Champagne med eller uden autolyse

En af de væsentligste faktorer for hvorfor Champagne smager som den gør, er tiden den ligger i kælderen med sit bundfald. Denne lagringsproces foregår efter den alkoholiske gæring og den frivillige malolaktiske gæring. Her tappes vinen på sin klassiske champagneflaske og lukkes, som regel med en ølkapsel. Inden flasken lukkes tilsættes “liquer de tirage” som er en sukkerholdig blanding der starter den 2. gæring på flasken. I flasken kommer der et bundfald af døde gærceller. Dette bundfald frigiver molekyler der langsomt interagerer med vinen og skaber den autolytiske proces. Det er i denne periode at Champagne udvikler sine sekundære duft- og smagsnoter, som vi ofte kalder autolytiske noter. Det er noter af gær, frisk brød, hø og gamle blomster. Det tilfører også en cremet mundfølelse. I Champagne skal vinen ligge minimum 12 måneder på bundfaldet, inden degorgering.  De fleste gode Champagner ligger dog i meget længere tid. Teoretisk set vil alle Champagner derfor have autolytiske noter. I praksis er der dog stor forskel på hvor meget producenten ønsker at fremhæve disse.

Læs mere om Champagne, og de andre udtryk på etiketten her.

Champagne Grand CruForleden dag smagte jeg disse 2 glimrende flasker Champagne, som fremstod så forskelligt at jeg fik lyst til at kigge nærmere på den autolytiske proces. Begge vine blev smagt blindt.

NV Le Mesnil, Blanc de Blancs, Grand Cru, Champagne – for mig var dette en fantastisk flot Champagne med tydelige noter af autolyse, som nærmest overdøver den mere diskrete frugtkarakter i vinen. Tydelig ren Chardonnay med sin fokus og mineralske stil. En kraftfuld og intens Champagne, som tydeligt viser de autolytiske noter.
Le Mesnil fremstilles af et cooperativ i byen Le Mesnil Sur Oger, der klart er en af de bedste byer til Champagne. I Champagne er det byen der har klassifikationen, så alle marker omkring Le Mesnil har Grand Cru klassifikation. Iflg. producentens hjemmeside, så er denne lagret i 4 år på bundfaldet, hvilket matcher smagen flot. Se mere her. Degorgeret med 10 gram restsukker pr. liter, hvilket gør at denne ligger i den høje ende for en tør Champagne, men indenfor grænserne.
I Danmark kan den købes hos Philipson Wine til 349,95 pr. fl.

2007 Vollereaux, Cuvée Marguerite, Champagne – helt frisk med primære noter af æble, anis og citrus. En anelse autolyse i baggrunden, men absolut ikke noget producenten har ønsket af fremhæve. Blev ved med at udvikle fine elegante noter og gav mig noget af den friskhed jeg savnede i den første Champagne. Kompleksitet var der dog ikke meget af. Tror vi var nogenlunde enige omkring bordet; 2 vidt forskellige stilarter, der begge var gode.
Vollereaux er et mere klassisk familieejet vinhus, der nu ledes af 6. generation. Stilen har de gange jeg har smagt det altid været til den lette og elegante side. Familien bruger druer fra sine egne 40 hektar og blander på klassisk vis de forskellige terroirs, for at få sin husstil. På husets hjemmeside hersker der desværre typisk for nogle Champagnehuse lukkethed og mangel på konkret information. Følgende information er derfor fundet og sammenstukket fra flere kilder på nettet. Importøren har på nuværende tidspunkt ikke en fungerende hjemmeside. Denne topcuvée er lagret i 5 år, kombineret af 75 % Chardonnay og 25 % Pinot Noir.

Jeg nød på alle måder forskelligheden i de 2 flasker Champagne. Hvilken stil vil du helst have?

Se evt. mere i dybden om fremstilling af Champagne på den officielle hjemmeside.