Chateau Vine i Lidl, relevant?

Discountkæden Lidl har valgt at tilsende mig 3 flasker fra deres tilbud som de kører i denne uge. De har ellers deres egen sommelier, Rasmus Amdi Larsen til at udvælge vinene, men vil måske gerne have endnu en vineksperts syn på lidt af udvalget. Udvalget der er tilsendt er klassisk i den gode gamle stil og alene af den grund bringer det smilet frem. Grand Cru Champagne (med guldetiket), Saint Emilion Grand Cru Classé og sidst, men ikke billigst, en Margaux Grand Cru Classé. Fornemt og bringer straks mine forventninger i vejret, og heldigvis bliver de indfriet langt hen af vejen. Se resten af tilbuddene fra Chateau vine her.

Lidl Chateau Bordeaux

Netop hjemkommet fra fire dages tur til Portugal ligger denne kasse til mig. Jeg vælger at åbne alle tre vine lørdag aften med fruen, for at få dem bedømt over to dage hurtigt og relativt grundigt. 

Grand Cru Champagne
NV Comte de Senneval, Grande Reserve, Brut, Grand Cru, Champagne
– alle de rigtig flotte ord fordelt ud på en guldetiket, det gør mig skeptisk. Op med proppen og kan konstatere at den er degorgeret for nyligt og har kun lige samlet sig i flasken, resultatet er en lidt aggressiv gang bobler og en herlig frisk frugtsyre. Rigtig fin stil med ren citrus, grønne æbler og en fin kompleksitet. Begrebet BRUT dækker over at vinen ved degorgering (sidste prop) er tilsat en restsødme på op til 15 gram sukker per liter. Sammenholdt med den høje syre i Champagnen vil disse udgaver opfattes som tørre. Denne vil jeg gætte på har en restsødme på omkring 6 – 8 gram per liter, hvilket er med til at give en god fylde, men jeg synes den mangler lidt præcision. Samlet set en glimrende gang bobler som mange vil få en god oplevelse med. Pengene værd til 159,- men bild ikke dig selv ind at den er på niveau med andre store Grand Cru Champagner til mere end det dobbelte.

Saint Emilion Grand Cru

2008 Chateau La Tour du Pin Figeac, Grand Cru Classé, Saint Emilion – et klassisk slot, lad os bare sige det. Et slot som jeg mindes at have smagt løbende gennem de sidste 20 år i brancen og endnu engang står den lige som forventet i glasset. Blød og cremet struktur, domineret af Merlot druens sødme og blomme saft. En vin hvor der er klat tannin i smagen, som giver en anelse tørhed, men godt modspil til maden. Med seks år på bagen viser denne vin allerede nu pæne modenhedstegn, men vil kunne nydes over de næste fire år. Til 169,- kr. er der god klassisk Bordeaux stil i glasset.

Margaux Giscours
2007 Chateau Giscours, Grand Cru Classé 1855, Margaux
– et af de virkelig klassiske slotte fra Bordeaux, som er klassificeret i 1855 klassifikation som 3. Cru, som kun 61 slotte blev det. Disse slotte udgør stadig toppen af hierarkiet i Bordeaux området i dag. Det er med til at give berømmelse, efterspørgsel og dermed også en høj pris der giver afkast tilbage til slottet til at forbedre vinens kvalitet. Sker det så på alle 61 slotte? Nej, ikke alle steder men samlet set er det stadig en forbløffende god rettesnor for slottets plads på hitlisten. Skal vi kigge på en anden god kilde til vurdering af et slots formåen i Bordeaux, så er der point fra Robert Parker. Parker har givet denne årgang 86/100 og vurderer den således som slottets dårligste præstation siden 1997 (som også var en skidt årgang). Til sagen; smagen i glasset. Jeg smagte denne vin, inden jeg slot alle disse tal og statistikker op, dog velvidende at 2007 som regel er en tynd årgang med tendens til tørre tanniner og manglende fylde i frugten. På dag 1 havde denne vin det ikke dårligt, men stadig kun på kvalitativt niveau med førnævnte Saint Emilion. På dag 2 og 3 gik det helt galt, så var frugten væk og kun tøt tannin stod tilbage i glasset. En trist affære og her bør du ikke lægge 395,- kr. for at blive klog på Bordeaux vin.

Chateau Vine er dog samlet set et glimrende tiltag fra en kæde der vil markere sig på et interessant marked. I den medsendte brochure, som sikkert kan findes i de 94 butikker fordelt over landet er der en samling af franske vine, ikke alle med ”Chateau” på etiketten, men så ”Domaine”. Begge dele hentyder til at vinen er fremstillet på en ejendom. Mine to bedste anbefalinger fra brochuren må være 2012 Chateau Sylvain Mas, Faugeres, en ung vin fra et område der ofte byder på saftighed og god kompleksitet til en rigtig skarp pris, i dette tilfælde 49,- kr. Andet bud vil være 2009 Chateau Baret, Blanc, Pessac-Leognan, en hvid Brdeaux med lidt alder kan give en stor og intens vin til 119,- kr.

Læs også hvad Kasper Bergholdt har skrevet om Chateau Giscours på sin blog og lidt om at modtage en kasse vin.