et herligt eksempel på hvordan der er plads til mange forskellige spillere på det danske vinmarked. Det er bl.a. grundlagt af en af mine gamle kolleger, der er meget dygtig på Tysk og Østrigsk vin. Derfor har sortimentet hos Barrique gennem årene udviklet sig som et af Danmarks stærkeste på disse 2 nationer. En del af deres producenter kan med rette siges at tilhøre superligaen indenfor Riesling produktion på verdensplan. Dette var en god omgang grunde for hvorfor jeg en sommerlørdag tog til København for at deltage i 10 års fødselsdagen i form af en smagning. Jeg kunne såmænd have brugt lidt mere tid og teste vine fra Italien, Frankrig eller Spanien, men min fokus blev på Tyskland og Østrig denne dag. Jeg siger på forhånd tak for fribilletten, jeg havde dog gladelig betalt for denne oplevelse.

Her er mine korte indtryk fra de producenter jeg smagte denne dag. Først skulle der bobler i glasset…

Flot Champagne og en oplagt start på en god smagning

A. Robert, Fossoy, Champagne  – god klassisk stil, med bred variation indenfor de forskellige genrer. Lidt kedelig og standard i de almindelige udgaver. Bedst var:

A. Robert, Cuvée Sablon,  Fossoy, Champagne – stor kompleksitet og elegance fra de 60 % Chardonnay. Mineralitet og frisk citrusfrugt. Bredde fra Pinot gav en Champagne i flot stil.

XX Intet billede XX

Cellar de l’Arboc, Cava, Spanien – det lignede bobler, så det skulle lige testes. En producent der holder sig til de traditionelle druer og derfor som vanligt ikke min stil i Cava. Bliver aldrig fan af nedfaldne æbler. Havde dog en sjov rosé, fremstillet på den for mange ukende drue Trepat – herlig ren rød frugt, med lidt bitter kerne.

___________________________________________________________________

Inden min forventede glædesrus med de tyske Rieslinger, så smuttede jeg en tur til Østrig. Her hersker Grüner Veltliner, der på mange måder er en besynderlig drue. Den får en masse hypeog er bredt anvendelig. Ofte sidder jeg dog tilbage med følelsen af at der mangler noget i smagen. Må dog sige at disse huse levede fint op druens gode navn og rygte.

God kvalitet til prisen og meget typicitet

Weingut Lehner, Weinviertel. Fine vine i meget ren og druetypisk stil. Ikke voldsomme eller komplekse, med meget elegante og fine eksponenter for Østrig. Bedste vin for mig, af 4 forskellige, var:

2011 Grüner Veltliner, Weinviertel DAC – sprød og lækker med alt det de fleste vil forvente af en Grüner. Serveret afkølet på terrassen til en sprød salat med rejer – lige i skabet.

Gode Grüner vine med forskellighed

Weingut Leo Alzinger, Wachau. Så fik vi gulvviolin og det hele med indover. Søren havde næsten våde øjne da han fortalte om hvor svært det var at få lov til at importere. Må også sige at kvaliteten af disse vine var meget høj. 2 Riesling vine der egentlig kun skuffede mig, men deres Grüner var helt i top. De havde Smaragd udgaver med fra 3 marker, min favorit var:

2010 Alzinger, Steinertal, Grüner Veltliner, Smaragd – fantastisk intensitet og alligevel ligese let og elegant som en balletdanser på snoren. Anis og frisk hvid peber blander sig på fineste vis med grønne æbler, citrus og stor mineralitet. En vin på højeste niveau og absolut en af de bedste unge Grünere jeg har smagt.

XX Flotte elegante etiketter XX

Weingut Nigl, Kremstal. En anden stil hvor voldsomheden i vinene generelt spillede mere ind. Meget drikkevenlige, måske var syreniveauet lige netop en anelse mere afdæmpet. Flotte vine og imponerende at smage en:

2009 Nigl, Grüner Veltliner, Privat, MAGNUM – super flot udvikling med lidt tropiske frugter, fersken og igen en herlig saftig stil. Fed stil at medbringe en stor flaske til smagningen. Frugtsyren sad pænt i skabet og holdt den modne udtryk flot samlet.

_________________________________________________________________

Så var det tid til Tyskland og druen over dem alle for mig: Riesling. Jeg blev nødt til at sortere i det store udvalg af gode producenter, så her er hvad jeg fik smagt.

Super godt køb – lige til at hælde i gabet

Weingut Domtalhof, Rheinessen. Jeg var lige ved at gå forbi ham her, og det havde nok været en fejl. Første vin var dagens absolut bedste køb.

2011 Weingut Domtalhof, Riesling, Trocken, Nierstein Oelberg, Rheinessen – hold da helt op en charmetrold. Vælter op af glasset med charmerende intens tropisk frugt. Noget nær perfekt balance og en intensitet som langt overstiger vinens beskedne niveau og pris. Den tyske opfattelse af tør/trocken sætter her os danskere på en hurtig prøve. 6,5 gram restsukker per liter. Så højt så sødmen fornemmes, men balanceret af frugtsyren, virker denne vin stadig tør og balanceret. ”Best Buy”. Hvis du mangler vinen der skal overbevise dig om hvor godt riesling er og hvor meget kvalitet du kan få til prisen, så er det her!

 

Så præcist og klart i sit udtryk

Emrich-Schönleber, Nahe. En producent der holder et meget højt niveau over hele linjen. Desværre er der her en tendens til at følge forbrugernes ønsker om flere tørre vine og færre sødlige udgaver. Jeg elsker deres Spätlese, men kan sagtens nyde de tørre versioner. Igen var den ”almindelige” trocken udgave et rent røveri til den pris. Balanceret og med høj smagsintensitet. 2011 er bare en fantastisk årgang og vi bør igen grave ud til kælder.

2008 Emrich-Schönleber, Menzinger Halenberg, Riesling Spätlese, Nahe – sådan, det er derfor jeg elsker Spätlese. Super høj intensitet, hvinende høj frugtsyre og en sødme til at binde det hele sammen som den smukkeste buket blomster. Har en fantastisk læskende effekt der gør at man får lyst til at tage flasken fra manden og løbe…. Heldigvis kender jeg min egen manglende kondi, så jeg gik stille videre. Aftenens bedst balancerede vin for mig.

Demonstration af forskellen på årgange

Weingut K. F. Groebe, Rheinessen. Som altid et flot sæt vine her fra Groebe. Meget mineralske og rene i stilen. En høj frugtsyre og især mineralsk intensitet, balanceres af gode modne toner fra sunde druer. Min umiddelbare tanke er at disse vine vil vise sig allerbedst sammen med det rigtige mad, der lige kan slå den sidste tangent an.

2006 & 2008 Groebe, Aulerde Westhofen, Grosses Gewächs – cool at medbringe begge årgange for at vise hvor stor forskel årgangen gør for så unik en vin. Begge årgange scorede tårnhøjt hos mig. 2008 var klart mest præcis i sit udtryk med fin mineralitet og sprød lækker frugt. 2006 var først og fremmest anderledes fordi drueren tydeligvis havde fået botrytis, der gav en helt anden smagspalet. Mere moden tropisk frugt og tungere i sit udtryk. 2 Rigtig flotte vine, som gerne måtte udvikle sig videre i min kælder.

Toppen af Rheingau?

Weingut Georg Breuer, Rheingau. Stjernen i Rheingau, eller så objektivt som muligt balndt de 3 bedste producenter i Rheingau. En kompromisløs fætter der var med til at få Rheingau klassificeret, inden han trådte ud af organisationen, fordi det ikke var strenge nok krav. Smag hans vine, føl intensitet og resultatet af endnu strengere selektering. Så er diskussionen slut. Flotte indgangsvine, men mest interessant at smage 3 marker mod hinanden.

2010 Breuer, Berg Roseneck,Riesling, Rheingau – den stramme og intense udgave. Stor frugtsyre og fine gule blomster, bakket op af en bred vifte af æbler.

2010 Breuer, Nonnenberg, Riesling, Rheingau – mere fyldig med lidt lavere syre niveau, måske? Flot balance og meget kraftfuld. Kræver tid og mad.

2010 Breuer, Berg Schlossberg, Riesling, Rheingau – en stor vin, der stadig ligger og rumler som en vulkan. Den her lukker sig ikke op de næste 5 år, men har så meget stof og intensitet at den bliver en monster vin!! Den mest komplekse og vilde vin på smagningen, men heller ikke til den billige side. Er sådan en vin mere end kr. 500,- værd? Uha, et spørgsmål man kan diskutere til hudløshed. Som jeg plejer at sige; hvis du ikke er villig til at betale 500,- for den her, så kommer du bare ikke til at smage Riesling der smager som den mark kan tilbyde! Sådan havde jeg det også da jeg besøgte Pingus for nylig, betal eller du får ikke den oplevelse.

En af de bedste røde fra Tyskland

Weingut Meyer-Näkel, Ahr. Tysk rødvin er ikke en joke! Her arbejdes i den grad seriøst med 2 forskellige kloner af Pinot druen; Fühburgunder og den mere kendte Spätburgunder (kendt som Pinot Noir i andre lande).Klimaet i Ahr har i mange år udviklet sig i en meget positiv retning, hvis man kan lide rødvin. Meyer-Näkel er klart at regne for en af de bedste producenter til rødvin, i hele Tyskland. Personligt skal jeg lede meget dybt i hukommelsen, for at finde Spätburgundere med så flot karakter fra andre producenter. Er du glad for Bourgogne, så behøver du ikke holde dig væk fra disse vine. Entry-level til lige under 200,- var ikke stort overbevisende, men som med Bourgogne så skal man lidt op i pris før tingene begynder at ske.

2010 Meyer-Näkel, ”S” Spätburgunder, Ahr – så rykker vi i gang. Stor dyb muld og masser af sekundære aromaer med læder, mokka og chokolade. Typisk stor Pinot med fin rød frugt og stor intensitet.

2007 Meyer-Näkel, Walporzheimer Kräuterberg, Spätburgunder, Ahr – som stor Bourgogne med sin helt egen karakter flettet fint ind i billedet. Udviklede noter af jord og animalsk karakter. Tæt komponeret med jordbær, hindbær og en herlig lang cremet struktur. En flaske der bragte så meget liv i glasset at man bare ville sidde med den i timevis og blive gode venner. Et klart bevis for at Tyskland producerer stor rødvin!

Sluttede af med denne og kunne smage den hele vejen gennem byen, cyklende til Fri Vin smagning, læs mere her

Alt i alt en rigtig god smagning i gode omgivelser. Tillykke til Søren og Co. Hos Barrique med deres 10 år og det nye samarbejde med KassenMedVin.

2 comments

  1. Peter Bernøe siger:

    Hej Frederik

    Spændende læsning, især om Weingut Meyer-Näkel, Ahr. Har været inde på Barrique’s side, men kan ikke finde priser og kan blot se du skriver, at de starter ved 200 kr. og op.. har du priserne på de anmeldte vine?

    vh
    Peter

    • vinkreutzer siger:

      Hej Peter

      Tak, det var også rigtig gode vine. Se priser på KassenMedVin.dk. 2007 var vist kun med til smagning, ikke til salg. De andre årgange bliver også fantastiske, kræver bare et par år på langs.

      Hyg dig
      Frederik

Skriv et svar