Barros Colheita 1964 & 1966, Wines of the Week

En balstyrisk uge, hvor den ene gode flaske vin har været åben foran mig, efter den anden. På kontoret har vi smagt nogle virkelig interessante ting, heriblandt den nye årgang fra Domaine Leflaive 2013.

Bourgogne LeflaiveIkke vine vi modtager i store mængder, men denne Bourgogne Blanc fremstod som forventet med stor smagsintensitet og den mest fantastiske duft. Der er stor kvalitativt potentiale i 2013 hvid Bourgogne, men små mængder. I løbet af ugen har vi også smagt en stor del af vores egne Sangiovese-dominerede vine, under 200,- ish. Virkelig en interessant smagning, hvor man får udstillet forskellighederne fra de enkelte producenter – uden fordomme.

Suenson SangioveseVi vil alle gerne se at Fontodi vinder sådan en smagning, men det sker bare ikke med hans formidable 2012 Chianti Classico – den er slet ikke køreklar endnu. Fremstår stadig lidt lukket, meget intens, flot balance, men ikke meget charme. Den skal nok komme sig. ColleMassari og Parrina, begge lidt mod syd i Toscana og med lidt internationale druer i blandingen, klarede sig rigtig flot.

Mandag aften stod den på smagning af en mængde forskellige Portvine fra Barros. En gammel klassisk producent, der altid har haft styrken på deres fadlagrede udgaver. Læs mere om de forskellige Portvinstyper her. Flere vine klarede sig rigtig flot, men mest interessant var sammenligningen mellem 2 forskellige årgange af deres Colheita; 1964 og 1966.

Colheita Barros Port

1966 Barros, Colheita, Douro – tappet 2015 – tæt, intens og så i fabelagtig balance. Stor smagsrigdom, hvor frugten fremstår fed og moden. Her er brombær og syltede blommer. Så kommer alle noterne fra 49 års fadlagring. Her er nødder, mandler etc. Der er chokolade og en rigtig fin balance med flot ren syre. En Portvin med karakter fra fadlagringen, men også den modne og tætte frugt, fra en stor årgang. Samlet set en fremragende flaske.

1964 Barros, Colheita, Douro – tappet 2015 – finesse i ordets bogstavelige forstand. Her er den lyse chokolade, tørret frugt, rosenblade og en sprød frisk frugtsyre. Frugten er her mere lys, eller mere rød om du vil. Modne jordbær og små mørke bær fra skoven. En fin og super elegant Portvin, som viser en årgang hvor solen har givet mindre intensitet i frugten.

Hvad er bedst? Det bliver en smagssag, og det er jo altid godt. Vil du have dyb frugt, moden fylde og saftig sort peber, så er det 1966. Vil du have elegancen fra en flot moden Portvin, med nødder og en balance mellem fin frugt og træ, så er det 1964. Barros PortwineResten af aftenen bød på en bred palet fra Barros.
Barros blev grundlagt i 1913 og har altid været kendt for deres Colheita og Tawny Portvine. I 2006 blev de opkøbt af Sogevinus, der også ejer Burmester og flere andre huse. Vintage Port fra Barros kan også være en glimrende oplevelse, der dog udvikler sig en anelse hurtigere end fra de bedste producenter. Selvom hverken Burmester eller Barros var ejet af Sogevinus i 1991, så er denne omtale ganske godt dækkende for min oplevelse af Vintage Port fra Barros. Læs her om Anders fra Portvinsoplevelser, da han smager 1991 Vintage fra Burmester.

Champagne

Torsdag sluttede jeg vinsmagningerne behørigt af; 45 x Champagne. Et nyt vinblad ser dagen i slutningen af november og det er en stor glæde at sidde med i smagepanelet. En enkelt artikel bliver det nok også til 😉 Din Vinguide kommer det til at hedde. Bagmanden er Thomas Rydberg.

One comment

  1. mikkel siger:

    Hej Frederik

    Spændende smagninger med Leflaive og Italien som dem, jeg helst selv ville have deltaget i. Interesant vedr. din betragtning af 2013 i bourgogne. Jeg ser ikke 2013 som nogen stor årgang – nærmere en årgang på middel eller endda lidt under ang. hvid. Men jeg har muligvis ikke smagt nok eller på de “rigtige”.

    Italien er jo altid spændende og jeg er meget enig i, at Colle Massari Riserva er en sikkert hit hver gang. Den kan være lidt lukket i sin ungdom, som fx. 2010 men den åbner altid pænt op når den bliver 4-5-6 år.

    Canonica var jeg egentlig positivt overrasket over da jeg smagte den første gang, men jeg synes den har tabt en del siden da. Den fremstår uden den friskhed og den struktur, som jeg synes Chianti Classico bør have. Jeg ved godt, at den den kommer fra det sydligste i området hvor der er varmere end længere nordpå, men jeg mener den mangler syre.

    Et hus, som jeg altid har været glad for, er Felsina, som jo ligesom Canonica også kommer fra Castelnuovo Berardenga. Det er nærliggende at sammenligne de to og her er al den syre og struktur, jeg savner i Canonica.

    Det kan også være, at jeg bare ikke ramte dagen eller vinen ikke gjorde…..

    Vi ses en dag snart igen.

    Mikkel

Skriv et svar