Moet & Chandon – Champagne i balance

Sponsoreret indlæg, i samarbejde med Moet & Chandon

Balance er et nøgleord, hver gang vi taler om kvaliteten i vin. Vi ønsker altid vin hvor de enkelte elementer i vinen står godt i forhold til hinanden. Ofte taler vi om balance mellem syre og tannin, eller fylde og smagsintensitet. Balance er utrolig vigtigt, men ikke helt enkelt at definere. Det kan være balance mellem forskellige elementer, men væsentlig for om vinen ender med at være en fornøjelse at drikke. Som mennesker kan vi også have forskellige opfattelser af hvad der skal til, for at vinen fremstår i balance. Gennem tiderne kan det også ændre sig og forskellige elementer være trendy. I en periode så vi stor interesse for fedme og lidt sødme i rødvine. Masser af fad, eller fokus på frugt. Denne remse kan fortsætte og tingene vil helt sikkert blive ved med at ændre sig, i større eller mindre grad. I øjeblikket fornemmer jeg at flere gerne vil have friskhed og saftig frugt i både rød- og hvidvin.

Et område der altid har tilstræbt balance i deres vine, er Champagne. Her i Champagne har målet altid været at skabe balance ved at blande druer og vine fra forskellige underområder, forskellige årgange og fremstillet på forskellige måder. Hele tiden med balance for øje. Resultatet har gennem årene altid været flotte mousserende vine, der fremstår i en unik balance, på baggrund af et stort arbejde i vinmarker og kælder. Fremstillingen af Champagne går vi ikke i dybden med i dette indlæg, men læs eventuelt en god guide til Champagne her.

En af de absolut største spillere i Champagne området er Moet & Chandon, som for nylig inviterede til frokost, for at vise deres senest frigivne Champagner. Til at præsentere vinene havde vi besøg af vinmager Marc Brevot til en hyggelig frokost på altid dejlige restaurant Address i Hellerup. Marc er med til at udvikle de bedste vine i porteføljen fra Moet & Chandon; den serie der hedder Grand Vintage. I denne sammenhæng er der ingen snak om Dom Perignon, eller andre prestigehuse, som også ejes af Moet Hennesy koncernen.

Marc Brevot tog os lidt igennem nogle af de beslutninger der lægger grunden for at Moet hvert år kan sende millioner af flasker på markedet, med den klassiske etiket der lover, og holder, harmoni og balance.

Moet & Chandon, Brut Imperial, Champagne

Et genialt udtryk for hvad det betyder at blende sig frem til harmoni og balance. Her er mere end 100 forskellige elementer, fra flere forskellige årgange. 20-30% af grundvinen består af Reserve vin, som er fra ældre årgange. Det er én af de vigtige paramtre som vinmageren kan lege med, for at skabe balancen. Denne blandes af de 3 store druer fra området; pinot noir, chardonnay og pinot meunier, i nogenlunde lige store mængder. 24 måneder ligger flaskerne i kælderen inden degorgering, hvor der doseres 9 gram restsukker per liter. Denne vin står for mere end 80% af produktionen hos Moet & Chandon.

Det er en Champagne jeg har smagt gentagne gange og sjældent bliver man blæst omkuld. Ofte får denne vin smilet frem, hos mig og dem der står omkring mig. Ikke kantet, ikke for syrlig, ikke for ”nørdet”, men virkelig velsmagende. Denne dag lyder min smagenote som mange gange før: blød ren frugt, lidt ristede nødder og lyst brød. I munden fine ok bobler, der baner vejen for en fin tropisk frugtkarakter. De autolytiske noter fra de 2 år i kælderen ligger fint under frugten. En velsmagende Champagne.

2009 Moet & Chandon, Grand Vintage, Brut, Champagne

Et fremragende køb, der igen spiller på balancen i elementerne. Her er sammensat med pinot noir: 50 %, chardonnay: 36 % og pinot meunier: 14 %. Denne får lov til at ligge så lang tid i kælderen som de bedste chamapgner skal gøre; i op til 7 år. Den længere tid udvikler mere intensitet, mere dybde og først og fremmest flere autolytiske noter som brød, gær og ristede nødder. Vinen tappes med 5 gram restsukker per liter. Denne vin viser sig ofte som et godt køb, også hvis man synes det er sjovt at gemme sin Champagne i et par år.

Netop frigivet og helt klar i glasset med masser af åben frugt i næsen. Her er noter af moden ananas og melon, samt underliggende brødnoter. Herlig styret i munden med ren sprød syre og en god dybde. Igen står man tilbage med oplevelsen af en vin hvor alt er i balance og der er ingen omkring bordet der ikke smiler.

2002 Moet & Chandon, Collection, Grand Vintage, Brut, Champagne

En vin jeg ikke er stødt på før. En udgave af husets Grand Vintage som er degorgeret senere, for at udbygge dybden og kompleksiteten i vinen. Denne udgave er frigivet samtidig som 2009 for at man kan smage hvordan en tilsvarende vin er, når den har ligger 15 år inden degorgering. En sammensætning der minder om den almindelige Grand Vintage, som naturligvis varierer fra år til år. Her tappet med 5,5 gram restsukker. Denne tendens til at degorgere senere er klart henvendt til nørderne, der ønsker at se hvor meget bundtræk der kan komme frem. Ofte vil det være delvist på bekostning af friskheden, men tilføre mere dybde.

Står smuk gylden i glasset med små fine bobler der danser mod overfladen. Duften er helt anderledes moden med mere tropisk frugt, som abrikos. Dertil kommer mere fokus og dominans af brødnoter, samt en rigtig flot mineralitet der er som saltvand. Smagen er ren balance med små fine bobler og en tilsvarende moden behagelig frugtkarakter der spiller flot sammen. En vin der holder utrolig flot og viser den kvalitet der er i de bedste flasker hos Moet & Chandon. På intet tidspunkt fraviger denne fra husets behagelige rolige stil. Forvent ikke at blive hevet i næsehårene, men nyd din Champagne med et smil.

2009 Moet & Chandon, Rosé, Grand Vintage, Brut, Champagne

En vin der så til gengæld stikke af fra alle konventioner. En enormt mørk rosé, hvor der er tilsat hele 19% rødvin til den færdige Champagne. I Champagne distriktet er det tilladt at tilsætte rødvin, for at fremstille rosévin. Normalt bruger producenterne omkring 7 – 12 % rødvin for at få en ”normal” rosé-farve. Her med 19% bliver farven dyb og intens på en helt anden måde. Virkelig interessant og en helt anden type, end normalt. Vinen er sammensat af 59% pinot noir (heraf 19% rødvin), 30% chardonnay og 11% pinot meunier. Degorgeret efter 7 år i kælderen med 5 gram sukker i dosage.

Utrolig mørk og intens i farven. Dette blev bakket op af stor intensitet og masser af mørke bær i duften og smagen. En vin der utroligt nok matchede vores jordbær med fløde overraskende flot. Masser af dybde, men også en seriøs vin der kræver det rigtige mad. Ikke bare velegnet som et glas mens man venter på at festen skal starte.

Opsummering

Ja for pokker, det viste sig at Champagne fra Moet & Chandon smager rigtig godt og kan sammensættes med noget af det bedste mad. Det er Champagne fremstillet for at bringe smilet frem og aldrig skuffe, det lykkes efter bedste ønske!

Tak til Moet & Chandon for invitationen til denne frokost, hvor vi kom ind bag facaden på disse flotte balancerede champagner.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.