Det andet Bordeaux #1 – besøg fra Ch. le Raït

Rait Bordeaux SuperieurSom opfølgning på en artikel i magasinet Gastro, har vinmager Jon Frederik Capoul Høyrup skrevet nogle uddybende artikler, set fra vinmagerens synspunkt. Nedenstående artikel skal derfor 100 % tilskrives Jon. Jeg siger pænt tak for gæsteindlæg. 

 

 

Artiklen som jeg linker til herunder handler om Chateau Le Raït. Den blev bragt på Gastros blog for et par uger siden, og siden da har jeg spekuleret over, hvad jeg skulle stille op med den. Vinjournalist Rene Langdahl har nemlig nogle for mig og for Le Raït meget interessante pointer og udsagn. Derfor har jeg besluttet at bygge en lille sommerserie, hvor jeg hver gang tager udgangspunkt i et citat, et begreb eller en pointe fra artiklen, som jeg synes er centralt, og så reflekterer lidt over det med min ringe viden og insider erfaringer. Jeg kalder den lille serie for DetAndetBordeaux.

DetAndetBordeaux # 1. Rene siger “Bordeaux er splittet i to stærkt adskilte verdener. En verdenskendt luksus, med priser i skyerne, et en primeur-marked alle professionelle vinfolk må forholde sig til og så en helt modsat verden, fuld af familieejede smågårde, druedyrkere, som ikke har råd til mere end en citroën C1 og sjældent kan bruge nye dyre barriques. Château le Raït er en af de smågårde.” Mit svar: Ja, fuldstændig rigtigt set.

Vinmark Rait
Inden for én og samme region (Bordeaux) ligger både de 5 store premiers crus, hvoraf fx Chateau Latour er én, og så er der sådan nogle bonderøve som os på Le Raït. Vi bor præcis 1 time og 48 minutters kørsel subsidiært 118 km (se screendump) fra hinanden. Men afstanden målt i kilometer kan ikke gøre det. Reelt er der tale om to forskellige galakser. I teorien burde vi begge næres ved den samme markedsføringspat, dvs brancheorganisationen conseil interprofessionel de bordeaux’ (CIVB) arbejde for at promovere regionens vinproducenter. Men her mangedobles de 118 km og forskellen mellem fx Latour og os tydeliggøres dagligt, når det der reklameres for, når der skal stå Bordeaux i overskriften (på billboards, i magasiner, i tv – hvorsomhelst), langt hen ad vejen er et image, der spiller på Bordeaux’ vinproducenter som en art godsejere (mænd) med fornemme og næsten-adelige slotte (der har spir på) og med omkringliggende manicurerede smukgrønne hæklignende vinranker, som år efter år producerer topvine til +250€ flasken. Sådan er det ved Gud ikke hos os eller mange af vores naboer. Her er virkelig tale om Det Andet Bordeaux.

Vi har sådan set ikke noget imod de store bare fordi de har pænere jakkesæt og kører i flottere biler. Det må de gerne for mig. Men jeg har svært ved at genkende mig og os selv i det billede, som bliver malet af Bordeaux og som jeg egentlig gerne ville være foruden, eller i hvert fald rigtig gerne ville have nuanceret, fordi – og nu kommer pointen – det kvæler alt initiativ til at gøre noget, der stikker uden for rammerne rent produktionsmæssigt. Vi hverken kan eller skal lave den samme vin som Latour, men hvis vi ikke får plads til at svinge lidt armene inden for de rammer, som myndighederne udstikker for at give os lov til at hedde AOP Bordeaux, hvor de med djævlens vold og magt vil have os til at lave noget der ligger så tæt som muligt på, så er det rigtig svært at overleve.

Vinslot Rait Bordeaux
Pointen er på en gang både teknisk og markedsføringsmæssig:
Myndighederne vil strække sig så langt for at presse de mindre producenter i Bordeaux til at lave vine, der både ligner hinanden og tydeligt refererer til de store slotte som produktionsmæssige forbilleder, at man går på jagt efter fejl, som jeg mener er enten udtryk for en stil hos vinmageren eller et udtryk af terroiret.

Eksempel: Vores vine på Raït kritiseres ofte for at være vegetale. For mig er vegetal bare et andet udtryk for let. Jeg og vi gider ikke lave vine med 14% alkohol. Vores vine skal drikkes unge og friske, det er det, der er hele pointen i vores vine, måske skal de endda være lidt afkølede. Det skal Latours vine ikke. Men vi skal leve af og med den samme markedsføring. Hvem tror du, bliver taberen i det spil? Jeg ved det godt. Jeg ved også, hvad pointen er ift markedsføringen. Jeg kan godt forstå, at der til en vis grad skal være en genkendelighed for forbrugeren – at når han ser “Bordeaux” på etiketten, så skal han nogenlunde vide, hvad han går ind til. Ellers giver AOP systemet ikke mening. Men det gør det guddødemig heller ikke, hvis vi skal lave en vin, som ikke er det bedste udtryk for vores terroir.

Det eneste vi og andre småproducenter kan gøre, er derfor at kæmpe kampen på den knivsæg, der handler om at producere det vi gerne vil samtidig med, at vi læner så lidt som muligt hen imod det, som myndighederne gerne vil have, men giver dem nogle lunser, så vi både kan få lov til kalde vores vin Bordeaux, fordi det dog gør salget betydeligt lettere end hvis al vores vin fx var Vin de France, og samtidig kan bevare stoltheden over vores vin og en vis mental integritet.

Rød Bordeaux Rait Rødvin
Håbet er
at vi en dag får nogle mere fornuftige tolkninger af AOP’en, som anerkender diversiteten og dermed, at der ikke er et Bordeaux men mange. Og at forskellene ligger i både geografi, stilistisk udtryk og terroir. Bare for at nævne nogle få parametre….. Alt for nu.
Stay tuned and join me next week for more inside info on Bordeaux  Nyd solskinnet!

Tak til Jon for indlæg, læs part 2 af denne fortælling lige her.

4 comments

  1. […] skal derfor 100 % tilskrives Jon. Jeg siger pænt tak for gæsteindlæg. Dette er part 2 i serien, læs 1. afsnit her, 3. afsnit kommer her på bloggen på […]

  2. […] skal derfor 100 % tilskrives Jon. Jeg siger pænt tak for gæsteindlæg. Dette er part 2 i serien, læs 1. afsnit her, 2. afsnit her 4. afsnit kommer her på bloggen på […]

  3. […] skal derfor 100 % tilskrives Jon. Jeg siger pænt tak for gæsteindlæg. Dette er part 2 i serien, læs 1. afsnit her, 2. afsnit her 3. afsnit […]

  4. […] skal derfor 100 % tilskrives Jon. Jeg siger pænt tak for gæsteindlæg. Dette er part 2 i serien, læs 1. afsnit her, 2. afsnit her 3. afsnit […]

Skriv et svar