Remoissenet, nye boller på suppen

Remoissenet er en af vores 2 nye producenter hos Otto Suenson Vin, som vi er rigtig glade for at have fået i sortimentet. Min interesse blev egentlig startet da vi smagte denne herlige 1992 Clos de la Roche Efter at vinene er kommet på lager har vi smagt gennem dem og jeg må sige at jeg rigtig godt kan lide den meget præcise og rene stil i vinene. Her er noter på et par af de seneste vi har smagt.

Remoissenet Chassagne
2011 Remoissenet, Chassagne-Montrachet
– Holder virkelig den helt rene stil med høj frugtsyre og en herlig mineralitet. Duften er intens med fadet lagt pænt i baggrunden og frugten forrest. I munden er der stor citrusintensitet, frugtsyre og så kommer der et lille røget element til sidst. Efter lidt tid i glasset opbygger den smagsintensitet og flot lang balanceret eftersmag. En super lækker vin, hvor balance og intensitet spiller førsteviolin. Den her smager super godt nu, men vil helt sikkert vinde ved 2 – 3 år i kælderen.

Gevrey Remoissenet Cazetiers
2012 Remoissenet, Cazetieres, 1’er Cru, Gevrey Chambertin
– Helt intens fra det øjeblik man stikker næsen i koppen. Mørk frugt, peber, brombærvarm rabarber og engelsk lakrids. Fadet fornemmes, uden at dominere frugten på nogen måde i hverken duft eller smag. En stram og tæt komponeret vin hvor frugtsyre og tannin tager godt fat i dig fra start. Lidt hård Gevrey stil, men stadig imødekommende og saftig. En herlig kombination af den typiske renhed i frugten som jeg har smagt før hos Remoissenet, men så kommer der stort terroir præg ind med tætheden i frugten. En virkelig flot vin, der stadig er ung, men endnu ikke lukket ned. Eftersmagen står knivskarp med stor fokus og når fadet er dampet af, så står den røde frugt ren.

Fra importørens hjemmeside (..også skrevet af undertegnede) 

Remoissenet er et af de helt gamle huse i Bourgogne, grundlagt tilbage i 1877 og ejet af Remoissenet familien frem til 2005 hvor Roland Remoissenet solgte firmaet. Købere var en kreds af mennesker med finansfolk fra New York, samt Louis Jadot og et firma fra Canada. Planen fra start var en restaurering af hele firmaet og en stigning i kvaliteten på alle punkter. Det er 3 mænd der i dag står for at tegne Remoissenet udadtil. Bernard Repolt står for den kommercielle del af driften og samler trådene. Han kommer fra en stilling som direktør hos Louis Jadot. Claudie Jobard er vinmager og kommer fra en stolt familie der kender markerne i Bourgogne gennem flere generationer. Pierre-Antoine Rovani er den aktive President for Remoissenet og tager aktivt del i arbejdet i markerne.
Der er blevet moderniseret i kælderen med nye åbne træ-gæringstanke, samt fokus på bedre egetræsfade, heraf en del på 340 liter for ikke at overdøve frugtkarakteren i vinen. Der er meget stor opmærksomhed på at frugten skal være moden på høsttidspunktet og vinen skal i flasken fremstå med stor renhed og intensitet.
Remoissenet er negoicant, hvilket vil sige at han ikke selv ejer sine vinmarker. Firmaet ejer dog en mindre mængde Beaune 1’er Cru, men køber sig ellers til resten. Dette er en ganske normal fremgangsmåde i Bourgogne, hvor det ofte er mindre familier der ejer få parceller og så sælger enten druer eller frisk most til negoicanterne. Flere af de marker som Remoissenet får druer fra har de langtidskontrakter på, hvor de styrer pasningen af marken, for at få optimal frugt i vineriet. Bl.a. har de en aftale med Familien Thenard om at dyrke deres 1,8 hektar store andel af Montrachet marken.
Med de omvæltninger der sker i disse år hos Remoissenet kan vi konstatere at kvaliteten er støt stigende. 

Disclaimer: Jeg arbejder for importøren Otto Suenson og disse vine er smagt uden omkostninger for mig.