Ikke Amarone som julevin til min julemad

Vin til julemaden, hvorfor skal det være kompliceret? Hvorfor skal alle vinhandlere udråbe det til at være problematisk? Det er da den største livsnydertid og som vinhandlere bør vi elske det! Der skal sættes vin til alle tidspunkter i julen og det skal gøres med et smil. Der er mulighed for i juletiden at hygge sig, hvad skulle vi dog ellers!

Diwald orange

Lad os finde vine der kan gøre os selv og vores gæster i godt humør. Vine man har lyst til at drikke, ikke bare vine der skal dominere og smadre al glæde. Jeg er ærlig talt lidt træt af at se anbefalinger af kraftige vine, på grænsen til Portvin, til julemaden. Hvis formålet er at slå søm i røven på gæsterne, så de ikke kan andet end at rulle fra julebordet, så skal det nok lykkes.

”Hvad med Portvin til julemaden Kreutzer?” Seriøst, det spørgsmål fik jeg forleden dag. Ok i teorien kan man godt køre en 20 års Tawny til and med sødt på siden og brune kartofler, men hvem vil rejse sig fra stolen med et smil på læben bagefter? Svigerfar vil blive piv-stiv og sidde og råbe, det er ikke hyggeligt i min bog.

Niepoort DaoSkru ned for styrken og drik en god flaske rødvin fra Portugal, prøv en god Dao eller Bairrada. Unikke druer, med herlige nuancer.

Lad os få noget lethed og elegant balancerende vin på julebordet i år. Find for pokker nogle vine med smagsintensitet, luftighed og fin balance. Så er man glad når man er færdig med at spise al den lækre julemad. Her nogle kategorinaer der vil passe til julemaden, til din julefrokost, til tiden hvor der ikke er nogen gæster, til tiden hvor der er mulighed for at åbne en god kande vin!!

Clos du MesnilChampagne – ja det har jeg sagt før og jeg vil sige det igen. Det er fantastisk enkelt og passer fremragende til julemaden. Der er syre, der er smagsintensitet og boblerne gør os endnu mere glade. Det er absolut mit foretrukne valg juleaften! Søg ikke den letteste version, men en med dybde og kompleksitet.

Riesling SpätleseRiesling – en fabelagtig drue med så mange facetter. Kompleksitet, høj mundrensende syre og en anelse sødme. Perfekte attributter til at matche det dejlige julebord i al sin voldsomhed. Jeg vil helt klart stikke til Tyskland, gerne Mosel og endnu bedre i en klassisk version med sødme. Glem de moderne ”trocken” udgaver, lad sødmen spille med og give den rigtige balance. Kabinett eller Spätlese til mig tak.

Rufina ChiantiSangiovese – en drue med frugtsyre der får munden til at løbe i vand i timevis (hvis man bliver ved med at drikke). Glem de store vilde vine, søg enkelthed, snup en flaske Chianti Classico fra en af de bedre producenter eller en Rosso di Montalcino der ikke er revet ud af balance med 17 års fadlagring. Den her rødvin vil rense din svælg mellem hver bid og give dig styrke til at danse om juletræet hele natten.

Mordoree RhoneCôtes du Rhône – nej ikke tung og klodset og voldsom Châteauneuf-du-Pape der koster spidsen af en jetjager. Nyd en god saftig Côtes du Rhône med frugt og mineralitet. Jeg er ikke sur på ’neuf, jeg vil bare gerne nyde en mere enkel vin, som ikke vælter mig helt omkuld. De senere år, hvor vi har set enkeltmarker og special-cuvéer der har fået 716 % ny eg, gør bare at jeg kigger tilbage mod den cementlagrede afslappede frugtdominerede Rhonevin.

Audarya MonicaFunky og anderledes druer – glem alt hvad du kender, skrid med Cabernet Sauvignon og Syrah. Find Monica på Sardinien, snup en kande med mærkelige druer fra Grækenland. For alt i verden tillad dig selv at opdage noget nyt – du har fri og solen er langt væk bag de grå skyer. Bare ved at skrive dette indlæg så får jeg lyst til at begive mig rundt i Østrig og finde en god flaske Blaufrankisch eller Zweigelt. Det er sagtige vine, fyldt med gode nuancer som du ikke er blevet træt af endnu. Besøg byens nye vinbutik Vintro for inspiration – de blærer sig gerne med 150 forskellige druer på hylderne.

Uha, jeg føler jeg kunne blive ved. Der er så mange interessante vine derude lige nu. Lad os nu ikke forfalde til alt for mange stereotyper og vælge Amarone, Ripasso og oversøisk bassevin til juledagene.

Hvidvin i glas