Blindsmagning, næsten uden held

Her en række vine fra blindsmagning en tirsdag aften: Denne aften viste hvor ekstrem dårligt en samlet gruppe kan smage på én aften. Det lykkedes stort set ikke at ramme rigtigt på nogle af vinene, med få undtagelser.

2009 Navazos Niepoort, Vino Branco, Spanien – herlig hvidvin fremstillet på Palomino og så gæret under flor, lige som man fremstiller tør Sherry. Meget mineralsk, med klassiske Fine noter og behagelig blød frugt. Meget anderledes glas vin, som nærmest blev gættet.

2008 Lariviere Yturbe, Partida Limitada, Malbec, Lujan de Cujo, Mendoza, Argentina – samme vin som fredagen inden, og jeg kunne stadig ikke ramme Malbec?? Ufatteligt, men stadig en meget flot vin og det var der bred enighed om i denne gruppe også. Bringeren insisterede på at dette burde være en typisk Malbec, vi andre fandt det så bare ikke!

1979 Château Leoville Barton, Saint Julien – Prop – pokkers – p**

2009 Gayda, Figure Libre, Cabernet Franc, Pays d’Oc IGP, Frankrig – en flot kontrolleret og moden Cabernet Franc. Virkelig vellavet og kun vores manglende evner, gjorde at vi ikke fandt druen i denne. Lidt rigeligt fad, men ellers flot balance. Kunne godt tænke mig at smage denne efter et par år i kælderen.

2009 Clos du Rouge Gorge, Vin de Pays Cotes de Catalans, Frankrig – intens sort peber og flot karakteristisk stil for denne type vin. Her kom vi lidt tættere på i vores bud. Massere af sort blomme og kirsebær med balanceret fad i baggrunden.

2001 Alion, Ribera del Duero, Spanien – hvis du spørger deltagerne denne aften, så smagte denne Bordeaux super dejligt. Da Frankrig blev udelukket fandt vi da frem til Spanien. En vin der i farven ikke viste 10 års alder, men duften var flot udviklet og smagen bød på herlige noter af tertiære aromaer. Flot balance.

2008 Quinta do Vallado, Touriga Nacional, Douro, Portugal – prop

2006 Carlisle, Zinfandel, Carlo’s Ranch, Russian River Valley, Californien – saftig med typisk oversøiske sorte modne frugtnoter. Blommer og brombær i fin balance med fadet. Kraftfuld og med meget ren eftersmag. Havde Zinfandels typiske, lidt enstrengede karakter og her ramte jeg druen for første gang denne aften. Flot vin, hvis man er til denne type.

2004 Domaine Charvin, Chateauneuf-du-Pape, Frankrig – flot balanceret Sydrhone på højt niveau. Fik slet ikke noteret noget på denne, men husker den som rigtig flot. Mener også at vi ramte området, og nogen fik endda årgangen med på skemaet.

Missede jeg billede og beskrivelse af en Clot de l’oum? Sorry…

Tak til alle for en hyggelig aften.

Andre noter fra de sidste par dage:

2008 Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling Spätlese, Mosel – drukket hjemme over et par dage. En fantastisk balanceret vin, hvor sødme og syre spiller sammen på fineste vis. Vi besøgte ham for mange år siden og har samlet hans vine sidenhed. Jeg elsker især Spätlese, her finder jeg den bedste balance i tysk vin mellem sødme og syre. En vin med stor intensitet, men også meget blød og lidt lavere i syreniveauet end andre årgange.

Giavi PrimaVolta, Prosecco, Connegliano Valdobbiadene, Brut, Von Ahm Selections – indkøbt i Føtex, der har fået 2 vine ind fra danske Marie Ahm. Sjovt at en dansker kan få lavet en selektion af vine og få dem ind på markedet. Jeg ønsker Marie al mulig held og lykke og glæder mig til at smage den røde Tua Rita. Denne var ikke den store oplevelse; spids og syrlig med bitter karakter der overskyggede frugten. Måske en dårlig dag til denne type bobler, håber at gensmag til sommer under solen med saltmandler eller andet til at åbne den op.…

Read More »

Malbec fra Mendoza

Mendoza regionen i Argentina er potentielt meget interessant. De seneste mange år har de sprøjtet store mængder af rødvin og hvidvin på markedet med stor frugtkoncentration og tyngde. Klimaet er stærkt påvirket af Andesbjergene, hvor vinmarkerne er plantet opad skråningerne i varierende højde over havet. De starter ca. ved 800 m.o.h. og går helt op til mere end 2000 meter over havet. Den temperaturvariation dette giver, er med til at man kan dyrke en bred vifte af forskellige druer. Chardonnay dyrkes med god succes i højderne og længere nede ses alt fra Cabernet Sauvignon til Shiraz og ikke mindst Malbec.
Malbec druen yder sit nok allerbedste i dette klima. Oprindeligt fra Cahors i Frankrig, og til dels Bordeaux, hvor de kære franskmænd kæmper med ordentlig modenhed i druen. I Argentina, og i særdeleshed i Mendoza, opnår Malbec druen noget nær perfekt modenhed. Igennem mange år har der været produceret vine med stor koncentration af druer der har været høstet lige på grænsen af overmodenhed. De seneste år er vi begyndt at se en interessant ændring, som jeg fik bekræftet i aften. Flere prøducenter er begyndt at høste druerne en anelse tidligere, så frugtsyren er mere present og dermed opnår de vine med en ganske anden balance.

Her til aften har jeg været til smagning med en gruppe dygtige smagere, der skal til eksamen på W.S.E.T. i næste uge. Vi smagte en bred vifte af vine og analyserede efter Systematic Approach to Tasting. Vi kom vidt omkring i verden, men 2 vine skilte sig ud og danner grobund for dette indlæg. Vi kunne ikke analysere os frem til området, eller druen. Vi gættede i øst og vest, men uden held til at ramme rigtigt med disse vine der skilte sig ud fra mængden med deres behagelige kølighed og veldisponerede frugtsyre balance.

2008 Lariviere Yturbe, Partida Limitada, Malbec, Lujan de Cujo, Mendoza, Argentina – frisk stil med en bred vifte af røde bær, hindbær og jordbær især. En medium plus frugtsyre der spillede flot og levende op. Fadet var present, men smukt integreret i baggrunden. Røde kirsebær, den kølige frugt og det lille herlige bitterbid i eftersmagen førte mig fejlagtigt til Norditalien. Bedste bud gik til Argentina Cabernet Sauvignon. En fantastisk lækker vin, der på ingen måde var tung, fed eller kluntet.

2007 Grand vin de Goulart, Malbec, Lujan de Cujo, Mendoza, Argentina – en rødvin der var mere intens med en bred vifte af sorte bær, fadet var kraftigt med i både duft og smagsbillede med nytoastet stil. Velintegreret i den fede cremede struktur. En rødvin der var fyldig i munden, men styret flot af relativ høj frugtsyre og en lidt mint – karakter med god stenet mineralitet. Voksede sig større i glasset, men blev aldrig så tung at vi kom frem til Malbec.

Sjovt nok er begge vine fra samme underregion i Mendoza og lagret i 14 måneder på egetræsfade.

Konklusion: Der er en stor fremtid i Argentina, nu hvor flere og flere producenter begynder at få styr på den helt tunge frugtkarakter. Selv en lidt frankofil smager som undertegnede har lyst til at drikke disse vine i større mængder.…

Read More »