Vinindkøbstur til Bari, Italien

En vinmesse så langt sydpå som Bari, hvad kan det dog byde på af oplevelser? Jeg har fornøjelsen af som indkøber for Otto Suenson at være inviteret herned. Messen hedder Radici del Sud og er absolut den mest betydningsfulde for Syditaliens vine.

En uge der byder på flest dage med producentmøder, samt de sidste to dage med blindsmagning af vine til konkurrence som jurymedlem. For at være helt ærlig, bare mellem dig og mig, så er jeg ikke den store ekspert på Syditalien. Campanien, Sicilien, Sardinien etc., alle områder som jeg rigtig gerne vil lære mere om. Jeg har smagt mine klassikere, men glæder mig til at komme mere ud i hjørnerne af disse vinområder. Jeg er sikker på at jeg kan finde fremragende vine, forhåbentlig også til en attraktiv pris. Vi er ikke voldsomt dækket ind hos Suenson med disse områder; en enkelt dejlig producent fra Sicilien (Feudo Montoni) som vi er glade for. Der må være potentiale for at udvide.

Jeg håber at finde vine på lokale druer, dyrket med kærlighed og respekt for deres lokale terroir. Økologi, biodynamik etc. gider jeg som vanligt ikke at jagte, men lad os se om det indhenter mig? Jeg gider ikke de såkaldt “internationale” druer. Jeg vil have Greco di Tufo, Aglianico, Primitivo, Nerello Mascalese og videre i den dur.

“For mig er to ord afgørende for om vinene overbeviser mig; friskhed og balance.”

Klimaet er varmt og frygten er naturligvis vine som er kogt og brændt til et punkt hvor vi ikke gider det. Håbet er at finde vine dyrket på druer der kan klare det, dyrket i skygge under den rigtige beskæring. Vinstoke der har vokset i vulkansk jordbund. Vine med stor personlighed, men hvor friskheden er intakt.

Dette indlæg er skrevet i luften på vej sydpå og derfor ganske uden billeder. Vil du følge med i de kommende dage, så følg med på Instagram, Facebook eller Twitter. På alle tre platforme vil jeg prøve at opdatere jævnligt, hvis wi-fi etc. er i stand til det.

2 comments

  1. Preben Thomassen siger:

    Lyder spændende. Er fan af Primitivo. Jeg glæder mig til at høre mere fra Jeres tur.

    • vinkreutzer siger:

      Hej Preben

      Der var rigtig meget god vin, på mange forskellige druer. Der kommer blog op en af de nærmeste dage. Ikke med direkte smagenoter, men med indtryk fra turen.

      Hyg dig
      Frederik

Skriv et svar