Ch Mouton Rothschild 1975 og venner på Le Sommelier

Scenen var sat på Le Sommelier og hvilken aften vi havde i vente. Vores tjenende ånd Søren fortjener er stor tak for service langt ud over det sædvanlige. Han modtog alle vores vine og satte derefter mad og vine sammen i sæt. Kun én vin blev ikke placeret 110 % optimalt.

Vi var 8 personer, der hver havde medbragt et par flasker med alder, så vi kunne få udvidet vores horisont. Det var rigtig interessant at gætte på vinene, uden at vide hvem der havde medbragt dem. Det udelukkede de vanlige kældergæt og lignende.
Man skal nok ikke bagefter begynde at kigge på hvor lidt vin der var fra den nye verden.

Vi startede med et glas

NV Pol Roger, Extra Cuvee de Reserve, Champagne – fin, cremet struktur, oxidativ stil med rimelig høj dosage. En glimrende Champagne.

Adam, Brut, Cremant d’Alsace – ikke den store oplevelse for at være ærlig. Knastør ovenpå Champagnen og det hjalp den ikke. Noter af nedfaldne æbler, små fine bobler der fes af, appelsin skal.

Så startede det seriøse flow af vine. Til start, et sæt med 3 hvide. Hertil fik vi skindstegt sandart, gulerod, rosenkål og en herlig intens hummerbisque. Virkelig velsmagende, balanceret og afstemt.

2008 Château Pauque, Riesling, Moselle Luxembourg – den blev ikke gættet nej. Kun druen og en enkelt sagde Mosel. Pæn gylden farve, abrikos, appelsin skal, lidt røget element, mineralsk, frisk syre. Blomster og en dejlig intens frugt. Mit gæt: Alsace Riesling 2004.

1988 Moreau, Les Clos, Chablis Grand Cru – sprød mineralitet. Enorm levende i glasset og udviklede sig hele tiden. Virkede træt og meget mineralsk dreven i starten. Så kom der toastet fad, citrusskal. Så satte den sig lidt mere i glasset og blev mere fokuseret og gæt gik i retning af Chablis, eller andet Chardonnay. Rigtig god balance og fin stil. Alle gættede Chablis, så den lidt bitre afslutning fik mig til at gætte Grüner Veltliner fra Østrig – puha, skulle nok være gået med flokken her. Det nærmeste, som jeg havde skrevet på blokken var Chablis 1999 – kun 11 år forkert.

2004 Raveneau, Chapelot, Chablis 1’er Cru – nej, heller ikke denne Raveneau blev gættet til Chablis. Han laver utrolig fadprægede vine og det er IKKE typisk for Chablis. Når det er sagt, så var det her for mig en virkelig stor vin og absolut aftenens bedste hvidvin. Jeg elsker det og gættede på Puligny-Montrachet, grundet røg og intensitet. Enorm vin med så flot syre der balancerer på en knivsæg, forførende duft med gule blomster og vanille fra fadet. Fantastisk vin.

Næste 2 vine kom uden mad og leverandørerne havde ikke forventet sig det store af disse 2. Hvem ville helt ærlig have gjort det med de årgange og producenter?

1961 Fontanafredda, Barolo – flot fed duft med hindbær, læder, muld skovbund, støv og kirsebærsten. Enorm kompleks. Saftig i munden med flot styret frugtsyre, figner, nødder og bitre kirsebær. Tanniner der holdt fast i gummerne, uden at rive noget i stykker. Flot balance. En stor vin der viste hvor godt Nebbiolo kan udvikle sig. Mit gær: Barolo fra starten af 1960erne.

1962 Château Croizet-Bages, GCC, Pauillac – hvem tør tage sådan en vin med, med risiko for at står for arrangementet næste gang? Modig mand, der slap med æren i behold. Absolut aftenens største overraskelse, der bød på mørk moden frugt, ren rød farve med lidt grums. Brombær, blød tannin, pæn frugtsyre. En struktur som fløjl, medium fylde. Alle komponenter holder sig flot i balance. Fantastisk eksempel på hvor flot Bordeaux kan udvikle sig. Mit gæt: Saint Julien 1981 – 20 år ved siden af og jeg var ikke engang flov over det.…

Read More »