Loosen og Boscarelli som julevin

Jeg vidste at jeg kun ville få et glas af hver flaske julevin i år, da jeg skulle køre hjem. Champagne spørger du nok efter, men den kommer på bordet i aften hvor jeg har bedre mulighed for at nyde den. Vi nød aftenen hos min mor med en herlig klassisk julemiddag; kamsteg og and med både hvide og brune kartofler.

Juletræ

Stort tak til min familie for en dejlig aften. 

Der havde forud for juleaften 2015 været lidt snak om at månen ikke stod optimalt, men det er ikke første gang vi er blevet tvunget til at drikke vin på en “dårlig” dag. Se her om juleaften 2012 hvor det også var helt galt. Af samme grund var jeg helt rolig da en kollega gjorde mig opmærksom på vores måneproblematik i år. Jeg valgte julevin udfra at jeg kun kunne drikke ét glas af hver, samt at de skulle passe til maden. Det lykkedes ganske glimrende.

Julevin riesling sangiovese

2009 Dr. Loosen, Riesling Kabinett, Graacher Himmelreich, Mosel – de få år i flasken havde lige netop givet den fylde og tyngde der skulle til. Selv de unge mænd smilede med denne i glasset til steg og and. Der er stadig fin med frisk frugtsyre og intensitet til at skære gennem fedtet. Flot balanceret riesling, som stadig har potentiale til nogle år på langs.

2010 Boscarelli, Vino Nobile di Montepulciano – lige netop den skarphed og intensitet der skulle til at skære igennem. God dybde i Sangiovese frugten, samt frisk saftighed. Kombinationen her af frisk frugtsyre og fine modne tanniner gav det rigtige modspil til maden. Absolut ikke sidste gang der køres Sangiovese til julemaden. Det var en kollegas insisteren på Sangiovese der gjorde at jeg valgte denne. Normalt ville jeg være påpasselig med tanninen, men den var intet problem, kun en styrke i denne vin.

Læs her hvorfor det ikke blev Amarone til julemaden.

Jeg håber at I alle havde en dejlig juleaften, nu er der kun en lille uge til årets traditionelle store brag af en vin- og madfest; nytårsaften.

Asti foran vores lille trå hjemme i stuen.

Asti foran vores lille trå hjemme i stuen.

7 comments

  1. Lars Mazzarolli siger:

    Glædelig jul, Kreutzer!
    Ja, dine julevalg har jo aldrig været helt mainstream…:-), men ligefrem Vino Nobile?! Jeg tror da på dig, når du siger det passede med maden, omend jeg har svært ved at se Nobilens lidt støvede karakter matche med alt det søde??? Men ok; sangiovese kan jo have mange ansigter.
    selv kørte vi det sikre: Ch9, Le Ragose Amarone (en af de få. jeg kan holde ud at drikke….:-) samt Barossa Shiraz. Julefred hele vejen rundt….
    Hilsen Lars

    • vinkreutzer siger:

      Mainstream, nej det er sjovt at finde nye veje – altid.
      Den her Vino Nobile passede muligvis så godt pga den relativt varme årgang 2010. En dejlig saftig flaske, der ikke på nogen måde var støvet i karakteren.

      Julefred skal der altid være. Ofte vil det være ens selskab der er med til at diktere vinvalget.

      Hyg dig
      Frederik

  2. Glædelig jul 🙂

    Jeg endte med at tage et par flasker 2013 Riesling Kabinett fra Dr. Loosen med til julemaden, og det var overraskende godt! Perfekt syre, intensitet og sødme til at hamle op med julemaden, og så var det ret lækkert med noget køligt og “friskt” i modsætning til den tunge rødvin man ellers er vant til. Det er bestemt ikke sidste gang, at der er Riesling på bordet juleaften – tak for tippet 🙂

  3. Rasmus siger:

    Hej Frederik

    Hermed min lille status på juleaftens vine.

    Som vi snakkede om i dit første indlæg omkring julevin, så valgte jeg både tradiotionelt samt alternativt.

    Det traditionelle bestod af:
    Domaine Giraud Tradition 2009 CDP – jeg har generelt ikke den store erfaring med Neuf, da jeg oftest finder dem for tunge til min smag. Denne fungerede dog glimrende til maden, masser af dyb grenache frugt, sødme og bløde tanniner.

    Det utraditionelle bestod af:
    Muhr-van der Niepoort Syrah Carnuntum 2009 – en vin jeg tidligere har smagt og serveret til konfiterede andelår og som jeg var helt vild med. Langt fra de australske frugtbomber, men langt mere kølig i stilen, som var et perfekt modspil til frugten i vinen. Denne gang skuffede den fælt. Jeg smed den på karrafel i ca en time og det kan godt være, at det var det jeg gjorde forkert. Den skulle måske slet ikke have været dekanteret??? I hvert fald var den en skuffelse, al den charmerende kølighed var væk og tilbage en spinkel vin, hvor alkoholen stak ud. Øv. (Jeg har en flaske mere, som jeg forventer at servere i dag – til andekonfit og denne gang direkte fra flasken, jeg krydser fingre)

    Dr. Loosen Riesling Wehlener Sonnenuhr Spätlese 2013 – anbefalet over Ürziger Würzgarten, samme producent og årgang, af Kreutzer). Den levede bestemt op til forventningerne. Vinen i sig selv smagte bare fantastisk, masser af eksotisk frugt, sødme og dejlig syre. Sammen med maden fungerede det også glimrende, dog vil jeg nok gå efter noget Kabinett(alternativt Feinherb) næste gang. Selvom jeg elsker riesling med sødme, så var det altså meget sødt.

    Glædelig bagjul
    Rasmus

    • vinkreutzer siger:

      Hej Rasmus
      Glædelig jul, herligt med en vinøs opdatering.
      Det er jo ikke umuligt at C9 kan fungere med julemad, lige før jeg selv overvejede det. Måske at næste år kan give en traditionel jul, rent vinmæssigt. Nød faktisk en C9 Ferrand 2005 for nylig der drak ganske hæderligt.

      Muhr-Van der Niepoort er jo Dirk med sin ex i Østrig. Virkelig interessante vine på papiret som jeg stadig har til gode at smage. Vil umiddelbart gætte på at en ren Syrah fra deres hånd er fremstillet med stram mineralsk Cote-Rotie som forbillede. Med 6 år som alder, så kan den muligvis godt være i en stram fase hvor ikke engang dekantering vil hjælpe. Muligvis er eneste kur et par år i kælderen? Just my two cents of guessing.

      Dr. Loosen som Spätlese havde jeg gerne prøvet, men må sige at en Kabinett med bare et par års lagring, var virkelig godt. De få år i flasken havde tilført noget dybde og kompleksitet som også var med til at balancere den søde frugt. Feinherb er jeg ikke den store tilhænger af, men det er et meget personligt spørgsmål. Føler at Feinherb/halbtrocken sætter sig mellem to stole og ikke kan beslutte sig om det skal den ene eller den anden vej.

      Glædelig bagjul til dig også og så må vi hellere begynde at tænke over hvilke vine der skal nydes til nytår??

      /Frederik

      • Rasmus siger:

        Hej Frederik

        Tak for tippet mht Muhr-VDN – selvom du angiver, at det kun er dit gæt, så vælger jeg, at følge dette og lader den i stedet ligge nogle år.

        Feinherb mellem to stole… Tja, det kan jeg nok godt følge. Da jeg skrev dette, var mine tanker rettet mod Markus Molitor Haus Klosterberg Feinherb, som er den Feinherb/halbtrocken, som jeg bruger som “reference”. Den tror jeg godt ville kunne klare jobbet.

        mvh
        Rasmus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *