Et enkelt brød, med krummer i

De senere år har jeg fundet frem til hvor enkelt det kan være at bage et godt brød. Brød nemt opskriftMin grundopskrift er meget enkel og jeg fik den af en mor til en af drengenes klassekammerater. 5 – 10 – 15.

5 dl. vand
10 dl. mel
15 gram gær
og lidt salt.

Denne opskrift bruger jeg til en våd dej, som er perfekt til at hæve over natten og giver gode nemme morgenboller. Bages ca. 20 minutter i 200 grader.
Melet kan sagtens skiftes ud med alt fra kerner til speltmel, eller en kombination af disse. Jeg holder som regel altid 5 dl. ren hvedemel, for at de ikke skal bliver for tunge. Bedste kombination er for mig 2 dl. kerner og 2 dl. lidt grovere mel og 6 dl. hvedemel.

Det brød jeg fik lavet i går og som flere har bedt om opskriften på, var endnu en udvikling af denne grundopskrift. Her søgte jeg noget lidt mere bastant og havde ikke hele natten til at hæve, så det blev:

4 dl. sødmælk
1 dl. vand
20 gram gær
1 æg
1 spsk salt
1 spsk sukker
2 dl. flækkede hvedekerner
2 dl. fuldkornsspeltmel
8 – 10 dl. hvedemel

Kernerne lagde jeg i blød i mælken i 20 minutter. Så tilsatte jeg gær, æg, salt og sukker og blandede det sammen. Herefter melet som blev rørt ind i dejen stille og roligt med bagenden af en grydeske. Jeg er ikke helt sikker på mængden af hvedemel, men indtil dejen havde “den rigtige” konsistens. Den var ikke så tør så man kunne begynde med hænderne, men heller ikke decideret våd. Derefter hævede den på køkkenbordet i 6 timer. Bagningen foregik i min Römertopf som jeg havde varmet op sammen med ovnen til 250 grader. Af med låget og så dejen ned i. Straks på med låget og ind i den varme ovn. Efter 30 minutter tager du låget af og giver den yderligere 15 minutter ved 230 grader.

Resultatet var en herligt brød med sprød skorpe og godt bid i midten!