Jacques Selosse V.O. Champagne – en smagenote

En Champagne som er langt over standard. Allerede når man stikker næsen i glasset fornemmer man storheden her. Tilbage til glasset om lidt. Jacques Selosse fremstiller her en ganske unik Champagne, der skiller sig ud fra mængden. Fadlagret og med en herlig kompleksitet.

Jacques Selosse Champagne

Det er en ret special Champagne, som fremstilles af Chardonnay fra 3 Grand Cru landsbyer: Avize, Cramant og Oger. Derudover er den blandet af tre årgange. Grundvinen gæres på egetræsfade, inden sammenstikning. Den gennemgår ikke malolaktisk gæring, hvilket er med til at forklare den fantastiske syre der er i denne vin. Efterfølgende lagres vinen i op til 4 år i kælderen med bundfaldet, inden degorgering. Vinen tilsættes ikke sødme ved aftapningen og er dermed Extra brut.

Stilen i Champagnerne fra Selosse kan skille vandene. Lagringen på fad, som også er på hans eget sindige Solera system, er med til at give vinene en del bevidst oxidering. Disse oxidative noter trækker linjerne hårdt op nogle gange.

En tidligere aften hvor en Brut 88 var rigtig flot, men Selosse Rosé viste sig fra sin værste side = udrikkelig.

Jacques Selosse, VO, Extra Brut, Champagne – yderst ekspressiv i sit udtryk som bare vælter op af glasset. Her er ristede nødder som ligger lige foran den koncentrerede frugt. Citrus er nem at kalde, men så kommer der lidt frisk abrikos, fersken og melon. De oxiderede noter spiller ind med toast og muscatnød. I munden er det mest dominerende element helt klart den flotte rene syre som holder alt det andet samlet. Ikke mange producenter formår at have denne syre, sammen med den smagskompleksitet. Smagen byder på hele paletten af gule frugter, samt de ekstra lag fra fadlagring og oxidering. I like it a lot!

Samlet set fremstår vinen i fuldendt balance med lige netop den friskhed jeg ønsker.

En virkelig stor fornøjelse, tak til Malene Smidt Hertz for at skænke denne. Vinen blev smagt efter eksamen for WSET level 3 hold i slutningen af november, hos Vinuddannelse.dk