En negociant i Rhonedalen – M. Chapoutier

M. Chapoutier er en af Rhonedalens helt store negocianter. En negociant er et firma der indkøber druer/most eller færdig vin og udvikler den færdig, inden de sælger den under deres navn/brand. I Rhone  har dette altid været meget udbredt og dalens vine på markedet domineret af en håndfuld meget store negocianter. Flere af disse negocianter fremstiller også vine fra egne marker, der som regel er af noget højere kvalitet end deres negociant vine.

Let genkendelig - fra top til bund

Let genkendelig – fra top til bund

Beklageligvis er det ikke altid nemt for forbrugeren at se forskel på hvad der er egne marker og hvad der er indkøbt. Idéen med det må også være at vi som forbrugere vurderer det hele med samme kritiske sans. Af store negocianter kan nævnes: Guigal, Jaboulet, Laurent Brotte og i denne sammenhæng M. Chapoutier.

Jeg har været utrolig glad for M. Chapoutier siden min tid i Vinstokken, hvor vi havde et tæt samarbejde med dem. Til vores bryllup serverede vi denne vin, så det er altid med en vis forventning jeg hiver en flaske med hjem og serverer for fruen. Ærlig talt, så morer jeg mig nok mere over det end hun gør…

Belleruche - en god klassisk Cotes du Rhone

Belleruche – en god klassisk Cotes du Rhone

2010 M. Chapoutier, Belleruche, Cotes du Rhone – nu med betegnelsen Grenache/Syrah på etiketten. Det har ikke stået tidligere, men det har altid været en cuvée med stor vægt på Grenache druen. Stilen i denne 2010 er da også meget Grenache-agtig, hvis der er noget der hedder det? God mørk farve med duft af skovens bær og kun ganske lidt krydret element. Herlig saftighed, baseret på en medium høj frugtsyre. Acceptabel tæthed i frugten, men lidt kort i smagen. Efter maden og i løbet af aftenen udviklede den sig og åbnede stille og roligt mere op for den dybere mere møre frugt. Det her er ikke den store oplevelse, men vækker alligevel dejlige minder. Ville jeg købe  den igen? Ja, det ville jeg…

Her et link til en smagning, hvor et par af de bedre vine fra Chapoutier indgik.

Skriv et svar