Tag Archive for priorat

Terroir al Limit, en legende i Priorat

Priorat er helt inde hvor man begynder at tale om Modors miner og andre gudsfrygtige oplevelser fra fantasiens verden. Her er bjergene presset lidt mere sammen, der er færre, eller nærmest ingen, flade plateauer. Her er kun bjergsider og skarpe sten der stikker op imellem dem. Vejene er som taget ud af Spanien Rundt på cykel. Hårnålesving og en bredde så kun 2 små biler kan passere hinanden. Vinmarkerne ligger spredt, nærmest som kastet med rund hånd ud over landskabet.

”Se dér!! Hvordan pokker skal det være muligt at plukke der?” ”Den vinmark kan kun nås på ryggen af en hest” sætninger som det fløj gennem kabinen Read more

Wine of the Week – Priorat on the map

I sidste uge var der lagt op til mange store oplevelser, hvoraf en del blev aflyst. Mandag startede ugen dog med et fint arrangement med erhvervsnetværket fra Rungsted Ishockey. En middag på Restaurant Geranium. Det skyldes naturligvis forbindelsen hvor Lars Seier Christensen både har en ejerandel hos Geranium og Rungsted Ishockey. Vi fik en fire-retters middag med vine, hvor ikke alle sammensætninger var lige mindeværdige. En vin stak dog markant af fra feltet:

Priorat Torroya

2012 Terroir al Limit Soc.Lda, Torroja, Priorat – wow en vin.  Read more

Meo, Molitor m.m. i Vordingborg

En hyggelig aften, hvor vi var taget til Vordingborg for at fejre Anders og hans flotte nye vinforretning. Anders har jeg arbejdet sammen med for mange år siden i Philipson Wine og sidenhen krydsede vores veje næsten i H.J. Hansen. Da Anders så valgte at blive selvstændig begyndte vores samarbejde igen i Skjold Burne kæden. Anders er i mine øjne en af de dygtige vinhandlere som er med til at holde et højt niveau, ude i provinsen. Hvis jeg havde tid og mulighed for det, så ville jeg med glæde rejse rundt og hilse på endnu flere af disse dygtige vinhandlere. Denne aften var vi samlet 5 drenge, i den lidt modne aldersgruppe, som serverede et par flasker blindt for de andre. Jeg nød selskabet og valgte ikke at tage noter, men her er mine kommentarer dagen derpå til vinene.

Riesling Mosel Auslese Richter

2005 Max Ferd. Richter, Riesling Auslese**, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Mosel – ikke blind. Read more

Copenhagen Wine Forum, og lidt noter

Copenhagen Wine Forum løber af stablen i weekenden og jeg er inviteret ind og tale om vin til mad. Et herligt emne, der kan dele vandene, men som vi alle synes er interessant. Jeg håber at se mange af jer derinde og få en god diskussion med jer før eller efter min foredrag. Jeg kan allerede nu afsløre at jeg vil væve lidt over temaet:
”Kejserens Nye Klæder, eller Det Eneste Rigtige”

Ofte har jeg det sådan at vi har så meget fokus på den rigtige sammensætning, at vi tilsidesætter behovet for at gøre hvad vi har lyst til. Det er jeg stor fortaler for, så ender rødvinen på bordet sammen med fiks på tallerkenen, så kan det godt være ”rigtigt”. Derudover glæder jeg mig meget til at smage et bredt udvalg af vine fra flere af landets mindre importører, der stiller op disse dage. Det er desværre ikke altid jeg får smagt nok af disse nichevine, der er med til at sikre den vidunderlige bredde på det danske vinmarked.

Copenhagen Wine Forum, vil vi også være til stede med en stand fra Solera.dk, hvor du har mulighed for at tilmelde dig verdens førende vinuddannelse. Er du hurtig, så er der stadig ledige pladser på vores kursus i september måned i København. Se mere info om WSET uddannelsen og vores tilbud på hjemmesiden.

Ellers må vi jo erklære at sommeren 2011 er ved at være slut, nogen vil mene uden at starte, så her er en let opsummering på vine jeg har smagt over sommeren.

2007 Chateau Paveil de Luze, Margaux – en flaske der kom på bordet en stilfærdig hverdag sidst i ferien. Vi havde fisket en pose frossen fisk ud af fryseren, uden at vide hvad der lå i den. Om formiddagen bad den ene dreng om kartoffelmos og den anden om bønner. Sidst på eftermiddagen beder, den normalt hvidvins glade, frue om et glas rødvin. Jeg hiver denne flaske ud af skabet og plaskede den på en karaffel. Hvordan passer dette så sammen? Ja, i vores optik så smagte det fortrinligt. Vi havde lyst til de ting der var endt på bordet og derfor virkede denne lidt anderledes vin og mad sammensætning.

Jeg afsluttede aftenen med et glas køligt:

Niepoort, 10 Years Tawny, Douro, Portugal –  herlig helt alene til at sende tankerne lidt på afveje og nyde roen. Dejlig kølig i stilen med masser af rød frugt, i kombination med nødder og mandler.

Margaux og Port

Margaux til fisken?

2008 Steenberg, Shiraz, Constantia Valley, Sydafrika – en top lækker ledsager til kraftigt marinerede ribben på grillen. Tæt peber og bacon med en stor dyb rumlende frugt. Brombær, blommer og solbær er de dominerende frugter. Til dig der vil prøve noget anderledes og toplækker Shiraz fra Sydafrika.

Shiraz Constantia Valley

Shiraz i power stil

En lille perle medbragt fra Frankrig. En producent jeg tidligere har opfattet som ganske glimrende, men lidt let i stilen. Lang tid siden jeg har haft næsen i noget af hans vin, så derfor…

Nicolas Feuilatte, Rosé, Champagne – fin laksefarvet i glasset med bobler der hurtigt fes af. Duft af kirsebær og viskelæder? Lidt grønt allerede her, der kun blev værre i smagen. Uinteressant smag med grønt stilket præg, ingen intensitet og intet liv. Kedelig, bør jeg prøve andre cuvéer fra ham?

Nicolas Feuillatte

Rosé Champagne er det nye sort?

2003 Gran Clos, J.M. Fuentes, Priorat, Spanien – tæt mørk frugt, intens peber og dejlig krydret stil. Masser af sort skiffer der gav lidt friskhed, sorte kirsebær og godt styret tanninbid. Denne vin bar på ingen måde præg af den ellers varme 2003 årgang, men havde fin balance. Burde have købt et par flasker til kælderen.

Nej, jeg plejer ikke være vild med Priorat, men det her var godt nok lækkert. Faldt over den i et supermarked til en fristende pris på 150,-, passede mig glimrende i forhold til importørens detailpris på 600,- i anden årgang vel og mærke…

Priorat Gran Clos

Sort peber i stramme tøjler

2007 Fattoria Le Terrazze, Rosso Conero, Marche, Italien – pivlækker saft ganske enkelt. Fortæl det ikke til nogen, for jeg har ikke selv startet import af denne vingård endnu. Valgte denne fra kortet på en restaurant i Bruxelles og blev virkelig lykkelig. Så saftig og balanceret, så levende og alligevel så ligetil. Charmerende og passede både til min Linguine Vongole og fruens Lasagne.

Fattoria Le Terrazze

Super lækker saft

Westmalle, Tripel, Trappist – en øl ja, det er ihvertfald første gang, måske også sidste gang. Sad på en restaurant i Amsterdam, de havde et kedeligt vinkort og jeg havde bestilt lammekottelet. Den smagte ikke for tungt, ej heller fladt og kedeligt. En god tæthed og en glimrende ledsager til mit lam. Bliver jeg ølfan af dette og får lyst til at prøve mere? Nej, heller ikke i denne omgang, så forvent kun vin i fremtiden…

Trapist øl

Ja, en øl....

Håber at du har haft en god sommer her i landet, eller ude i den store åbne verden 😉

Hyg dig og på gensyn.

 

 

Riesling og andre gode ting

Så var der samling med en håndfuld venner, der alle studerer på WSET. Virkelig interessant at smage og bruge sit Systematic Approach to Tasting Wine skema Aftalen var at vi alle skulle medbringe 2 – 3 vine og servere dem blindt. Heldigvis, var de andre lige så dårlige som undertegnede til at tælle. Vi var så heldige at vi kunne være i de smukke gamle lokaler i Kjær & Sommerfeldt, midt i København. Lidt nostalgisk blev jeg vist over at gense den gamle arbejdsplads. Jeg havde glemt kamera og tog ingen skriftlige noter, så her er stikordshukommelsesspil. Hvis du har spørgsmål til enkelte vine, så spørg løs.

2003 Jacobs Creek, Steingarten, Riesling, Barossa Valley, Australien – meget mineralsk og meget ekspressiv duft. Søde frugter på næsen, men stram og mineralsk i smagen. God vin, der absolut kræver noget mad-modspil.

2006 René Muré, Riesling, Signature, Alsace – flot farve i glasset med tropisk duft og dejlig cremet struktur. En lille sødme, der balanceres fint af frugtsyren. Flot niveau.

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling, Kabinett trocken, Rheingau, Tyskland – en smukt samspil mellem frisk frugtsyre og fin mineralitet. Frugten ligger pænt i baggrunden og vokser sig stille og roligt større. En anelse reduktiv til at starte med, men åbnede op med en masse luft.

2008 Weinbach, Riesling, Reserve, Alsace, Frankrig – så smuk og frisk i stilen. Masser af små gule frugter og lidt parfumeret hvide blomster. Frugtsyren styrer denne vin rigtig flot og giver stor  herlighedsværdi.

2001 Max Ferdinand Richter, Veldenzer Elisenberg, Riesling Spätlese Halbtrocken, Mosel, Tyskland – flot gylden i glasset med tropisk duft og en herlig sødme i smagen. Fik virkelig diskussionen om restsødme til at gå i gang. Rigtig flot længde og super balance. Havde det ekstra der viser hvad stor tysk Riesling kan lave med lidt alder. Desværre har mine seneste flasker af denne ikke været så positive, men denne sidste flaske viste rigtig gode takter.

2007 Shloss Marienlay, Reichgraff von Kesselstatt, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland – flot og klar tør tysk Riesling. Pæn karakter, men fik mig til at gætte Rheingau, grundet den lidt stramme stil.

2006 Chablisienne, Les pierrelée, Chablis, Frankrig – virkede lidt tung og skæv. Måske fordi den manglede det forventede mineralske element, eller fordi den kom ovenpå sådan en riesling maraton.

2005 Reichgraff von Kesselstatt, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland – meget sødme, men super balanceret. Utrolig intensitet, sammen med den sødme. Her var efter min mening en af aftenens absolut bedst balancerede vine. Sødmen bliver på ingen måde for meget, med de mængder af mineralitet og frugtsyre. Kunne være herligt at smide i kælderen og vente 10 år mere på den her.

2008 Alamos, Nicolas Catena, Malbec, Mendoza, Argentina – altid svært at være første rødvin. Denne klarede egentlig meget pænt. Medium sødme hængt op på et nydeligt stillads. Ikke så mange dikkedarer, nem og sikkert behagelig for de brede masser. Jeg synes den er sødladen og ikke lige min stil.

2008 Prima, Toro, Spanien – fik ikke noteret resten af producentens navn. Desværre bar flasken præg af en for varm opbevaring på et tidspunkt. Kogt og uklar i sit udtryk.

2001 Louis Jadot, Gevrey Chambertin, Clos St Jacques, 1’er Cru, Frankrig – flot klar i farven, allerede duften viste de første tegn på at noget var galt. Lidt reduceret frugt og for meget krydderi – nelliker og kanel. Smagen var helt skæv med nærmest ingen frugt og stor syre. Bourgogne blev gættet, men slet ikke på forventet niveau. Dårlig flaske, der ikke skulle have været bedømt. Vi må have en bytter til gode.

2008 Brunus, Montsant, Spanien – 60% Cariñena, 25% Garnacha, 15% Syrah. En virkelig spændende region, især hvis man kan lide Priorat. Druerne er det samme og vinene minder meget om stilmæssigt. For mig er det desværre ikke helt positivt. Jeg finder ofte Priorat vine ”for meget”. Det gjorde sig også gældende i denne vin, der gav god snak om hvor længe den kan gemmes. Meget høj på tannin og frugtsyre. Lav mundfylde og en frugt der virkelig skulle graves frem. Hvis tannin og syre kan komme ned og frugten få lov til at vokse, så kan det blive rigtig godt. Jeg frygter dog at tørstoffet vil få overtaget og lukke denne vin helt sammen. Håber at nogen vil smide en flaske i hovedet på mig om et par år, så vi kan finde ud af det. Absolut en meget interessant vin at smage.

2006 Beringer, Zinfandel, Clear Lake, Californien – lidt sødlig nem frugt, pakket ind uden så meget syre. Kølig og næsten frisk, men klart oversøisk i stilen. Zin var rigtig svært at finde, cadeau til Karsten for at finde det!

2006 Dom de la Vougeraie, Savigny-les-Beaune, 1’er Cru, Les Marconnets, Frankrig – absolut aftenens bedste Bourgogne. God ren stil med fine røde bær og stenet stil. Dejlig saftig på paletten og det var rart. En fin lille Bourgogne.

1985 Weinbach, Gewürztraminer, Vendange Tardive, Clos des Capucins, Alsace, Frankrig – flot gylden og en sjov lidt lukket duft. Krydret, men ikke voldsom Gewüztraminer. Herlig balance i smagen med klare alderdomstegn. Havde en rigtig flot, uventet, syre til at balancere tingene. Vi diskuterede lidt om der kunne være tilsat lidt Riesling for at få syreniveauet op. Eftersmagen meget ren og med smuk længde. En herlig afsluttende vin, tak for den Hans.

Tak til alle for en hyggelig aften, ærgerligt for dem der var inviteret, men ikke dukkede op.