Barbera er en af mine favorit druer. Det er næsten altid vine som er utrolig lækre, cremede og drikbare. Det er ikke altid kompliceret, men ofte stor drikkeglæde og det kan jeg rigtig godt lide! Min søn har heldigvis lyttet lidt efter, når jeg sidder og taler med mig selv ved middagsbordet, så han havde købt mig et par lækre flasker til jul. I aften skulle den første flaske testes, med stor forventning.
2011 Marchesi di Barolo, Peiragal, Barbera d’Alba – mørk lilla i glasset med en stor åben og charmerende blomster duft! Her er roser, liljer og minsandten om der ikke også er masser af mørk moden frugtsaft. Brombær, plukket frisk fra busken – blommer og så lidt orangeskal. At denne Barbera har ligget på fad er absolut ikke nogen hemmelighed, men der er ingen grund til at skjule smukt integreret fad. Hemmeligheden er at have frugtfedme nok, til at balancere fadets tanniner og krydderi. Det fungere først i næsen, sidenhen i smagen.
I munden er jeg glad for den cremede struktur, fornemmelsen af masser af moden frugt der pakkes ind i et lille krydret bid fra fadet. Forholdsvis høj frugtsyre, der holdes fint i skak af frugten også. Balanceret fornemmelse, hvor fadet spiller aktivt med, uden at vinen mister sin frugtkarakter.
Serveret sammen med en klassisk gullasch, der smækkede syre og tannin lidt i knæ, men åbnede flot op for den modne frugt.
Jeg har drukket denne vin i flere forskellige årgange gennem årene og jeg må sige at den holder stilen her i årgang 2011. Herligt med en altid saftig og frugtfyldt Barbera!
Riedel Sommelier Hermitage, passer også til Barbera
Da jeg skulle vælge glasset til denne vin, så gik jeg på Riedels hjemmeside og kiggede på deres guide til vinglas, til en specifik vindrue. Af de muligheder jeg fik, så havde jeg “kun” Sommelier Hermitage glasset i skabet. Det passede helt fabelagtigt og gjorde kun vinen godt. Jeg testede den dog ikke i andre glas, for at få et bredere perspektiv på emnet.
Barbera, herligt…:-)
Druen der aldrig skuffer, altid gode saftige og endog ofte meget lækre, sanselige oplevelser, specielt når fadet er godt “dresseret”.
Men: har endnu aldrig oplevet en Barbera, hvor jeg har været helt oppe at køre. For mig går broen op ved de 90-91 points, men måske man bare ikke har været flittig nok med druen? Eller måske for nærig?
Hvad mener andre?
Kære begge
Nogle af mine fovoritbarberaer er:
La Spinetta Gallina + Bionzo: Meget fyldige fadsmagende typer, men er i stand til at udvikle sig over flere år. Gallina er fra Alba og Bionzo fra Asti og de er forskellige på den måde, at gallina normalt er lidt mere “poleret” i stilen hvor Bionzo er mere tør, syreholdig og i stand til at udvikle sig i længere tid.
Bricco del Uccellone: Har for nyligt smagt den i årgang 2009 efter nogle år hvor den var gået lidt i glemmebogen. Ser ud til at være tilbage i form efter nogle mislykkede årgange.
Larigi fra Elio Altare: Min favoritbarbera, lavet på stokke plantet i 1948, høstet med et udbytte der normalt ikke overstiger 18 hl pr. hektar og så fadlagret på nye fade. Den smager fremragende, både som ung og som lagret (kan godt tåle 8-10 år). Det eneste der afholder mig fra at drikke den med jævne mellemrum er prisen.
Håber det kunne give lidt inspiration på denne snefyldte mandag.
Hilsen
Mikkel