Dansk Vincenter – Dining Week 2012

Copenhagen Dining Week fortsætter tirsdag og jeg er sat i stævne på Dansk Vincenter i Avedøre. Et klassisk sted for dansk vin, da det var her man først fik tiltrukket sig noget opmærksomhed med rødvinen Nordlund. Tidligere vinmager Michael Gundersen fik oveni købet en flot pris med hjem fra Piemonte for vinens kvaliteter. Dansk vin er der skrevet meget om i den seneste tid, så at blive inviteret til en middag hvor dansk vin og mad skulle sættes sammen er jo herligt. Mine forventninger inden aftenens tour de force var beherskede, men med et nysgerrigt touch. Jeg nød aftenen sammen med sælgeren fra vores Piemontesiske vinhus: Paola Bassi.

Man kan roligt sige at den gode danske hygge-stemning var i højsædet denne aften. Vi sad omkring runde 8 mandsborde, hvor selskaber var blandet. En meget god måde at gøre det på, så man fik talt med mange nye mennesker. Hver ret og vin, blev behørigt introduceret, så man vidste hvad man skulle til at gå i krig med. En god toastmaster i Torben, der styrede slagets gang. Kim Mühlhahn fra The Food Agency styrede køkkenet og præsenterede retterne på charmerende vis. Rigtig god mad, tilberedt af fortrinsvis økologiske danske råvarer.

Vi startede i drivhuset med et glas bobler.

2010 Nyholmgaard Vin, Festivo, Brut, Marslev, Fyn – herlig frisk stil med citrus og lidt nedfaldne æbler i smagen. God længde og herlig ren i sin karakter. Fremstillet af druer, der alligevel ikke kan blive helt modne og derfor med deres naturlige frugtsyre niveau er optimale til at fremstille mousserende vin på. Resultatet i glasset var ganske overbevisende.

Den officielle menu var:

  • Dagens danske fisk bagt med havtorn, kørvel, rugbrødskrymmel og hasselnødder
  • To x økogris: lavtemperaturstegt skinke og langtidsbraiseret nakkke
    Beder med peberrod, lynstegt savoykål og mos
  • Blød honning parfait-is af vincentrets egen honning med pærer i rødvins/kirsebær sirup

Fisken blev anrettet på en stav fra et gammelt rødvinsfad. Meget kunstfærdigt, men heldigvis uden at tage smag fra rødvinen. Anretter på 2 helt friske skiver agurk, høstet i morges hos genboen, der præsenterede dem med stolthed. Fisken var perfekt bagt og krymlen på toppen gav god kant i smagen.

Grisen blev serveret i 2 varianter. Skinken stegt ved meget lav temperatur, kerne på 64 grader, anrettet ovenpå savoykålen. Fin og saftig. Nakkefiletten var det vi andre ville kalde Pulled Pork og dermed også langtidsstegt. Rigtig god smag og en glimrende idé at servere den ovenpå kartoffelmos. Jeg lavede selv pulled pork i lørdags og største forskel var at Kim i køkkenet her havde brugt mindre hvidløg og så spidskommen i sin marinering. Det vil jeg tænke over næste gang jeg skal marinere.

Isen (desværre intet billede) var fremstillet af honning fra vingården hvor vi var. Meget velsmagende og pudsigt nok ikke for sødt. Pærer syltet i kirsebær og rødvin som modsvar med lidt syltede kirsebær på siden. Fantastisk dessert, der stod så flot til vinen.

Vinemenuen var sat til 200,- hvilket gav meget god mening. At få lov til at smage udvalgte danske vine til maden, var det jeg så mest frem til.

2010 Degnemosegaard, Vinbondens Hvide Cuvée, Skibby, Ferslev, Sjælland – serveret lige lovlig kold – i Champagneglas? Det gjorde at vinen ikke fik rigtig lov til at åbne op for alle sine fine nuancer. Ellers som altid en fin vin med god balance mellem syre og en anelse sødme. Til maden lukkede den flot op og gav noget mere smag fra sig. En god oplevelse. Smagt tidligere med stor succes!

2008 Lillelund, Dansk Vincenter, Avedøre, Sjælland – serveret alene, uden mad. En flot farve og en åben duft af røde ribs og hindbær.…

Read More »

Kanalen Christianshavn, Dining Week.

Kanalen viste sig at være lige så hyggeligt og rart at komme ind i, som det så ud til. Her var en dejlig atmosfære og et par meget opmærksomme tjenere, der sørgede for en overordnet set, god aften.

Vi havde købt billetter gennem det super gode initiativ Copenhagen Dining Week og Pellegrino var allerede klar på bordet da vi ankom.

Menuen var valgt og så var det bare op til Kanalen at levere kvaliteten og stemningen. Utroligt at se så mange borde der ikke blev fyldt op i løbet af aftenen. Vi spurgte til det, og fik at vide at nogle bare ikke dukker op? Så send mig lige en mail, hvis du har købt og betalt bord og ikke har tænkt dig at møde op!

På vinsiden har Kanalen et imponerende kort, som jeg havde kigget lidt i hjemmefra. Der er alle de rigtige vine, men ingen køb hvor jeg tænkte: ”Det må jeg bare prøve til den pris!” Kun hvis vi passerede 1000,-, men når man køber en 3-retters til 200,- pr. næse, så balancerer tingene ikke med 1000,- på vinen. Heldigvis havde Kanalen tænkt det samme, så de tilbød en vinmenu til 255,- eller et udvalg af flasker til lavere priser. Rødvinen på vinmenuen var Santa Cristina fra Antinori, en vin til 75,- detail og absolut ikke det jeg havde lyst til. Så jeg valgte os en flaske:

2006 Prunotto, Fiulot, Barbera d’Asti, Piemonte – vi betalte omkring 300,- for denne flaske og den var ok til prisen. Første flaske vi fik havde en anelse prop, og blev byttet uden nogen diskussion. En perfekt håndtering og god service. 2. flaske viste sig klart bedre i glasset. En duft med lidt kogte jordbær, jord og lidt rustik i sit udtryk. Smagen var blød og med intensitet nok til at følge hovedretten, som blev det primære formål for den. Stilen i vinen var meget rustik og ikke så ren i sit udtryk, ikke en Barbera stil jeg er særlig vild med. Jeg synes denne drue normalt giver meget mere saft og renhed fra sig. Prissat tilpas højt til at restauranten har tjent nok… 85,- detail.

Første ret var Laks med jordskokke chips, peberrodscreme, æblebidder og lidt salat. Laksen var super, så blød som smør og perfekt letsaltet og elegant i smagen. Æblerne lækre, chipsene var lige hårdt nok ristet, men peberrodscremen var god. Peberrod er en af de meget få ingredienser jeg ikke er så glad for, men her spillede den rigtig flot i det samlede billede.

Anden ret var 3 skiver kalveculotte, 1 firkant braiseret bryst, en slice bagt knoldselleri og en kartoffel ting med ost på toppen. Culotten var perfekt rosa og velsmagende. Det braiserede bryst viser hvorfor denne fremgangsmåde bare bringer god smag i tingene. Selleri, på den ene eller anden måde, er ikke særlig sjovt. Kartoffel-tingen (pommes savoyard) havde en yderst kedelig ost på toppen. En af mine medspisere overbeviste mig om at det ikke var skoleost…

Desserten var super godt tænkt. Kogte blodappelsinskiver med en kugle gulerodssorbet og revet lakrids på toppen. Appelsinen var tilberedt så det bitre element var væk og det syrlige afstemt – så lækkert. Sorbetten smagte ikke så meget af gulerod. Vi diskuterede hvad vi ville have gættet, hvis vi ikke vidste det. Mit bud blev melon. Lakridsen på toppen gav et rigtig dejligt bid til retten.

Overordnet set en god aften, med især stjerner til forret og dessert. Hovedretten var godt lavet, men måske bare lidt kedelig i min optik. Vinsiden er for dyr og det er desværre ikke et særsyn på danske restauranter. Lokalet var en anelse køligt, men vi var heller ikke mange til at varme det op.…

Read More »