Et super hotel i Aarhus

Hvad skal man bruge et hotel til? At sove, ja men det må også gerne have andre værdier. Forleden endte jeg på et hotel, der bød på en oplevelse ud over det sædvanlige.

Villa Provence blev anbefalet af en anden rejsende sælger. Jeg vil egentlig hellere se på dette som en oase, end som et traditionelt hotel. Oasen er beliggende midt i Aarhus, i et gammelt hus med masser af sjæl. Det her er ikke en stor kæde af internationale dimensioner. Her er god charme og personale der smiler, også med øjnene.

Jeg ankom efter 10 timers hårdt arbejde og ville egentlig bare vende værelset, inden jeg skulle ud og have noget mad. Ups, eneste ”minus” er at oasen ikke har en restaurant – det vender vi tilbage til. Sød pige i receptionen, der hjalp mig til at føle mig velkommen. ”Tak for at du vil bo her Frederik!”


Værelset var ud over alle grænser lækkert. Stor dobbeltseng, på en lille forhøjning. 2 lænestole og et bord med gamle stole. Et badeværelse med noget så ”corny” som et badekar på løvefødder, hvad giver du? Det var så indbydende at se på, at man kun kunne glæde sig til at fylde det og glide ned under det varme vand.

Jeg brugte et par timer på god mad på Restaurant ET, inden karbad senere på aftenen. Bare rolig, I slipper for billedet af den gule badeand der væltede for mig. Endnu en lille fed detalje; en stor spand med badesalt.

Jeg elsker detaljer, og her var de til overflod; Brunello på ½ flaske i minibaren, masser af badesalt, morgenkåbe, stort lækkert Sony fladskærm, en seng der var blød med dejligt sengetøj. Det var bare detaljer der hang sammen, alt sammen detaljer der bidrog til en samlet rar oplevelse.

Morgenmaden var også helt i top. God kaffe og en servering med frisklavet æg og bacon. 2 gode modne stykker ost, frisk udskåret frugt og som prikken over i’et: friskpresset appelsinjuice!

Ved udcheckning fik jeg en god snak med ejeren, jeg undrede mig nemlig over manglende stjerner på Hotels.com. Det viser sig så at et hotel ikke kan få mere end 3 stjerner, når de ikke har en aftenrestaurant. Absurd, her er et hotel hvor alt spiller. De vælger blot at holde fokus på deres kompetencer og derfor har de ingen stjerner. Herligt med folk der holder deres egen sti, og holder sig uden for de officielle pæne anmeldelser. Alligevel tror jeg at jeg vil give dem et anbefaling her og på Tripadvisor.dk.

Søger du et hotel i Aarhus, enten som sælger, eller som par til en romantisk overnatning, så kan Villa Provence klart anbefales!

One comment

  1. Ellen siger:

    Jeg foretrækker også det hotel. Det er hyggeligt og man føler sig velkommen her. Om sommeren kan man næsten komme i tvivl, om man er i Danmark eller Frankrig, når man sidder i deres dejlige gårdhave.Jeg sov så ikke på en forhøjning, men i en sikkert lige så blød himmelseng. Det er stedet jeg vender til bage til igen og igen. (og ja, det er svært at forlade værelset ;o))

Skriv et svar