Riesling og andre gode ting

Så var der samling med en håndfuld venner, der alle studerer på WSET. Virkelig interessant at smage og bruge sit Systematic Approach to Tasting Wine skema Aftalen var at vi alle skulle medbringe 2 – 3 vine og servere dem blindt. Heldigvis, var de andre lige så dårlige som undertegnede til at tælle. Vi var så heldige at vi kunne være i de smukke gamle lokaler i Kjær & Sommerfeldt, midt i København. Lidt nostalgisk blev jeg vist over at gense den gamle arbejdsplads. Jeg havde glemt kamera og tog ingen skriftlige noter, så her er stikordshukommelsesspil. Hvis du har spørgsmål til enkelte vine, så spørg løs.

2003 Jacobs Creek, Steingarten, Riesling, Barossa Valley, Australien – meget mineralsk og meget ekspressiv duft. Søde frugter på næsen, men stram og mineralsk i smagen. God vin, der absolut kræver noget mad-modspil.

2006 René Muré, Riesling, Signature, Alsace – flot farve i glasset med tropisk duft og dejlig cremet struktur. En lille sødme, der balanceres fint af frugtsyren. Flot niveau.

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling, Kabinett trocken, Rheingau, Tyskland – en smukt samspil mellem frisk frugtsyre og fin mineralitet. Frugten ligger pænt i baggrunden og vokser sig stille og roligt større. En anelse reduktiv til at starte med, men åbnede op med en masse luft.

2008 Weinbach, Riesling, Reserve, Alsace, Frankrig – så smuk og frisk i stilen. Masser af små gule frugter og lidt parfumeret hvide blomster. Frugtsyren styrer denne vin rigtig flot og giver stor  herlighedsværdi.

2001 Max Ferdinand Richter, Veldenzer Elisenberg, Riesling Spätlese Halbtrocken, Mosel, Tyskland – flot gylden i glasset med tropisk duft og en herlig sødme i smagen. Fik virkelig diskussionen om restsødme til at gå i gang. Rigtig flot længde og super balance. Havde det ekstra der viser hvad stor tysk Riesling kan lave med lidt alder. Desværre har mine seneste flasker af denne ikke været så positive, men denne sidste flaske viste rigtig gode takter.

2007 Shloss Marienlay, Reichgraff von Kesselstatt, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland – flot og klar tør tysk Riesling. Pæn karakter, men fik mig til at gætte Rheingau, grundet den lidt stramme stil.

2006 Chablisienne, Les pierrelée, Chablis, Frankrig – virkede lidt tung og skæv. Måske fordi den manglede det forventede mineralske element, eller fordi den kom ovenpå sådan en riesling maraton.

2005 Reichgraff von Kesselstatt, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland – meget sødme, men super balanceret. Utrolig intensitet, sammen med den sødme. Her var efter min mening en af aftenens absolut bedst balancerede vine. Sødmen bliver på ingen måde for meget, med de mængder af mineralitet og frugtsyre. Kunne være herligt at smide i kælderen og vente 10 år mere på den her.

2008 Alamos, Nicolas Catena, Malbec, Mendoza, Argentina – altid svært at være første rødvin. Denne klarede egentlig meget pænt. Medium sødme hængt op på et nydeligt stillads. Ikke så mange dikkedarer, nem og sikkert behagelig for de brede masser. Jeg synes den er sødladen og ikke lige min stil.

2008 Prima, Toro, Spanien – fik ikke noteret resten af producentens navn. Desværre bar flasken præg af en for varm opbevaring på et tidspunkt. Kogt og uklar i sit udtryk.

2001 Louis Jadot, Gevrey Chambertin, Clos St Jacques, 1’er Cru, Frankrig – flot klar i farven, allerede duften viste de første tegn på at noget var galt. Lidt reduceret frugt og for meget krydderi – nelliker og kanel. Smagen var helt skæv med nærmest ingen frugt og stor syre. Bourgogne blev gættet, men slet ikke på forventet niveau. Dårlig flaske, der ikke skulle have været bedømt. Vi må have en bytter til gode.

2008 Brunus, Montsant, Spanien – 60% Cariñena, 25% Garnacha, 15% Syrah.…

Read More »

Party i Provinsen! Eller vin og mad sammensætninger der lykkedes.

I en herlig provinsby på Sjælland var der kaldt til 40 års fødselsdag. Stort tillykke til Jesper, han så ud til at nyde hele sin aften. Jeg var forbi og fortælle lidt om vinene og hvorfor vi havde sat dem til de enkelte retter. Herligt med en vinsmagning hvor hele konceptet mad og vin, gik op i en højere enhed. Vi fik demonstreret til alle retter, hvorledes den ene vin kan smage bedste inden maden, og den anden fungere bedst sammen med maden. Det er grunden til at det er så herligt at lave vinsmagning sammen med mad. Stedet var Restaurant Kokken og Tyren i Ringsted.

Første ret var laksetatar, serveret på ristet brød med rugbrødskrymmel. En ret der viste sig at være meget salt og med god citrussyre.

Vinene vi fik til var:

2008 Wente Vineyards, Morning Fog, Chardonnay, Livermore Valley, Californien – herlig fed cremet Chardonnay med masser af fad. Lige til at nyde og drikke uden de store dikkedarer.

2008 Peter Lehmann, Barossa Valley, Chardonnay, Australien – crisp og med god stram syre. En Chardonnay uden fad og det gav lidt for meget modspil til folk uden mad. Til maden vågnede den op til dåd og viste muskler. Spillede maksimalt godt sammen med syren og salten i den hjemmerøgede laks. Et af de bedre match, kan man roligt sige.

Næste runde på tallerkenen var et stykke grillet kalvemørbrad, serveret med kartofler, bagt rødbede, et helt bagt hvidløg og rødvinsglace. En kraftfuld servering med både sødme fra rødbeden og syre fra kødet. Gav et godt modspil til de 2 næste vine.

Igen kunne folket bedst lide Ripassoen uden mad, og til maden var matchet perfekt med Los Vascos.

2008 Fabiano, Ripasso della Valpolicella, Storica, Italien – god fedme og tæt frugt. En Ripasso i den bedre og meget koncentrerede ende.

2007 Los Vascos, Grande Reserve, Colchagua Valley, Chile – en vin der bed godt fra sig inden maden. Relativt højt niveau af både tannin og frugtsyre. Når den blev smagt sammen med maden gik tingene op i en højere mening. Tætheden og intensiteten i vinen matchede maden og syre og tannin blev pakket pænt ind. Resultatet var harmoni i glasset og på tallerkenen.

Tre oste kom på bordet; en Brie de Meaux, en Comté og en Sort Castello.

Diskutionen/vinlegen her, drejede sig om hvorvidt der skal serveres rødvin eller hvidvin til ost. Traditionen i Danmark fortæller os at det skal være rødvin, men viden omkring vin og ost i dag, siger hvidvin. Hvad er det lige der sker? Osten lægger en hinde i hele mundhulen, som dæmper frugtkarakteren i vinen, medmindre vinen har et frugtsyre niveau, der kan skære igennem denne hinde. Derfor bliver de fleste rødvine dæmpet i karakteren og smageren opfatter dem som bløde og milde. Hvidvin renser og giver modspil til osten. Derfor får man både vinen og ostens karaktertræk frem. Traditionen er bygget op om en mængde billige/kedelige/dårlige rødvine drukket af generationerne før os. Serveret til ost fik man pillet det værste ud af dem og alt kunne glide ned. Den moderne forbruger, der også er bevidst om sine valg, vil vælge hvidvin. Gæsterne denne aften, var skeptiske overfor denne tese, men sandheden kom i glas og på tallerken – igen!

2008 Rodney Strong, Pinot Noir, Russian River Valley, Californien – en vin med relativ høj frugtsyre, men slet ikke nok til disse velmodne oste. Meningerne her var klart at det var en fantastisk vin, men ikke så velegnet til ost, som forventet.

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling feinherb, Rheingau, Tyskland – en vin med herlig skarp og høj syre, bakket op af en lille sødme, som ikke var udtalt.…

Read More »

Meursault slutter en fremragende WE af.

En weekend der bød på forskellige gode madoplevelser. Vi fik testet en lokal thai take away med stor succes: Sawasdee leverede god mad. Lidt and og lidt laks i rigelige mængder. Heldigvis med rigtig gode friske grøntsager, sprøde og ikke overkogte og bløde.

Og hvad drikker man til et udvalg af thai mad? Champagne naturligvis:

Ruinart, Brut, Champagne, 37,5 cl. Denne flaske har en anelse alder og er nok degorgeret primo 2008 eller tidligere. Realativ god alder for en Champagne der normalt har godt af at lagre lidt og her i en lidt mindre flaske. Passede perfekt til 2 personer, der ikke skulle have for meget. God fylden farve med små fine bobler, rugbrød og ret oxidativ duft. Smagen var kompleks og rimelig fyldig, havde det glimrende med skarpt modspil fra maden. Lang intensitet. Tror jeg prøver at skaffe et par flasker mere fra det parti….

Weekenden bød også på besøg på Årstidernes gård i Humlebæk: Krogerup Avlsgård. Her spiste vi lidt blandet fra deres Krokøkken. Vinen der kunne købes var fra Rosforth og efter at have testet en Vouvray og en Vinho Verde faldt valget en flaske af den sidste:

2009 Antonio Lopez Ribeiro, AIR, Vinho Verde – herlig sprød saft med god mineralitet og pæn intensitet. Grønne bær og citrus. Perfekt navn til denne vin der var let og elegant som luften. Havde den renhed i frugten der gjorde den interessant.

Vi shoppede rigeligt med grønsager med hjem til hygge hos Michael og Helle. Michael tryllede et par super hamburgerrygge og vi spiste blandet salat, men næsten bedst af alt var de majs vi havde købt! Fantastisk saftige og søde, kunne spises uden smør og salt…

Vi fik et lille diskret udvalg af vin hertil:

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Kabinett trocken, Rheingau – perfekt til at starte på. God friskhed og herlig syre. Voksede og udviklede sig efterhånden som den fik lidt temperatur og luft. Herlig bred vifte af gule blomster og frugter.

2008 Crystallum, Peter Max, Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika – herlig bærsødme og i helt perfekt balance serveret ved ca. 10 – 12° C. God kølig frugt og en luftighed der kan findes i de bedste oversøiske Pinot Noir vine. Da den blev varm i glasset, viste den lidt for meget tyngde og sødme og skred lidt ud af balancen.

Herefter røg der lidt ost på bordet. Mest opsigt vækkede den lille runde fra ARLAs innovationsserie: Troldhede, Ask. En hvidskimmelost i smuk balance. Lidt vild hørm af kål og skimmel kan afskrække de mest sarte, men ikke os. Smagen var til gengæld i den mere elegante og bløde cremede stil. Virkelig en flot ost, hvor vi kun kan vente på at vi kan købe den i detail ledet. Jeg havde fået fingre i et eksemplar i forbindelse med Madbloggersymposium 2010.

2004 Domaine Vincent Bouzereau, Meursault – fantastisk duft. Her står tiden stille et øjeblik og man må lige minde sig selv om, hvorfor alle jagter den gode Chardonnay. Beviset er i glasset! Frisk smør, yoghurt, intens blomst og citrusskaller. Intensitet med frugt og mineralitet i uhørt balance og så denne magi der gør at næsen bliver ved med at vende tilbage til glasset. Absolut en af de bedste hvidvine jeg har fået længe, især målt på den vigtige drikke-lyst skala!! Smagte producentens 1’er Cru ”Les Charmes” i ung årgang for nylig, den var meget mere afmålt og tilbageholdende. Glæder mig til at smage den når den har samlet sig og lukket op for herlighederne.

En rigtig hyggelig dag, der bragte os lidt nærmere det økologiske og ikke mindst: Den Gode Smag!…

Read More »