Archive for Mosel

WTF It’s Burgundy!

Så skete det endnu engang, jeg blev blæst omkuld af en flaske Bourgogne. For mig er det en af de få vine som kan rive mig rundt, få mig til at stå stille, blive glad, få våde øjne – ja åbne hele sanseapparatet på den vildeste måde. Når den rammer ”bullseye”, så piller det helt dybt nede i følelsesregisteret. Det oplever jeg bare ikke rigtig på samme måde med andre vinområder. Gad vide om jeg burde flytte til Bourgogne i de næste 50 år, blot for at forstå hvad der sker? Denne aften var det den første røde vin, som satte skabet på plads.

1971 clos de la bousse d'or

Definition

1971 Pousse d’Or, Clos de la Bousse d’Or, Volnay 1’er Cru, Bourgogne – transparent i glasset med den smukkeste røde teglfarve. Kan man male sine vægge i den farve? En duft så stor og forførende at man kunne nøjes med at sidde med emhætten nede i koppen hele aftenen, hvis det var det. Noter af alt fra trøfler, våd maling, søde små kirsebær og orangeskal. Den vilde Burgundiske jordbær vildskab, som ikke findes andre steder. I munden sker det hele så en gang mere, super intens med en helt præcis frugtsyre struktur til at hænge det hele op på. Igen vokser der små søde røde bær op fra skovbunden og lægger sig i den smukkeste balance i munden. Bliver bare ved med at virke ung, men etiketten fortæller en anden historie. Denne vin faldt ikke fra hinanden, men blev faktisk bare mere komplet i løbet af aftenen.

Tusind tak for endnu engang at trække mundvandet helt ud af mig. Jeg elsker Bourgogne! 97 point, men er det ikke ligegyldigt, når denne følelse vækkes? Det synes jeg. Herlighedsværdi diskuterede jeg med mig selv midt på ugen, her er den igen, men påvirker nok også den egentlig rating fra mig.

Det var så aftenens vin, men som du kan forvisse dig om, så var det ikke det eneste gode der løb over læberne denne legendariske lørdag på Frederiksberg. Her følger noter på resten, i kronologisk rækkefølge.
Læs videre, hvis du vil se noter på Champagne, Mosel og mere Bourgogne…

Champagne rose

Sød jordbærsaft

Vilmart et Cie, Cuvée Rubis, Rosé Champagne – jordbærsaft med en vis charme, blev dog hurtig trist og mere sødladen end frisk.

Champagne bouchard

Dejlig fokus og potentiale

Jean Pierre Bouchard, Inflorescence, Blanc de noirs, Champagne – en hel anden snak. En god intensitet der gav noget fylde i vinen, ingen sødme, men flot balance. Gode autolytiske noter med toast og lidt gær. Små noter af ost og hø fik jeg også noteret. En flot Champagne, som det var herligt at følge i løbet af aftenen i mit Champagneglas på siden.
___________________________________________________________

Så kom der 2 tyskere på bordet, hvor det mest bemærkelsesværdige var den enorme forskel der kan være, på trods af lighed. Samme producent, samme drue, sikkert vinificeret på samme måde, samme sødmegrad, forskellig mark og det gør så hele udslaget. Serveret direkte fra flasken, uden dekantering. Jeg ville nok have dekanteret disse 2 lieblings i løbet af formiddagen.

spätlese riesling mosel

Åben og klar

2005 Joh Jos Prüm, Riesling, Spätlese, Graacher Himmelreich, Mosel – meget åben i sit udtryk og charmerende lige ud af flasken. Abrikos og en masse grønne græsnoter. Bred palet i smagen med søde gule frugter, balanceret af en lækker syre. Blæser henover tungen med 100 km/t og smager bare super godt og ukompliceret lige nu. Voksede sig egentlig bare større i løbet af aftenen. 93 point.

riesling spätlese mosel

Stram og koncentreret

2005 Joh Jos Prüm, Riesling, Spätlese, Wehlener Sonnenuhr, Mosel – lidt diskret i næsen den første time med kun lidt citrus. Så dukkede der mere mineralitet og kandiseret frugt frem fra gemmerne. Munden var præget af en højere syrefornemmelse, mere intens i sit udtryk. Fersken, petroleum og mineralitet. Så spændstig som… Fantastisk flot Riesling, som passer som fod i hose i min opfattelse af hvordan det skal være. 94 point.

Riesling Spätlese

2 marker med hver deres udtryk

En fornøjelse at nyde disse 2 store Rieslingvine ved siden af hinanden. Havde aftenen sluttet her, så havde jeg stadig været glad..
___________________________________________________________

Her kom så aftenens første røde, beskrevet ovenfor, sammen med:

Volnay 1'er cru

Prop...

1985 Pousse d’Or, Clos d’Audignac, Volnay 1’er Cru, Bourgogne – smuk dyb farve, men prop desværre.
__________________________________________________________

Næste røde sæt, var lidt yngre, men fra den meget stærke årgang 1996.

Gammel muldet dreng

1996 Daniel Bocquenet, Nuits Saint Georges, Aux saint Julien, Bourgogne – muldet og meget rustik duft. Brombær og en lidt sjov tone der mindede mig om Kirsebærvinen fra Frederiksdal Gods. Old school type der går i træsko. Smager dejligt, hvis man er til det rustikke Bourgogne med lidt tørrede krydderier. 92 point værdsatte jeg den flaske med denne aften.

ecard bourgogne

Sweet deal på den fede måde

1996 Maurice Ecard et Fils, Savigny les Beaune, Les Narnbantons, 1’er Cru, Bourgogne – sweet baby. Her var bare en anden sødlig charme. Røde kirsebær, små skovjordbær og en god renhed i sit udtryk. Medium (+) syre og intensitet. Tæt tanninstruktur. Små vilde bær vælter frem i smagen også og blander sig med et strejf af friskkværnet peber. I like the sweetspot og friskheden i denne vin. 93 og pil op.
__________________________________________________________

Lafarge og Voillot volnay

2 giganter fra Volnay

1995 Michel Lafarge, Clos des Chenes, Volnay, 1’er Cru, Bourgogne – tæt næse der bare råbte NEJ. Helt lukket, men med et par timers luft og hælden frem og tilbage mellem 2 glas åbnede den lidt op for godterne. Sort skiffer, hindbær, raspet toast. Stram tannin der understreger at denne er alt for ung.Der ligger en enorm intensitet bagved, der lover storhed om mindst 10 år endnu.

1996 Joseph Voillot, Les Caillerets, Volnay, 1’er Cru, Bourgogne – animalsk udtryk med nærmest peberbøf, bakket op af ren hindbær profil. Smagen var dejlig kølig i sit udtryk og mere åben end Lafarge. Hindbærsorbet – nice.
__________________________________________________________

vosne romanee

Ung og viril

2009 Bruno Clavelier, La Combe Brulee, Vielles Vignes, Vosne Romanee, Bourgogne – ung og viril med høj intensitet og meget ren hindbær karakter. Indkogt frugtbalsamico, rosmarin og rød peber. Høj smagsintensitet, kølig i stilen og dejlig fokuseret i sin stil. Ung, rå og upoleret, men vil sikkert udvikle en god dybde med et par år i kælderen.
__________________________________________________________

Og så blev vores værste frugt indfriet. Visse hvide bourgogne dør for hurtigt… 1996 er måske den værste årgang…

morey

Død

1996 Pierre Morey, Meursault Perrieres, 1’er Cru, Bourgogne – oxideret og død.

Meursault perrieres

Død

1996 Joseph Drouhin, Meursault Perrieres, 1’er Cru, Bourgogne – oxideret og død.
__________________________________________________________

Næste runde var imponerende. Hvis disse 3 vine havde været serveret blindt, så havde jeg nok ikke gættet på at det var samme vin. Stor stor forskel på de enkelte årgange.

Chassagne Montrachet

3 årgange...

2005 Jean Noel Gagnard, Les Caillerets, Chassagne Montrachet, 1’er Cru, Bourgogne – tung og moden i stilen med smør og saftig ananas, abrikos og gamle appelsiner. God levende syre til at holde den flot levende, fadet present men frugten dominerende. Cremet lækker struktur. 95 point

2007 Jean Noel Gagnard, Les Caillerets, Chassagne Montrachet, 1’er Cru, Bourgogne – friskere med duft af althea bolche og hvide parfumerede blomster. Frisk syre og toastet fadpræg. Fokuseret smag med mineralitet, ingefær og hvide blomster. Lige i skabet. 95 point.

2008 Jean Noel Gagnard, Les Caillerets, Chassagne Montrachet, 1’er Cru, Bourgogne – dyb duft med kandiseret citron. Intens smag med lidt hvid peber og kalket mineralitet. Slet ikke lige så åben til at nyde, men med et stort potentiale. Vil sandsynligvis udvikle sig i retning af ’05eren. 95 point.

Chassagne Gagnard

En topmark, fra en god producent

_________________________________________________________

Riesling Auslese

Flydende guld.

2005 Schloss Lieser, Riesling Auslese, Niederberg Helden, Mosel – stor og kompakt i næsen. Virker næsten lidt klodset til at starte med. Kommer dog frem til en fantastisk duft efter lidt tid i glasset. Mineralitet, fokus, tropisk frugt, citrus. Spiller på den helt store harpe. Virkelig en stil jeg godt kan lide med fokus, syre og intensitet. 96 point.

Auslese riesling

Fokuseret og vild

2005 Zilliken, Riesling Auslese, Saarburger Rausch, Mosel – vildt stor duft med bred palet af gule frugter. Perfekt balanceret, men mere som en fin violin. Super elegance og ren frugtsyre med æble og citron. 94 point.
___________________________________________________________

Tusind tak til Steve for en fantastisk aften, med alt for mange imponerende vine. Hver af disse vine, ville kunne løfte et måltid op i et højt niveau. Sammen  var de med til at gøre aftenen uforglemmelig for os 5 herrer omkring bordet.

 

 

 

Fra Penfolds til Pichon Comtesse

Så blev det igen tid til en dejlig aften i godt selskab med en håndfuld aldrende flasker. Scenen var sat på Le Sommelier. Som vanligt kunne vi forvente klassiske vine, spædet op med nye ting, som folk stadig tror kan overraske positivt. Det kan de også i nogle sammenhæng, men ikke med disse folk. Traditionalister virker pludseligt som et mildt begreb.
Som vanligt styrede vores tjener Simon, slaget med hård hånd. Point tildelt af mig, på 100 point skala. Alle vine blev serveret blindt og point tildelt inden afsløring. Mine blinde gæt denne aften har været så skæve at I slipper for at læse om dem.
Noter er renskrevet på vej hjem i toget, så bær venligst over med tastefejl…

Veuve Clicquot Rosé

Pink bobler med stil...

1985 Veuve Clicquot Ponsardin, Rare Vintage Rosé, Champagne – fes hurtigt af i boblerne, menrigtig flot fokus i smagen.  Moden, uden at blive klodset, havde blot taget noget kompleksitet på sine smalle skuldrer. Dejlig start.
__________________________________________________________

Første ret var en sprød, flad tartellet med krabbe, japanske rejer (der hed noget smart og flot, samt smagte fantastisk) samt lidt grønt indover. En super velduftende ret, der var perfekt afstemt til de 2 vine.

Nyfortolkning af tartelet begrebet

2004 Dirler, Riesling, Grand Cru Kessler Alsace – en producent jeg ikke er stødt på før. Biodynamisk. Dufter rigtig dejligt af moden riesling med stenfrugt og intens abrikos. Svag sødme og blød orange karakter. 88 point.

grand cru alsace

Biodynamisk Riesling

2005 Knoll, Grüner Veltliner, Ried Loibenberg, Smaragd, Wachau, Østrig – en dejlig oplevelse, medbragt af mig, indkøbt hos Bichel. God intensitet, sten, bred frugt. Lyche i smagen med bitter stenfrugt, hvide blomster, medium + syre men alligevel med god bredde. Rigtig god intensitet og efterfølgende lang smag. En af mine bedste oplevelser med en drue jeg ikke er stor fan af. Som vanligt synes jeg at jeg mangler lidt fokus og syre, som jeg ville finde i en tilsvarende Riesling. 93 point.

gruner veltliner

En stærk kandidat til verdens grimmeste etiket

_________________________________________________________

Næste tallerken bød på havtaske med karl johan svampe og blomkål. En ret så kraftfuld at den stod godt til vores 2 hvide ”Bourgogner”

Havtaske - det er god fisk

1996 Rapet, Corton-Charlemagne, Grand Cru, Bourgogne – Corton gættet af Henrik, der generelt havde en god smageaften. Lidt diskret i næsen med æble, lime og kalk. Meget intens i smagen med koncentreret frugt, ristet fad og mandler. Stram i betrækket, men med stor dybde. Frisk pære, græs og lidt røg. Medium længde, men en meget flot afstemt vin i højt niveau. 94 point.

corton charlemagne

En stram og slet ikke oxideret lækker hvid Bourgogne fra 1996

2009 Penfolds, Reserve Bin 09A, Chardonnay, Adelaide Hills, Australien – ja, det var så ikke hverken den ene, eller den anden mark i Puligny Montrachet som vi gættede på. Snydt blev vi og det var en fornøjelse. Så lækker duft med bred sammensurium af tropisk frugt og hårdt ristet fad. Her i den helt rigtige dosering. Tæt orange i smagen med balanceret alkohol, der ganske rigtigt kun var 12%. Melon, ananas og igen ristede fadnoter. Røget karakter og god dybdeliggende mineralitet. Det skreg på Bourgogne… 96 point og aftenens vin for mig. Det havde jeg ikke troet at jeg ville være så vild med….

reserve bin 09a

Pivlækker "hvid Bourgogne"

_________________________________________________________

Så blev der renset lidt gane med bobler i glasset, uden mad til.

2002 Dom Perignon, Moet et Chandon, Champagne – a classic in the making! Hvid fersken, grøn pære, hvide lijer. Smagen sagde bitter fersken og umiddelbart en høj dosage. Kan man lide denne dosage, på omkring 12 gram? Det bliver nok en smagssag. Jeg synes den ligger lidt højt, når Dom P er så ung, men jeg ved at om en håndfuld år, så er det balanceret ud med den store frugt der ligger nedenunder. I aften var det blød stil med dominans af citrus og æble. Høj syre og masser af intensitet. Med varme i glasset giver sødmen en lidt skæv fylde. Absolut en vin med stort potentiale, vi venter med point til om nogle år.

Dumme Peter

2002 er for ungt, men det bliver stort

__________________________________________________________

En lidt pudsig servering kom ind. Stegte svampe og serrano over pocheret æg. Ægget havde efter min mening fået for meget og retten sendte et lidt rodet signal.

Pocheret æg med guf

1978 Château L’Evangile, Pomerol – bly og en helt ren solbær tone stod op fra glasset. Det her er Bordeaux, uden diskussion! Så blød i munden som kun moden vin kan være, så elegant og perfekt afstemt. Middelfyldig, men utrolig ren i frugten. Voksede sig en anelse større i glasset, men blev aldrig vild. 89 point, men til gengæld scorer den højt på herlighedsværdi. Jeg vil langt hellere sidde med en flaske af denne, end en medium 89 point af så meget andet. Nice wine, tak til Niels for denne.

1978 Pomerol

Moden lækker Pomerol

1982 Château Giscours, Grand Cru Classé, Margaux – prop og derfor uden for notat.

Giscours 1982

Desværre prop

1988 Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande, Grand Cru Classé, Pauillac – stor duft med masser af rød frugt. Hindbær mest dominerende. Fortryllende Bordeaux karakter, som kun de store kan give. Bred cremet struktur og lidt mørk chokolade. Så fint afstemt og med en silkeblød eftersmag. 96 point.

1988 Comtesse

Som altid spillede Comtesse højt på klaveret

_________________________________________________________

Hovedretten var agerhøne med foie gras og en herlig svampesauce. Kraftfuld og en rigtig god solid ret. Det grønne bestod af 2 salatblade på siden – helt perfekt i min bog. 3 glas kom på bordet…

hovedret på le sommelier

Agerhøne med Foie Gras

1999 Château Hosanna, Pomerol – tæt og i starten lidt medicinsk i duften. Sødme, rosmarin og sort peber. Flot balance med lidt høj alkohol. Søde kirsebær og solbær sendte mit bud ud af Bordeaux. Udviklede sig til en flot Pomerol i glasset. 92 point.

Pomerol

Kult Pomerol med lidt alder

1999 Château Mouton, Bordeaux Superieur – ja, så fik vi lige anden årgang af denne lille vin på bordet. En meget høj frugtsyre og stikkende tør tannin sendte mit bud til Piemonte . helt i skoven, men heldigvis var jeg ikke alene. En flot frugt, der ellers balancerede fint. Klar rød frugt, der vokser sig bredere i glasset. 92 point. Et af mine værste fejlgæt i lang tid.

Mouton

Nej, ikke den Mouton

2000 Allegrini, Amarone della Valpolicella – sød og passede bare så dårligt ind i mine smagsløg lige nu. For at være flink springer vi noterne over…

Allegrini amarone

Sødladen vin, der kom lige efter flotte mineralske elegante vine

__________________________________________________________

Så kom aftenens driller fra værten. Den gættede vi som vanligt ikke i nærheden af…

1993 Vina Tondonia, Viura, Reserva, Rioja – sådan der! Så var vi sat på plads. Senest frigivne årgang af denne specialitet, efter 8 år på fad. Spillevende og med frisk syre, der sendte gæt til Nordfrankrig. Græs og mineralitet blandede sig i den friske syre. God fokus midt i munden med lidt gule blommer. 93 point, men med stort potentiale iflg. Dem der havde smagt ældre årgange. Skulle jeg gætte med den syre og intensitet, så ville jeg gerne smage om hhv. 5 og 10 år.

Tondonia Reserva

18 år gammel hvid Rioja - frisk og fyrig naturligvis?

2000 Penfolds, St. Henri, Shiraz, Australien – nå, det var så ikke på samme niveau som den hvide. Måske var jeg bare slet ikke til de lidt tungere og søde vine i dag…

__________________________________________________________

Dessert. De næste 2 søde blev serveret med en honningkage med marengs på toppen, hertil en theis og syltede blommer. Sødt og meget voldsom dessert.

Marengs og honningkage

Guf sød stil til slut...

2002 Cave Springs, Icewine, Riesling, Niagara Peninsula VQA, Canada – pivlækker duft. Abrikoskerne, botrytis støvet karakter. Høj syre i munden sendte mine tanker i retning af Eiswein, men jeg blev lokket med på afveje til Ungarn. Sublim balance og en rigtig flot vin Rolf – tak. 93+ point.

riesling sød stil

Riesling frosset og presset - stor duft

1985 Château Romer du Hayot, Grand Cru Classé, Sauternes – træt og tung, duft af gulvlak og andre negative ting. Puha Frederik – du skylder en god… 71 point.

romer du hayot

Gammel og træt

Tak til alle for en dejlig aften. Hvad skete der egentlig lige her? Masser af retter med svampe, men ingen rød Bourgogne. Det er pudsigt som tingene hælder i forskellig retning, i dag skulle det åbenbart være Bordeaux.

Point kan man som altid diskutere og aftenens bedste eksempel var L’Evengile 78 der egentlig smagte fantastisk, men ”kun” hev 89 point hjem. Alligevel en vin jeg sent vil glemme. At tænke sig at disse top Bordeaux vine i dag har nået et så urealistisk et prisniveau er skræmmende og trist.

Den samlede linje af flasker