1990 Champagne Extravaganza

Advarsel: Dette er et meget langt indlæg, hvor jeg ikke har prøvet at spare på ord. Desværre er min software her på bloggen gået skævt, så jeg kan ikke lægge billeder op af flasker og mad. Hvis du gerne vil se dette, så gå til mit Picasa album . Mine og Richard Juhlins point står ved hver vin, og nederst er de 10 smageres gennemsnitlige vurdering.

Champagne i den monumentale årgang 1990, skulle byde på overraskelser i begge ender af skalaen. En årgang der af mange bedømmes til at være en af de mest komplette i nyere tid. Vejret artede sig, så de fleste kunne lave stor Champagne og i en direkte sammenligning med omkringliggende årgange, så er 1990 året hvor der er flest store vine.

I løbet af aftenen kunne vi konstatere at vi har at gøre med en årgang hvor de rene Chardonnay vine, måske ikke viser deres vanlige elegance og finesse, men til gengæld viser Pinot Noir vine sig fra deres mest komplekse og udtryksfulde side. Blandinger var der hvor den bedste balance huserede. Jeg synes det er fantastisk flotte vine skåret over en bred kam, kun få flasker viste tegn på høj alder. De fleste vine besad stadig ungdommelig frugtsyre og finesse. Naturligvis er her sekundære aromaer i form af champignon og tørrede frugter, men friskheden var generelt slående flot. Visse af disse flasker har nærmest mytiske dimensioner og er ikke til at betale eller opstøve, så at sidde med til dette felt var en stor oplevelse for undertegnede.

Forløbet var at der blev skænket 4 vine blindt, derefter ”ro” til at smage, alle bekendtgjorde point på 100 point skalaen og så blev vinene offentliggjort. Derefter kom maden på bordet og man kunne gensmage de sidste dråber til fantastisk mad. Scenen var sat på Restaurant Pierre André i København og vi var 10 smagere. De fleste havde medbragt egne glas, hvilket også har indført en variabel i smagningen. Jeg valgte at anvende mit Riedel, Vinum, Riesling glas. Her føler jeg at jeg får frugten serveret åbent og ligetil. Visse af de større vine ville jeg nok have foretrukket i et Bourgogneglas, men med 10 smagere blev skænkningen for lille til rigtigt at vise sig frem. Champagne glas er jeg ikke stor fan af til smagning. Vinene blev smagt med 12 vine til frokost og de resterende til aftensmaden. Jesper Hedegaard var manden der stod for arrangementet og havde indkøbt flaskerne gennem årene. Ham skylder jeg en stor tak, selvom denne smagning ikke var gratis.

Angående point: Jeg plejer ikke at give point, men var naturligvis klar til aftenen og med på legen. Når jeg giver point til denne type arrangement har jeg fri og tildeler point 100 % subjektivt. Altså vil en godt fremstillet vin, som jeg ikke bryder mig om, ikke opnå høje point. Andre vælger at tildele point ud fra den objektive kvalitet i flaskerne. Hvad er rigtigt? Jeg synes det er væsentligt at have sin egen holdning til om man kan lide vinen eller ej og derfor holder jeg mig til det subjektive. En vin jeg bedømmer som fejlbehæftet, giver jeg ikke point. Dette sidste punkt synes jeg er logik, men i løbet af aftenen blev der tildelt op til 97 point til en vin jeg vil mene var fejlbehæftet. Når man lyttede til point i løbet af aftenen kunne man konstatere at vi næsten kunne nøjes med en 10 point skala, da jeg vil gætte på at 95 % af tildelte point lå over den magiske 90 point grænse.
På nuværende tidspunkt har jeg ikke de samlede point og dette indlæg skrives derfor kun med mine point nævnt og point fra den ultimative Champagne guru: Richard Juhlin.…

Read More »