Bourgogne i fødselsdagsgave

I fødselsdagsgave fik jeg i år vin, hvilket sker alt for sjældent. Min søster havde sendt et par flasker Bourgogne til mig fra Juuls Vinhandel, som absolut er mest kendt for deres fremragende spiritusudvalg. Producenten Champy har jeg ikke stor erfaring med, så derfor er det yderst interessant at smage et par vine mere fra ham, under ordnede stille forhold på hjemmefronten.

Champs Pimont Champy
2009 Maison Champy, Les Champs Pimont, 1’er Cru Beaune
– stram i betrækket og lidt tid om at lukke sig op. ’09 er en stor årgang og denne var ikke klar lige fra flasken. Ingen dekantering, da jeg ikke er stor fan af det på Pinot Noir vine generelt. Op i det smukke og fantastisk gode Zalto Bourgogne glas, hvor den lukkede stille og roligt op for karakteren. Stor dybde i frugten, som var domineret af en kølig hindbærsorbet. En sjov kombination hvor bærret virkede lidt kogt og alligevel med en friskhed fra noget mineralitet og frugtsyre. En rustik smag, hvor samme frugtkarakter blev understreget og fadet viste nogle stramme tørre tanniner.

Samlet set en glimrende Bourgogne fra denne glimrende mark. Som en klassisk Beaune var den ikke sød og indsmigrende, men lidt mere rustik og rå i stilen.

Skriv et svar