Tag Archive for Malbec

Blindsmagning, næsten uden held

Her en række vine fra blindsmagning en tirsdag aften: Denne aften viste hvor ekstrem dårligt en samlet gruppe kan smage på én aften. Det lykkedes stort set ikke at ramme rigtigt på nogle af vinene, med få undtagelser.

A touch of Spain

2009 Navazos Niepoort, Vino Branco, Spanien – herlig hvidvin fremstillet på Palomino og så gæret under flor, lige som man fremstiller tør Sherry. Meget mineralsk, med klassiske Fine noter og behagelig blød frugt. Meget anderledes glas vin, som nærmest blev gættet.

Malbec

The secret malbec

2008 Lariviere Yturbe, Partida Limitada, Malbec, Lujan de Cujo, Mendoza, Argentina – samme vin som fredagen inden, og jeg kunne stadig ikke ramme Malbec?? Ufatteligt, men stadig en meget flot vin og det var der bred enighed om i denne gruppe også. Bringeren insisterede på at dette burde være en typisk Malbec, vi andre fandt det så bare ikke!

Dead on arrival

1979 Château Leoville Barton, Saint Julien – Prop – pokkers – p**

Cab Franc under cover

2009 Gayda, Figure Libre, Cabernet Franc, Pays d’Oc IGP, Frankrig – en flot kontrolleret og moden Cabernet Franc. Virkelig vellavet og kun vores manglende evner, gjorde at vi ikke fandt druen i denne. Lidt rigeligt fad, men ellers flot balance. Kunne godt tænke mig at smage denne efter et par år i kælderen.

Power from the Roussillon

2009 Clos du Rouge Gorge, Vin de Pays Cotes de Catalans, Frankrig – intens sort peber og flot karakteristisk stil for denne type vin. Her kom vi lidt tættere på i vores bud. Massere af sort blomme og kirsebær med balanceret fad i baggrunden.

This is NOT a Claret...

2001 Alion, Ribera del Duero, Spanien – hvis du spørger deltagerne denne aften, så smagte denne Bordeaux super dejligt. Da Frankrig blev udelukket fandt vi da frem til Spanien. En vin der i farven ikke viste 10 års alder, men duften var flot udviklet og smagen bød på herlige noter af tertiære aromaer. Flot balance.

Corked a little bad bit

2008 Quinta do Vallado, Touriga Nacional, Douro, Portugal – prop

Nice typical Zin

2006 Carlisle, Zinfandel, Carlo’s Ranch, Russian River Valley, Californien – saftig med typisk oversøiske sorte modne frugtnoter. Blommer og brombær i fin balance med fadet. Kraftfuld og med meget ren eftersmag. Havde Zinfandels typiske, lidt enstrengede karakter og her ramte jeg druen for første gang denne aften. Flot vin, hvis man er til denne type.

Balanced 'neuf

2004 Domaine Charvin, Chateauneuf-du-Pape, Frankrig – flot balanceret Sydrhone på højt niveau. Fik slet ikke noteret noget på denne, men husker den som rigtig flot. Mener også at vi ramte området, og nogen fik endda årgangen med på skemaet.

Missede jeg billede og beskrivelse af en Clot de l’oum? Sorry…

Tak til alle for en hyggelig aften.

Andre noter fra de sidste par dage:

Juffer Sonnenuhr spätlese

Sweet and balanced for my homecourt

2008 Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling Spätlese, Mosel – drukket hjemme over et par dage. En fantastisk balanceret vin, hvor sødme og syre spiller sammen på fineste vis. Vi besøgte ham for mange år siden og har samlet hans vine sidenhed. Jeg elsker især Spätlese, her finder jeg den bedste balance i tysk vin mellem sødme og syre. En vin med stor intensitet, men også meget blød og lidt lavere i syreniveauet end andre årgange.

Prosecco - where is summer?

Giavi PrimaVolta, Prosecco, Connegliano Valdobbiadene, Brut, Von Ahm Selections – indkøbt i Føtex, der har fået 2 vine ind fra danske Marie Ahm. Sjovt at en dansker kan få lavet en selektion af vine og få dem ind på markedet. Jeg ønsker Marie al mulig held og lykke og glæder mig til at smage den røde Tua Rita. Denne var ikke den store oplevelse; spids og syrlig med bitter karakter der overskyggede frugten. Måske en dårlig dag til denne type bobler, håber at gensmag til sommer under solen med saltmandler eller andet til at åbne den op.

 

apples

Lækker æblemost…

Malbec fra Mendoza

Mendoza regionen i Argentina er potentielt meget interessant. De seneste mange år har de sprøjtet store mængder af rødvin og hvidvin på markedet med stor frugtkoncentration og tyngde. Klimaet er stærkt påvirket af Andesbjergene, hvor vinmarkerne er plantet opad skråningerne i varierende højde over havet. De starter ca. ved 800 m.o.h. og går helt op til mere end 2000 meter over havet. Den temperaturvariation dette giver, er med til at man kan dyrke en bred vifte af forskellige druer. Chardonnay dyrkes med god succes i højderne og længere nede ses alt fra Cabernet Sauvignon til Shiraz og ikke mindst Malbec.
Malbec druen yder sit nok allerbedste i dette klima. Oprindeligt fra Cahors i Frankrig, og til dels Bordeaux, hvor de kære franskmænd kæmper med ordentlig modenhed i druen. I Argentina, og i særdeleshed i Mendoza, opnår Malbec druen noget nær perfekt modenhed. Igennem mange år har der været produceret vine med stor koncentration af druer der har været høstet lige på grænsen af overmodenhed. De seneste år er vi begyndt at se en interessant ændring, som jeg fik bekræftet i aften. Flere prøducenter er begyndt at høste druerne en anelse tidligere, så frugtsyren er mere present og dermed opnår de vine med en ganske anden balance.

Her til aften har jeg været til smagning med en gruppe dygtige smagere, der skal til eksamen på W.S.E.T. i næste uge. Vi smagte en bred vifte af vine og analyserede efter Systematic Approach to Tasting. Vi kom vidt omkring i verden, men 2 vine skilte sig ud og danner grobund for dette indlæg. Vi kunne ikke analysere os frem til området, eller druen. Vi gættede i øst og vest, men uden held til at ramme rigtigt med disse vine der skilte sig ud fra mængden med deres behagelige kølighed og veldisponerede frugtsyre balance.

Malbec Mendoza

Smuk balanceret elegant Malbec

2008 Lariviere Yturbe, Partida Limitada, Malbec, Lujan de Cujo, Mendoza, Argentina – frisk stil med en bred vifte af røde bær, hindbær og jordbær især. En medium plus frugtsyre der spillede flot og levende op. Fadet var present, men smukt integreret i baggrunden. Røde kirsebær, den kølige frugt og det lille herlige bitterbid i eftersmagen førte mig fejlagtigt til Norditalien. Bedste bud gik til Argentina Cabernet Sauvignon. En fantastisk lækker vin, der på ingen måde var tung, fed eller kluntet.

Malbec mendoza

Power i flot balance

2007 Grand vin de Goulart, Malbec, Lujan de Cujo, Mendoza, Argentina – en rødvin der var mere intens med en bred vifte af sorte bær, fadet var kraftigt med i både duft og smagsbillede med nytoastet stil. Velintegreret i den fede cremede struktur. En rødvin der var fyldig i munden, men styret flot af relativ høj frugtsyre og en lidt mint – karakter med god stenet mineralitet. Voksede sig større i glasset, men blev aldrig så tung at vi kom frem til Malbec.

Sjovt nok er begge vine fra samme underregion i Mendoza og lagret i 14 måneder på egetræsfade.

Konklusion: Der er en stor fremtid i Argentina, nu hvor flere og flere producenter begynder at få styr på den helt tunge frugtkarakter. Selv en lidt frankofil smager som undertegnede har lyst til at drikke disse vine i større mængder.

Lalou Bize-Leroy løftede taget på Le Sommelier

En fabelagtig aften på Le Sommelier, hvor vores tjener Simon styrede slagets gang med en fast og rolig hånd. Må sige til Simons ros at hans måde at være på gør oplevelsen så meget større hver gang på le Sommelier. Når en tjener nyder sit arbejde, så kan man som gæst mærke det. At Francis Cardenau så tryllede i køkkenet denne aften, gjorde kun helhedsindtrykket så meget større.
Som vanligt var konceptet at vi skulle medbringe et par flasker hver, alle med mindst 10 år på bagen for rødt, dispensation kan gives til 5 år for hvidt. Gruppen består af gode glade venner fra vinbranchen, et par stykker lige uden for branchen og én journalist denne aften. Beklageligvis må vi nok indrømme at journalisten var i sit gode gættehjørne og ramte pænt på et par af vinene. Alle vine afleveres til Simon ved ankomsten og han sætter så en menu og vinene sammen i sæt. Altså ved man aldrig hvis vin der er på bordet, eller hvornår ens egen vin kommer. Fantastisk sjov måde at gøre det på, hvilket også gjorde at jeg gættede mine egne vine flere gange i går.

De fleste noter er skrevet inden afsløring af vinen og point tildelt inden afsløring. Dog er nogle blevet rettet lidt op og det vil også blive forklaret nærmere.

Vi startede i baren med et glas bobler:

2000 Blanc de Blancs

2000 Louis Roederer, Blanc de Blancs, Champagne – meget flot syre og fin balance. Lidt citrus og mango i frugten. Fremstod blød og behagelig, med pæn kompleksitet uden at blive for tung på nogen måde. Blev absolut ikke gættet af undertegnede, der troede det var ældre og med Pinot Noir i blandingen. Der var dog aldrig tvivl om Champagne 😉 92 point ud af 100.

2002 Blomster Champagnen

2002 Perrier Jouet, Belle Epoque, Champagne – aldrende, oxidativ med en sjov sødme på siden. Friske bobler der talte imod alderdomstegnene. Ved afsløring blev vi i tvivl om den flaske er i orden, jeg mener nej. Denne Champagne, i denne årgang, bør performe meget bedre og med mere friskhed i stilen. Ingen point

1995 Steinberger

1995 Kloster Eberbach, Domäne Steinberg, Steinberger, Riesling, Spätlese, Rheingau – uha det var lækkert. Rimelig mørk farve – gylden. Sødme present i munden, men tørrer ud og indikerer lidt alder. Duft af petroleum, mineralitet i form af våd kalk. Lyche mest dominerende af de gule frugter. Medium (+) syre og flot struktureret med god balance og balance i eftersmagen. Gæt: Rheingau, Spätlese. 93 point. Holdt sig flot i glasset og voksede sig bredere i staturen.

2001 Spätlese Trocken

2001 Dönnhoff, Niederhäuser Hermannshöhle, Riesling, Spätlese, Trocken, Nahe – meget lille i næsen, lidt slat, hvid peber og tør mandel. Klinger helt rent i munden som en streng på en guitar, men… den vil ikke rigtig lege? Der ligger en masse flotte elementer nedenunder en genert lille frugt. Virker som meget høj intensitet og mineralsk. Viser for mig meget godt hvorfor man ikke lige bliver charmeret af disse stramme ”nye” tørre tyske rieslinger. De lukker ikke rigtig op for de sidste ventiler. Gæt: Nahe trocken i højt niveau, men ikke Dönnhoff. 93 point. Så lod jeg ellers det glas stå et stykke tid og så skete der noget… den lukkede op efter ca. én time i glasset. Kom med stor modenhed og saft i næsen og smagen blev fyldt ud til sidste kindtand. Intens og alligevel balanceret på et frisk pust fra havet. Fantastisk flot glas vin, der enten skal gemmes 10 år mere, eller dekanteres fra morgenstunden for at vise sig ordentlig nu.

Fjordrejer på bøftomat

Disse 2 første hvide blev ledsaget af årets bedste rejemad i forklædning: Nederst en bøftomat, herpå Rømø Rejer og en lille forårsrulle med rejer, overhældt med lidt hindbæreddike. Eddiken havde jeg frygtet, men den spillede maX sammen med rejer og mineraliteten i vinene. En flot start fra køkkenet…

Alene, som mellemvin kom:

Sweet Vendanges Tardive

1988 Leon Beyer, Vendange Tardive, Riesling, Alsace – mørk gammel gylden, fed olieret i glasset. Duft af petroleum, riesling blomster, liljer, melon og mango. Meget flot duft. Fuldfed i smagen med en markant alkohol, der sendte bud i retning af Alsace frem for Tyskland. Ananas sødme, med syren lagt pænt på plads på hylden bagerst i butikken. Meget intens og højt niveau. Gæt: Alsace, Riesling, midt ’80erne. Udmærket ramt synes jeg selv. 91 point.

Så blev vi ramt at 2 karafler der allerede på afstand så mere kraftfulde ud end de 3 meget flotte Riesling vine. Vi var allerede nu i højt humør og kunne egentlig have stoppet her og været glade. Men køkkenet havde mere i ærmet til os, men først de 2 vine:

1998 Leflaive Puligny

1998 Domaine Leflaive, Puligny-Montrachet, Bourgogne – ekspressiv duft, der dog stilner lidt af i vinden.  Ristet fad, gule blomster, figner. Smagen er meget intens og kraftfuld. Frugten er for fuld skrue gennem munden, velbalanceret alkohol og fadet fint integreret. Virker her fra start lidt hul i midten og samler sig ikke rigtig sammen? Gæt: Chablis. 92 point. Efter tid i glasset samler indtrykkene sig sammen og giver en anden tyngde og tæthed. Stadig er dette ikke en vin med mange lag, men virkelig god tæthed. Opgraderet til 94 point efter tid i glasset.

Så løftede taget sig...

2004 Domaine d’Auvenay, Lalou Bize Leroy, Puligny Montrachet, 1’er Cru, Les Folatieres, Bourgogne – så blev det bevist. Der er noget om snakken, det er bare så meget bedre – pokkers! Uha en duft, ristet smør, nødder, hasselnøde olie. Så stor i duften at den nærmest river en ud på en sommermark med blomster, hvor ord blive knappe og man bare nyder momentet. Smagen er intens, med en vild kompleksitet! Gule frugter i næsten moden stand, blomster, anis og fadets sødlige noter nedenunder. Så imponerende sat sammen. Ultimativ balance hvor fedmen i vinen balanceres af intens frugtpower. Jeg løber tør for ord, når følelserne smages i glasset på denne måde. Gæt: Mit bedste bud var 1’er Cru Meursault fra Coche Dury, da det er den eneste Bourgogne jeg har smagt med den samme flotte balance mellem de ristede fade og frugtintensiteten. 98+ point, da den bare blev ved med at arbejde i glasset. Og ja, den voksede sig kun større i glasset gennem et par timer. Aftenens vin, tak Niels.

Flaske 238 smagte godt...

Bagt torsk med små grønne sager

Hertil havde vi et stykke bagt torsk på kartoffel, med små asparges og carotter. Den sauce var bare så intens og torskens fedme spillede perfekt sammen med vinene. Tak for endnu et skarpt match til Simon og Francis.

Så et lille mellemspil, med en flaske udenfor temaet.

2005 Barolo

2005 Revello, Le Radici, Barolo, Piemonte – fed moden frugt, duft af hindbær sorbet. Raberber og fadsødme. Fed smag, med moden blød stil og et godt tanninbid der ikke overdominerede smagsbilledet. Især balancen mellem den søde/bløde frugt og så det rensende tanninbid, var rigtig god. Charmerende luftig vin. Gæt: Monferratto, balnding af Nebbiolo og Barbera. 93 point. Konklusion:et super godt køb i Barolo og med en rigtig god historie om deklassificeret frugt fra bedre marker er der ikke et øje tørt. Køb og nyd hen over sommeren.

Time for Red Burgundy!!

Prop

1999 Jean Tardy, Nuits St. Georges, 1’er Cru, Les Boudots, Bourgogne – prop og en rigtig kedelig start på vores Bourgogne rush…

Herefter 3 serveret sammen:

1999 Nuits 1'er Cru

1999 Dom. Henri Gouges, Nuits St. Georges, 1’er Cru Clos des Porrets, Bourgogne – startede med en Brie de Meaux agtig hørm. Ændrede duft til svag rød frugt med lidt urter i hjørnet. Tør smag, kraftig men uden fokus. Hvor skal vi hen du? Tæt opbygget og åbner lidt op med en anelse charme til sidst. 86 point. Skuffet, mindede på ingen måde om Bourgogne.

1999 Vosne Romanée

1999 Bouchard Pere et Fils, Vosne Romanée, 1’er Cru, Aux Reignots, Bourgogne – tør og støvet duft med små tørrede røde bær. Meget moden og nærmest lidt fedladen i smagen, indkogte bær og rabarber saft. Lidt peber… Uinspirerende. 85 point. Tænk hvis man havde købt sådan en ”stor” Bourgogne og nu troede at man skulle se lyset? Så er det nemt for lægmand at beholde lysten til at købe oversøisk ”sikker” Pinot Noir…

1999 Gevrey fra Rousseau

1999 Armand Rousseau, Gevrey Chambertin, Bourgogne – ahh – duft af Bourgogne! Meget ren duft med hindbær og jordbær. Fin luftig i munden med brombær og den samme rene røde stil. En elegant Pinot med lidt klasse over sig. Gæt: Bourgogne ’93. 91 point.
Utroligt så skuffende det sæt var, måske var vi stadig oppe og ringe over de fantastiske hvide vine, men det her var bare ikke godt nok.

Stegt Foie Gras - perfekt

Serveringen fejlede til gengæld ikke noget: Stegt Foie Gras med rabarber og lidt salat. Perfekt stykke i den helt rigtige størrelse.

2 vine uden mad kom ind her:

Old School Classic

1977 Weinert, Malbec, 1 star, Mendoza, Argentina – en nærmest mytisk vin, der er tappet af flere omgange om som stadig står som noget af det største fra Argentina . Robert Parker har oprindeligt udtalt: “..reminds me of a hypothetical blend of a super-concentrated vintage of La Mission-Haut-Brion and Cheval Blanc.” I august 1992. Det siges at de senere aftapninger er af lidt mindre god kvalitet end den første. Denne flaske stammer fra den første og oprindelige aftapning som H.J. Hansen importerede.  Tung i duften med sorte blommer. Fyldig smag, moden stor vin med god karakter. Fedladen, men uden at virke meget oversøisk. Bly og sorte blommer som de dominerende noter. Gæt: Napa Cabernet, start ’90erne. 93 point.

25 år gammel bordvin

1986 Felsina, Fontalloro, Vino da Tavola, Toscana – moden duft af Cabernet Sauvignon med solbær og lidt læder, orangeskal og smuk fadnote. Åbner flot op i smagen med roser, lavendel og masser af kølig frugt. Frugtintensiteten signalerede på ingen måde en 25 år gammel vin. Her var god tæthed og lidt mokkanoter der ledte mig til mig gæt på Saint Estephe, tror ikke jeg nævnte en årgang? 94 point. Foldede sig ligeledes flot ud i glasset, imponerende af så gammel en vin. Kunne være sjovt at handle et par flasker af ny årgang hos Brandis?

Så kom mine 2 vine på bordet til aftenens hovedret.

1998 Chateauneuf

1998 Château de la Gardine, Chateauneuf-du-Pape – åben og fri i glasset med charmerende stil. God balance med garrigue, bacon og en dyb rumlen. 92 point.

Aldrende Shiraz der holdt

2000 Vasse Felix, Shiraz, Margaret River, Australien – stor sort tung frugt, der signalerede Aussie Shiraz, i hvert fald for mig der vidste det. Der kom ingen gæt på det? Meget mørk, men alligevel med god kølighed og en balancerende frugtsyre. 89 point, men til maden et par stykker ekstra – det spillede godt sammen.

Lam og asparges - flabet og perfekt

Hovedretten denne aften var braiseret og stegt lammebryst med hvide og grønne asparges. Hallo – det smagte mega godt! Vi kunne have stoppet her, da vi ikke havde flere vine med, men Le Sommelier ville det anderledes.

Dansk gedeost

Først et lille stykke ost; gedeost fra en lille producent i det nordsjællandske; Bo Jensen, fremstillet på råmælk og utrolig intens i smagen. Vi fik blot et lille stykke, men smagen var stor og intens.

En jordbærdrøm - ikke for sød, bare perfekt match

Desserten der røg på bordet var en drøm med rødvinsmarinerede jordbær og jordbær sorbet på toppen. Og her spillede vores fantastiske tjener Simon ind med:

Stor Mosel Auslese

2007 Joh. Jos. Prüm, Wehlener Sonnenuhr, Auslese, Mosel – super balance og med en perfekt afstemt syre/sødme. Intens frugt og en sødme der blev holdt så meget i skak at jeg gættede Spätlese, Mosel 08, Molitor, men det var det ikke… 94 point.

Endnu engang tak til alle for en fantastisk aften.

 

 

Vinsmagning af National-druer

Har en stille og rolig weekend foran mig, med en smagning i aften af National-druer. Er det et godt tema? Ja, det er med til at vise diversiteten i vinverden som vi kender den. Vi skal smage Sangiovese fra Montalcino i Italien – den mest plantede drue i dette multi-drue land, og så fra den bedste kommune. Pinotage, den eneste klonede drue der virkelig har fået sig et navn og som Sydafrika viser frem med stolthed. Malbec – kendt fra Cahors og Prinsegemalens vin, men i Argentina har den fundet sit paradis. Kombinationen af varme, jordbund og kølig påvirkning fra højderne i Andesbjergene, skaber et perfekt mikroklima til Malbec druen. Zinfandel er en power drue, der viser Californiens særpræg på bedste måde, så der slutter vi med maner. Jeg glæder mig og er spændt på at høre kommentarer undervejs i aften. Fik jeg nævnt at vi starter med en ordentlig blanding af 3 druer i 1 flaske: Champagne!!! Og til forretterne køres stålsat Riesling, der får tænderne til at løbe i vand!
Ugen har været stille og rolig med prøver på nye årgange af gamle kendinge og så en enkelt middag ude i byen, hvor jeg fik smagt Pinot Noir fra Argentina:

Bourgognedræberen!! Nej, det kan jeg ikke tro på. Jeg mindes svagt at have smagt denne vin for nogle år tilbage, i 2004 årgangen. Årgangen som vandt en smagning i Penge & Privatøkonomi. Jeg mindes den som kølig i udtrykket og en stil der godt kunne snyde i forhold til Bourgogne, nu smager vinen blot anderledes. Jeg smagte årgang 2006 hos nogle venner, og den tror jeg ikke nogen vil forveksle med Bourgogne. Vinen smager egentlig ok, lidt frisk, saftig og med en god rød kerne, men uden den nerve og intensitet du vil finde i Bourgogne. Den umiskendelige jordbund og muld, som er typisk i Bourgogne, den er ingen vegne i glasset.

”Utvivlsomt Danmarks bedste Pinot Noir til prisen” står der på bagetiketten, et postulat af de store. Jeg er ikke enig.

Har du smagt vinen? Hvad synes du?

Riesling og andre gode ting

Så var der samling med en håndfuld venner, der alle studerer på WSET. Virkelig interessant at smage og bruge sit Systematic Approach to Tasting Wine skema Aftalen var at vi alle skulle medbringe 2 – 3 vine og servere dem blindt. Heldigvis, var de andre lige så dårlige som undertegnede til at tælle. Vi var så heldige at vi kunne være i de smukke gamle lokaler i Kjær & Sommerfeldt, midt i København. Lidt nostalgisk blev jeg vist over at gense den gamle arbejdsplads. Jeg havde glemt kamera og tog ingen skriftlige noter, så her er stikordshukommelsesspil. Hvis du har spørgsmål til enkelte vine, så spørg løs.

2003 Jacobs Creek, Steingarten, Riesling, Barossa Valley, Australien – meget mineralsk og meget ekspressiv duft. Søde frugter på næsen, men stram og mineralsk i smagen. God vin, der absolut kræver noget mad-modspil.

2006 René Muré, Riesling, Signature, Alsace – flot farve i glasset med tropisk duft og dejlig cremet struktur. En lille sødme, der balanceres fint af frugtsyren. Flot niveau.

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling, Kabinett trocken, Rheingau, Tyskland – en smukt samspil mellem frisk frugtsyre og fin mineralitet. Frugten ligger pænt i baggrunden og vokser sig stille og roligt større. En anelse reduktiv til at starte med, men åbnede op med en masse luft.

2008 Weinbach, Riesling, Reserve, Alsace, Frankrig – så smuk og frisk i stilen. Masser af små gule frugter og lidt parfumeret hvide blomster. Frugtsyren styrer denne vin rigtig flot og giver stor  herlighedsværdi.

2001 Max Ferdinand Richter, Veldenzer Elisenberg, Riesling Spätlese Halbtrocken, Mosel, Tyskland – flot gylden i glasset med tropisk duft og en herlig sødme i smagen. Fik virkelig diskussionen om restsødme til at gå i gang. Rigtig flot længde og super balance. Havde det ekstra der viser hvad stor tysk Riesling kan lave med lidt alder. Desværre har mine seneste flasker af denne ikke været så positive, men denne sidste flaske viste rigtig gode takter.

2007 Shloss Marienlay, Reichgraff von Kesselstatt, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland – flot og klar tør tysk Riesling. Pæn karakter, men fik mig til at gætte Rheingau, grundet den lidt stramme stil.

2006 Chablisienne, Les pierrelée, Chablis, Frankrig – virkede lidt tung og skæv. Måske fordi den manglede det forventede mineralske element, eller fordi den kom ovenpå sådan en riesling maraton.

2005 Reichgraff von Kesselstatt, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland – meget sødme, men super balanceret. Utrolig intensitet, sammen med den sødme. Her var efter min mening en af aftenens absolut bedst balancerede vine. Sødmen bliver på ingen måde for meget, med de mængder af mineralitet og frugtsyre. Kunne være herligt at smide i kælderen og vente 10 år mere på den her.

2008 Alamos, Nicolas Catena, Malbec, Mendoza, Argentina – altid svært at være første rødvin. Denne klarede egentlig meget pænt. Medium sødme hængt op på et nydeligt stillads. Ikke så mange dikkedarer, nem og sikkert behagelig for de brede masser. Jeg synes den er sødladen og ikke lige min stil.

2008 Prima, Toro, Spanien – fik ikke noteret resten af producentens navn. Desværre bar flasken præg af en for varm opbevaring på et tidspunkt. Kogt og uklar i sit udtryk.

2001 Louis Jadot, Gevrey Chambertin, Clos St Jacques, 1’er Cru, Frankrig – flot klar i farven, allerede duften viste de første tegn på at noget var galt. Lidt reduceret frugt og for meget krydderi – nelliker og kanel. Smagen var helt skæv med nærmest ingen frugt og stor syre. Bourgogne blev gættet, men slet ikke på forventet niveau. Dårlig flaske, der ikke skulle have været bedømt. Vi må have en bytter til gode.

2008 Brunus, Montsant, Spanien – 60% Cariñena, 25% Garnacha, 15% Syrah. En virkelig spændende region, især hvis man kan lide Priorat. Druerne er det samme og vinene minder meget om stilmæssigt. For mig er det desværre ikke helt positivt. Jeg finder ofte Priorat vine ”for meget”. Det gjorde sig også gældende i denne vin, der gav god snak om hvor længe den kan gemmes. Meget høj på tannin og frugtsyre. Lav mundfylde og en frugt der virkelig skulle graves frem. Hvis tannin og syre kan komme ned og frugten få lov til at vokse, så kan det blive rigtig godt. Jeg frygter dog at tørstoffet vil få overtaget og lukke denne vin helt sammen. Håber at nogen vil smide en flaske i hovedet på mig om et par år, så vi kan finde ud af det. Absolut en meget interessant vin at smage.

2006 Beringer, Zinfandel, Clear Lake, Californien – lidt sødlig nem frugt, pakket ind uden så meget syre. Kølig og næsten frisk, men klart oversøisk i stilen. Zin var rigtig svært at finde, cadeau til Karsten for at finde det!

2006 Dom de la Vougeraie, Savigny-les-Beaune, 1’er Cru, Les Marconnets, Frankrig – absolut aftenens bedste Bourgogne. God ren stil med fine røde bær og stenet stil. Dejlig saftig på paletten og det var rart. En fin lille Bourgogne.

1985 Weinbach, Gewürztraminer, Vendange Tardive, Clos des Capucins, Alsace, Frankrig – flot gylden og en sjov lidt lukket duft. Krydret, men ikke voldsom Gewüztraminer. Herlig balance i smagen med klare alderdomstegn. Havde en rigtig flot, uventet, syre til at balancere tingene. Vi diskuterede lidt om der kunne være tilsat lidt Riesling for at få syreniveauet op. Eftersmagen meget ren og med smuk længde. En herlig afsluttende vin, tak for den Hans.

Tak til alle for en hyggelig aften, ærgerligt for dem der var inviteret, men ikke dukkede op.

Fødselsdag hos fætter med rødvin og godt selskab

Fætter fyldte semi-rundt og fredag bød på en god omgang mad i herre-selskab.
Endnu engang havde Søren kigget sig omkring og sammensat en dejlig menu til os. Her er et billedskøn gennemgang af en aften hvor selskabet blev vægtet højere end notater og vinsmageri.

Langtidsstegte gulerodsstrimler

Som snack kom der lidt langtidsstegte gulerods og rødbedestrimler på bordet. Lækre sprøde og med masser af smag.

Så glad

Så glad blev fødselsdagsbarnet for sin nye fantastiske bog: Baronessen går i Køkkenet!

En stift? Vi troede egentlig den så anderledes ud...

Det væltede hurtigt og ustruktureret frem på bordet med retter og vine.

Floral er pænt sagt.

2009 Winzerhof Stift, Röschitz, Sauvignon Blanc, Østrig – super crisp med god balance og mest i stil med Sancerre med sine gode renhed i frugten.
2009 Hofbauer, Neuburger, Halblehen, Østrig – lidt mærkelig vin med lidt parfumeret frugt og lidt skæv syrestruktur. Pæn nok, men bare ikke rigtig i balance.

"Snegle spiser kiks"

Svin

Der blev grillet flæsk og serveret med chili og langtidsbagte rødbeder. Det er en god start på en herre middag.

Ren spansk charme

2009 Costavel, Joven, Ribera del Duero – herlig saftig spanioler med god sprød syre. Lidt røg i baggrunden gjorden den dejlig velegnet til flæsket.

2004 guf

2004 Amancaya, Gran Reserva, Malbec, Cabernet Sauvignon, Argentina – en årgang fra kælderen der har udviklet sig rigtig flot, mørk frugt og stram Cab frugt der havde trukket sig lidt i baggrunden. Fadet lå og spillede og rullede, uden nogensinde at tage hårdt fat. Brombær og læder. Nice wine my friend.

Frø i porter

Frø hopper på frø

Så kom næste ret på; frølår serveret med herlig rødbede salat. Hvordan smager frølår? Som kylling, bare lidt mere saftigt.

Hmm...

2006 Domaine Belle, Crozes Hermitage, Les Pierelles – smagte jeg denne, eller blev den aldrig åbnet? Ingen noter…

Rejer

Store fede rejer, grillet og med frisk peber – perfekt som lille mellemret. Hertil nuppede vin endnu en stift:

Endnu en stift

2009 Winzerhof Stoft, Riesling vom Urgestein, Østrig – knivskarp og fokuseret riesling karakter. Meget ekspressiv og herlig koncentration. Skar lige ind til benet. For mig en af aftenens bedste vine.

Oksekød fra grill

Så var det heldigvis tid til hovedret, for vi var rigtig sultne…. Oksetyndsteg der blev stegt til perfektion, serveret med små kartofler, langtidsbagt tomat og ét salatblad (der bør ikke være mere end ét til en herre-middag)

Hovedret

Barbera

Jeg mindes ikke denne Barbera særlig positivt, lidt stikkende og kedelig.

Grüner Veltliner

2009 Waldschütz, Grüner Veltliner, Østrig – kan ikke placere hvornår vi drak denne, men den smagte dejligt med god balance mellem syren og sødmen i vinen.

Tak til Søren og resten af selskabet for en dejlig aften. Jeg glæder mig allerede til næste år. Gad vide hvad menuen vil byde på der?