Cellar Cairats, et besøg i Montsant

Ramon var en moden mand, der havde levet livet med en god karriere. Han havde rejst rundt i verden, besøgt berømte steder, udført sine forretninger, men inderst inde så voksede den gamle drøm om at være landmand. Han kom fra en familie af bønder, som alle havde dyrket jorden. Glæden ved at se noget blive dyrket, spire, vokse, gro og blive til noget. Den glæde savnede Ramon i den hektiske verden, så han gik på udkig efter jord. Gennem sit liv havde Ramon udviklet en sund interesse for vin, så naturligvis ledte han nu efter en vinmark i sit elskede Catalonien.

Til sidst endte han på et jordlod i den sydligste ende af Montsant området, godt 3 hektar med gamle grenache og carignan vinstokke. De fleste omkring 50 år gamle, nogle en del ældre, nogle lidt yngre. De var beskåret og dyrket som gobelet, hvilket er helt traditionelt i området. Midt i det hele stod sørme også en parcel med gammel merlot, ikke typisk for området, men noget Ramon valgte at beholde, for at se hvad det kunne bruges til.

Merlot vinstokke i Montsant

Med den første jordlod gik han så på jagt efter et sted at lave vinen, det fandt han i byen Darmós hvor han købte en gammel kælder af kirken, som der også havde vinmarker. Både kælder og vinmarker havde kirken arvet nogle år forinden, så de havde stået urørt et stykke tid. Nu var det tid til renovering og sammenlægning af aktiviteterne. Ramon var nu ejer af en vingård, med i alt 14 hektar vinmarker i den sydlige del af Montsant. Årstallet er 2010 og virkeligheden banker på døren! Navnet på eventyret blev Cellar Cairats

Ramon viser Philip og Ann-Toni hvordan en gobelet carignan ser ud

Vinmarkerne

Vinmarkerne dyrkes økologisk med så stor respekt for naturen som muligt. Alt hvad der sprøjtes med, er naturlige økologiske præparater, der er rørt op i vand. Altid sprøjtes der for at forebygge, indenfor økologi er der ikke de store muligheder for at behandle hvis skaden er sket.

Vineyard manager Nico viser hvordan der beskæres for at få luft omkring druerne

Vi fik en herlig snak om biodynamisk landbrug, som for Ramon er en forlængelse af hvordan hans forfædre dyrkede jorden. Det at kigge på månen er så naturligt som det kan være. På nuværende tidspunkt er de hos Cairats glade for at arbejde økologisk, med en forståelse af at råmaterialet til god vin laves i vinmarken. Det kræver hårdt arbejde at klippe og beskære, så man har den rette mænge bladløv i forhold til antal druer. Man tilstræber et relativt lille bladareal, i forhold til andre i området. Det var tydeligt at se når vi kørte rundt. Hos Cairats var der skåret længere ned på stænglerne. Dette med et ønske om ikke at få for meget modenhed i druerne, før syren også er til stede.

1. original gobelet
2. nybeplantninger
3. Ny opbinding af gamle gobelet stokke til enkel-guyot

Den gamle gobelet opbinding er man hos Cairats ved at ændre til enkel-guyot, for at lette arbejdet og gøre det mere overskueligt. Man mener at det bedre overblik, skaber et bedre resultat i den sidste ende.

Tilskæring af de gamle faste stængler og valget af én stang til guyot

Navnet Cairats er det katalanske ord for de træbjælker man bruger som afstiver oppe under loftet.

I denne kælder er der 2 x 40 Cairats i loftet og de fik lov til at give navn til vineriet. Vinkælderen er som mange andre; ståltanke hvor der pumpes naturligt fra tank til fad. Det sidste pres foretages med en smuk ny basket-press. Alle vine gæres med den naturlige gær fra druerne, uden anden indflydelse.

Vinene hos Cellar Cairats

I dag fremstiller Ramon og hans søn Ferran 2 vine som rygraden i Cellar Cairats.

Ramon med sine vine

Den ene er frisk og frugtdreven, en vin til fest og leg. Denne er lagret på ståltanke, sammen med bundfaldet, i et år. Vinen fremstår saftig, lys og luftig, intens og alligel frisk. En dejlig vin til glade stunder, gerne afkølet.
Den anden vin er Cairats Seleccio. Her har vi en mere seriøs vin, hvor der er udvalgt vin fra de bedste parceller. Vinen er lagret på franske egetræsfade, de første år på 225 liter, men nu bruges mere 400 liters fade. Denne vin fremstår med mere Spansk temperament. Mørkere frugt, en anelse karakter fra fadet og den længere lagring. En vin der vil nyde godt af mere luft i glasset, eller et par år ekstra i kælderen.

Fremtiden byder på flere vine i sortimentet. Først 2 yderst interessante vine; Col-lectió. Vine fremstillet af én drue, fra én specifik parcel. I første omgang kommer der en ren merlot og en carinyena, lokalt kaldet Samso.


Merlot vinen er for mig en overraskelse. 720 flasker fremstillet, hvoraf ½ er lagret i 400 liters fransk eg, den anden halvdel i amfora. Stilen er overraskende frisk, med god syre til at modsvare druens naturlige fedme og tyngde. Vinen starter lidt lukket i glasset, men efter 20 minutter bliver der lukket op på alle ventiler. Masser af moden rød frugt, men også den klassiske solbær og den urtede karakter som merlot kan vise. Hvis jeg havde fået denne blindt, så havde jeg muligvis fundet frem til druen, men aldrig området.
Samso er det katalanske navn for carinyena, som hedder carignan i Frankrig. Her er der fremstillet 1200 flasker, med samlet en anelse mere fadlagring. En anden type vin, knap så umiddelbar og charmerende som merlot. Her er kant og smæk på. Sort frugt som starter som kirsebær og udvikler sig til blommer. Der er friske figner fra træet, sort oliven og fornemmelsen af området pakket ned i flasken. Både støvet på marken, de gamle oliventræer som giver lidt skygge og så ellers masser af flot moden frugt. Denne parcel med mere end 50 år gamle vinstokke leverer varen. En stor vin, som Ramon håber kan være flagskibet for vingården. Yderst velsmagende som med al sin intensitet aldrig blev for meget. God friskhed, baseret på helt naturlig syre og moden frugt.

Et af de nye 400 liters franske fade

Gamle 225 liters fade i den kolde fugtige kælder

Den sidste vin på tegnebrættet er længere ude i fremtiden. En hvidvin på garnacha blanca, som bliver plantet denne vinter. Historisk set er der fremstillet ganske lidt hvidvin i dette område, men det har desværre ikke været muligt for Ramon at opkøbe nogle gamle parceller. Så må man plante selv.

Tusind tak til Ramon og hans vidunderlige hustru for at de ville tage imod mig og familien midt under vores ferie. Vi afsluttede besøget med en herlig frokost i de private gemakker. På gensyn Ramon, du laver fantastisk vin.

Her er Philip med en mere end100 år gammel grenache vinstok

Disclaimer: Vinene forhandles hos min arbejdsgiver Otto Suenson.