Wente Chardonnay, med et par år i kælderen – OPDATERET!

Kan vin gemmes, eller smager det bedst lige når det kommer på markedet? Et relativt stort og åbent spørgsmål, som ikke kan besvares så enkelt. Som markedet har udviklet sig, så er en større del af vinene i dag konsumvine og færre har et decideret gemmepotentiale. Et nyligt postulat siger at kun omkring 2 % af al verdens vinproduktion har et seriøst gemmepotentiale ud over 10 års grænsen, målt fra høståret. Det er et tal jeg tror passer meget godt. Ofte kan vi have den fejlopfattelse at alting bliver bedre med et par år i kælderen, det gør det ikke altid. Visse flasker kan have en udvikling som kan tolkes mere eller mindre positivt. Din og min personlige smag vil naturligvis også spille kraftigt ind på hvilken alder vi bedst kan lide vores vin ved.

Det meste gode vin på det danske marked har godt af at ligge i omkring ½ – 1 år inden man drikker det. ”God vin” defineres i denne sammenhæng som vin i et ca. prisleje mellem 80,- og 200,- kr. der har en vis typicitet og klasseniveau. Der er 2 faktorer der spiller ind på dette:

a) Vinen kan være rejsesyg. Det skyldes at vinen er et levende produkt, hvor de enkelte elementer har behov for at falde på plads i flasken. Efter en lang rejse, i de værste tilfælde op til 2 måneder, så tager det lidt tid. Det er min klare erfaring at alle vine bør være rolige efter 2 måneder, de fleste efter 3 uger.

b) Vinen er bare ikke færdiglagret. De fleste vine bliver pushet hurtigt gennem distributionskanalerne, hverken producent, importør eller sælger har mulighed for at gemme vinen til den er optimalt drikkemoden. Derfor kommer den tju-hej-vilde-dyr frem til dig som forbuger. Det er især disse vine der i langt de fleste tilfælde vil have godt af at blive gemt i 1 – 2 år i kælderen. Her mener jeg både oversøiske og især gode vine fra de klassiske områder i Europa. Hurtige eksempler:
2010 Fontodi, Chianti Classico – en glimrende vin på højt niveau allerede nu, men gem den endelig frem til 2020 og du vil have en vin på et absolut højere niveau.

2012 Guy Farge, Gourmandises, Saint Joseph – klasseeksempel på en vin der kun vil blive bedre frem mod sin 10 års fødselsdag.

2012 Peter Lehmann, Shiraz, Barossa Valley – en vin jeg kender fra tidligere og som i den grad udvikler sig smukt I op til 8 – 10 år fra høståret.

2011 Château de Cayx, Cahors – en klassiker fra Prins Henrik, sort vin på Malbec der vinder stort ved op til 10 år i kælderen.

Dette indlæg handler dog om 2 vine hvor det ikke var smart at gemme dem. De nedennævnte 2 vine havde vi stor fornøjelse af i Skjold Burne, da jeg arbejde der. 2008 årgangen var så vidt jeg husker første årgang vi havde hjemme og den smagte forrygende i begge versioner. Den havde alle de elementer som er kendetegnende ved god Californisk Chardonnay; tropisk frugt, fadpræg og cremet struktur, alt sammen serveret i fin balance! Mit bud var at disse vine burde have koncentration og balance nok til at udvikle sig positivt i kælderen – jeg tog fejl!

Chardonnay Wente
2008 Wente, Morning Fog, Chardonnay, Livermore Valley
– hang stadig sammen, omend i en noget tynd tråd. Syren sad bagerst, desværre gemt bagved et lidt bittert fersken bid. Frugten var nu tung og lidt klodset, stadig med klar fokus på tropiske frugter som ananas og varm melon. Fadet spillede ikke længere den store rolle, men manglede nærmere til at underbygge de andre elementer. Denne kunne drikkes og man fik en fornemmelse for hvad der kan ske med Chardonnay der får alder. Denne vin smagte forrygende som ung og leverede virkelig top sammenhæng mellem pris og kvalitet. Køb den ung og nyd den med det samme!

2008 Wente, Riva Ranch, Chardonnay, Arroyo Secco – topvinen, som var faldet helt fra hinanden. Den var knækket helt, syren var væk, fadet stod tørt og stramt og så smagte den af kedelig ananas saft fra dåse. Den høje koncentration og fylde den havde som ung, var forsvundet som dug for solen. En vin der som ung smager stort og flot, men heller ikke kan klare 3 – 4 år i kælderen.

Dette er ikke ment som kritik af de to vine, blot et venligt fingerpeg om at du ikke skal prøve at lagre disse vine. Jeg kan se at begge vine i dag forhandles i Skjold Burne i 2012 årgangen, som sikkert smager ganske fortrinligt.

Jeg havde den samme diskussion med en kunde forleden, der ville gemme en ung Chianti. Kan man det? Jeg synes at Sangiovese skal nydes ungt, mens det har masser af frisk syre og rød frugt. Man kan gemme vinen og vil få en blød og afrundet oplevelse, men uden friskheden. Igen bliver det et spørgsmål vi som forbrugere bedst kan lide den ene, eller den anden stil.

 

4 comments

  1. Lars Mazzarolli siger:

    Glimrende og relevant emne, du der tager op, Frederik.
    Ingen tvivl om, at det meste vin, der produceres i dag, er til umiddelbar konsumption, men: det er egentlig min oplevelse, at selv små, anæmiske vine tit og ofte drager fordel af at blive lagt væk måske 6-12 måneder. Meget af det, vi finder i de store supermarkedskæder, er netop kommet ind med container og er måske – for at sikre likviditet – i virkeligheden tappet og skibet for tidligt afsted. Og har slet ikke nået at samle sig.
    Taler vi bare en lille smule bedre vine, er billedet ganske rigtigt mere broget, til dels beroende på personlig præference. Går man bare en lille smule op i vin, så “ved” man dog også, hvad der kan svare sig at gemme, og hvad der bør drikkes nu nu.
    Og, quiet frankly, synes jeg faktisk man en gang imellem bør unde sig glæden – og forventningen – ved at lægge ikke-topvin langt tilbage i skabet. Bedste personlige erfaring er en standard Riesling spätlese fra ikke særligt navnkundige Schmitt i Mosel, der i 97-årgangen fortsat drikker forrygende og konsekvent tager en vis legemsdel på alle mine vinvenner, når den serveres blindt.
    Pris: 70-80 kroner. Et mirakel af de bedre…..

  2. Mikkel siger:

    Umiddelbart kan jeg også godt tilslutte mig Lars’ grundholdning om at lade vinen falde lidt til ro. Min erfaring er, at det primært gælder vine til over 100 kr. pr. flaske, men så synes jeg også det giver en mere harmonisk vin efter 6-12 måneder – for nogens vedkommende lidt længere tid. Et eksempel som du, Frederik, nok kan nikke genkendende til er Chianti Rufina fra Selvapiana som jeg for nyligt smagte i årgang 2006 og det holdt flot stadigvæk.

    Mht. til at drikke ældre hvidvin så har jeg fra sidste weekend en god og anderledes oplevelse i frisk erindring.

    Leflaive Clavoillon 2006 som var en kæmpe skuffelse. Alkoholtung, uharmonisk og med en halvoxideret duft var det faktisk en temmelig uinteressant vin. Der var ikke fejl ved vinen og havde vi drukket den for 5 år siden er jeg heller ikke sikker på, at oplevelsen havde været meget større. Jeg tror faktisk aldrig den har været rigtig i balance.

    Dernæst Le Montrachet 1993 fra Remoissenet og den holdt til gengæld hele vejen. Svagt oxideret i duften lige i starten, men det aftog forholdsvis hurtigt. Ikke den mest koncentrerede Montrachet jeg har smagt, men med en fin balance og en overraskende frisk syre i behold stadigvæk. Elegant og harmonisk er nok de ord der først faldt mig ind.

    Jeg vil ønske jer god Kr. Himmelfart, evt med indtagelse af god vin.

    Mikkel

  3. vinkreutzer siger:

    Hej Lars og Mikkel
    I har grundlæggende ret begge to, hvilket ikke rigtig overrasker mig 😉 Jeg har valgt at tilføje et ekstra afsnit på indlægget, for at belyse de punkter i kommer ind på, se venligst mit svar oppe.

    Hyg jer
    Frederik

  4. Hej Frederik!

    Tak for — som vanligt — spændende læsning.

    Jeg har sådan en lidt spøjs regel, hvad angår lagring af hvidvin.

    Hvis vinen vinder ved denkantering, så kan den som oftest gemmes, for mit vedkommende oftest grüner veltliner, riesling og sauvignon blanc med en vis koncentration, fra Federspiel og op for Wachau-grünernes vedkommende.

    Jeg købte i en periode en del gamle østrigske vine, både riesling og grüner, og primært fra Wachau. 10-15 — faktisk helt op til 20 år var ikke noget problem. Der var stadig fin primærfrugt, mineralitet og syrerig friskhed tilbage. Hvilket jeg egentlig anså som et lille mirakel og efterfølgende købte nogle flere. 😉

    Hvad angår de røde, så foretrækker jeg dem generelt unge. Særligt Saint-Joseph, som du nævner som gemmeværdig. Mener at huske, at Søren Frank engang skrev, at han foretrak de store vine fra den nordlige rhônedal forholdsvis unge, ud fra en betragtning om at det over tid kom til at smage mere og mere som andre store vine.

    En undtagelse til den regel var La Mouline 2002, som vi nød nytårsaften. Der var masser af terroir-præg tilbage til, at man tydeligt kunne smage, hvor vinstokkene havde stået. Men fordælen hvor kunne jeg også godt tænke mig at smage den pivung.

    /K

Skriv et svar