Tag Archive for Chardonnay

Pape Clement aften der sluttede med stor Sauternes

En herlig aften, hvor fokus skulle rettes mod Chateau Pape Clement. Et slot der er ejet af Bernard Magrez, hvilket vil sige at der sigtes efter stjernerne. Fuld fokus på kvalitet og som regel stort brug af nye fade. En i selskabet havde en familierelation til vinmageren, så vi fik lidt gode historier fra kælderen krydret i løbet af aftenen. Samlet set en rigtig flot serie af vine fra Pape Clement.

Pape Clement

Aftenens emne

Der blev krydret lidt med andre gode dråber, så det ikke blev for ensidigt… Read more

vinkreutzer

Ampuis til Las Cases og retur på Le Sommelier

Hvis jeg bare var madanmelder, så ville jeg uddele de helt store huer/stjerner/klaphatte til Le Sommelier. Hvilket fantastisk køkken, snorlige serveringer fremstillet af lækre råvarer og serveret med et smil. Måske er jeg bare ikke klogere, men hvad mere kan man ønske sig? Nå jo; fantastisk stor vin i rå mængder!! Det fik vi også denne stille tirsdag aften. Maden vil jeg kun kort omtale, det var bare perfekt. Read more

vinkreutzer

Fra Penfolds til Pichon Comtesse

Så blev det igen tid til en dejlig aften i godt selskab med en håndfuld aldrende flasker. Scenen var sat på Le Sommelier. Som vanligt kunne vi forvente klassiske vine, spædet op med nye ting, som folk stadig tror kan overraske positivt. Det kan de også i nogle sammenhæng, men ikke med disse folk. Traditionalister virker pludseligt som et mildt begreb.
Som vanligt styrede vores tjener Simon, slaget med hård hånd. Point tildelt af mig, på 100 point skala. Alle vine blev serveret blindt og point tildelt inden afsløring. Mine blinde gæt denne aften har været så skæve at I slipper for at læse om dem.
Noter er renskrevet på vej hjem i toget, så bær venligst over med tastefejl…

Veuve Clicquot Rosé

Pink bobler med stil...

1985 Veuve Clicquot Ponsardin, Rare Vintage Rosé, Champagne – fes hurtigt af i boblerne, menrigtig flot fokus i smagen.  Moden, uden at blive klodset, havde blot taget noget kompleksitet på sine smalle skuldrer. Dejlig start.
__________________________________________________________

Første ret var en sprød, flad tartellet med krabbe, japanske rejer (der hed noget smart og flot, samt smagte fantastisk) samt lidt grønt indover. En super velduftende ret, der var perfekt afstemt til de 2 vine.

Nyfortolkning af tartelet begrebet

2004 Dirler, Riesling, Grand Cru Kessler Alsace – en producent jeg ikke er stødt på før. Biodynamisk. Dufter rigtig dejligt af moden riesling med stenfrugt og intens abrikos. Svag sødme og blød orange karakter. 88 point.

grand cru alsace

Biodynamisk Riesling

2005 Knoll, Grüner Veltliner, Ried Loibenberg, Smaragd, Wachau, Østrig – en dejlig oplevelse, medbragt af mig, indkøbt hos Bichel. God intensitet, sten, bred frugt. Lyche i smagen med bitter stenfrugt, hvide blomster, medium + syre men alligevel med god bredde. Rigtig god intensitet og efterfølgende lang smag. En af mine bedste oplevelser med en drue jeg ikke er stor fan af. Som vanligt synes jeg at jeg mangler lidt fokus og syre, som jeg ville finde i en tilsvarende Riesling. 93 point.

gruner veltliner

En stærk kandidat til verdens grimmeste etiket

_________________________________________________________

Næste tallerken bød på havtaske med karl johan svampe og blomkål. En ret så kraftfuld at den stod godt til vores 2 hvide ”Bourgogner”

Havtaske - det er god fisk

1996 Rapet, Corton-Charlemagne, Grand Cru, Bourgogne – Corton gættet af Henrik, der generelt havde en god smageaften. Lidt diskret i næsen med æble, lime og kalk. Meget intens i smagen med koncentreret frugt, ristet fad og mandler. Stram i betrækket, men med stor dybde. Frisk pære, græs og lidt røg. Medium længde, men en meget flot afstemt vin i højt niveau. 94 point.

corton charlemagne

En stram og slet ikke oxideret lækker hvid Bourgogne fra 1996

2009 Penfolds, Reserve Bin 09A, Chardonnay, Adelaide Hills, Australien – ja, det var så ikke hverken den ene, eller den anden mark i Puligny Montrachet som vi gættede på. Snydt blev vi og det var en fornøjelse. Så lækker duft med bred sammensurium af tropisk frugt og hårdt ristet fad. Her i den helt rigtige dosering. Tæt orange i smagen med balanceret alkohol, der ganske rigtigt kun var 12%. Melon, ananas og igen ristede fadnoter. Røget karakter og god dybdeliggende mineralitet. Det skreg på Bourgogne… 96 point og aftenens vin for mig. Det havde jeg ikke troet at jeg ville være så vild med….

reserve bin 09a

Pivlækker "hvid Bourgogne"

_________________________________________________________

Så blev der renset lidt gane med bobler i glasset, uden mad til.

2002 Dom Perignon, Moet et Chandon, Champagne – a classic in the making! Hvid fersken, grøn pære, hvide lijer. Smagen sagde bitter fersken og umiddelbart en høj dosage. Kan man lide denne dosage, på omkring 12 gram? Det bliver nok en smagssag. Jeg synes den ligger lidt højt, når Dom P er så ung, men jeg ved at om en håndfuld år, så er det balanceret ud med den store frugt der ligger nedenunder. I aften var det blød stil med dominans af citrus og æble. Høj syre og masser af intensitet. Med varme i glasset giver sødmen en lidt skæv fylde. Absolut en vin med stort potentiale, vi venter med point til om nogle år.

Dumme Peter

2002 er for ungt, men det bliver stort

__________________________________________________________

En lidt pudsig servering kom ind. Stegte svampe og serrano over pocheret æg. Ægget havde efter min mening fået for meget og retten sendte et lidt rodet signal.

Pocheret æg med guf

1978 Château L’Evangile, Pomerol – bly og en helt ren solbær tone stod op fra glasset. Det her er Bordeaux, uden diskussion! Så blød i munden som kun moden vin kan være, så elegant og perfekt afstemt. Middelfyldig, men utrolig ren i frugten. Voksede sig en anelse større i glasset, men blev aldrig vild. 89 point, men til gengæld scorer den højt på herlighedsværdi. Jeg vil langt hellere sidde med en flaske af denne, end en medium 89 point af så meget andet. Nice wine, tak til Niels for denne.

1978 Pomerol

Moden lækker Pomerol

1982 Château Giscours, Grand Cru Classé, Margaux – prop og derfor uden for notat.

Giscours 1982

Desværre prop

1988 Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande, Grand Cru Classé, Pauillac – stor duft med masser af rød frugt. Hindbær mest dominerende. Fortryllende Bordeaux karakter, som kun de store kan give. Bred cremet struktur og lidt mørk chokolade. Så fint afstemt og med en silkeblød eftersmag. 96 point.

1988 Comtesse

Som altid spillede Comtesse højt på klaveret

_________________________________________________________

Hovedretten var agerhøne med foie gras og en herlig svampesauce. Kraftfuld og en rigtig god solid ret. Det grønne bestod af 2 salatblade på siden – helt perfekt i min bog. 3 glas kom på bordet…

hovedret på le sommelier

Agerhøne med Foie Gras

1999 Château Hosanna, Pomerol – tæt og i starten lidt medicinsk i duften. Sødme, rosmarin og sort peber. Flot balance med lidt høj alkohol. Søde kirsebær og solbær sendte mit bud ud af Bordeaux. Udviklede sig til en flot Pomerol i glasset. 92 point.

Pomerol

Kult Pomerol med lidt alder

1999 Château Mouton, Bordeaux Superieur – ja, så fik vi lige anden årgang af denne lille vin på bordet. En meget høj frugtsyre og stikkende tør tannin sendte mit bud til Piemonte . helt i skoven, men heldigvis var jeg ikke alene. En flot frugt, der ellers balancerede fint. Klar rød frugt, der vokser sig bredere i glasset. 92 point. Et af mine værste fejlgæt i lang tid.

Mouton

Nej, ikke den Mouton

2000 Allegrini, Amarone della Valpolicella – sød og passede bare så dårligt ind i mine smagsløg lige nu. For at være flink springer vi noterne over…

Allegrini amarone

Sødladen vin, der kom lige efter flotte mineralske elegante vine

__________________________________________________________

Så kom aftenens driller fra værten. Den gættede vi som vanligt ikke i nærheden af…

1993 Vina Tondonia, Viura, Reserva, Rioja – sådan der! Så var vi sat på plads. Senest frigivne årgang af denne specialitet, efter 8 år på fad. Spillevende og med frisk syre, der sendte gæt til Nordfrankrig. Græs og mineralitet blandede sig i den friske syre. God fokus midt i munden med lidt gule blommer. 93 point, men med stort potentiale iflg. Dem der havde smagt ældre årgange. Skulle jeg gætte med den syre og intensitet, så ville jeg gerne smage om hhv. 5 og 10 år.

Tondonia Reserva

18 år gammel hvid Rioja - frisk og fyrig naturligvis?

2000 Penfolds, St. Henri, Shiraz, Australien – nå, det var så ikke på samme niveau som den hvide. Måske var jeg bare slet ikke til de lidt tungere og søde vine i dag…

__________________________________________________________

Dessert. De næste 2 søde blev serveret med en honningkage med marengs på toppen, hertil en theis og syltede blommer. Sødt og meget voldsom dessert.

Marengs og honningkage

Guf sød stil til slut...

2002 Cave Springs, Icewine, Riesling, Niagara Peninsula VQA, Canada – pivlækker duft. Abrikoskerne, botrytis støvet karakter. Høj syre i munden sendte mine tanker i retning af Eiswein, men jeg blev lokket med på afveje til Ungarn. Sublim balance og en rigtig flot vin Rolf – tak. 93+ point.

riesling sød stil

Riesling frosset og presset - stor duft

1985 Château Romer du Hayot, Grand Cru Classé, Sauternes – træt og tung, duft af gulvlak og andre negative ting. Puha Frederik – du skylder en god… 71 point.

romer du hayot

Gammel og træt

Tak til alle for en dejlig aften. Hvad skete der egentlig lige her? Masser af retter med svampe, men ingen rød Bourgogne. Det er pudsigt som tingene hælder i forskellig retning, i dag skulle det åbenbart være Bordeaux.

Point kan man som altid diskutere og aftenens bedste eksempel var L’Evengile 78 der egentlig smagte fantastisk, men ”kun” hev 89 point hjem. Alligevel en vin jeg sent vil glemme. At tænke sig at disse top Bordeaux vine i dag har nået et så urealistisk et prisniveau er skræmmende og trist.

Den samlede linje af flasker

 

vinkreutzer

Champagne med god mad.

En aften i godt selskab hvor planen var at smage lidt forskellige bobler. Planen var at smage en stor del forskellige mousserende vine. Der var en del flere end her omtalt og afbilledet. Jeg må indrømme at nogle af de mere obskure ting ikke fortjener omtale. Menuen var sat af Michael og undertegnede med et par retter til hver. Det synes jeg vi slap rigtig godt fra.

Vi startede med pestosnegle (hjemmelavet pesto smurt ud på pizzadej, rullet og stegt i ovnen) croustader med fyld af laks, creme ost og lidt krydderurter, rogn og purløg på toppen. Hertil startede vi let og nemt ud med:

Guerrieri Rizzardi, Prosecco, Extra Dry – herlig frugt og god friskhed. Ikke så tør at det strammede i mundvigen hos nogen. Absolut en Prosecco af de bedre med renhed i frugten og pæn balanceret smag.

Prosecco

Herefter fulgte en melon/løgsuppe med bacon og purløg. Herlig frisk sag som jeg har tyvstjålet fra en middag på et slot i Pomerol for mange år siden. Oprindeligt blev den serveret med en Graves Superieur (halvsød hvidvin fra Bordeaux distriktet), sidenhen har jeg valgt at servere Riesling med en anelse sødme og pænt syreniveau. Gætter du her på Spätlese, så er du ikke helt ved siden af. Denne aften prøvede vi med lidt tørre bobler for at se om syren var nok som modspil. Det var det ikke så suppen blev nydt stille og roligt og vinen bagefter.

Ferrari Brut, Trento, Italien – herlig spumante der bragte minderne frem om en dejlig sommer. Her ganske godt styret med pæn intensitet og lidt mere oxidativ i stilen end forventet. Som modspil fik vi en standard Juve y Camps der ikke var mindeværdig.

Nej, ikke bilen...

Der røg en flaske

Bianchi Brut, Traditionel Method, Argentina på bordet. God intensitet, men fladede hurtigt ud i smagen og efterlod en kedelig spids syre. Duften og den primære smag ledte ellers tankerne pænt mod Champagne. Er da også fremstillet på Chardonnay og Pinot Noir. Denne kunne godt være værd at prøve en aften med lidt færre bobler som direkte sammenligning.

Argentina laver masser af bobler

For ikke at skride helt væk, måtte vi nu have Champagne!!

NV Charles Mignon, Comte de Marne, Brut 1’er Cru, Champagne – som altid med god frisk citrus. Intens og lidt tropisk frugtkarakter. Selv her på 3. dagen holder den stilen rigtig godt. Bør nok kunne gemmes lidt i kælderen.

Champagne 1'er Cru

Til hovedret havde Michael skaffet et stort stykke okseculotte (amerikansk) perfekt stegt i ovnen og serveret med hjemmelavet bearnaise og bagte kartofler! Super lækkert kød der var pænt saftigt og flot rosa, saucen var bare helt i top, men ikke slankemad.

Vi havde naturligvis en flaske rosé bobler til, og udvidede programmet med en rødvin også. Just in case man fik lyst til det.

2005 Deutz, Rosé, Champagne – klart aftenens bedste bobler. Fantastisk charme og ekspressiv duft med masser af røde bær. Tydelig Pinot karakter. Herlig mousse med små elegante bobler. Syre i god balance med frugten. Kører rundt på hele paletten med stor elegance og herlig friskhed. Giv mig mere rosé fra Deutz – det er de gode til.

Aftenens Champagne

2001 Château Paveil de Luze, Margaux – en klassisk Margaux med de dyder der skulle til for at sidde lige i skabet til det herlige oksekød. Mørk mokka og chokolade, solbær og cremet struktur. Moden god Bordeaux er måske forudsigeligt, men absolut en fornøjelse når oksekød og vin skal matches.

Margaux af den gamle skole

Op til flere gode oste kom på bordet, tak til en altid sikke leverandør i Esbjerg.

Ruinart, Brut, Champagne 37,5 cl. – endnu en flaske fra lageret af de små buttede. Stadig med god dybde og lang mørk oxidativ stil. Kunne stadig drikkes efter 3 dage… Utrolig holdbart guf.

Ruinart

2006 Juve y Camps, Reserva de la Familia, Brut Nature, Gran Reserva – så lang en titel at selv tysk vin må skamme sig. God tæt power bombe med meget tropisk frugtkarakter. Rigtig flot lavet, men bærer dog præg af sine kedelige druer som den er lavet på. Som altid har Cava det største problem ved at det fremstilles på druer der ikke smager godt. Champagne og mange andre mousserende vin vinder nemt på at de laves på Chardonnay og Pinot Noir som base. Råmateriale betyder også meget når vi snakker vin.

Cava i den bedre ende

Vi sluttede måltidet med en perfekt luftig og frisk Tiramisu. Hertil et par Demi-Sec udgaver, hvor kun denne bliver nævnt:

Charles Mignon, Demi Sec, 1’er Cru Champagne – god integreret sødme. Her er blød frugt og saftig stil. Næsten lidt marcipan agtig sødme, men med god frugtsyre til at balancere festen i glasset.

Demi Sec Champagne

Tak for endnu en god aften i Casa Kreutzer!

vinkreutzer

Party i Provinsen! Eller vin og mad sammensætninger der lykkedes.

I en herlig provinsby på Sjælland var der kaldt til 40 års fødselsdag. Stort tillykke til Jesper, han så ud til at nyde hele sin aften. Jeg var forbi og fortælle lidt om vinene og hvorfor vi havde sat dem til de enkelte retter. Herligt med en vinsmagning hvor hele konceptet mad og vin, gik op i en højere enhed. Vi fik demonstreret til alle retter, hvorledes den ene vin kan smage bedste inden maden, og den anden fungere bedst sammen med maden. Det er grunden til at det er så herligt at lave vinsmagning sammen med mad. Stedet var Restaurant Kokken og Tyren i Ringsted.

Aftentide i Ringsted

Første ret var laksetatar, serveret på ristet brød med rugbrødskrymmel. En ret der viste sig at være meget salt og med god citrussyre.

Lækker laksetatar - hjemmerøget? Tror jeg...

Vinene vi fik til var:

2008 Wente Vineyards, Morning Fog, Chardonnay, Livermore Valley, Californien – herlig fed cremet Chardonnay med masser af fad. Lige til at nyde og drikke uden de store dikkedarer.

Perfekt uden mad...

2008 Peter Lehmann, Barossa Valley, Chardonnay, Australien – crisp og med god stram syre. En Chardonnay uden fad og det gav lidt for meget modspil til folk uden mad. Til maden vågnede den op til dåd og viste muskler. Spillede maksimalt godt sammen med syren og salten i den hjemmerøgede laks. Et af de bedre match, kan man roligt sige.

...perfekt til maden!

Næste runde på tallerkenen var et stykke grillet kalvemørbrad, serveret med kartofler, bagt rødbede, et helt bagt hvidløg og rødvinsglace. En kraftfuld servering med både sødme fra rødbeden og syre fra kødet. Gav et godt modspil til de 2 næste vine.

Lækkert stykke kød, med tilbehør

Igen kunne folket bedst lide Ripassoen uden mad, og til maden var matchet perfekt med Los Vascos.

2008 Fabiano, Ripasso della Valpolicella, Storica, Italien – god fedme og tæt frugt. En Ripasso i den bedre og meget koncentrerede ende.

Vakte glæde uden mad...

2007 Los Vascos, Grande Reserve, Colchagua Valley, Chile – en vin der bed godt fra sig inden maden. Relativt højt niveau af både tannin og frugtsyre. Når den blev smagt sammen med maden gik tingene op i en højere mening. Tætheden og intensiteten i vinen matchede maden og syre og tannin blev pakket pænt ind. Resultatet var harmoni i glasset og på tallerkenen.

Til maden var denne bare guf.

Tre oste kom på bordet; en Brie de Meaux, en Comté og en Sort Castello.

Triple cheese

Diskutionen/vinlegen her, drejede sig om hvorvidt der skal serveres rødvin eller hvidvin til ost. Traditionen i Danmark fortæller os at det skal være rødvin, men viden omkring vin og ost i dag, siger hvidvin. Hvad er det lige der sker? Osten lægger en hinde i hele mundhulen, som dæmper frugtkarakteren i vinen, medmindre vinen har et frugtsyre niveau, der kan skære igennem denne hinde. Derfor bliver de fleste rødvine dæmpet i karakteren og smageren opfatter dem som bløde og milde. Hvidvin renser og giver modspil til osten. Derfor får man både vinen og ostens karaktertræk frem. Traditionen er bygget op om en mængde billige/kedelige/dårlige rødvine drukket af generationerne før os. Serveret til ost fik man pillet det værste ud af dem og alt kunne glide ned. Den moderne forbruger, der også er bevidst om sine valg, vil vælge hvidvin. Gæsterne denne aften, var skeptiske overfor denne tese, men sandheden kom i glas og på tallerken – igen!

2008 Rodney Strong, Pinot Noir, Russian River Valley, Californien – en vin med relativ høj frugtsyre, men slet ikke nok til disse velmodne oste. Meningerne her var klart at det var en fantastisk vin, men ikke så velegnet til ost, som forventet.

Pinot Noir så smukt og lækkert

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling feinherb, Rheingau, Tyskland – en vin med herlig skarp og høj syre, bakket op af en lille sødme, som ikke var udtalt. Passede som fod i hose til disse oste og overbeviste langt størstedelen af selskabet. Herligt.

Fik ikke billede af vinen, så her er de 2 glade vinmagere i marken

Til dessert fik vi serveret, passionsfrugtsorbet, heftig chokoladekage og lidt bær og mandler. Masser af sødme og syre.

Sweet spot

Vinene til var Portvin, men fra 2 lande, i 2 stilarter.
2006 Allesverloren, Fine Old Vintage, Sydafrika – god tæt frugt og herlig vintage karakter. Havde masser af sødme og passede fint til chokoladekagen, men knap så godt til sorbeten. Denne må naturligvis ikke hedde Port, så længe den ikke kommer fra det rigtige land og område. Fremstillingsmetoden og druerne er dog samme boldgade og stilen ender næsten i det samme også.

Sydafrika byder ind

10 Years Tawny, Niepoort, Douro, Portugal – som altid en gave til ganen. Perfekt balanceret med intensitet, nødder og syre. Pakket ind i indsmigrende frugtsødme og lang intens eftersmag. Svært ikke igen, at erklære min kærlighed til dette produkt.

Altid perfektion

En rigtig god aften og jeg håber at Jesper nød sin fødselsdagsfest!

vinkreutzer