Hvorfor skal man gemme vin i kælderen? Primære, sekundære og tertiære aromaer

Hvorfor skal man gemme vin? 
Det meste gode vin på markedet, bliver solgt inden det er helt drikkemodent. Producent, importør, salgskanal, ingen har økonomien til at lade disse vine ligge og vente på at de er drikkeklar. Det bliver op til dig og mig som forbruger. Det er min helt klare opfattelse at de fleste gode vine har godt af et par år i kælderen, som minimum, for at lukke op for lidt flere nuancer.

Molitor Ramonet Roumier Il Poggione

4 stjerner på en god aften

Lad os blive enige om nogle udtryk her: God vin?
God vin 
er i min definition vin som er bedre end gennemsnittet og vin som har tydelige karaktertræk fra det terroir der er nævnt på etiketten. Typicitet er en godt ord. Køber vi en Bordeaux, Brunello, Barolo eller hvad-pokker, så skal de smage af det. Disse vine vil i langt de fleste tilfælde ligge fra godt kr. 100,- og opefter. God vin har potentiale til at vise alt fra primære, sekundære og tertiære aromaer. Dette er vine du skal købe for at få en bedre smagsoplevelse, ikke for at investere og tro at du kan blive millionær efter et par år. Disse vine stiger ikke i krone-værdi, kun i smagsværdi.

God vin smager i langt de fleste tilfælde godt, når du køber den. Du vil fra start få de primære nuancer og de sekundære nuancer leveret. Primære nuancer er fra selve frugten i vinen, de sekundære nuancer kommer fra fremstillingen af vinen, dvs. gæring, lagring og de andre parametre som vinmageren kan arbejde med. Når vinen lagrer i et par år, så kommer de yderst interessante tertiære aromaer frem. Det er aromaer der kun kan udvikles i vinen med tid i flasken. Som forbruger betaler du også for disse aromaer, så er det op til din tålmodighed om du vil opleve dem.

Denne aften havde jeg valgt et par flasker fra kælderen, fordi jeg havde lyst til at se denne udvikling i flaskerne. Alle disse kommer fra vores sortiment hos Otto Suenson og blev drukket med store forventninger, der blev indfriet. Bortset fra den helt unge Mosel, så havde de 3 andre netop med et par år i kælderen udviklet en andelse tertiære aromaer, som gør disse vine endnu mere interessante at drikke, end når de er helt unge.

Derfor skal man gemme vin!

Mosel Kabinett

2013 Markus Molitor, Riesling Kabinett, Ürziger Würzgarten, Mosel – ok, ikke en vin der lige passer ind i temaet. Der er nærmest kun primær frugt i denne lille perle. 2013 årgangen har vist sig at være helt vild for Markus Molitor og en ung Kabinett Riesling viser stor balance selv som ung baby. Helt fin og sprød hvor den pæne sødme holdes i stram snor af en super høj frugtsyre. Det her er som en violin der spiller solo!

Chassagne MOntrachet Ramonet

2011 Domaine Ramonet, Chassagne Montrachet – ikke meget gammel, men alligevel har denne udviklet de første tertiære aromaer. Her er spræd friskfrugt, friskkværnet smør og stor dybde i alle trin af duft og smag. Kombinationen af røg, cremet struktur og mineralitet skriger stor hvid Bourgogne! For mig har denne lukket en del op og lagt et par ekstra lag på den store vin den også var lige da den kom hjem. Det er helt sikkert at den nok skal blive endnu større om et par år.
Ramonet er en fantastisk producent, som jeg kun bliver gladere for med tiden. Der er ikke meget til salg, da det går på allokation.

Morey Saint Denis Roumier

2009 Domaine G. Roumier, Clos de la Bussiere, 1’er Cru, Morey Saint Denis – gode argumenter for at denne stadig er meget ung. 2009 er en super årgang, Roumier en producent der altid trænger til lang tid i kælderen for at lukke helt op. Denne har ikke lukket op for hele sit spekter endnu, men de første tertiære aromer er kommet snigende ind i billedet. Her er lidt tobak og chokolade, der lægger sig under den cremede bløde frugt. Utrolig harmoni, da den først lukker op i glasset. Den første halve time stod denne diskret i hjørnet, men så åbnede frugten op. Sorte nuancer, stor charme og så den lækre balance som ofte gør sig gældende hos Roumier. Den næste flaske bør først knækkes om 5 år, eller mere.

Brunello di Montalcino Il Poggione

2007 Il Poggione, Brunello di Montalcino – her et klassisk eksempel på hvor nemt det er at få forståelsen af tertiære aromaer. Brunello har typicitet til op over begge skuldre. Primær frugt fra Sangiovese; kirsebær, saftig rød karakter og renhed der står over de næste lag i vinen. Sekundære aromer fra den lange fadlagring; ristet træ, tobak og sød chokolade. Tertiære aromaer hvor dybden lægges til og der kommer noter af muld, krydderurter og mere bitter chokolade. Her kommer kombinationen af alle 3 slags nuancer i spil. En rigtig flot vin, der såmænd sagtens kan udvikle sig over endnu flere år i kælderen. Det sjove her er at vinen kan købes til lige omkring kr. 300,- og dermed kan lægge god grund i enhver kælder.

Disclaimer: For en sikkerheds skyld; ja alle vine forhandles af min nuværende arbejdsgiver Otto Suenson. De er dog indkøbt for mine penge og gemt under min trappe frem til dagen. 

Mosel Chassagne Morey Brunello