Thierry Allamand, Reynard, Cornas

Cornas Reynard 2009

2009 Thierry Allemand, Reynard, Cornas – Kan en vin blive så sort i glasset og stadig være 4 år gammel? Ja med stor dybde og en flot lilla kant. Man ville ønske at man kunne få en t-shirt i den farve.
Stor kompleksitet i duften med finsk sød lakrids, store saftige modne sorte blommer, peber og i baggrunden den røgede bacon i et svagt øjeblik. Når vinen paserer læberne er første indtryk hvor utrolig balanceret denne saft er. Alting virker ordentligt arrangeret. Stor frugtkoncentration, med klart fokus på de sorte frugter og bær. Fadet lægger sig smukt i baggrunden med lidt tørre tanniner. Frugtsyren er fin og giver vinen en flot friskhed. Der vokser en god underskov frem med svampe og tørrede blomster. Alle komponenter er til stede, men vinen har en stor fremtid foran sig. Denne vin kommer til at smage monumentalt meget bedre om 10 år.
En virkelig flot vin, hvor det klart er balancen der maler billedet.

Cornas er et af de mest interessante områder i det nordlige Rhone. Syrah druen dominerer totalt de samlede 90 hektar. Prøv at sammenlign med en slot i Bordeaux. Visse slotte er større end 90 hektar, et slot som Lafite har ca. den halve mængde tilplantet. Vinene har generelt en tendes til at smage godt når de er unge, for derefter at lukke ned i en periode, inden de lukker op til storhed omkring 10 års alderen.

Vinen blev smagt på arbejdet til frokost, som en værdig afsked til Kongen, der altid har gættet på Nordrhone. I dag var han den eneste i selskabet der vandt!! Tak for dejlig frokost.