TN: 2004 Clos Badon – Bordeaux som opfører sig ordentlig

Bordeaux er så klassisk som det kan blive, når menuen står på oksebøffer i hvilken som helst udskæring. Proteinfibrene i oksekøbet fungerer rigtig godt sammen med tanninerne i de klassiske Bordeaux vine. I dag stod menuen på nogle herlige højrebskoteletter, marineret med hvidløg, timian, salt og peber i et par timer, så var de klar. Hertil ovnstegte kartofler i pinde (nogle kan finde på at kalde disse for pomfrits)

Oksehøjreb og fritter

Vinen der blev fundet frem fra gemmerne var en fornuftig moden Saint Emilion:

IMG_5193

2004 Clos Badon, Thunevin, Saint Emilion Grand Cru – rigtig farve i glasset, med Bordeaux farvet kant. Duften med klassiske dyder; solbær, cigarkasse og brombær. Dufter en anelse støvet, hvilket jeg ikke havde regnet med. Kaskader af sort frugt i smagen, her er solbær og brombær. I den grad også præg af en hulens masse fad. Næsten splinter i tungen, men ok, også en pæn frugtintensitet. Tanniner der river lidt, inden maden.

Sammen med maden smeltede tanninerne perfekt og den mørke frugt stod frem. Det er lige netop det som Bordeaux kan klare, bedre end alle andre. Sammenlagt: en rigtig god Saint Emilion der levede op til forventninger og lidt til. 89 point.

 

 

2 comments

  1. Christopher siger:

    Hej Frederik
    Hvem har importen af clos Badon ?

    • vinkreutzer siger:

      Godt spørgsmål. Tror ikke nogen tager den hjem, men fortvivl ej. Der findes masser af god Saint Emilion på det danske marked. På dag 2 var denne tørret nærmest helt ud, ikke en vin jeg ville jagte.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.