Forza Riesling, Loosen, Eser, Muré, Stempel m. fl.

Der var lagt i ovnen til en aften hvor Riesling skulle spille en stor rolle. Jeg valgte at medbringe 4 meget forskellige vine. Alle fra samme årgang, men i forskellige sødmegrader og forskellige terroirs. Alle vine blev trukket op og dobbel-dekanteret fra morgenstunden. Resten af dagen blev tilbragt i flaske uden prop.

De 4 Riesling vine er smagt inden vi kørte til middagen af et Riedel Riesling Vinum glas, så jeg kunne tage noter stille og roligt. Peter havde medbragt 3 andre fantastiske Riesling vine, og chefen havde 3 gode rødvine. Rødvinene var alle fra Peter Sissecks hånd og meget interessante, de vil blive beskrevet i et senere indlæg.

Vi startede aftenen med mine hjemmestegte blinis i klassisk udsmykning med creme fraiche, rødløg og rogn. Lækkert og et godt modspil til de 2 første tørre Riesling vine.

2007 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Kabinett Trocken, Riesling, Rheingau – ca. 7,8 gr/ltr sucker. En vin jeg kender, men som jeg desværre sjældent smager i mere modne udgaver. Meget løs jord med lidt mergel og meget grus.

Stråfarvet med ekspressiv duft af citrus og hø. Svag fersken og melon. Lidt stikkende frisk græs i baggrunden. Medium plus syre med lav sødme, der nærmest ikke fornemmes (men jeg ved jo den er der). Meget citrusdrevet med melon og grape bagerst. Høj intensitet med mineralitet der leder mere mod hvid kalk end noget andet. Flot fokus i eftersmagen og en herlig renhed. Denne har virkelig haft godt af et par år på langs og et par timer i karaflen.

2007 René Muré, Clos St. Landelin, Riesling, Grand Cru, Alsace – ler og limstensjordbund her i det sydlige Alsace. Godt 40 år gamle vinstokke fra Muré familiens Clos i Vorbourg marken. En vin der aldrig virker helt tør, men alligevel ”kun” har 5 gr/ltr.

Mørk og gylden, men ikke olieret. Duft af klassisk riesling med petroleum og velhængte appelsiner. Meget levende i næsen og udvikler sig dejligt i glasset. Det første der rammer i munden er intensiteten, her er høj frugtsyre og en skarp mineralitet der virkelig rykker. Sødmen som kan være meget present som ung er kastet væk og fokusen er skarp. Noterne siger citrus, frisk hø (er der noget der hedder det?) og så kryber der en lidt umoden pære nederst i billedet. Fantastisk flot intensitet og balancen sidder lige i skabet. Nogen har valgt at drikke denne alt for tidligt. Hold op hvor den vokser i glasset, her er virkelig meget liv. Der kommer meget dyb mineralitet og lidt friskrevet peberrod frem, utroligt en udvikling.

Næste servering var melon/løg suppe med bacon. En klassiker i mit køkken til de let sødlige Riesling vine. Blend et par meloner med ½ løg, smag til med salt og peber og server kold med friskristet varm bacon og purløg på toppen.

2007 Willi Schaefer, Gracher Himmelreich, Kabinett, Riesling, Mosel – fra Peter. En elegantier i aller flotteste stil. Citrus og mineralitet spiller så flot sammen i en helt tilbagetrukket stil, hvor elegance går foran power. Hvor længden kommer fra en tæt intensitet, og vinen ikke virker overgjort på noget tidspunkt. Fine noter med en anelse tropisk frugt, men mest er det citrus og grønne græsnoter. En glimrende ledsager til suppen.

2007 von Hövel, Schartzhofberg, Spätlese, Riesling, Saar – Von Hövel ejer 2,8 hektar på denne berømte mark, hvor jordbunden i den grad defineres ved sin blå skiffer.

Lys farve og lidt vandig i kanten. Intens duft med mest mineralitet og lidt friskpresset citron. Byder ikke ind med meget, lukket? Intens smag med høj syre og lav sødme i forhold til min forventning. Sprød stil med citrus og mineralske toner som salt.…

Read More »

Foie Gras & mørbrad Vs. Sauternes, Alsace & Crozes

En lang uge er gået med Tysk vinsmagning, Niepoort middag i det nordjyske, California Night i Vestjylland og et brag af en skalddyrsaften i Nordsjælland. Endelig lørdag og tid til at slappe af på hjemmefronten. Det blev ikke de store udkejelser i køkkenet, men resultatet blev balanceret og godt.
En dejlig aften startede med et glas bobler – naturligvis.

NV Ruinart, Brut, Champagne, 37,5 cl – endnu en flaske fra den aldrende samling. Denne ganske udviklet med tung rugbrød og et touch af sherry-agtigt skær over sig. Hvis man skal bedømme herlighedsværdi på sådan en vin, så skal man se hvor hurtigt glassene tømmes, i dette tilfælde langsomt…

Vi havde et par på besøg til en hyggelig middag og snak om deres hus i Alicante, som vi har fået lov at låne en uges tid. Fantastisk at møde mennesker der vælger at leve. Den eneste grund til de ikke er i huset, er at de er ude og se andre egne af Spanien. Kan det være et bedre liv?

Første anretning var Foie Gras med smørstegt rugbrød og tomatchutney. Alt for lang tid siden sidste gang Foie Gras. Engang holdt vi kadencen lidt højere, men det var da en god runde her. Hvad drikker man til Foie Gras? Normalt vil jeg egentlig gerne have Riesling Auslese, men jeg blev helt traditionel i mit valg da jeg under trappen fandt en halv flaske:

1997 Château Filhot, Grand Cru Classé, Sauternes, 37,5 cl – så smuk I glasset som et stykke rav i solen. Duften frisk med kandiseret citronskal, abrikoser og store mængder blomster. Filhot er en af de producenter der altid sætter frugten og friskheden højt. Fadlagringen ligger i baggrunden og er der kun som et prik på skulderen. I munden bider den sig fast med frugtsyre og en god levende stil. Blander sig perfekt med Foie Gras noterne og renser med syren. En god lang eftersmag af gule frugter og en fornemmelse af en blomsterbutik. Et rigtig godt glas Sauternes, der passede perfekt til retten.

Hovedretten stod på svinemørbrad i tomatchok. En enkel, men alligevel utrolig velsmagende anretning, som egner sig til de bedste gæster. Skåret i bøffer, brunet på panden, anrettet i ovnfast fad med champignon, løg, hvidløg, bacon, flåede tomater og lidt fløde. Ind i ovnen og så ellers op på tallerkenen med ris og en frisk salat. 2 vine, i hver deres boldgade.

2006 René Muré, Clos St. Landelin, Pinot Noir, Alsace – glem alt om de tynde Pinot vine fra Alsace. Det her er satme seriøs saft. En god dosis fadlagring tilfører lige netop et ekstra lag kompleksitet, men frugten står stadig klart op af glasset med noter af jordbær, hindbær og rabarber. Noget nær et skoleeksempel på hvor godt Pinot Noir kan dufte. Ender med at jeg flere gange tager mig selv i at glemme at drikke, duften er simpelthen så lækker at jeg bare sniffer og stiller glasset igen… Alligevel får jeg smagt lidt, og uha hvor det passer flot til tomaten. Her er høj smagsintensitet, friske røde bær plukket lige fra skovbunden og pakket sammen med et bundt våde blade. Stiller sig på toppen af ens smagsreceptorer og balancerer – heldigvis holder den balancen til perfektion! Glæder mig allerede til resten af denne flaske skal nydes i løbet af dagen. Gad vide om nogen kommer forbi og hjælper mig med at drikke den?

2009 Alain Graillot, Crozes Hermitage – så fik jeg endelig hentet et par flasker hos den jyske vinpusher. Tålmodighed eksisterer ikke altid, så proppen røg af fra morgenstunden og op på en karaffel. Deep purple i glasset med en kant der stod så skarpt som brændingen i Øresund på en sen sommerdag.…

Read More »

Utraditionel Julefrokost med naboerne

Aftenens stjernepar endte, som så ofte før, med at være 2 flasker Riesling. Men, inden vi kom dertil havde køkkenet været tændt op i et døgns tid med langtidshævet Rosmarinbrød og Pulled Pork i ovnen.

Vi åbnede Casa Kreutzer med en flaske:

2004 Charles Mignon, Comte de Marne, Grand Cru Champagne – pivlækker med gode intense friske citrusnoter. En mousse der lægger sig som en blød vinterdyne over tungen og masser af smag. Der vokser noter frem af tropiske frugter og lidt umoden melon. Ikke så autolytisk som jeg gerne vil have, men den er også meget ung. Tror jeg vil gemme et par flasker til en anden god gang om nogle år. Endnu engang viste det sig at det ikke er nok med én flaske Champagne til 6 voksne.

Hertil fik vi bare lidt æblechips, macademia, oliven og peanuts.

Madorgiet åbnede med Lilla Risotto, lånt direkte fra Mira Arkins restekøkken. Jeg kan blot konstatere at hvis der er godt nok til Mira på en hverdag, så er det godt nok til mine gæster. Det smagte super godt med kålen liggende godt i smagsbilledet og rigtig god harmoni. Jeg fulgte opskriften næsten hele vejen, dog med den variant at jeg brugte blå primadonna, i stedet for parmesan. Hertil mit Rosmarinbrød, der blev perfekt denne aften.

Hertil 2 herlige flasker riesling, begge dekanteret dagen i forvejen og hældt tilbage på flasken. Det havde absolut gjort dem begge godt.

2008 Albert Boxler, Sommersberg, JV, Riesling, Grand Cru, Alsace – supernice med en frugtsyre der dominerede fordi den var så flot. Syren og den intense mineralitet holder denne vin kørende og det virker så godt. Den udviklede sig i glasset og gav friske grønne æbler, vindruer og frisk græs fra sig. Mineraliteten var som en helt kalkskråning på Mols – smuk og lang.

2005 René Muré, Clos St. Landelin, Riesling, Grand Cru, Alsace – en helt anden boldgade sammenlignet med BoXler. Fed og cremet struktur med meget mere modenhed og lidt sødme i spillet. Ananas og lyche var grundtonerne, sammen med lidt pære. Frugtsyren hang godt fat inden under den mere sødlige/fede struktur. Enorm lang eftersmag med god fylde. Fantastisk glas Riesling i den kraftfulde ende. Bedste match til risottoen.

Hovedretten var Pulled Pork, serveret i burgerboller med salat og dressing. At lave 2 gange nakkefilet til 6 voksne og 6 børn var absolut at skyde over målet, så den står på rester i dag.

Vinene hertil var fra kælderen og med store forventninger fra undertegnede.

1999 Cote Rotie, Brune et Blonde, Guigal, Rhone, Frankrig – smuk farve med pæn teglfarvet kant. Enorm bouquet med hængt kød, brombær, peber og bacon. Virkede allerede i næsen rigtig dejlig balanceret og fin. Smagen viste dejlige modne noter med læder, træ og tørrede frugter, her var både lidt figen og rosin med ind over. God sort frugt kørte dog den store del af smagspaletten på plads, brombær og sorte blommer. Tørre tanniner der bed på den rigtige måde. Virkede rigtig godt og flasken blev hurtigt tømt.

2004 les Trois Marie, Cotes de Roussillon, Frankrig – ren grenache i super stil fra Roussillon. Kommer fra en mini parcel med næsten 100 år gamle vinstokke og samtlige 2500 flasker er fremstillet uden skelen til andet end den bedste kvalitet. Se her for teknisk info. Helt sort i glasset med en imponerende duft af blommer, syltede kirsebær og sødme fra fadlagring og moden frugt. Duften udvikler sig som en stor Chateauneuf-du-Pape med bredspektret sort frugt. Smagen er for vild med masser af bærsødme og en uhørt intensitet. De 15 % er pakket smukt ind i frugtkoncentration. Den udvikler sig smukt i glasset og jeg kan kun konstatere at denne vin ikke er blevet træt endnu.…

Read More »