Tag Archive for Rheingau

Forza Riesling, Loosen, Eser, Muré, Stempel m. fl.

Der var lagt i ovnen til en aften hvor Riesling skulle spille en stor rolle. Jeg valgte at medbringe 4 meget forskellige vine. Alle fra samme årgang, men i forskellige sødmegrader og forskellige terroirs. Alle vine blev trukket op og dobbel-dekanteret fra morgenstunden. Resten af dagen blev tilbragt i flaske uden prop.

De 4 Riesling vine er smagt inden vi kørte til middagen af et Riedel Riesling Vinum glas, så jeg kunne tage noter stille og roligt. Peter havde medbragt 3 andre fantastiske Riesling vine, og chefen havde 3 gode rødvine. Rødvinene var alle fra Peter Sissecks hånd og meget interessante, de vil blive beskrevet i et senere indlæg.

Blinis

Vi startede aftenen med mine hjemmestegte blinis i klassisk udsmykning med creme fraiche, rødløg og rogn. Lækkert og et godt modspil til de 2 første tørre Riesling vine.

2007 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Kabinett Trocken, Riesling, Rheingau – ca. 7,8 gr/ltr sucker. En vin jeg kender, men som jeg desværre sjældent smager i mere modne udgaver. Meget løs jord med lidt mergel og meget grus.

Stråfarvet med ekspressiv duft af citrus og hø. Svag fersken og melon. Lidt stikkende frisk græs i baggrunden. Medium plus syre med lav sødme, der nærmest ikke fornemmes (men jeg ved jo den er der). Meget citrusdrevet med melon og grape bagerst. Høj intensitet med mineralitet der leder mere mod hvid kalk end noget andet. Flot fokus i eftersmagen og en herlig renhed. Denne har virkelig haft godt af et par år på langs og et par timer i karaflen.

tør - sprød - elegant

2007 René Muré, Clos St. Landelin, Riesling, Grand Cru, Alsace – ler og limstensjordbund her i det sydlige Alsace. Godt 40 år gamle vinstokke fra Muré familiens Clos i Vorbourg marken. En vin der aldrig virker helt tør, men alligevel ”kun” har 5 gr/ltr.

Mørk og gylden, men ikke olieret. Duft af klassisk riesling med petroleum og velhængte appelsiner. Meget levende i næsen og udvikler sig dejligt i glasset. Det første der rammer i munden er intensiteten, her er høj frugtsyre og en skarp mineralitet der virkelig rykker. Sødmen som kan være meget present som ung er kastet væk og fokusen er skarp. Noterne siger citrus, frisk hø (er der noget der hedder det?) og så kryber der en lidt umoden pære nederst i billedet. Fantastisk flot intensitet og balancen sidder lige i skabet. Nogen har valgt at drikke denne alt for tidligt. Hold op hvor den vokser i glasset, her er virkelig meget liv. Der kommer meget dyb mineralitet og lidt friskrevet peberrod frem, utroligt en udvikling.

fed - intens - balanceret

Næste servering var melon/løg suppe med bacon. En klassiker i mit køkken til de let sødlige Riesling vine. Blend et par meloner med ½ løg, smag til med salt og peber og server kold med friskristet varm bacon og purløg på toppen.

Melon - løg - bacon

2007 Willi Schaefer, Gracher Himmelreich, Kabinett, Riesling, Mosel – fra Peter. En elegantier i aller flotteste stil. Citrus og mineralitet spiller så flot sammen i en helt tilbagetrukket stil, hvor elegance går foran power. Hvor længden kommer fra en tæt intensitet, og vinen ikke virker overgjort på noget tidspunkt. Fine noter med en anelse tropisk frugt, men mest er det citrus og grønne græsnoter. En glimrende ledsager til suppen.

finesse prinsesse

2007 von Hövel, Schartzhofberg, Spätlese, Riesling, Saar – Von Hövel ejer 2,8 hektar på denne berømte mark, hvor jordbunden i den grad defineres ved sin blå skiffer.

Lys farve og lidt vandig i kanten. Intens duft med mest mineralitet og lidt friskpresset citron. Byder ikke ind med meget, lukket? Intens smag med høj syre og lav sødme i forhold til min forventning. Sprød stil med citrus og mineralske toner som salt. Skifferen dukker op og giver en masse intensitet og flot spil bagerst i munden. Frugtintensiteten er meget høj og den lave mundfylde giver mig en idé om at denne ikke er fanget på det allerbedste tidspunkt. Tror at der vil dukke meget mere op i denne vin om yderligere 5 år.

intens - frugtsyre - ung

_____________________________________________________________
Så kom hovedretten, med 3 x Peter Sisseck. Noter til de flotte vine fra Ribera del Duero i dette indlæg.

Flor og QS

3 oste kom på bordet, en hvidløgsost og to med chili og godt bid. Viste sig som glimrende modspillere til den næste sødlig Riesling.

2007 Wagner Stempel, Höllberg, Spätlese, Riesling, Rheinhessen – Måske 130 gr/ltr sukker og 9 gram syre.

Dyb gylden og olieret i strukturen. Dufter meget sødlig med tunge tropiske frugter, ananas og grape især. Dufter lidt støvet botrytis i form af gråt støv. Stor smag, nærmest fyldig. Balanceret sødme og en frugtsyre der holder den så flot oppe! Syltede citroner og ananassaft. En sødme der skriger Auslese mere end Spätlese, passer meget godt med de 130 gr/Ltr sukker. Meget intens og i smuk harmoni.

Udviklede sig i meget flot stil sammen med ostene og mere luft i glasset. For mig aftenens flotteste og mest intense Riesling.

fed - tyngde - balance

Desserten var is med hjemmelavet chokolade sauce, vinene fra Peter var:

2001 Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr, Auslese, Riesling, Mosel – tilbagetrukket og egentlig mest holdt sammen af en høj syre. Manglede frugt i min opfattelse og endte egentlig med hurtigt at blive udskiftet i glassene. Set i bakspejlet dagen derpå, så er det en overraskelse i den kedelige retning. Det plejer at være rigtig god vin.

syrerig - kort - skuffende

2001 Dr. Loosen, Erdener Prälat, Auslese, Gold Capsule, Mosel, 37,5 cl – en dråbe af himmerige. Det her er en af de helt store Riesling vine fra Mosel. En lille skive af den bedste jord, med optimal soleksponering. Levede selv så sent på aftenen op til alles forventning. Intens, høj sødmegrad og en frugtsyre der holdt den oppe. Tropiske frugter og tørret figen. En anelse petroleum og friske grønne pærer. Fantastisk balance. Smagte himmelsk, men vil udvikle sig i mange år endnu – til dem der har den liggende.

a slice of the best in mosel

Samlet set viste Riesling druen sig denne aften fra mange forskellige sider. Nuancerne kan spænde fra citrus til pære og mineralitet. En drue der i den grad bærer præg af sin jordbund og hvor vinmagerens evner kommer flot til udtryk. Disse vine, beviste endnu engang overfor mig at skulle jeg kun have én drue med til en øde ø, så blev det Riesling!

 

 

 

Lalou Bize-Leroy løftede taget på Le Sommelier

En fabelagtig aften på Le Sommelier, hvor vores tjener Simon styrede slagets gang med en fast og rolig hånd. Må sige til Simons ros at hans måde at være på gør oplevelsen så meget større hver gang på le Sommelier. Når en tjener nyder sit arbejde, så kan man som gæst mærke det. At Francis Cardenau så tryllede i køkkenet denne aften, gjorde kun helhedsindtrykket så meget større.
Som vanligt var konceptet at vi skulle medbringe et par flasker hver, alle med mindst 10 år på bagen for rødt, dispensation kan gives til 5 år for hvidt. Gruppen består af gode glade venner fra vinbranchen, et par stykker lige uden for branchen og én journalist denne aften. Beklageligvis må vi nok indrømme at journalisten var i sit gode gættehjørne og ramte pænt på et par af vinene. Alle vine afleveres til Simon ved ankomsten og han sætter så en menu og vinene sammen i sæt. Altså ved man aldrig hvis vin der er på bordet, eller hvornår ens egen vin kommer. Fantastisk sjov måde at gøre det på, hvilket også gjorde at jeg gættede mine egne vine flere gange i går.

De fleste noter er skrevet inden afsløring af vinen og point tildelt inden afsløring. Dog er nogle blevet rettet lidt op og det vil også blive forklaret nærmere.

Vi startede i baren med et glas bobler:

2000 Blanc de Blancs

2000 Louis Roederer, Blanc de Blancs, Champagne – meget flot syre og fin balance. Lidt citrus og mango i frugten. Fremstod blød og behagelig, med pæn kompleksitet uden at blive for tung på nogen måde. Blev absolut ikke gættet af undertegnede, der troede det var ældre og med Pinot Noir i blandingen. Der var dog aldrig tvivl om Champagne ;-) 92 point ud af 100.

2002 Blomster Champagnen

2002 Perrier Jouet, Belle Epoque, Champagne – aldrende, oxidativ med en sjov sødme på siden. Friske bobler der talte imod alderdomstegnene. Ved afsløring blev vi i tvivl om den flaske er i orden, jeg mener nej. Denne Champagne, i denne årgang, bør performe meget bedre og med mere friskhed i stilen. Ingen point

1995 Steinberger

1995 Kloster Eberbach, Domäne Steinberg, Steinberger, Riesling, Spätlese, Rheingau – uha det var lækkert. Rimelig mørk farve – gylden. Sødme present i munden, men tørrer ud og indikerer lidt alder. Duft af petroleum, mineralitet i form af våd kalk. Lyche mest dominerende af de gule frugter. Medium (+) syre og flot struktureret med god balance og balance i eftersmagen. Gæt: Rheingau, Spätlese. 93 point. Holdt sig flot i glasset og voksede sig bredere i staturen.

2001 Spätlese Trocken

2001 Dönnhoff, Niederhäuser Hermannshöhle, Riesling, Spätlese, Trocken, Nahe – meget lille i næsen, lidt slat, hvid peber og tør mandel. Klinger helt rent i munden som en streng på en guitar, men… den vil ikke rigtig lege? Der ligger en masse flotte elementer nedenunder en genert lille frugt. Virker som meget høj intensitet og mineralsk. Viser for mig meget godt hvorfor man ikke lige bliver charmeret af disse stramme ”nye” tørre tyske rieslinger. De lukker ikke rigtig op for de sidste ventiler. Gæt: Nahe trocken i højt niveau, men ikke Dönnhoff. 93 point. Så lod jeg ellers det glas stå et stykke tid og så skete der noget… den lukkede op efter ca. én time i glasset. Kom med stor modenhed og saft i næsen og smagen blev fyldt ud til sidste kindtand. Intens og alligevel balanceret på et frisk pust fra havet. Fantastisk flot glas vin, der enten skal gemmes 10 år mere, eller dekanteres fra morgenstunden for at vise sig ordentlig nu.

Fjordrejer på bøftomat

Disse 2 første hvide blev ledsaget af årets bedste rejemad i forklædning: Nederst en bøftomat, herpå Rømø Rejer og en lille forårsrulle med rejer, overhældt med lidt hindbæreddike. Eddiken havde jeg frygtet, men den spillede maX sammen med rejer og mineraliteten i vinene. En flot start fra køkkenet…

Alene, som mellemvin kom:

Sweet Vendanges Tardive

1988 Leon Beyer, Vendange Tardive, Riesling, Alsace – mørk gammel gylden, fed olieret i glasset. Duft af petroleum, riesling blomster, liljer, melon og mango. Meget flot duft. Fuldfed i smagen med en markant alkohol, der sendte bud i retning af Alsace frem for Tyskland. Ananas sødme, med syren lagt pænt på plads på hylden bagerst i butikken. Meget intens og højt niveau. Gæt: Alsace, Riesling, midt ’80erne. Udmærket ramt synes jeg selv. 91 point.

Så blev vi ramt at 2 karafler der allerede på afstand så mere kraftfulde ud end de 3 meget flotte Riesling vine. Vi var allerede nu i højt humør og kunne egentlig have stoppet her og været glade. Men køkkenet havde mere i ærmet til os, men først de 2 vine:

1998 Leflaive Puligny

1998 Domaine Leflaive, Puligny-Montrachet, Bourgogne – ekspressiv duft, der dog stilner lidt af i vinden.  Ristet fad, gule blomster, figner. Smagen er meget intens og kraftfuld. Frugten er for fuld skrue gennem munden, velbalanceret alkohol og fadet fint integreret. Virker her fra start lidt hul i midten og samler sig ikke rigtig sammen? Gæt: Chablis. 92 point. Efter tid i glasset samler indtrykkene sig sammen og giver en anden tyngde og tæthed. Stadig er dette ikke en vin med mange lag, men virkelig god tæthed. Opgraderet til 94 point efter tid i glasset.

Så løftede taget sig...

2004 Domaine d’Auvenay, Lalou Bize Leroy, Puligny Montrachet, 1’er Cru, Les Folatieres, Bourgogne – så blev det bevist. Der er noget om snakken, det er bare så meget bedre – pokkers! Uha en duft, ristet smør, nødder, hasselnøde olie. Så stor i duften at den nærmest river en ud på en sommermark med blomster, hvor ord blive knappe og man bare nyder momentet. Smagen er intens, med en vild kompleksitet! Gule frugter i næsten moden stand, blomster, anis og fadets sødlige noter nedenunder. Så imponerende sat sammen. Ultimativ balance hvor fedmen i vinen balanceres af intens frugtpower. Jeg løber tør for ord, når følelserne smages i glasset på denne måde. Gæt: Mit bedste bud var 1’er Cru Meursault fra Coche Dury, da det er den eneste Bourgogne jeg har smagt med den samme flotte balance mellem de ristede fade og frugtintensiteten. 98+ point, da den bare blev ved med at arbejde i glasset. Og ja, den voksede sig kun større i glasset gennem et par timer. Aftenens vin, tak Niels.

Flaske 238 smagte godt...

Bagt torsk med små grønne sager

Hertil havde vi et stykke bagt torsk på kartoffel, med små asparges og carotter. Den sauce var bare så intens og torskens fedme spillede perfekt sammen med vinene. Tak for endnu et skarpt match til Simon og Francis.

Så et lille mellemspil, med en flaske udenfor temaet.

2005 Barolo

2005 Revello, Le Radici, Barolo, Piemonte – fed moden frugt, duft af hindbær sorbet. Raberber og fadsødme. Fed smag, med moden blød stil og et godt tanninbid der ikke overdominerede smagsbilledet. Især balancen mellem den søde/bløde frugt og så det rensende tanninbid, var rigtig god. Charmerende luftig vin. Gæt: Monferratto, balnding af Nebbiolo og Barbera. 93 point. Konklusion:et super godt køb i Barolo og med en rigtig god historie om deklassificeret frugt fra bedre marker er der ikke et øje tørt. Køb og nyd hen over sommeren.

Time for Red Burgundy!!

Prop

1999 Jean Tardy, Nuits St. Georges, 1’er Cru, Les Boudots, Bourgogne – prop og en rigtig kedelig start på vores Bourgogne rush…

Herefter 3 serveret sammen:

1999 Nuits 1'er Cru

1999 Dom. Henri Gouges, Nuits St. Georges, 1’er Cru Clos des Porrets, Bourgogne – startede med en Brie de Meaux agtig hørm. Ændrede duft til svag rød frugt med lidt urter i hjørnet. Tør smag, kraftig men uden fokus. Hvor skal vi hen du? Tæt opbygget og åbner lidt op med en anelse charme til sidst. 86 point. Skuffet, mindede på ingen måde om Bourgogne.

1999 Vosne Romanée

1999 Bouchard Pere et Fils, Vosne Romanée, 1’er Cru, Aux Reignots, Bourgogne – tør og støvet duft med små tørrede røde bær. Meget moden og nærmest lidt fedladen i smagen, indkogte bær og rabarber saft. Lidt peber… Uinspirerende. 85 point. Tænk hvis man havde købt sådan en ”stor” Bourgogne og nu troede at man skulle se lyset? Så er det nemt for lægmand at beholde lysten til at købe oversøisk ”sikker” Pinot Noir…

1999 Gevrey fra Rousseau

1999 Armand Rousseau, Gevrey Chambertin, Bourgogne – ahh – duft af Bourgogne! Meget ren duft med hindbær og jordbær. Fin luftig i munden med brombær og den samme rene røde stil. En elegant Pinot med lidt klasse over sig. Gæt: Bourgogne ’93. 91 point.
Utroligt så skuffende det sæt var, måske var vi stadig oppe og ringe over de fantastiske hvide vine, men det her var bare ikke godt nok.

Stegt Foie Gras - perfekt

Serveringen fejlede til gengæld ikke noget: Stegt Foie Gras med rabarber og lidt salat. Perfekt stykke i den helt rigtige størrelse.

2 vine uden mad kom ind her:

Old School Classic

1977 Weinert, Malbec, 1 star, Mendoza, Argentina – en nærmest mytisk vin, der er tappet af flere omgange om som stadig står som noget af det største fra Argentina . Robert Parker har oprindeligt udtalt: “..reminds me of a hypothetical blend of a super-concentrated vintage of La Mission-Haut-Brion and Cheval Blanc.” I august 1992. Det siges at de senere aftapninger er af lidt mindre god kvalitet end den første. Denne flaske stammer fra den første og oprindelige aftapning som H.J. Hansen importerede.  Tung i duften med sorte blommer. Fyldig smag, moden stor vin med god karakter. Fedladen, men uden at virke meget oversøisk. Bly og sorte blommer som de dominerende noter. Gæt: Napa Cabernet, start ’90erne. 93 point.

25 år gammel bordvin

1986 Felsina, Fontalloro, Vino da Tavola, Toscana – moden duft af Cabernet Sauvignon med solbær og lidt læder, orangeskal og smuk fadnote. Åbner flot op i smagen med roser, lavendel og masser af kølig frugt. Frugtintensiteten signalerede på ingen måde en 25 år gammel vin. Her var god tæthed og lidt mokkanoter der ledte mig til mig gæt på Saint Estephe, tror ikke jeg nævnte en årgang? 94 point. Foldede sig ligeledes flot ud i glasset, imponerende af så gammel en vin. Kunne være sjovt at handle et par flasker af ny årgang hos Brandis?

Så kom mine 2 vine på bordet til aftenens hovedret.

1998 Chateauneuf

1998 Château de la Gardine, Chateauneuf-du-Pape – åben og fri i glasset med charmerende stil. God balance med garrigue, bacon og en dyb rumlen. 92 point.

Aldrende Shiraz der holdt

2000 Vasse Felix, Shiraz, Margaret River, Australien – stor sort tung frugt, der signalerede Aussie Shiraz, i hvert fald for mig der vidste det. Der kom ingen gæt på det? Meget mørk, men alligevel med god kølighed og en balancerende frugtsyre. 89 point, men til maden et par stykker ekstra – det spillede godt sammen.

Lam og asparges - flabet og perfekt

Hovedretten denne aften var braiseret og stegt lammebryst med hvide og grønne asparges. Hallo – det smagte mega godt! Vi kunne have stoppet her, da vi ikke havde flere vine med, men Le Sommelier ville det anderledes.

Dansk gedeost

Først et lille stykke ost; gedeost fra en lille producent i det nordsjællandske; Bo Jensen, fremstillet på råmælk og utrolig intens i smagen. Vi fik blot et lille stykke, men smagen var stor og intens.

En jordbærdrøm - ikke for sød, bare perfekt match

Desserten der røg på bordet var en drøm med rødvinsmarinerede jordbær og jordbær sorbet på toppen. Og her spillede vores fantastiske tjener Simon ind med:

Stor Mosel Auslese

2007 Joh. Jos. Prüm, Wehlener Sonnenuhr, Auslese, Mosel – super balance og med en perfekt afstemt syre/sødme. Intens frugt og en sødme der blev holdt så meget i skak at jeg gættede Spätlese, Mosel 08, Molitor, men det var det ikke… 94 point.

Endnu engang tak til alle for en fantastisk aften.

 

 

Gaja og pizza, samt blindsmagning

En herlig aften i godt selskab ved søens bred. Vi havde startet med at optage et par sessioner til 3 vine på 5 minutter til Børsen TV. Cava, Spumante og rosé blev gennemtravlet og det var ganske hyggeligt. De indslag vil kunne ses i den kommende tid på Børsen TV. Tusind tak til Karsten for en dejlig dag med et sjovt program!

Pizza i ovnen

Efter en tur i søen kom der yderligere et par gæster og vi endte en håndfuld branchefolk samlet til en hyggelig aften. Der skulle smages blindt, en herlig disciplin, der aldrig bliver nem. Aftenens største oplevelse for mig, var at jeg fik en vin fra Gaja der faldt i god smag hos mig. Jeg har tidligere været skuffet over vine fra mesterens hånd, men denne aften faldt den lige i min jord. Det var:

2008 Gaja, Sito Moresco, Langhe DOC, Piemonte, Italien – entrylevel hos Gaja, sammensat af Nebbiolo, Merlot og Cabernet Sauvignon. En vin der i glasset råbte Bordeaux ud over hele terrassen. Her var blød solbær domineret frugtkarakter, lidt læder og blyant der kunne pege på Pauillac. Smagen var smukt afstemt med alle elementer i god balance, ikke for meget frugt – ikke for dominerende fad. Mit gæt lå på noget glimrende 5. Cru Pauillac, hvilket var helt forkert. Jeg har tidligere stødt på Gaja ved flere blindsmagninger og været knap så begejstret. Denne aften bød dog på en meget harmonisk vin og det var en fornøjelse.

Pizza med laks, rødbeder, karse m.m.

Derudover var det hyggen der var dominerende rundt om pizzaovnen. Vi fik sammensat nogle fantastiske pizzaer, med lidt pudsige kombinationer undervejs. Vinene tilflød bordet i en lind strøm og mine kommentarer kom aldrig ned på bloggen. Her er en liste af vine vi smagte blindt og mine svage erindringer om de enkelte vine.

Nebbiolo spumante

NV Erpacrife, Nebbiolo Spumante, degorgeret 2009 – sjælden set mousserende Nebbiolo. Mest bemærkelsesværdigt var tanninen i denne smukke rosé. Udmærket glas, men ikke noget jeg vil vende tilbage til.

MG Champagne

1999 Louis Roederer, Brut Champagne, MAGNUM – virkelig lækker med flotte udviklede noter og dyb fed frugt. Champagne fra Magnum er bare en fornøjelse og så med lidt alder her var det perfekt i solen. Tak til Johnnie for denne super start på aftenen.

Rabarbervand...

NV Ambrosia, Blooms, 80 % Rhubarb, 20 % Wine (Sauvignon Blanc) – så var det ned på jorden igen. Puha noget rabarbersaft, men blev egentlig gættet af Sara – ret flot!

Probst

2009 Probst, Grauer Burgunder, Acharrer Schlossberg, Spätlese trocken, Baden – Ganske pænt glas som jeg husker den. Bød vist ind med Grüner Veltliner.

Rosé i flasken, hvidt i glasset

2008 Graf von Kanitz, Spätburgunder, Weissherbst Feinherb, Rheingau – den gættede jeg ikke. Stram og lukket i næsen, kedelig og bitter i smagen. Så lidt farve at jeg slet ikke tænkte på en rød drue, så mit bud blev en kedelig Mosel tør Riesling. Not my favorite, gad vide om nogen var oppe og ringe over det her?

En bombe

2005 Robert Mondavi, Fumé Blanc Reserve, To Kalon Vineyard, Napa Valley – overdreven vin med tryk på alle cylindre. Duften var så ekstrem og parfumeret at ingen kunne beslutte hvad de kunne mene. Eksploderende i munden med en mængder af smagesnuancer. Fadet flot integreret her et par år efter, men frugten meget parfumeret og ikke særlig elegant. Mange bud kom på bordet, men ingen i nærheden af fadgæret Sauvignon Blanc fra Californien.

Pinot Noir fra Sydafrika

2009 Bouchard Finlayson, Galpin Peak, Pinot Noir, Walker Bay, Sydafrika – “når en vin smager som en mellemting mellem fransk og oversøisk, så er det Sydafrika”. Det citat fik jeg smækket i hovedet da jeg blev ved med at gætte oversøisk Pinot Noir, men fra et køligt sted. Flot vin med en anelse for meget sødme, men fin Pinot karakter. Tak for at citere mig så korrekt Johnnie.

Fremtiden fra Etna?

2008 TascantE, Tasca d’Almerita, Sicilia – så kom vi lige på skolebænken hos Johan. Det her smagte som herlig kølig saft fra det kolde norditalien. Mit bud var ikke bedre end så meget andet. Et flot vin med god intensitet, medium fylde, men lang eftersmag. Flot balanceret og med en sjov historie. Nerello Macalese er druen der vokser på Etnas skråninger. En interessant vin, som virkede så meget mere kølig end andre vine fra det sydlige Italien.

Power Dolcetto

1999 Solatio Brovia, Dolcetto d’Alba, Piemonte – en meget koncentreret og sort Dolcetto. Meget fad og så koncentreret at ingen nævnte denne ellers milde drue. En anelse på vej ned af bakke, efter sigende skulle den have været en monster kop for 2 år siden.

Chiavennasca eller bedre kendt som Nebbiolo

2004 Rainoldi, Fruttaio Ca Rizzieri, Sfursat, Valtellina – så er der Nebbiolo igen, denne gang i tørret udgave fra Valtellina. Meget lækker frugt balance, intens og ren i frugten. Ikke så bulderbasse som tidligere udgaver jeg har smagt i denne disciplin. Flot vin.

Nice Bdx blend

2008 Craggy Range, The Quarry, Gimblett Vineyard, Hawkes bay, New Zealand – en monsterkop med stor concentration. Kunne være en Cabernet baseret vin fra de fleste gode vindistrikter I verden. Flot balance, men ikke en vin jeg var helt vild med. Tror jeg fik budt Cabernet baseret vin fra køligt område i Australien – altså ikke helt ved siden af.

Pizza med parma og ruccola

Tusind tak til alle for en hyggelig aften med god mad og flotte vine på bordet. Der manglede noget Riesling, men der tog jeg revanche dagen efter…

 

Riesling og andre gode ting

Så var der samling med en håndfuld venner, der alle studerer på WSET. Virkelig interessant at smage og bruge sit Systematic Approach to Tasting Wine skema Aftalen var at vi alle skulle medbringe 2 – 3 vine og servere dem blindt. Heldigvis, var de andre lige så dårlige som undertegnede til at tælle. Vi var så heldige at vi kunne være i de smukke gamle lokaler i Kjær & Sommerfeldt, midt i København. Lidt nostalgisk blev jeg vist over at gense den gamle arbejdsplads. Jeg havde glemt kamera og tog ingen skriftlige noter, så her er stikordshukommelsesspil. Hvis du har spørgsmål til enkelte vine, så spørg løs.

2003 Jacobs Creek, Steingarten, Riesling, Barossa Valley, Australien – meget mineralsk og meget ekspressiv duft. Søde frugter på næsen, men stram og mineralsk i smagen. God vin, der absolut kræver noget mad-modspil.

2006 René Muré, Riesling, Signature, Alsace – flot farve i glasset med tropisk duft og dejlig cremet struktur. En lille sødme, der balanceres fint af frugtsyren. Flot niveau.

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling, Kabinett trocken, Rheingau, Tyskland – en smukt samspil mellem frisk frugtsyre og fin mineralitet. Frugten ligger pænt i baggrunden og vokser sig stille og roligt større. En anelse reduktiv til at starte med, men åbnede op med en masse luft.

2008 Weinbach, Riesling, Reserve, Alsace, Frankrig – så smuk og frisk i stilen. Masser af små gule frugter og lidt parfumeret hvide blomster. Frugtsyren styrer denne vin rigtig flot og giver stor  herlighedsværdi.

2001 Max Ferdinand Richter, Veldenzer Elisenberg, Riesling Spätlese Halbtrocken, Mosel, Tyskland – flot gylden i glasset med tropisk duft og en herlig sødme i smagen. Fik virkelig diskussionen om restsødme til at gå i gang. Rigtig flot længde og super balance. Havde det ekstra der viser hvad stor tysk Riesling kan lave med lidt alder. Desværre har mine seneste flasker af denne ikke været så positive, men denne sidste flaske viste rigtig gode takter.

2007 Shloss Marienlay, Reichgraff von Kesselstatt, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland – flot og klar tør tysk Riesling. Pæn karakter, men fik mig til at gætte Rheingau, grundet den lidt stramme stil.

2006 Chablisienne, Les pierrelée, Chablis, Frankrig – virkede lidt tung og skæv. Måske fordi den manglede det forventede mineralske element, eller fordi den kom ovenpå sådan en riesling maraton.

2005 Reichgraff von Kesselstatt, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland – meget sødme, men super balanceret. Utrolig intensitet, sammen med den sødme. Her var efter min mening en af aftenens absolut bedst balancerede vine. Sødmen bliver på ingen måde for meget, med de mængder af mineralitet og frugtsyre. Kunne være herligt at smide i kælderen og vente 10 år mere på den her.

2008 Alamos, Nicolas Catena, Malbec, Mendoza, Argentina – altid svært at være første rødvin. Denne klarede egentlig meget pænt. Medium sødme hængt op på et nydeligt stillads. Ikke så mange dikkedarer, nem og sikkert behagelig for de brede masser. Jeg synes den er sødladen og ikke lige min stil.

2008 Prima, Toro, Spanien – fik ikke noteret resten af producentens navn. Desværre bar flasken præg af en for varm opbevaring på et tidspunkt. Kogt og uklar i sit udtryk.

2001 Louis Jadot, Gevrey Chambertin, Clos St Jacques, 1’er Cru, Frankrig – flot klar i farven, allerede duften viste de første tegn på at noget var galt. Lidt reduceret frugt og for meget krydderi – nelliker og kanel. Smagen var helt skæv med nærmest ingen frugt og stor syre. Bourgogne blev gættet, men slet ikke på forventet niveau. Dårlig flaske, der ikke skulle have været bedømt. Vi må have en bytter til gode.

2008 Brunus, Montsant, Spanien – 60% Cariñena, 25% Garnacha, 15% Syrah. En virkelig spændende region, især hvis man kan lide Priorat. Druerne er det samme og vinene minder meget om stilmæssigt. For mig er det desværre ikke helt positivt. Jeg finder ofte Priorat vine ”for meget”. Det gjorde sig også gældende i denne vin, der gav god snak om hvor længe den kan gemmes. Meget høj på tannin og frugtsyre. Lav mundfylde og en frugt der virkelig skulle graves frem. Hvis tannin og syre kan komme ned og frugten få lov til at vokse, så kan det blive rigtig godt. Jeg frygter dog at tørstoffet vil få overtaget og lukke denne vin helt sammen. Håber at nogen vil smide en flaske i hovedet på mig om et par år, så vi kan finde ud af det. Absolut en meget interessant vin at smage.

2006 Beringer, Zinfandel, Clear Lake, Californien – lidt sødlig nem frugt, pakket ind uden så meget syre. Kølig og næsten frisk, men klart oversøisk i stilen. Zin var rigtig svært at finde, cadeau til Karsten for at finde det!

2006 Dom de la Vougeraie, Savigny-les-Beaune, 1’er Cru, Les Marconnets, Frankrig – absolut aftenens bedste Bourgogne. God ren stil med fine røde bær og stenet stil. Dejlig saftig på paletten og det var rart. En fin lille Bourgogne.

1985 Weinbach, Gewürztraminer, Vendange Tardive, Clos des Capucins, Alsace, Frankrig – flot gylden og en sjov lidt lukket duft. Krydret, men ikke voldsom Gewüztraminer. Herlig balance i smagen med klare alderdomstegn. Havde en rigtig flot, uventet, syre til at balancere tingene. Vi diskuterede lidt om der kunne være tilsat lidt Riesling for at få syreniveauet op. Eftersmagen meget ren og med smuk længde. En herlig afsluttende vin, tak for den Hans.

Tak til alle for en hyggelig aften, ærgerligt for dem der var inviteret, men ikke dukkede op.

Party i Provinsen! Eller vin og mad sammensætninger der lykkedes.

I en herlig provinsby på Sjælland var der kaldt til 40 års fødselsdag. Stort tillykke til Jesper, han så ud til at nyde hele sin aften. Jeg var forbi og fortælle lidt om vinene og hvorfor vi havde sat dem til de enkelte retter. Herligt med en vinsmagning hvor hele konceptet mad og vin, gik op i en højere enhed. Vi fik demonstreret til alle retter, hvorledes den ene vin kan smage bedste inden maden, og den anden fungere bedst sammen med maden. Det er grunden til at det er så herligt at lave vinsmagning sammen med mad. Stedet var Restaurant Kokken og Tyren i Ringsted.

Aftentide i Ringsted

Første ret var laksetatar, serveret på ristet brød med rugbrødskrymmel. En ret der viste sig at være meget salt og med god citrussyre.

Lækker laksetatar - hjemmerøget? Tror jeg...

Vinene vi fik til var:

2008 Wente Vineyards, Morning Fog, Chardonnay, Livermore Valley, Californien – herlig fed cremet Chardonnay med masser af fad. Lige til at nyde og drikke uden de store dikkedarer.

Perfekt uden mad...

2008 Peter Lehmann, Barossa Valley, Chardonnay, Australien – crisp og med god stram syre. En Chardonnay uden fad og det gav lidt for meget modspil til folk uden mad. Til maden vågnede den op til dåd og viste muskler. Spillede maksimalt godt sammen med syren og salten i den hjemmerøgede laks. Et af de bedre match, kan man roligt sige.

...perfekt til maden!

Næste runde på tallerkenen var et stykke grillet kalvemørbrad, serveret med kartofler, bagt rødbede, et helt bagt hvidløg og rødvinsglace. En kraftfuld servering med både sødme fra rødbeden og syre fra kødet. Gav et godt modspil til de 2 næste vine.

Lækkert stykke kød, med tilbehør

Igen kunne folket bedst lide Ripassoen uden mad, og til maden var matchet perfekt med Los Vascos.

2008 Fabiano, Ripasso della Valpolicella, Storica, Italien – god fedme og tæt frugt. En Ripasso i den bedre og meget koncentrerede ende.

Vakte glæde uden mad...

2007 Los Vascos, Grande Reserve, Colchagua Valley, Chile – en vin der bed godt fra sig inden maden. Relativt højt niveau af både tannin og frugtsyre. Når den blev smagt sammen med maden gik tingene op i en højere mening. Tætheden og intensiteten i vinen matchede maden og syre og tannin blev pakket pænt ind. Resultatet var harmoni i glasset og på tallerkenen.

Til maden var denne bare guf.

Tre oste kom på bordet; en Brie de Meaux, en Comté og en Sort Castello.

Triple cheese

Diskutionen/vinlegen her, drejede sig om hvorvidt der skal serveres rødvin eller hvidvin til ost. Traditionen i Danmark fortæller os at det skal være rødvin, men viden omkring vin og ost i dag, siger hvidvin. Hvad er det lige der sker? Osten lægger en hinde i hele mundhulen, som dæmper frugtkarakteren i vinen, medmindre vinen har et frugtsyre niveau, der kan skære igennem denne hinde. Derfor bliver de fleste rødvine dæmpet i karakteren og smageren opfatter dem som bløde og milde. Hvidvin renser og giver modspil til osten. Derfor får man både vinen og ostens karaktertræk frem. Traditionen er bygget op om en mængde billige/kedelige/dårlige rødvine drukket af generationerne før os. Serveret til ost fik man pillet det værste ud af dem og alt kunne glide ned. Den moderne forbruger, der også er bevidst om sine valg, vil vælge hvidvin. Gæsterne denne aften, var skeptiske overfor denne tese, men sandheden kom i glas og på tallerken – igen!

2008 Rodney Strong, Pinot Noir, Russian River Valley, Californien – en vin med relativ høj frugtsyre, men slet ikke nok til disse velmodne oste. Meningerne her var klart at det var en fantastisk vin, men ikke så velegnet til ost, som forventet.

Pinot Noir så smukt og lækkert

2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling feinherb, Rheingau, Tyskland – en vin med herlig skarp og høj syre, bakket op af en lille sødme, som ikke var udtalt. Passede som fod i hose til disse oste og overbeviste langt størstedelen af selskabet. Herligt.

Fik ikke billede af vinen, så her er de 2 glade vinmagere i marken

Til dessert fik vi serveret, passionsfrugtsorbet, heftig chokoladekage og lidt bær og mandler. Masser af sødme og syre.

Sweet spot

Vinene til var Portvin, men fra 2 lande, i 2 stilarter.
2006 Allesverloren, Fine Old Vintage, Sydafrika – god tæt frugt og herlig vintage karakter. Havde masser af sødme og passede fint til chokoladekagen, men knap så godt til sorbeten. Denne må naturligvis ikke hedde Port, så længe den ikke kommer fra det rigtige land og område. Fremstillingsmetoden og druerne er dog samme boldgade og stilen ender næsten i det samme også.

Sydafrika byder ind

10 Years Tawny, Niepoort, Douro, Portugal – som altid en gave til ganen. Perfekt balanceret med intensitet, nødder og syre. Pakket ind i indsmigrende frugtsødme og lang intens eftersmag. Svært ikke igen, at erklære min kærlighed til dette produkt.

Altid perfektion

En rigtig god aften og jeg håber at Jesper nød sin fødselsdagsfest!