Bordeaux vin i dårlige årgange – nej tak!

“Drinking off-vintage Bordeaux is like scratching your balls with chili fingers.” T.S.
Endnu engang blev dette påvist på fineste vis. Menuen stod på steak af tenderloin med perfekt fedtkant og marmorering, hjemmerørt bearnaise og egne skårne fritter i ovnen. Altså ville jeg gerne drikke Bordeaux, hvilket sjældent sker her i huset. Vinen er fremstillet af Iakob Schjerbeck i Bordeaux distriktet og er normalt en flot komponeret vin, da han ved hvilken retning han vil med den. Læs mere om vinen her på siden, hvis du kan fransk, eller kan bruge google translate.

2007 kan ikke anbefales

2007 kan ikke anbefales

2007 D-Vin, Bordeaux – stram og tør i stilen med tydelige noter fra fadet, men kun lidt fra frugten. Smagen var en anelse anderledes, med lidt mere frugt, med desværre en skarp kedelig grøn note. En meget cremet struktur, hvor fadet for lov til at spille en central rolle. Frugten kommer aldrig rigtig flot frem, da den skæmmes af en kedelig umoden grøn note. Virkelig en vin der overbeviser mig om at Bordeaux kan være noget så trist i kedelige årgange. Jeg er sikker på at denne vin vil fremstå meget bedre i 2009 eller 2010, så den må jeg prøve at finde.

Dagens gode råd: Lige nu er der masser af billig Bordeaux på markedet i 2007 og 2008, samt lige om lidt i 2011. Hold da fra dem, medmindre du selv har smagt dem og kan lide stilen! Der er rigtig mange vine der har problemer med ordentlig modenhed i frugten. Den grønne tørre karakter vil aldrig forsvinde.
Det gode råd er at betale lidt ekstra, find et af de bedre slotte i 2009 eller 2010 og brug dine penge der. Tro dog heller ikke på annoncer der påstår at have fundet en fremragende vin i den rigtige årgang, til halv pris. Igen; smag på vinen og se om du kan lide den!

God fornøjelse med at finde den gode flaske Bordeaux, den er derude. Måske man skulle prøve med en app, for at få lidt hjælp. Vivino vinder voldsomt frem, men min telefon tager uskarpe billeder og så virker den ikke.