Chassagne-Montrachet, Clos Saint Jean, rouge & blanc

En herlig dag på jobbet udviklede sig i heldig retning. Der var helt sikker en god grund til at en sælger åbnede disse 2 herligheder fra samme mark. Jeg havde måske håbet på at blive lidt klogere på marken, men med en hhv. rød- og hvidvin fra samme mark, så var det svært andet end at konstatere at niveauet var højt.

2011 Ramonet, Clos Saint Jean 1'er Cru, Chassagne-Montrachet2011 Ramonet, Clos Saint Jean 1’er Cru, Chassagne-Montrachet – knivskarp og fokuseret frugt. Ramonet sætter sit fingeraftryk helt tydeligt og en direkte sammenligning med hans andre røde Chassagne vine ligger lige til højrebenet. En slank, men yderst koncentreret frugt. Flot kirsebær sødme med kold jordbærmousse. Det ser jeg meget som producentens fingeraftryk, mere end område eller mark. Der hvor denne så adskiller sig markant fra hans kommune Chassagne-Montrachet rouge, er den ekstra dimension i kompleksitet og bredde. Her vokser denne sig stor og især eftersmagen er fantastisk. Den er lang og super ren i stilen. En fantastisk vin, som smager vildt lækkert nu som ung, men som jeg godt kunne tænke mig at gemme et par år for at følge udviklingen. Mit bud er at den kun vil blive dybere i frugten og at de sekundære noter vil komme stille og roligt på banen.

2011 Paul Pillot, Clos Saint Jean 1’er Cru, Chassagne-Montrachet – Paul Pillot er en producent jeg ikke har den største erfaring med at smage. Generelt synes jeg vinene er meget rene i deres udtryk og ikke for tunge. Fadet bruges, men relativt nænsomt. Det er frugtdrevne vine, med smagsintensitet. Denne var ikke overraskende i samme stil. 2011 årgangen synes jeg generelt viser et flot niveau for hvid Bourgogne. Frisk tropisk frugt med ananas og kandiseret citronskal. Lidt krydrede fadnoter, med en anelse røg. Smagen er intens med medium + frugtsyre og en fin mineralitet. Høj smagsintensitet, der blev bakket op af medium fylde.
Clos Saint Jean marken er 14,16 ha og beliggende nord for selve Chassagne by. Den regnes absolut for en af de bedre 1’er cru marker i Chassagne.