Det Andet Bordeaux # 4 – besøg fra Chateau le Raït

Rait Bordeaux SuperieurSom opfølgning på en artikel i magasinet Gastro, har vinmager Jon Frederik Capoul Høyrup skrevet nogle uddybende artikler, set fra vinmagerens synspunkt. Nedenstående artikel skal derfor 100 % tilskrives Jon. Jeg siger pænt tak for gæsteindlæg. Dette er part 2 i serien, læs 1. afsnit her2. afsnit her 3. afsnit her. 

 

 

Det Andet Bordeaux # 4. Som efterhånden vanen tro i denne lille føljeton lægger jeg ud med et citat fra Rene Langdahls blogindlæg, som der linkes til øverst. Ligesom sidste runde bliver jeg hængende ved det, der er i glasset og reflekterer lidt over smag og aroma.
Rene siger om vores rødvin: “Positiv og pikant vegetal tone, imponerende friskhed – serveret kølig en herlig vin, hvor forstyrrende barrique, irriterende postmoderne overmodenhed og forbrugerforskrækket poleret tannin er bortkastet til fordel for drikkeglæde, naturlighed og madvenlighed.”

Her rammer artiklen et punkt, som er ganske essentielt for vores intention med at lave vin. Der tales om en pikant vegetal tone. Hos Bordeaux’ rådgivende ønologer kalder man den samme stil for “tynd” og vegetal bruges som skældsord. Og når artiklen videre påpeger, at vores vin er fri for forstyrrende barriques og irriterende overmodenhed, bliver jeg glad. Men forundres samtidig over, hvor lidt indsigt man i Bordeaux’ markedsføringsorganer har i forbrugerens ønsker. Fordi, som jeg tidligere har påpeget, så forsøger myndighederne at få (producenter som) os til at lave netop denne type vin, som Rene Langdahl karakteriserer negativt. Hvorfor forstår jeg simpelthen ikke. Som jeg diskuterede i sidste indlæg, kan jeg forstå ræsonnementet rent logisk – nemlig at man vil have (generisk) AOP Bordeaux til at smage af nogenlunde det samme på tværs af geografien. I teorien forstår jeg det i hvert fald godt. Jeg er ikke enig i, at det er den bedste fremgangsmåde, men jeg tror nok, jeg kan se myndighedernes pointe. Men det jeg til gengæld ikke forstår er, hvorfor man ikke hæver barren. Hvorfor skal vi arbejde efter laveste fællesnævner og lave sminkede, uinteressante, overmodne vine bare for at få lov til at skrive Bordeaux på etiketten? Jeg føler mig på ingen måde velkommen i den ligning.

 

Cha le Rait

Det Rait drejer sig om; hygge ved bordet!

Resultatet er, at der kommer utrolig meget rigtig dårlig (og ofte også rigtig billig) vin på hylderne under navnet AOP Bordeaux. Det kan og må ikke være meningen. Jeg fatter ikke, at der ikke er nogen, der råber stop højere end jeg kan gøre det her. Fordi når jeg så samtidig ved, at den type vin, som vi laver, er virkelig eftertragtet hos vores kunder, som netop søger det spinkle og saftige, så føles det immervæk fjollet, at systemet insisterer på det modsatte. Indtil nu har vi haft held til at styre uden om for mange repressalier og lave den vin, vi ønsker. Men jeg må spørge mig selv, hvor længe, det kan blive ved. Kontrollerne bliver strammere og strammere og kravene til smagsprofil går mere og mere i retning mod det, som artiklen siger, at vores vin er dejligt fri for – overmodenhed, poleret tannin etc.

Vores pointe har siden min far forlod det lokale kooperativ og gik øko i 1980 hele tiden være at undgå den type tannin- og alkohol tunge stil og i stedet satset på det, som artiklen så fint kalder “drikkeglæde, naturlighed og madvenlighed.” Fordi er det ikke netop det, små vine handler om – glæden ved bordet? Vi skal ikke lave store vine til de kinesiske rigmænds samlerkældre og sælge for astronomiske beløb. Det er andre bedre til. Vi skal lave vin til bordet, vin til mad, vin til glæde. Og for at kunne det, er vi nødt til at bevare den livlige og lette og frugtige stil, som vi har nu. Så snart vi ikke kan eller må lave den type vin længere for myndighederne, hænger vi grensaksen på plads og siger tak for nu.

One comment

  1. […] gæsteindlæg. Dette er part 2 i serien, læs 1. afsnit her, 2. afsnit her , fortsættelsen kan læses i 4. afsnit.  kommer her på bloggen på […]

Skriv et svar