Frankrig og Italien i glasset på Enomania

En herlig aften på Københavns bedste vinbar og restaurant; Enomania. Damiano viser sig endnu engang som en af byens bedste værter. Samtidig med at han serverer et pragtfuldt måltid mad. Denne aften var jeg med for at præsentere vine fra Otto Suensons sortiment til mad. Vi havde lavet et tema hvor vi satte Frankrig og Italien overfor hinanden i glassene, hvilket udviklede sig til en god omgang hygge. Vinene blev serveret blindt for gæsterne, som så gættede løs. Hatten af for dem der ramte så flot. Her er mine korte noter til en dejlig aften.

Enomania

Linet op ved 2 borde i den hyggelige restaurant på Vesterbrogade.

IMG_9416

2002 Gosset, Celebris, Champagne – meget ren, meget intens og med stor dybde. Er begyndt at lukke mere op, men har stadig potentiale til mange år.

IMG_9413

3 slags charcuteri.

IMG_9422

2010 Rocche dei Manzoni, L’Angelica, Chardonnay, Langhe – præcis og fokuseret i glasset, især når den er helt kold. Fine mineralitet og fokus. Havde denne stået alene, så var man blevet glad, nu blev den blæst af banen af:

2013 Domaine Paul Pillot, Les Caillerets, 1’er Cr, Chassagne -Montrachet – wow siger jeg igen. Paul Pillot er en producent der bliver skarpere og mere præcis i situdtryk for hver eneste årgang. Mineralsk og god tæthed i frugten. Herlig fed og med lidt røget karakter. En typisk god Chassagne!

IMG_9415

Risotto med fisk og Baeri caviar.

IMG_9397

2013 Elena Walch, Ludwig, Pinot Nero, Alto Adige – cremet og lækker balanceret i stilen. Den rene frugt tappet på flaske og så slår den lige et lækkert italiensk smæk på syren i afslutningen.

2012 Mongeard-Mugneret, Les Suchots, 1’er Cru, Vosne Romanee – Saftig og ren i stilen med den klassiske Vosne charme. Denne producent synes jeg laver en virkelig behagelig stil hvor frugten står rent. Tannin og syre i fin balance og sjældent noget der stikker voldsomt af fra det forventede. Det passede glimrende på denne charmerende Vosne Romanee.

IMG_9423

Krabbe med okseconsommé

IMG_9401

2009 Poggio di Sotto, Brunello di Montalcino – hvor dufter det bare dejligt. Her er støvet Toscansk jordbund og en helt klar farve i glasset. Finessen gør at man ryger lige i Bourgogne på tankerne, hvilket gæsterne også gjorde. Det er ingen skam at blive snydt af denne lidt atypiske Brunello. Udviklede sig helt vildt i glasset med en smuk kompleksitet.

2009 Domaine Ponsot, Grand Cru, Chapelle Chambertin – så er der smæk på drengen… dybde og tæt tannin der tog lidt tid i glasset for at åbne sig. Denne magnum havde været åben et par timer, men var stadig en lille baby der ikke ville ud og lege. Efter endnu en time i glasset kom der langt flere lag af moden frugt og komplimentere noter af chokolade og læder. En kompliceret vin på højt niveau, der nok skal komme frem om 15 år.

IMG_9425

Ravioli med and og svampe

IMG_9404

2009 Chateau Lafon Rochet, Grand Cru Classé, Saint Estephe – en meget moderne Bordeaux i glasset. Helt fed og moden i frugten med bløde tanniner og under medium syre. Denne vin stod rigtig flot og viste god klasse, men blev en anelse ensformig for mig.

2004 Fontodi, Flaccianello, IGT Toscana – en ikke særlig charmerende duft bredte sig op af glasset her, våd urtehave, skovbund og ristet træ. Frugten stod gemt bagerst i et hjørne og skulle lokkes frem. En vin der viste en brøkdel af det den kan. Bedst havde den det sammen med maden, hvor frugten blev mere cremet og ren i sit udtryk. Alene stod den ikke særlig fint i aften. Baseret på andre smagning af denne vin, så må jeg konkludere at den er monster lukket på nuværende tidspunkt. Den skal nok komme frem og blive stor.

For at sammenligne disse to vine, så brugte en af gæsterne en dejlig metafor. Det er som at kigge på to malerier; det ene umiddelbart charmerende og det andet umiddelbart grimt. Jo længere tid man kigger på dem, jo mere forskellige bliver de. Det ene bliver mere kedeligt og det andet bliver mere og mere interessant. Jeg vil foretrække det sidste…

IMG_9429

Okse med grønt og trøfler

IMG_9405

2010 Dugat-Py, Les Evocelles, Vielles Vignes, Gevrey-Chambertin – tæt sort frugt, pakket ind i skiffer mineralitet. Utrolig charmerende og meget ligetil, især taget i betragtning at det er 2010 og Dugat Py. Jeg havde nok forventet mere hård stil, men det var ikke tilfældet her. Velsmagende og stod bare og udviklede mere dybde i glasset. Sort peber, lakrids og tung fed frugt. Virkelig lækker.

2006 Cavallotto, Riserva Vignolo, Castiglione Falletto, Barolo – tjære og violer, bundet sammen med en stram metaltråd. En levende vin der bare gav mere og mere i glasset. Frugten står sindssyg flot, men tanninerne er hårde og kæmper en lækker kamp i glasset. Fantastisk flot Barolo i en semi-traditionel stil. En flaske jeg gerne ville sidde med en hel aften og nyde elementerne udfolde sig.

IMG_9434

2007 Chateau La Tour Blanche, Grand Cru Classé, Sauternes – juhu hvor er jeg egentlig vild med denne duft. Det er så sjældent at jeg drikker Sauternes, men når det har friskhed som denne så er det rart. Klar citrus hænger ovenover den dybe botrytis karakter. Kombinationen af dybde, sødme og frisk syre er ganske lækkert.

2010 Elena Walch, Cashmere Passito, Moscato rosso, Alto Adige – tæt og næsten sort I glasset med stor floral duft. Det er nærmest som en hel blomsterbuket man smækker næsen ned i. Typisk Moscato karakter, blandet med få røde noter. Stor smagsintensitet, men en virkelig god ledsager til desserten.

IMG_9431

Tak for en dejlig aften på Enomania, der igen fremstod som et af de skarpeste italienske køkkener i København. Jeg fik desværre ikke noteret nok på maden, men lækkert var det.

Disclaimer: Jeg var på arbejde og alle vine var fra sortimentet hos Otto Suenson.

Skriv et svar